Læsetid: 4 min.

’Det er ikke cancer, skat!’

Det er demens. Sådan lyder beskeden i den hjerteskærende forestilling ’Det Andet Sted’ med Karen-Lise Mynster som eminent demenspatient over for Flemming Enevolds overbærende ægtemand i Kaspar Rostrups fabelagtige iscenesættelse
Demenshistorien bliver urovækkende og vedkommende i Karen-Lise Mynster og Flemming Enevolds fortolkning.

Naya Buch

23. oktober 2015

Historien er så ømtålelig, som den kan blive: En forsker i demens bliver selv ramt af den hæslige sygdom. Ikke pludseligt, selvfølgelig ikke, men lige så langsomt og ødelæggende og forfærdende – både for hende selv og for hendes omgivelser.

Handlingen i Det Andet Sted fra 2011 af amerikaneren Sharr White rummer alle højdramatiske Broadway-effekter – og nok også flere end godt er. Men i Teater Gur og Aventy-T’s opsætning af Det Andet Sted spiller Karen-Lise Mynster den demente kvinde, så tekstens hovedhistorie lyser strålende klar: Historien om en kvinde, der topprofessionelt rejser verden rundt med sine epokegørende foredrag om demensforskning. Lige indtil den dag, hvor hun pludselig løber sur i sit eget powerpointshow og ikke længere kan huske, hvad næste slide egentlig går ud på.

Karen-Lise Mynster er sydende sarkastisk som den overlegne forsker, men hun bliver hurtigt også dirrende bange over alle sine oplevelser og tanker. Jo mere ulykkelig, hun bliver, jo bredere smiler hun, mens hendes muskuløse krop står i forsvarsposition. Stærkest er hendes vrede. Hun anklager alle for alting – i et ubevidst selvforsvar. Og hun skubber ikke mindst sin mand fra sig med alverdens påstande om, at han har bedraget hende.

Flemming Enevold fejrer sit 40-års skuespillerjubilæum i rollen som manden, der må se sin kvinde smuldre væk. Flemming Enevold har en skøn overlegenhed i sin verdensmandsholdning. Hans machoudstråling gør ham til et sandsynligt offer for konens beskyldninger om alverdens sidespring. Lige indtil han omsider får ordet, og man hører situationen fra hans side – og forstår, at det meste af det, som konen har fortalt, har været vrangforestillinger og løbsk fantasi.

»Jeg vil have, at det her skal holde op,« siger han desperat. Eller som han prøver at forklare hende, da hun hævder, at det må være en kræftknude i hjernen, der gør hende så mærkelig: »Det er ikke cancer, min skat!«

Som demensekspert nægter hun tragisk nok at se i øjnene, hvad det er.

Flemming Enevolds sammenbrud er så voldsomt, netop fordi han har virket så cool. Som tilskuer mærker man smerten, som mange års nedbrydning har skabt i ham: Smerten over at miste kvinden, men også smerten over hele tiden at skulle genskabe virkeligheden for hende. En tilsyneladende nytteløs kamp, som han måske mest af alt ender med at kæmpe for sig selv.

Hårfin psykologi

Alle disse hårfine nuancer omkring kærligheden og dens selvpålagte ansvar har instruktøren Kaspar Rostrup ramt så ærligt i sin iscenesættelse. Her findes alle psykologiske reaktioner mellem disse to mennesker, som har elsket hinanden i årevis – og som allerede har været ved at miste hinanden til demensen de seneste ti år.

Den nu 75-årige Kaspar Rostrup vandt Årets Reumert 2015 for sin instruktion af Tennessee Williams drama Glasmenageriet fra 1940’erne. Her blev den kvindelige hovedperson også spillet af den tilsvarende Reumert-belønnede Karen-Lise Mynster – så forførende og krigerisk, som næsten kun hun kan spille det. Men i Kaspar Rostrups fortolkning af Det Andet Sted skabes et sammenbrud, som spilles frem mellem Mynster og Enevold som to globaliserede nutidsmennesker. Et sammenbrud, der både er nænsomt og voldsomt på samme tid – og med rystende præcise psykologiske detaljer. For Kaspar Rostrup ved så chokerende meget om kærlighed.

Desuden har scenografen Stine Martinsen skabt en fin, symbolsk scenografi, hvor videoprojektioner på væggene fint fastholder billeder af noget, der reelt for længst er forsvundet i denne kvindes liv. Uanset om hun er derhjemme eller hos lægen.

Demens hitter

Instruktørens indsigt smitter også af på birollerne. Gerard Carey Bidstrup er servil som juniorforskeren, men også fint splittet i rollen som den tvivlsomme svigersøn. Og Kristine Nørgaard er klar i mælet som demenslægen, der skal undersøge forskeren undervejs, men hun er ikke mindst interessant som en kvinde, der helt tilfældigt ramler sammen med den demente i et sommerhus – uden at forstå andet, end at kvinden måske nok er skrupskør, men at hun har brug for omsorg. Her bliver forestillingen pludselig meget smuk.

Det Andet Sted er ikke den eneste teaterforestilling, der kredser om demensen i øjeblikket. Forrige sæson spillede Karen-Lise Mynster selv titelrollen i Jeg hedder Bente på Teatret ved Sorte Hest, og hos Teatergrad spiller Rolf Hansen i denne sæson en rørende, dement mand i forestillingen Husker du? Emnet er virkelig presserende. Der er nu åbenbart 14.000-15.000 nye tilfælde af demens i Danmark hvert år – og tallet vokser. Men Det Andet Sted er først og fremmest fascinerende, fordi teksten forvandler sig til stærkt teater i Kaspar Rostrups hjerteskærende iscenesættelse.

’Det Andet Sted’. Tekst: Sharr White. Oversættelse: Peter Dupont Weiss. Iscenesættelse: Kaspar Rostrup. Scenografi: Stine Martinsen. Gurs Teater i samarbejde med Aveny-T. Oplevet hos Hjørring Teater. Turné til 4. december

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu