Klumme
Læsetid: 4 min.

Dannemare og Hjørring

Hvis københavnerne vil beholde deres arbejde, må de flytte ud. ’Sateme nej,’ har mange af dem utvivlsomt sagt, ’jeg vil ikke bo i Hjørring!’ Fra provinsen kvitteres der med ikke så lidt skadefryd
Hvis københavnerne vil beholde deres arbejde, må de flytte ud. ’Sateme nej,’ har mange af dem utvivlsomt sagt, ’jeg vil ikke bo i Hjørring!’ Fra provinsen kvitteres der med ikke så lidt skadefryd

Ib Kjeldsmark

Kultur
17. oktober 2015

Fra det store udland fortælles det, at hvis en Hollywoodskuespiller bliver overtalt til at spille en rolle i en britisk film, hvor han bl.a. skal tale cockney, vil han som en naturlig del af forberedelsen tilmelde sig et kursus, hvor han lærer et tale dialekten i det mindste nogenlunde troværdigt. Jeg ser ikke mange film, men jeg kan da f.eks. huske filmatiseringen af Milan Kunderas roman Tilværelsens ulidelige lethed. Her taler de overvejende amerikanske og britiske skuespillere alle engelsk med, hvad vi lidt ubestemmeligt kalder ’østeuropæisk accent’.

For det tjekkiske publikum må det have været en lidt bizar oplevelse, men formålet er selvfølgelig at understrege, at romanen og filmen foregår i en ikkeengelsktalende region af verden. Man har altså gjort sig tanker om sproget. I lille Danmark, derimod, er det på det nærmeste umuligt at få en dansk skuespiller til at tale andet end rigsdansk eller københavnsk.

Det ved jeg faktisk af egen erfaring. Engang for nogle år siden – til brug for et radiospil – prøvede jeg at lære en kendt og i øvrigt fortræffelig skuespillerinde at tale lollandsk. Jeg er ikke selv født på Lolland, så jeg gjorde mig ekstra umage. Noget kendte jeg til dialekten, jeg har boet på Lolland i sytten år, men dialekter er lumske, så jeg havde både øvet mig og rådført mig med lokalfødte. Jeg indtalte personligt de lollandske replikker på bånd, så skuespilleren havde de bedst tænkelige forudsætninger for at indøve dem. Til en begyndelse gik det sådan set meget godt, men så snublede hun over udtalen af landsbynavnet Dannemare. Det gør alle andre udefra også – den lokale udtale lægger trykket på første stavelse, praktisk taget alle andre lægger det på den næstsidste.

Skuespilleren syntes den lokale udtale var helt urimelig, den irriterede hende og til sidst blev hun så rasende, at hun forlangte båndet med min smukke stemme slukket, øjeblikkeligt, og til overmål kylede hun også manuskriptet fra sig. Det der underlige sprog, lollandsk eller hvad det hedder, det gad hun kraftedeme ikke! Så hun vedtog med sig selv, og fastholdt det hele produktionen igennem, at udtale bynavnet ’Darnhemare’ – som den eneste i hele verden, formentlig. Jeg tror, det går an at fortælle, at det var Lene Tiemroth, og fordi hun ellers udfyldte rollen så fortræffeligt, tog den ikke skade af hendes særprægede udtale af den i denne forbindelse helt uskyldige landsby på det sydvestlige Lolland.

Priviligerede københavnersnuder

Hvis man er bare en smule lydhør, kan man ikke undgå at høre den samme utålmodighed med, hvad man må kalde ’Ikkekøbenhavn’ hos mange københavnere, der pludselig har fået at vide, at deres hidtidige – statslige – arbejdsplads nu skal flytte ud i provinsen. Så hvis de vil beholde deres arbejde, må de flytte med. »Sateme nej,« har mange af dem utvivlsomt sagt, »jeg vil ikke bo i Hjørring!«

Fra provinsen kvitteres der med ikke så lidt skadefryd. Herregud, hvor mange jyder – f.eks. fra Hjørring – har ikke i tidens løb måttet flytte til København for at få et arbejde? Som gode vendelboere føler de sig endda i stand til at afgøre, endda på millimeter, at afstanden fra København til Hjørring altså ikke er det mindste længere end afstanden fra Hjørring til København. Eftersom mange af de stillinger, som nu skal overflyttes – forvises? – til det mørke Jylland og andre uhyggelige steder, er akademiske stillinger, breder der sig også en vis følelse af, at det er en slags retfærdighed, der sker fyldest: Det er kun rimeligt, synes man, at de privilegerede københavnersnuder nu også får lov til at mærke, at man altså i vore dage må være villig til at flytte sig efter arbejdsmarkedets behov. Det har man jo tudet de knap så privilegerede ørene fulde af i årevis.

Men mens provinsens borgmestre slikker sig om munden ved udsigten til nye, velhavende skatteborgere i deres kommuner, drypper noget, der ligner flertallet af de berørte københavnersnuder, malurt i bægeret. Ellers tak, siger de. De har ikke tænkt sig at flytte sig og deres familier væk fra hovedstadsområdet. Ikke tale om! De har tænkt sig at blive boende og se sig om efter andet arbejde, basta! Og eftersom de er veluddannede og deres færdigheder er efterspurgte, er de ikke i tvivl om, at de nok skal klare sig.

Ukendte lyksaligheder

Selvfølgelig forstår man dem. Det er noget elementært, at man selv vil bestemme, hvor man vil bo. Det skal staten – i Troels Lund Poulsens provinsfornærmede skikkelse – sgu ikke bestemme. Der er en ægtefælle, der så også skal forlade sit gode job, børn, der trives, hvor de er, et hus, der skal sælges osv. Så alle, der overhovedet har muligheden, ville selvfølgelig sige nej tak til Hjørrings lidt teoretiske og i alt fald for mange helt ukendte lyksaligheder. Så jo, det er til at forstå.

Det, der derimod er sværere at forstå, er, at statslige arbejdspladser, styrelser mv. absolut skal ligge i hovedstadsområdet. Det er svært at være uenig i, at en pæn del af dem naturligvis bør placeres i andre områder af landet. De af os – og vi er ikke helt få – der i tidens løb har boet forskellige steder i landet, kan for den sags skyld også have svært ved at forstå, hvad der gør København så attraktiv, at alt tilsyneladende skal stuves sammen i den allerøstligste udkant af landet?

I øvrigt kender jeg skam godt Hjørring. Det er slet ikke nogen kedelig by. Der er frisk luft, og huslejen er til at betale.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hjørring er bestemt en fin by, hvad var vores krævende studenterliv i København uden alle disse søde piger fra alle provinsens afkroge - hvem husker ikke Bodil fra Hjørring, en sund dansk kornblond, der selvom hun havde iført sig tidens mest forbandede beklædningsstykke - strømpebuksen - ikke blev helt fri for at stifte bekendtskab med storbytilværelsens mere muntre sider i gensidig forståelse for livets gang og fornøjelsernes fattige fåtallighed, selv dengang i '60-erne ...

Michael Kongstad Nielsen

Mange skuespillere har først måttet vænne sig af med deres egen dialekt, for derefter at tillære sig en anden, hvilket ikke altid falder helt overbevisende ud.
https://www.youtube.com/watch?v=lB-y21_VIQ0

Og mange forfattere har måttet 'glemme' deres egen herkomst - ikke Vinn, naturligvis - men nogle af Gustav Wieds forfædre kaldte sig Hviid, selv påstår han nedladende, at de hed Hansen, og var fra Als, hvor de boede i et hvidt hus ...

Lise Lotte Rahbek

Det er kun mennesker fra Hjørring (og opland), som udtaler bynavnet med et tydeligt og troværdigt H.

Michael Kongstad Nielsen

Her er lidt af den ægte vare:
https://www.youtube.com/watch?v=HJyG5Q7urpY