Interview
Læsetid: 8 min.

Vi er alle dansende døgnfluer

Den eksistentialistiske psykoterapis grand old man, dr. Irvin D. Yalom, er i sit livs efterår. Den verdensberømte professors nye bog er et portræt af ti samtaler, der næsten alle handler om at leve med visheden om døden. Og han har råd til at koncentrere sig om kun det – og intet andet
’Samtlige mine patienter har henvendt sig til mig, fordi de har læst mine værker og efterfølgende ræsonnerer, at de vil kunne få noget ud af at tale med mig,’ fortæller psykoterapeut og forfatter Irvin Yalom.

Reid Yalom

Kultur
10. oktober 2015

Der er interviews, som man skal lave, fordi det nu en gang er en del af ens arbejde. Avisen skal ud. Og så er der interviews, som man i årevis har drømt om at lave, fordi man beundrer den, man skal tale med.

At have journalister som en del af fanskaren er hverdag for professor emeritus ved Stanford University, Irvin D. Yalom (84), en af verdens mest læste, berømte og respekterede forfattere inden for eksistentialistisk psykologi og psykoterapi. Og jeg er, viser det sig, blot en ud af 50-100 mennesker, som hver uge ønsker at tale med ham.

Yalom, der er psykiater og psykoterapeut, bor og arbejder i byen Palo Alto nær San Francisco, hvor han fortsat har sin egen praksis. Det har han haft i over 50 år, og han har set tusindvis af patienter. Samtidig har han skrevet fire romaner, fire fagbøger, der indeholder udvalg af behandlingsforløb i form af redigerede samtaler med (anonymiserede) patienter samt flere undervisningsbøger for praktiserende psykologer og psykoterapeuter. En af disse, Eksistentiel psykoterapi, er fortsat på pensumlisten for 2015 på danske universiteter. Den har dannet skole over hele verden, er oversat til femten sprog og har solgt en lille million kopier.

Hans nyeste bog, der lige er udkommet på dansk, hedder Døgnfluernes Dans og tager livtag med døden – ligesom bestsellerne Som at se på solen (2009) og Kærlighedens bøddel og andre psykoterapeutiske fortællinger (2011) også gjorde. Yaloms overordnede udgangspunkt er nu som før, at selvom døden er et grundlæggende menneskeligt vilkår, skal vi ikke lade dødsangsten gennemsyre vort liv eller styre vore handlinger. Det er spændende læsning og giver kun endnu mere blod på tanden før interviewet med ham.

Vi kan også bare aflyse

Et interview, der imidlertid får den værst tænkelige start. Opmuntret af udsigten til at tale med mesteren fremsender overtegnede en byge af spørgsmål på e-mail som optakt; spørgsmål, som jeg tænker, at han må være den helt rigtige til at svare på. I min mail står der f.eks., at »det kunne være spændende at høre, hvordan De som psykoterapiens grand old man ser på vor tid. De har jo fulgt generationer fra Deres praksis og kan nok give en stærk diagnose. Møder De f.eks. patienter med problemer, der stammer fra digitaliseringen af menneskelig interaktion, som slet ikke fandtes, da De startede som terapeut for 50 år siden?«.

Jeg spørger også, hvad han mener om det voksende antal diagnoser i form af ADHD og autisme. Endelig har redaktøren fortalt mig, at tillægget om fagbøger – det, De, kære læser, sidder med i hånden lige nu – indeholder nogle temasider om de mange nye fagbøger, der kredser om udforskningen af hjernen; hvordan spiller de videnskabelige landvindinger ind på det psykologiske felt? Hvad betyder det for vores forståelse af sindet? Hvordan er balancen i dag mellem arv og miljø?

Svaret fra Yalom kommer omgående. Det er muligt, at han er en af verdens mest efterspurgte, og dyreste, praktiserende psykoterapeuter, men han har ikke for travlt til at være hurtig på aftrækkeren i sit svar:

»Det var min opfattelse, at vor samtale skulle handle om min seneste bog, Døgnfluernes Dans, og mit arbejde. Dine spørgsmål er intelligente nok, men kun ét af dem handler om mit livsværk og mine bøger. Du kan finde en liste over mine værker på yalom.com. Her vil du se, at jeg aldrig har skrevet en linje om autisme eller diskussionen om arv kontra miljø. Hvis du kan fokusere på mit liv og mit arbejde, er det fint, ellers forslår jeg, at vi aflyser. Irv Yalom.«

Ingen samfundsdiagnoser, tak

Bang! Beskeden står lysende klart på min skærm: Yalom agter ikke at forholde sig til samtidsdiagnoser, komme med bud på nutidens informationssamfund, hjerneforskningens landvindinger eller andet i samme boldgade. Den potentielle katastrofe er klar: Avisen er ved at miste en artikel, og jeg er ved at miste chancen for at tale med en af mine helte. Der må sadles om, hurtigt. Jeg lægger mig fladt ned og forsikrer om, at det er hans suveræne ret selv at bestemme, hvad vi skal tale om. Da jeg – to dage senere – rent faktisk interviewer ham, tænker jeg, at jeg hellere må indlede med at undskylde den kiksede optakt.

»Jeg har gode grunde til ikke at ville foretage generaliseringer om samfundet som sådan, fordi jeg ser en meget lille del af det til daglig. Du skal huske på, at jeg er en gammel mand. Jeg ser blot 1-2 patienter om ugen, og jeg har råd til at være meget selektiv. Jeg arbejder ikke på et hospital eller på universitetet længere. Samtlige mine patienter har henvendt sig til mig, fordi de har læst mine værker og efterfølgende ræsonnerer, at de vil kunne få noget ud af at tale med mig. De emner, patienterne bakser med, er eviggyldige – de fleste handler om døden, og hvordan man håndterer den. Mange af mine patienter er meget gamle, et par stykker har kræft, og de er alle ret belæste,« forklarer han. Og tilføjer, at han med undtagelse af et par patienter, han har set i årevis, heller ikke forpligter sig til lange terapiforløb længere.

»Alle nye patienter får at vide, at de har maks. 12 måneder. Jeg vil ikke have, at de bliver afhængige af mig, hvem ved, hvor længe jeg er her. Og i øvrigt kan en deadline også få mennesker til at koncentrere sig og arbejde hårdere med sig selv.«

Meget mere end Freud

Men hvad vil det egentlig sige, at være »en eksistentialistisk psykoterapeut« – den retning indenfor psykoterapien, som Yalom har lagt navn til og efter manges mening også grundlagt?

»Jeg startede som psykiater i 1957. Dengang var amerikansk psykiatri domineret af det 19. århundredes analytiske terapi, Freud og Jung dominerede fuldkommen, og der var et meget rigidt fokus på de tre første år af patientens liv. Jeg fandt tilgangen alt for snærende, og jeg læste en bog, der fik stor betydning for mig, skrevet af dr. Rollo May med titlen Existence – jeg havde i øvrigt senere lejlighed til selv at gå i terapi hos May. Her så jeg for første gang, hvordan man kunne inkorporere eksistentialistisk filosofi i psykoterapien, og det inspirerede mig enormt. Jeg begyndte at læse meget bredt – græsk filosofi, Platon og Epikur f.eks. fik mig til at udvide selve opfattelsen af, hvad det vil sige at være et menneske. Og det går langt videre end til den tidlige barndom.«

Yalom fortæller, at i han sin karriere som forfatter og psykoterapeut derefter – han gik på pension fra Stanford i 1994 – har arbejdet med at kombinere litteratur og psykoanalyse.

»En af grundene til, at mine bøger er blevet så udbredte – har jeg fået at vide af mange læsere både professionelle og almindelige mennesker – er ikke bare, at jeg har arbejdet hele mit professionelle liv med at indarbejde indsigter fra filosofiens og litteraturens verden, det er også, at mine bøger kan læses som skønlitteratur. Det er ikke tørre undervisningsbøger med søgte eksempler. Det er levende patienter, der fortæller deres historie, og jeg er som terapeuten en del af fortællingen.«

Døden i fokus

»I Døgnfluernes dans har jeg, ligesom med mine andre bøger, mit kernepublikum for øje, nemlig unge terapeuter, der vil videreuddanne sig. Jeg er på den måde også en lærer (af samme grund er Yaloms værker ofte blevet kaldt for ’teaching novels’, red.) men jeg har jo fundet ud af, at interessen for terapi og for livets evige, store spørgsmål er betydelig, og derfor er mit publikum meget bredere end blot de professionelle.«

– Det er en grundantagelse for Dem – og en del af den eksistentialistiske tilgang – at en accept af døden kan være nødvendig for at lære at leve bedre. Det står også klart med Deres nyeste bog. Men hvordan gør man det?

»Mange patienter kan ikke bære tanken om, at verden fortsætter, efter at de ikke er der mere. Det er skræmmende med det store fremtidige intet. Jeg prøver at vende det om og sige: De fleste har intet problem med, at der har været millioner af år, før de blev født. Så hvad der sker, når vi dør, er egentlig ikke problemet. Udfordringen for os som mennesker er, hvordan vi lever mellem nu og slutningen – som vi ikke ved, hvornår kommer. Har vi modet til at stoppe op og rette vore bekymringer mod det liv, vi lever nu – et mod til at leve mere autentisk, hvilket betyder et rigere og mere aktivt, målrettet liv. Når man kommer ud over bekymringer om sin krop – og det gør kræftpatienter f.eks. ofte – så gør det ikke nogen forskel længere, hvordan folk ser på dig. Heidegger, en forfatter, jeg har gjort megen brug af både som terapeut og skribent, foretager en sondring mellem at blive opslugt af den måde, hvorpå tingene er i verden kontra at være opmærksom på, at tingene eksisterer i verden. Hvis du kan lære at koncentrere dig om det sidste, så er du ikke længere lige så bekymret over livets daglige trivialiteter, over at holde ting hemmeligt for dine nærmeste eller om at opretholde facader, at angle efter beundring. I en vis forstand får udsigten til døden de fleste af disse neurotiske bekymringer og frygt for manglende anerkendelse eller afvisning til at smelte væk; patienten får et andet perspektiv på sit liv. De vigtige ting bliver virkelig vigtige, og det trivielle bagatelliseres,« siger han og konkluderer, at det er et budskab, han har været særdeles tilfreds med at kunne udbrede til en enorm, og i mange år global, læserskare:

»Derfor vil jeg i dag også mene, at jeg er lige så meget skribent som terapeut. Jeg nyder virkelig at skrive,« siger han og fortæller, at han i øjeblikket arbejder på sine erindringer.

»Jeg forsøger at skrive temmelig hurtigt, jeg vil jo gerne nå at blive færdig. Jeg har et meget stort nedskrevet materiale, men i sagens natur er mange af mine historiske vidner ikke i live længere. Det ville jeg ønske ikke var tilfældet, men sådan er det. Min søster er lige død, og dermed har jeg ikke nogen tilbage, som har været der, mens jeg var barn. Der er ingen at tjekke mine oplevelser med. Så jeg må blot håbe, at jeg husker rigtigt,« ler han.

Døgnfluernes dans og andre psykoterapeutiske fortællinger. Irvin Yalom. Hans Reitzels Forlag. 229 s. 8. oktober 2015.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nå da, vi er åbenbart alle Abrahams dansende døgnfluer og psykoterapeutiske børn - kan det virkelig ikke blive til mere? … ;-)