Læsetid 8 min.

Dronningen af Saba taler til os

Det er netop der, hvor historien knytter an til nutiden, hvor man kan spejle sig, at den historiske fiktion bliver interessant, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen om sin nye historiske roman, hvor hun aktualiserer en oldgammel historie
Det er netop der, hvor historien knytter an til nutiden, hvor man kan spejle sig, at den historiske fiktion bliver interessant, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen om sin nye historiske roman, hvor hun aktualiserer en oldgammel historie
Sigrid Nygaard
17. oktober 2015
Delt 33 gange

Efter to romaner, der foregår i 1960’erne og 70’erne, er Anne Lise Marstrand-Jørgensen, forfatteren til bøgerne om Hildegard af Bingen, tilbage i fortiden med en stor roman om Dronningen af Saba og Kong Salomon. Det er frisættende at skrive om noget, som er rykket ud af vores egen tid, forklarer hun. »Man kan gå i dybden på en anden måde. Hvis jeg i stedet for Hildegard-bøgerne havde skrevet en nutidsroman om en kvinde, der hører Gud tale til sig, ville hun være blevet mødt med ganske andre fordomme!«

Med Dronningen af Saba og Kong Salomon var det ønsket om at udøve og bevare magt, der først interesserede hende, siger hun.

»Jeg ville egentlig skrive om et stykke dansk middelalderhistorie, og i den anledning læste jeg en bog med portrætter af historiske skikkelser, men så faldt jeg over et par sider om Dronningen af Saba.«

»I første omgang var det maleriet, der ledsagede teksten, jeg faldt for. Det var etiopisk, udformet som en slags tegneserie, og jeg genkendte det. Min farfar, der var forretningsmand og rejste meget, havde gode venner i Etiopien. Da Haile Selassie faldt, blev en af min farfars venners lillebror sendt til København, hvor han kom meget i vores hjem, og det var ham, der i min barndom forklarede, at billedet viste historien om Dronningen af Saba. Jeg holdt meget af denne ven, og da jeg så maleriet i bogen, blev jeg først rørt, siden besat af at vide mere om Makeda, som hun hedder i Etiopien, og så fangede bordet,« smiler hun.

Jeg bemærker, at hun må have følt sig mindre bundet af dronningens end af kongens historie, eftersom der kun står et par enkelte vers om Dronningen af Saba i Bibelen, mens Kong Salomons liv må siges at være temmelig velbeskrevet.

»Det er rigtigt, at der næsten ingenting står om hende. I Bibelen og Koranen bliver hun udelukkende brugt til at understrege Salomons magt og rigdom,« svarer Anne Lise Marstrand-Jørgensen.

»Men hvad var der i det for dronningen?« Det stod der intet om, så det spørgsmål stillede forfatteren sig selv, og her kom den etiopiske kongebog, Kebra Nagas, ind i billedet. Her berettes det, at Makeda fik en søn med Salomon, og at sønnen blev Etiopiens første konge, Menelik I, fortæller hun.

Det er til dels rigtigt, at hun har fået mere foræret i historien om Salomon, medgiver hun, »men så drejer det sig jo om at løfte de historiske personer ud af deres ikonografiske skabeloner og gøre dem til mennesker.«

Moderne fremmedhad

Derved trækkes de også op mod nutiden, konstaterer jeg. Og romanen om Makeda og Salomon er fuld af aktualiseringer. Er det meningen, spørger jeg.

»Det er netop der, hvor historien knytter an til nutiden, hvor man kan spejle sig, at den historiske fiktion bliver interessant,« svarer Anne Lise Marstrand-Jørgensen ivrigt. »Efter min mening er det i aktualiseringen, at en historisk roman har sin primære berettigelse. Hvis jeg kun havde brug for tørre fakta, ville jeg aldrig læse en roman som det første. Til gengæld er romanens styrke, at den kan gøre fortiden vedkommende.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen taler hurtigt og engageret, og hendes overvejelser er ligefremme og åbne. En af de ting, hun har opdaget ved at dykke ned i myter og historie er, hvor lidt mennesker lærer på visse områder, siger hun.

– Du skildrer for eksempel et helt moderne fremmedhad hos kvinderne i Salomons harem?

»Fremmedhad har altid eksisteret. Samtidig har jeg stor sympati for de kvinder. De er nødt til at indskrive sig i den herskende orden. De må stole på, at det, de gør, tjener et højere formål. De har intet råderum, ingen ret i sig selv. Den eneste måde, de kan sikre deres overlevelse på, er gennem deres sønner og mand. Hos dem er der ikke bare tale om smålighed eller jalousi, det er helt afgørende, hvem de skal dele deres mand med. Haremmet er et barsk samfund.«

– Sådan er det vel også for nogle af dem, der stemmer på Dansk Folkeparti. De er bange for, hvad der sker dem, hvis de får flygtninge som naboer?

»Men i haremmet er der tale om en anden grundmenneskelig problematik. Kvinderne er mandens ejendom. Den magtesløse er symbolet på magtens hårdeste ansigt.«

– Hvad med Makedas magt?

»Hun er både-og. Hun er skånselsløs, da hun vender hjem, mistroisk og kontrollerende. Men hun ønsker virkelig at bruge sin magt til at sikre rigets bedste – hvilket ikke altid er det samme som enkeltindividers bedste. Da hun som dronning besøger sin barndoms landsby, er de ikke tilfredse, det er magtens dilemma. Det er svært både være en del af flokken og dens leder. Men hun kan også være eftergivende, hun er tvunget til at have større tilpasningsevne end Kong Salomon. Måske er der også en forskel på det at være vokset op med en monoteistisk religion og det at komme fra et samfund med mange guder.«

Religionskritik

Skal det så læses som en kritik af jødedommen, når Makeda i bogen spørger Salomon om, hvorfor hans arbejdere ikke kan tilhøre Israels stammer, og Salomon svarer, at Israels stammer er Guds udvalgte, vil jeg vide.

»Hvilken ret giver det dig til at lade andre folkeslag lide,« lyder Makedas svar.

Men det vil Anne Lise Marstrand-Jørgensen ikke gå med til.

»Det er snarere en kritik af, når mennesker bruger religion som magtmiddel.

Faktisk er det et spørgsmål, om Israel overhovedet var monoteistisk på Salomons tid eller om det først er blevet det, da de bibelske fortællinger blev nedskrevet, fortæller hun.

»At det var den version, man valgte at hylde, fordi religionen dengang spillede en væsentlig rolle i opbygningen af en stat. Magthavere blev uimodsigelige ved at alliere sig med religionen.«

»Jeg er ikke skeptisk over for religion som sådan, kun magtudøvelsen og den måde, hvorpå mennesker bruger den til at opretholde nogle uhensigtsmæssige strukturer,« understreger hun.

– Makeda er religionskritisk, men hun er samtidig feministisk på helt moderne vis?

»Religionskritik og feminisme hører sammen, religionskritikken kan let komme fra feministisk kant – hvis der ikke er tale om troende feminister, for dem er der selvfølgelig mange af. Religion er jo meget mere end blot patriarkalsk.«

Impulsstyring

Første gang vi møder Makeda, dræber hun en gepard med sin pil, senere forlader hun sin landsby for at lede efter sin far. Hun kommer til den store by Yeha og drager videre gennem ørkenen, til hun finder faren i kongen af Sabas kabinet og selv bliver medlem af rådet. Så drager hun med store rigdomme til Salomon, hvor hun får lavet en lukrativ handelsaftale. Hun er den typiske drengepige-heltinde?

»Makeda har – som mange andre kvinder i verdenshistorien – svært ved at forene sine ambitioner med den traditionelle kvinderolle. Hun gennemlever kvindens dilemma igennem årtusinder,« svarer Anne Lise Marstrand-Jørgensen. »Jeg valgte at gøre hende til outsider, hun lever uden for landsbyens indhegning sammen med sin ugifte mor, mens faren er forsvundet. Det gør hende mere udsat, men giver hende samtidig større frihed til at iagttage omgivelserne udefra. Hun har ikke oplevet særlige fordele ved at indgå i sit samfunds traditionelle rolle med manden som beskytteren.«

Anne Lise Marstrand-Jørgensen har også villet undersøge, hvad det gør ved et menneske, at det er drevet af noget, forklarer hun. »Hvad sker der, når man er styret af noget, man ikke forstår? Er der en drift, der er klogere end bevidstheden, eller bliver driften retfærdiggjort af resultatet? Hvis det falder godt ud, så føler man sig bekræftet i rigtigheden af at lytte til sin indre stemme og får måske en større uvilje mod at lade sig lede af andre. Makeda følger en indre drift, da hun flygter.«

Et komplekst symbol på den drift, man ikke selv forstår, fandt Anne Lise Marstrand- Jørgensen i Kebra Nagast, hvor der optræder en slangekonge, som repræsenterer dette spænd mellem impuls og bevidsthed,« fortæller hun.

»Jeg har læst en del om slangemyter og de kan have mange andre betydninger end i Bibelen. I afrikanske sagn har slangen således flere forskellige funktioner, den er hverken entydigt ond eller god, ligesom den også kan gøre noget ondt med et godt udfald. Og så er der nogle myter, hvor slangen omslutter verden ligesom Midgårdsormen. Den bider sig selv i halen, og slipper den, er det verdens undergang.«

Sigrid Nygaard

Verdens gang

Dette får mig til at spørge til hendes opfattelse af verdens gang i dag. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er nemlig også en fremtrædende skikkelse i Venligboerne. Er forfatteren og aktivisten af samme navn én eller to forskellige personer?

»Jeg er én person med forskellige virker. Jeg tror på, at verden kan blive bedre. Eller jeg håber det. Det er mit eneste værn mod desillusion,« svarer hun. »I Venligboerne taler nogle af os om, at vi i det mindste kan hjælpe én ad gangen. Det er fortvivlende, men det er det eneste, vi kan gøre, samtidig med at vi forsøger at lægge pres på politikere og vende værdidebatten. Og man er nødt til at tro på, at jo flere der slutter sig sammen, jo større er håbet. Den 6. oktober skulle jeg tale ved demonstrationen for flygtningene i København, og dér gik det op for mig, at det samme dag var Dansk Folkepartis 20-årsjubilæum. Men hvis stemningen kan vende så meget, som det er sket, på 20 år, må den også kunne vendes den anden vej, siger Anne Lise Marstrand-Jørgensen optimistisk. Så tilføjer hun:

»Hvis jeg ikke gik aktivt ind, ville jeg have svært ved at holde mig selv ud.«

– Bevægelser har det med at blive inddæmmet. Senest har Det Arabiske Forår endnu en gang vist, at der åbner sig et frirum så længe oprøret kommer fra neden, men så snart forandringerne skal integreres i større samfundsstrukturer, opstår modsætningerne og konflikterne?

»Forandring er nødvendig. Der er opstået en ny mistillid til det de politiske lederskab. Der er igen opstået en trang til at påvirke samfundet, græsrodsorganisationer myldrer frem. Jeg synes, det er noget af det mest opløftende, vi oplever i vores tid. Jo værre den bliver, jo vigtigere.«

»Det Arabiske Forår var oppe imod for stærke kræfter. Og ja, når en bevægelse bliver stor nok, så opstår der ofte interne konflikter. Det er ikke til at holde ud! Og ja, der sker en polarisering – også i Danmark. Jeg får også af og til hademails. Men for at holde livet ud, må man pendle mellem bevidstheden om problemernes alvor og troen på, at det kan blive bedre. Der er nogle grundstrukturer, der ikke er så moderne, som de burde være. For eksempel overbevisningen om det her i Europa er vores medfødte ret at have det bedre end alle andre. Eller at man har bestemte rettigheder, fordi man er født i Danmark. Det er reaktionært og primitivt!«

Læs Informations anmeldelse af ’Dronningen af Saba & Kong Salomon’ her

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu