Læsetid: 8 min.

Der var engang en plan – Urbanplanen

Morten Pape er vokset op blandt betonblokke i et område, hvor drømme var for de dumme. Nu kommer hans selvbiografiske debutroman ‘Planen’ om livet i en af Danmarks mest berygtede ghettoer. Det er historien om at flygte fra den, man er, indtil der ikke er andre veje at flygte ad end den, der går tilbage
Morten Pape i resterne af Solvang Centret, et butikscenter i udkanten af bogligområdet Urbanplanen på Vestamager, hvor han voksede op. Centret skal nedrives, og der er planer om både nybyggeri og etablering af grønne områder.

Ulrik Hasemann.

31. oktober 2015

Det var i midten af 1960’erne, og der skulle flere og bedre boliger til Københavns stigende befolkning. Urbanplanen var den daværende socialdemokratiske borgmester Urban Hansens løsning. På Vestamager, øst for Røde Mellemvej/Amagerfælledvej og blot 3 km fra Rådhuspladsen skulle der opføres billige boliger og grønne områder. Men i stedet udviklede området sig til et socialt belastet boligbyggeri med ghettostempel.

I dette stykke Danmarkshistorie boede 29-årige Morten Pape de første tyve år af sit liv, og efter at have været væk fra det sociale boligbyggeri i otte år, flyttede han i marts måned tilbage og blev boende i to måneder for at skrive en bog om det sted, som har formet ham, på godt og på ondt.

»Jeg havde godt nok aldrig troet, at jeg skulle tilbage til det her sted« fortalte Morten Pape, da jeg mødte ham en sommerdag i maj måned på en solrig altan i Urbanplanen. Og mens han så ud over den bydel, han voksede op i og siden flygtede fra – med benene på nakken og dengang uden noget ønske om at se sig tilbage.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man skal rumme begge dele, det kan denne unge forfatter også. Men han kan blive et væsentligt talerør i debatten om alt det, der er gået galt, fordi ingen ting følges til dørs i velfærdssamfundet, hvor man hellere ekspanderer i mængden af tilbud fremfor i kvaliteten af det, der allerede burde være grundlaget.

Søren Kristensen

Jeg kender godt det der med at vende tilbage, til noget man troede man havde forladt. Jeg er vokset op på Østerbro, nærmere betegnet på Kastelsvej og dengang arbejdede min far som steward i et monopolistisk, velanset og overskudsgivende SAS. Det gav selvfølgelig særstatus, men også en vis distance til de andre i skolen, når man blev hevet ud i et par uger for at være med familien i Langtbortistan, hvorefter man vendte tilbage solbrændt og med et certifikat der kundgjorde, at man var en af de få der havde fløjet over Nordpolen. Altså både godt og skidt, men helt sikkert anderledes, for det var altså i tresserne før charterturismens storhedstid og de fleste af mine kammerater kunne højst prale med en tur til Jylland eller Sverige. På den lange bane fik jeg desværre ikke meget fordel af min barndoms eksotiske rejseoplevelser, for den slags blev snart enhver beskåret og det eneste der kom til at betyde noget i længden var, at jeg havde svært ved at klare mig skolen i andet en engelsk og altså kom jeg ikke i gymnasiet. Men jeg tog studenten alligevel, på kursus, for jeg havde en klar idé om at jeg ville forcere gæret ind til den forjættede akademikerverden, hvor folk gik i pænt tøj, lyttede til jazzmusik og for det meste landede en pæn hyrer for ikke at lave ret meget eller i hvert fald ikke noget der kunne måles og vejes. Den øvelse skulle dog vise sig sværere end som så. Jeg havde satset (forkert) på at blive arkitekt og det tog mig fem år i relativ fattigdom, men med adgang til de hellige kundskabens haller, før jeg kastede håndklædet i ringen og blev postbud, lagermedarbejder, avisomdeler, cafémedarbejder, pædagogmedhjælper, lærervikar og en hel række tilsvarende, indtil jeg efter en hel del år som langtidsledig blev aktiveret ind det job jeg har nu, hvor jeg i princippet er vicevært og gadefejer i en ejendom på ydre Nørrebro. Og gæt hvad? Min farfar var i tredive år vicevært og gadefejer i er stor ejendom på ydre Østerbro. Og jeg mener, Nørrebro eller Østerbro - forskellen er vel ens for enden af en kost. Men vender altid tilbage, på en eller anden måde. Det skal den sociale arv nok sørge for ellers gør æblet og stammen (genetikken, you know) det.

Jørn Andersen, Preben Haagensen, Morten Pedersen, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Urbanplanen på Amager var nu ikke det værste. Urban gjorde værre ting, fx saneringen af Sorte Firkant på Nørrebro. Urbanplanen var lys og luftig, et sundt sted, hvor begrebet byggelegepladser opstod. Gode, velmenende arkitekter stod bag. Men det sociale liv inde i boligerne kunne arkitekturen ikke påtage sig alt ansvaret for.

jens peter hansen

Jeg har undervist masser af børn fra Urbanplanen, ikke på Dyvekeskolen, men på naboskolen. De første år i 70'erne var det arbejderfamilier der var glade for at få en moderne stor lejlighed især da mange kom fra Nørrebros slumlejligheder. Der var faktisk sammenhold i opgangene, hvor nogle af beboerne stod for rengøring og der var sommerkomsammen i gårdene. Der var byggelegeplads og en bondegård og nogle boede i rækkehuse med små haver. Alt dette ændrede sig i løbet af 80'erne da mange tabere af dansk herkomst flyttede ind og spolerede "hyggen". Resultatet var at mange flyttede og Urbanplanen forslummedes, ligesom Tingbjerg i Brønshøj. Helt galt gik det i løbet af 90'erne og i 0'erne da indvandrerne stort set overtog bebyggelsen. Ikke desto mindre var og er der stadig mennesker der har boet i Urbanplanen det meste af deres liv og har haft det godt med det og jeg kender stadig en del som er blevet boende. Den stolthed og det sammenhold de første arbejdere i bebyggelsen havde er imidlertid helt væk, ligesom centret. Tiden er ikke til små centre og arbejdere er der heller ingen af.