Der var engang en plan – Urbanplanen

Det var i midten af 1960’erne, og der skulle flere og bedre boliger til Københavns stigende befolkning. Urbanplanen var den daværende socialdemokratiske borgmester Urban Hansens løsning. På Vestamager, øst for Røde Mellemvej/Amagerfælledvej og blot 3 km fra Rådhuspladsen skulle der opføres billige boliger og grønne områder. Men i stedet udviklede området sig til et socialt belastet boligbyggeri med ghettostempel.

I dette stykke Danmarkshistorie boede 29-årige Morten Pape de første tyve år af sit liv, og efter at have været væk fra det sociale boligbyggeri i otte år, flyttede han i marts måned tilbage og blev boende i to måneder for at skrive en bog om det sted, som har formet ham, på godt og på ondt.

»Jeg havde godt nok aldrig troet, at jeg skulle tilbage til det her sted« fortalte Morten Pape, da jeg mødte ham en sommerdag i maj måned på en solrig altan i Urbanplanen. Og mens han så ud over den bydel, han voksede op i og siden flygtede fra – med benene på nakken og dengang uden noget ønske om at se sig tilbage.

»Der var ikke nogen, der kom derud, medmindre de ville have en dumflad eller blive en pung fattigere,« siger han.

Det er en bog om at være barn, vokse op og forsøge at finde sig selv i et hårdt, multikulturelt miljø. Om omkostningerne ved 90’ernes integration og 00’ernes fjendtlige indvandrerdebat. Om at fordømme det hele, flygte fra det og vende tilbage igen.

Nu har han skrevet en selvbiografisk roman om livet i ghettoen, og Information har fulgt ham fra han flyttede tilbage til ghettoen og til nu, hvor bogen udkommer. I dag, da jeg igen møder Morten Pape, ligger Planen, en 565 sider lang autofiktionsroman om hans liv i Urbanplanen, på bordet foran ham.

For mange år siden blev hovedstadens lort og affald opmagasineret på disse kanter. Lorteøen Amager var dér hvor man kunne gemme det grimme væk. I dag er lossepladssymbolikken ikke til at overse. Nu er dette stedet du ikke ønsker dine børn i nærheden af. Blege kartofler som jeg er i undertal. Der er flere tørklæder end tylskørter, og der synges mere arabisk i krogene end Halfdan Rasmussen ved hinkebanen. De voksne siger at det er fordi vi går på en skole, der ligger midt i en ghetto.

Og så er man budt velkommen til Urbanplanen allerede på de første sider af bogen. Historien om en familie, der går i stykker i et område, der allerede er det.

»Jeg tror, vi har brug for at samfundet bliver anskuet fra neden. Dem der sætter dagsordenen og har magten består af en snæver elite, der på ingen måde ved, hvordan livet ser ud for et ganske jævnt menneske,« fortæller Morten Pape om bogen.

De hårde drenge styrede

Den første snotter kommer fra Rashid, der står bag vikarens ryg. Den sidder tungt lige i nakken på ham. Vikaren drejer sig om mod gerningsmanden. Den næste snotter fra Ali rammer hans venstre øre. Igen snurrer han en halv omgang inden den tredje snotter klistrer sig til det bagerste af hans hals. Vikarens lunkne kaffe rammer gårdens isnende underlag mens hanken stadig hægter sig fast i hans rystende fingre. Da han bliver ramt for fjerde gang, råber han i vilden sky af de otteårige snottere, men Jehanzeb løber om bag ryggen på ham og spytter en sidste gang.

»Det var en autoritetsløs arena, hvor der aldrig var ro, og hvor de hårde drenge styrede,« fortæller Morten Pape om skolegangen på Dyvekeskolen i Urbanplanen. »Scenen siger rigtig meget om skolen, men også om livet i Urbanplanen generelt. Det er Urbanplanens uro i sin anarkistiske form, og sådan var det hver dag.« Morten Pape beskriver Planen som en historie, der udvikler sig fra at handle om det helt nære til at omhandle hele samfundet. Han forklarer, at bogen på den ene side handler om en lille dreng, der kæmper med at hans familie er i opløsning, og på den anden side er historien om et område præget af vold, utryghed og sørgelige eksistenser.

Centret; en spøgelsesplads hvor mennesker misligholdes i lige så høj grad som bygningerne. Skudhullerne ved værtshuset er der ingen der vil tage sig af, ligesom de beskyttelsespenge som indehaveren er blevet afkrævet op til flere gange. Drankerne går rundt, svajende og gryntende som en zombieflok blandt os andre, frem og tilbage fra bænken ved siden af skolen til kiosken med tomme flasker som kan ombyttes til et par nye af slagsen. En kvæstet bil uden fælge eller nummerplade drejer skarpt om hjørnet og parkerer midt i det hele. Røg og tung musik fra et skrattende anlæg er det eneste tegn på liv derindefra.

’Centret’ er Solvang Centret, og Morten Pape forklarer, at det var et fejlslagent bycenter i udkanten af Urbanplanen, hvor de fleste butikker måtte dreje nøglen om på grund af røverier og trusler.

»Turen ned til Centret efter en pakke Prince Light til mor var som en bane i et computerspil. Jeg måtte sno mig langs stierne, tage omveje og skyde igennem parker for at undgå at møde voldelige typer. Ikke fordi det blev bedre, når jeg endelig nåede destinationen,« siger Morten Pape og fortsætter: »lige midt i alt det stod jeg: En nørdet brilleabe i en bydel, hvor jungleloven herskede, og med et ben i hver lejr som hvid dansker på en skole og i et område, hvor de fleste af mine venner var brune danskere. Hvor man som hvid enten var scooterracist eller perkerelsker,« forklarer han.

Perker Pape fra Planen

Morten Pape identificerer sig mere med sine indvandrervenner end med scooterracisterne, og uden at blive en del af de bander, der begynder at blive skabt i 5. -6. Klasse, får han alligevel en plads i gruppen.

Derfor får han på grund af sit efternavn tilnavnet Perker Pape.

Jeg tegner tårnene. Hver streg brænder inde i mig. Flammer og krøllet røg kommer ud fra toppen. Rami vil også have jeg skal tegne mennesker der hopper ud af vinduerne. Jeg kigger mig over skulderen og får utilsigtet øjenkontakt med Giulia der stirrer olmt på mig mens hun langsomt ryster på hovedet. Hun kigger ned og spænder i læberne. Jeg gør som de siger, og lader samvittigheden gnaske løs på mig som en blottet, blodig knogle. Alle vil have et eller andet med på tavlen. Jeg kan ikke følge med alle deres makabre ønsker. Rami overtager kridtet og tegner flere tændstiksmennesker der springer fra toppen af bygningerne. Han spørger mig hvordan man staver til ‘American Airlines’, og med min hjælp skriver han det på siden af det passagerfly som Behrouz fik mig til at tilføje.

Det er 12. September 2001 i 9. klasse på Dyvekeskolen i Urbanplanen.

»Der herskede total forvirring i mit hoved, da jeg stod der med kridtet i hånden. Jeg mærkede tydeligt, hvordan splittelsen voksede, mens jeg selv stod med et ben på hver side,« fortæller han og forklarer, at bogen viser, hvordan dette lille bitte samfund i samfundet mærkede følgerne af 9/11.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen udskrev folketingsvalg lige efter angrebet på World Trade Center. Et valg der endte med en historisk sejr til de borgerlige partier, især Dansk Folkeparti der med 22 mandater blev støtteparti for VK-regeringen, og efter valget kunne kalde sig Danmarks tredjestørste parti. Fremmedhadet voksede i Danmark, og det kunne mærkes i et boligområde som Urbanplanen, hvor hadet blev til vrede, frustration og manglende forståelse.

»Da det stod klart, at det var muslimske terrorister, der stod bag angrebet i New York, blev det legitimt at pege fingre, og angrebet blev ventilen, der lod frygten og dens fætter hadet sive ud,« fortæller Morten Pape.

På Østerbro én gang

I sin bog beskriver han, hvordan ’os og dem’ mentaliteten tog til, og selvom han og hans venner aldrig havde været i tvivl om, at deres hjem var en såkaldt ghetto, blev det endnu tydeligere i den følgende tid.

»Det var frustrationen over at blive mistænkeliggjort af resten af samfundet, der kunne mærkes i betonblokkene i Urbanplanen. For terroren havde fået et ansigt, og det ansigt havde mørkt hår,« siger Morten Pape og forklarer, hvordan der spredte sig en voldsom afmagt blandt beboerne i området Drømmene om noget andet, der allerede tidligere havde levet under svære vilkår i et miljø præget af vold og kriminalitet, blev nu nærmest kvalt af denne følelse af at være alene mod hele verden. Man skulle ud af Urbanplanen, hvis man skulle gøre sig nogen forhåbninger om at blive til noget.

»Resten af samfundets frygt for området skabte en selvforstærkende jantelov, der styrede og dikterede, at man ikke skulle tro, at man var noget, eller kunne blive til noget,« siger han og uddyber: »Nu blev det tydeligere, at jeg skulle kæmpe for den drøm. Drømmen om at lægge denne by i byen, placeret på lorteøen, hvor man følte sig som skrald, bag mig.«

Andrew er ustoppelig da han først har taget et par lunger om aftenen. Nu skal vi fandme klare os selv. Bryde væk fra den her losseplads af en lorteø, smadre alle døre og vinduer der findes, nedbryde alle mure og indhegninger der står i vejen for os, og skabe vores egen fremtid. Vi gejler hinanden op. Indtil vi indser at vi ikke har nogen idéer. Andet end at vi kan starte med at melde os ind i en boligforening og komme på venteliste til en lejlighed. Men det er for dyrt at melde sig ind, opdager vi efter lidt søgning på nettet. Gebyret er latterlig højt. Så bliver den plan skoddet ligesom jointen. Vi ruller en ny mens vi i total tavshed tænker over andre muligheder.

Morten opgiver drømmen om at komme væk. I stedet flygter han ved at ryge sig skæv hver dag.

»Hvor skulle jeg tage hen? Jeg ville inderst inde gerne væk, men jeg kendte ikke til verdenen uden for Urbanplanen. Jeg havde været på Østerbro en gang, og det var for at se fodbold i Parken«

Som tyveårig får han slået sprækker ind til en anden verden, da han forelsker sig i en pige fra et andet miljø, og pludselig mødte han mennesker, der brugte deres liv på noget og havde et mål. Samtidig med at de nye bekendtskaber sang i kor og spillede i bands, var hans gamle legekammerat og halvbror med til at slå et menneske ihjel.

»Der tænkte jeg: Jeg skal fucking væk herfra! Det er ikke godt nok.«

Da Morten flytter væk fra Urbanplanen, starter en lang periode, hvor han kæmper for at distancere sig fra sin fortid og fra ghettolivet.

»I mange år fordømte jeg stedet. Jeg skulle væk fra tabermennesker, taberområde og pøbelpis.«

Han starter på universitetet og bruger sin tid på skønlitteratur, film og akademiske diskussioner. Når han besøger sin mor i Urbanplanen, smider han om sig med Foucault-citater, som hun ikke forstår, blot for at bevise over for hende og ikke mindst sig selv, hvor langt væk han er kommet fra ghettoen. Men oprøret klinger hult.

»Det var der, jeg for alvor nåede til erkendelsen af, at jeg er et produkt af det, jeg kommer fra. Jeg passede ikke ind i de nye kredse, og jeg ville ikke længere flygte fra den, jeg er.«