Baggrund
Læsetid: 13 min.

Den ensomme ulv er blevet del af en bevægelse

Der er en forbløffende lighed i måden, amerikanske skoleskydere har iscenesat deres ugerninger på siden massakren på Columbine High i 1999. Overser vi det performative aspekt, går vi glip af en væsentlig nøgle til forståelsen af det voldelige fænomen, siger den canadiske journalist og forfatter Malcolm Gladwell, der for nylig talte til The New Yorkers årlige kulturfestival
En såret bæres ud til den ventende ambulancehelikopter efter et skoleskyderi 4. februar 2015 på Frederick High School. Foto: Bill Green/AP Photo

En såret bæres ud til den ventende ambulancehelikopter efter et skoleskyderi 4. februar 2015 på Frederick High School. Foto: Bill Green/AP Photo

Kultur
16. oktober 2015

Waseca er en lille by på 10.000 indbyggere klemt inde mellem Minnesotas vidtstrakte kornmarker. Her er et rådhus, et bibliotek, en Wallmart og en highschool. Og hvis det ikke havde været for et telefonopkald en tidlig aften i april sidste år kunne byen også have haft et skoleskyderi.

Den 29. april 2014 kigger en kvinde ud af sit køkkenvindue og ser en ung mand gå igennem hendes have og hen til en lagerbygning ikke langt derfra. Han virker nervøs, fumler med låsen og har tilsyneladende travlt med ikke at blive set. Kvinden bliver mistænksom. Hun tilkalder politiet, og kort efter ankommer tre betjente til adressen, hvor de finder en 17-årig tynd dreng med brunt hår og lys hud. Hans navn er John LaDue. En af betjentene, en bred small town cop ved navn Tim Schroeder, spørger ham, hvad der foregår.

»Jeg fortæller dig det, hvis du kan gætte det,« siger LaDue.

»Jeg tror, at du laver bomber,« svarer Schroeder.

»Du har ret,« siger LaDue.

I det tre timer lange forhør på politistationen samme aften spørger Schroeder ind til detaljerne i La-Dues plan. Den 17-årige teenager har købt materialer til at lave både rørbomber og trykkogerbomber, og i sit soveværelse derhjemme har han et maskingevær, flere håndvåben samt patroner og sprængladninger. Hvad skal det alt sammen bruges til, vil Schroeder vide.

»Engang inden slutningen af skoleåret,« begynder LaDue, »var det min plan at stjæle en skraldespand fra skolen og tage en af de trykkogerbomber, jeg har lavet, og placere den ved indgangen til skolen og sprænge den i luften i et af frikvartererne ... Jeg ville detonere bomben, mens folk ville flygte, ligesom under Boston-bombningerne, og så ville jeg også sprænge dem i luften. Derefter var det min plan at gå ind og kaste molotovcocktails og rørbomber rundt og dræbe alle, og når SWAT-holdet kom, ville jeg slå mig selv ihjel.«

De uciviliserede vilde

Malcolm Gladwell kigger op fra sit manuskript i foredragssalen på SIR Stage37 i New York. Den canadiske journalist og forfatter har udvalgt sig magasinet The New Yorkers årlige kulturfestival til med tragisk timing at tale om emnet for sin næste artikel: skoleskyderier. Nede i salen holder publikum vejret. Det er bare to dage siden, at den seneste skolemassakre ramte USA.

Det er ellers ikke, fordi de er uvant med emnet, amerikanerne. Siden 2013 har der været mindst 150 skud-episoder på skoler i USA – et gennemsnit på næsten én om ugen – og så sent som i sidste uge blev yderligere to læreanstalter i Arizona og Texas ramt. Hver gang det sker, kigger alle skræmt på hinanden og spørger: Hvordan kunne det ske? Hidtil har ingen kunnet svare udtømmende på spørgsmålet, men den republikanske præsidentkandidat Mike Huckabee stillede for nylig sin analyse til rådighed for offentligheden, da han proklamerede, at USA har »et problem med uciviliserede vilde«. Det var hans konklusion, og det er ofte konklusionen, når den ideologiske højrefløj skal forsvare sin forfatningssikrede ret til at bære skydevåben: »Det er ikke våbnene, der slår ihjel, men de syge mennesker, der bruger dem,« lyder parolen.

Men det er ifølge Malcolm Gladwell en meget forsimplet udlægning af den dynamik, som de seneste 15 år har fået skoleskyderierne i USA til at sprede sig med epidemisk hast. »Virkeligheden er, at vi er kommet til det punkt, hvor en ung mand ikke længere behøver at være dybt forstyrret for at overveje at udføre en skolemassakre,« siger Malcolm Gladwell.

17-årige John LaDue blev anholdt, mens han forberedte bomber til et skoleskyderi. Under forhøret sagde han, at han var inspireret af Eric Harris, en af de to gerningsmænd fra Columbine High School. Foto: Pat Christman

En amerikansk specialitet

Når Gladwell betragter historikken i de mange skoleskyderier, springer især to ting ham i øjnene: For det første er der tale om et samtidsfænomen. Før 1996 var der ikke nær så mange tilfælde af skoleskyderier, som der har været siden. For det andet har vi at gøre med et overvejende amerikansk problem. I det omfang skoleskyderier rammer andre lande, sker det i hovedreglen som spejlinger af skyderier, der har fundet sted i USA.

Mange teorier har været luftet i forsøget på at forstå hvorfor. Der er blevet søgt forklaringer i komparative studier af skoleskydernes opvækst, deres personlige psyke, deres fælles interesser og deres sociale tilhørsforhold, men ofte har svarene strittet i vidt forskellige retninger og en tilfredsstillende forklaring er hidtil udeblevet.

Denne lørdag i begyndelsen af oktober har Malcolm Gladwell medbragt et retorisk spørgsmål til salen: Kan John LaDue-sagen hjælpe os med at blive klogere på problemet? De fleste skoleskydere dør som et resultat af deres ugerning, men i tilfældet LaDue har vi adgang til hele tre timers ucensureret forhør. Her lærer vi ifølge Gladwell flere ting om den potentielle skoleskyder: Vi lærer, at han ikke hører stemmer, at han ikke er på stoffer, at han ikke er blevet mobbet eller er vred og hævngerrig, at han ikke har spillet voldelige computerspil eller lyttet til black metal-musik, og at han i øvrigt anser både sin mor og sin far for at være gode og kærlige forældre.

På et tidspunkt siger Schroeder til ham, at han virker som en god dreng, og LaDue svarer: »Det er jeg også«.

Efter forhøret kører en betjent ham hjem. Hans forældre har været nervøse for, hvor han har været, og betjenten kan se på faderens reaktion, at hans søns planer kommer fuldstændig bag på ham. Febrilsk forsøger han at få de nye oplysninger til at give mening ved hastigt at spole igennem de seneste måneders begivenheder: Han fortæller, at hans søn har set en del YouTube-videoer på det seneste, at han går meget i sort tøj, og at han har eksperimenteret med nogle småeksplosioner ude i baghaven. For seks måneder siden tilbragte han nogle dage hos sin onkel, og da han kom hjem, sagde han, at han ikke længere troede på Gud. Han var også på jagt med en ven for nylig, hvor de skød et rådyr og tog et billede af byttet – og måske var hans ansigtsudtryk på det billede en anelse bekymrende?

»Men jeg har set billedet, og hans ansigtsudtryk ser ikke spor bekymrende ud,« siger Malcolm Gladwell. »Han ligner bare en teenageknægt, der netop har skudt et rådyr.«

Med andre ord: John LaDue-sagen hjælper os ikke med andet end at fortælle os, at vi har brug for hjælp udefra for at blive klogere. Hvis vi vil forstå, hvordan en dreng som LaDue kan blive draget af skoleskydningens mytologi, må vi finde en anden tilgang. Og en sådan tilgang finder Malcolm Gladwell i sociologen Mark Granovetters teorier om optøjer, og hvordan de spreder sig.

På tærsklen til en forklaring

Optøjer har altid været et stort mysterium for sociologer, fordi det er et fænomen, hvor mennesker gør noget, de normalt ikke ville gøre. En tidlig teori foreslog, at menneskemængden kastede en slags forvandlende magi ud over sine deltagere. Senere opstod ideen om, at deltagere i optøjer var rationelle aktører, der bevidst havde besluttet sig for at gå med efter en afvejning af for og imod. Men ifølge Granovetter er optøjer hverken resultatet af berusende magi eller rationelle beslutninger. Optøjer er et sociologisk fænomen, et gruppefænomen, hvor folk handler som en reaktion på dem, der allerede deltager. Nøgleordet er ’tærskler’ – et begreb, Granovetter definerer som ’antallet af mennesker, der gør noget, før man selv beslutter dig for at gøre det samme’. Den, der kaster den første sten, har en tærskel på nul. Han behøver ikke andre til at begynde et oprør, for han er en radikal. Den næste kunne aldrig selv finde på at kaste den første sten, men hvis en anden gør det, er han villig til at gå med. Han har en tærskel på en. Derpå følger den tredje, som har en tærskel på to, og sådan fortsætter det hele vejen op til person nummer 100. Det er den retskafne, civiliserede borger, som ikke kunne drømme om at deltage i uroligheder, medmindre absolut alle andre allerede gør det.

»Det er i bund og grund min mor, vi her taler om,« siger Malcolm Gladwell.

Ifølge Gladwell rummer Granovetters teori mindst tre erkendelser: For det første kan vi ikke forklare optøjer ved alene at fokusere på folks ideologier eller holdninger. Hvis det rette kulturelle pres er til stede, kan folk ende som ballademagere, selv om det er i direkte modstrid med deres overbevisninger. For det andet er deltagere i optøjer ikke nødvendigvis en homogen gruppe, som er vrede over det samme. Han, der kaster den første sten, kan være et fundamentalt andet menneske end ham, der kaster den sidste. For det tredje er optøjer ikke blot spontane begivenheder, der opstår her og nu, men fænomener, der kan udvikle sig over tid og både have længde, dybde og historik.

Spørgsmålet, som står tilbage, er: Kan vi blive klogere på skoleskyderier ved at betragte dem som et granovettersk oprør i gradvis udvikling? Ifølge Malcolm Gladwell er svaret ja.

Columbine er forbilledet

En forbløffende æstetisk lighed har præget amerikanske skoleskyderier lige siden Eric Harris og Dylan Klebold udførte deres massakre på Columbine High i 1999. Manuskriptet for skoleskyderier er så detaljeret og præcist, at det efterhånden blot handler om at genopføre et teaterstykke, som allerede er skrevet.

»Det, Eric Harris og Dylan Klebold gjorde, var, at de skabte en drejebog for, hvordan skoleskyderier bør forløbe,« siger Gladwell. »De lavede en website med YouTube-videoer, hvor de fremstillede sig selv som lejemordere. De lavede et manifest og skrev alle detaljer i deres plan ned i en notesbog. Eric Harris sagde, at han ville kickstarte en revolution, at han havde til hensigt at stå fadder til en hel skoleskyderbevægelse – og det er, præcis hvad han er kommet til.«

Sociologen Ralph Larkin har undersøgt de 12 største skoleskyderier, som fandt sted i de første otte år efter Columbine, og han konkluderer, at gerningsmændene refererede direkte til Eric Harris og Dylan Klebold i hele otte af tilfældene. I samme periode blev 11 skoleskyderier afværget i tide, og her var forbilledet i samtlige tilfælde Columbine. Endelig viser sociologen Nathalie Paton, hvordan de selvpublicerede YouTube-videoer – som er blevet en fast del af enhver skoleskyders selviscenesættelse – ligeledes genbruger den æstetik, som Harris og Klebold fastlagde.

Eric Harris, den ene af to gerningsmænd bag skoleskyderiet på Columbine High School, sigter på en mand i en video, der blev lavet inden skyderiet. Efterfølgende har skoleskydere brugt Columbine som forbillede. Foto: AP Photo/HO

Eric Harris, den ene af to gerningsmænd bag skoleskyderiet på Columbine High School, sigter på en mand i en video, der blev lavet inden skyderiet. Efterfølgende har skoleskydere brugt Columbine som forbillede. Foto: AP Photo/HO

Gode drenge

Sidste år gik en 18-årig dreng ved navn Darion Aguilar ind i et storcenter i Columbia, Maryland og skød to mennesker i en skateboardbutik, inden han tog livet af sig selv. Bagefter sagde alle, at han var en god dreng. Han havde aldrig været mobbet, han havde en veludviklet sans for humor, han elskede biologi, og han drømte om at blive kok. Han talte om verdensfred. Med andre ord: Darion Aguilar ville aldrig selv have haft fantasi til at udføre sin ugerning. Han havde brug for et manuskript, og det var, præcis hvad Columbine High-skyderiet forsynede ham med.

»Hans angreb afspejler på alle tænkelige måder Harris og Klebolds massakre,« siger Malcolm Gladwell. »Han klæder sig som Eric Harris, han har en rygsæk som Harris’, og han vælger den samme pistol som Harris. Han indleder sit angreb i skateboardbutikken præcis kl. 11.14. Hvorfor? Fordi det var på det tidspunkt, at skyderiet startede på Columbine,« siger han og lægger en foreløbig konklusion frem: »Eric Harris og Dylan Klebold fra Columbine skabte en drejebog, som er så detaljeret, at det i dag er muligt for selv unge mænd med virkeligt høje ’tærskler’ at melde sig under skoleskydningens faner.«

Helte og heltedyrkere

Ifølge Gladwell er vi tilbøjelige til at antage, at man nødvendigvis må være ligesom Eric Harris, hvis man ønsker at kopiere Eric Harris. Man må være en psykopat. Men pointen med historien om Darion Aguilar og den granovetterske progression er, at det modsatte er tilfældet: Jo længere optøjerne fortsætter, jo mindre vil de deltagere, der hopper med på vognen, ligne dem, der oprindeligt startede dem.

»Eric Harris ønskede at starte en revolution, men Darion Aguilar ville bare være med i en. Harris så sig selv som en helt og skrev i sin egen dagbog: ’Jeg er Gud’. Men Aguilar så sig ikke som en helt, han var en heltedyrker,« siger Gladwell, inden han vender sig mod publikum og beder os deltage i et tankeeksperiment:

»Forestil jer nu, at oprøret tager endnu et skridt væk fra den radikale begyndelse og i retning af den lovlydige borger med en tærskel på 99. Hvem begynder så at dukke op?«

Svaret er naturligvis: John LaDue. I sit tre timer lange forhør med Tim Schroeder på politistationen fortæller han, at han ikke bryder sig om skoleskydere, der er ravende skizofrene og utilregnelige. Han kan lide skoleskydere, der bevæger sig rundt med overblik og stoisk ro.

»Mit største idol er Eric Harris,« siger han. »Jeg ser bare mig selv i ham. Han er sådan en fyr, jeg gerne ville hænge ud med. Hvis jeg kendte ham, ville jeg bare synes, at han var cool.«

Ifølge Malcolm Gladwell er fascinationen af den ritualiserede vold et nøglebegreb i forståelsen af skoleskyderiernes tiltagende udbredelse. Men hvad med den opmærksomhed, som følger med? Ligger der ikke et element af narcissistisk selvfremstilling i den blodige bersærkergang, og hvordan hænger det i givet fald sammen med ideen om den granovetterske gruppedynamik? Gladwell ønsker ikke helt at udelukke narcissisme fra ligningen.

»Men jo dybere jeg har læst mig ind på emnet, jo mere er jeg blevet overrasket over det sprog, skoleskyderne benytter sig af. Der er mange flere referencer til gruppen i dag, end der var tidligere. Eric Harris var ’mig-mig-mig’, men når vi når frem til typer som Darion Aguilar, så tænker de ikke længere på sig selv, men kun på at leve op til traditionen. Der er noget derude, som de kan være en del af. De kan gøre noget for bevægelsen, identificere sig med et heltebillede, følge i andres fodspor. Det er en del af en gruppedynamik.«

Af samme grund er spejlingseffekten fra massemedierne ikke Gladwells største bekymring:

»De her unge er fuldstændig fokuseret på interne kanaler som blogs og hjemmesider. De indgår i hinandens medier og har skabt deres egne subuniverser, som bevæger sig under den brede offentligheds radar. Du kan læse alle de artikler, du vil, om skolemassakrer i New York Times. Den næste skoleskyder får ikke sine nyheder fra avisen, men finder sin inspiration hos ligesindede på nettet. Blandt andet på hjemmesider helliget Columbine, hvor folk spekulerer i, hvor det næste skyderi vil finde sted, og hvor de ser og deler hinandens videoer,« siger han.

Vi bærer også et ansvar

Men hvordan gik det så med John LaDue? I første omgang bliver han sigtet for mordforsøg, hærværk og seks forhold vedrørende besiddelse af sprængstoffer – men kort efter begynder sagen at falde fra hinanden. For det første kan man ifølge lovgivningen i Minnesota ikke dømmes for at have fortalt en betjent, at man har til formål at skyde nogen. Det er den ene grund. Men den anden er langt mere bekymrende. Tilsyneladende har anklagerne ikke forstået ideen om granovettersk progression. De har at gøre med en fyr, der elsker Eric Harris og vil iscenesætte sit eget Columbine. De antager derfor, at han er ligesom Eric Harris, og at de vil finde en mørk og ond side bag hans normale ydre, når de undersøger ham. Men på samtlige psykologtests, John LaDue bliver udsat for, placerer han sig i normalfeltet. Det eneste, man kan sige om ham, er, at han er en lille smule underlig. Han taler på en meget formel måde, han er følelsesmæssigt distanceret og synes ikke at gå særlig godt i spænd med andre mennesker. Psykologernes konklusion: Han lider af Aspergers syndrom.

»I tilfældet John LaDue har vi at gøre med en dreng, der er fascineret af våben og sprængstoffer, sådan som mange teenagedrenge er, men hans asperger gør ham tonedøv over for den acceptable måde at udtrykke sin besættelse på. Det er det, der er så foruroligende at høre på under hans forhør med Schroeder. At han insisterer på at være rationel og analytisk omkring emner, som det ikke er meningen, at man skal være rationel og analytisk omkring,« siger Gladwell.

Sagen blev afsluttet for få uger siden efter en høring i domhuset i Waseca, hvor anklager og forsvarer indgik forlig. John LaDue erkendte sig skyldig i sprængstofanklagerne til gengæld for et ophold i et ungdomsfængsel med en prøvetid på 5-10 år. Sagen er afsluttet. Men hvad kan vi lære af den? Ifølge Malcolm Gladwell giver den anledning til at overveje, hvor vi skal placere skylden for de mange skoleskyderier:

»Eric Harris var ikke vores skyld. Han var en psykopat, der handlede på egne vegne. Men John LaDue er et ganske andet tilfælde. Han er ikke psykopat, han er en nørd. For 40 år siden ville han have leget med sit kemisæt i kælderen og drømt om at blive en astronaut. Det var den fremherskende kulturelle fortælling på det tidspunkt. Men nu drømmer han om at sprænge skoler i luften. Det er ikke en idé, han selv har fået, det er en idé, der er blevet plantet i ham af det voldsglorificerende samfund, han er en del af. Vi er ansvarlige for ham.«

Hver gang et nyt skoleskyderi finder sted, spørger vi som sagt os selv, hvordan det kunne ske. Men vores svar på spørgsmålet bliver nødt til at være bedre end det, Mike Huckabee og ligesindede tilbyder os. Reducerer vi problemet til at handle om ’uciviliserede vilde’, overser vi nemlig Granovetters pointe om den gradvise progression. Som Gladwell konkluderer fra scenen i SIR Stage37 i New York: »Vores problem er desværre meget større, end hvis vi blot stod over for et antal forstyrrede unge. Virkeligheden er, at vi er kommet til det punkt, hvor en ung mand ikke længere behøver at være dybt forstyrret for at overveje at udføre en skolemassakre.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Andreas Kallesen

Det er påfaldende at samtlige danske medier herunder TV og aviser, endnu ikke har foretaget en egentlig journalistisk undersøgelse af skole"skyderier" i USA.

Hvis man blot bruger 10-15 min og antager en objektiv anskuelse af begivenheden, vil man omgående opdage at den officielle historie om tilskadekomne, skudofre og døde skolebørn er direkte latterlig. I bedste fald en lodret løgn.

Sandy Hook er det klareste eksempel på et falsk skoleskyderi, hvor ikke én eneste tilskadekommen er observeret omkring skolen.

Ingen gerningsmand, ingen kvæstede, ingen personer bliver kørt væk i ambulancerne.

Alle de skoleskyderier som massemedierne propaganderer er totalt falske, og tjener kun at fratage lovlydige og almindelige borgeres grundlovssikrede ret til at besidde skydevåben.

Her er en omfattende film, som er udarbejdet af rigtige journalister, med en grundig bevisførelse, omkring Sandy Hook falskneriet.

https://www.youtube.com/watch?v=oD0z275nQnM

Næh, 'jeg' et er jo ikke så autonomt som mange former deres forestillinger ud fra. Og der står post-68-er-generationerne herhjemme elendigt erkendelsesmæssigt - sådan meget kort sagt. Der er også megen spekulation i det forhold, altså masse-suggestion kaldtes det tidligere med i9ndbygget 'tilhørsforhold' - helt galt er det i tilfælde som nazismen og hvad islam er blevet, hvor man forfølger fantasier om genetisk eksklusivitet med det mål at blive 'menneskeheden' i stedet for menneskeheden.
Men det som fik mig til tasterne her, var nu ikke sådanne selvfølgeligheder, men :
'At han insisterer på at være rationel og analytisk omkring emner, som det ikke er meningen, at man skal være rationel og analytisk omkring,« siger Gladwell.
Hvad i himlens navn er det for emner som man ikke skal være rationel og analytisk omkring ?
Og så ellers tak for en rationel og analytisk artikel :-)