Læsetid: 5 min.

Farvel Freud, goddag Amygdala

Det er blevet spået, at det 21. århundrede vil blive hjernens århundrede, og ser man på årets opdragelseslitteratur tyder det på, at spåmændene har ret: Ud med Freud og ind med hjerneopdragelse
Det er blevet spået, at det 21. århundrede vil blive hjernens århundrede, og ser man på årets opdragelseslitteratur tyder det på, at spåmændene har ret: Ud med Freud og ind med hjerneopdragelse

Molly Wittus

10. oktober 2015

Du må ikke slå!« Har du nogensinde sagt det til et barn? Det har jeg. Nogle gange har jeg også formuleret det med afsæt i mit ønske: »Jeg vil ikke have, du slår.« Andre gange har jeg rettet fokus mod det andet barn: »Det gør ondt på drengen, når du slår ham.«

Men følger jeg én af årets opdragelsesbøger, griber jeg barnets hjerne forkert an. For hvis jeg vil ændre barnets adfærd, må jeg »træde nye stier i hjernen» og finde alternativer til »hold så op!«, lyder det i sociolog Anette Prehns bog Hjernesmarte børn, som udkom tidligere i år. Forfatteren er på trapperne med endnu en bog om emnet, Hjernesmart pædagogik, der omsætter hjerneforskning til praktisk pædagogik.

Ifølge Prehn overser hjernen abstrakte ord som ’ikke’ og ’lad være’. Det betyder, at en sætning som ’du må ikke slå’ netop leder barnets opmærksomhed hen imod ’du må slå’, altså det stik modsatte af intentionen. Hvad skal den voksne så i stedet sige og gøre? Prehns svar følger senere. Først et kig på, hvorfor viden om hjernen nu skal lære os at opdrage og udvikle børn – og os selv.

Hjernens indtog

I det nye årtusinde har en biologisk og neurologisk fortælling om mennesket vundet indpas, i takt med at hjernescanninger har givet os ny viden om mennesket – en viden, som først og fremmest betoner, at mennesket udvikler sig som et neurologisk og sanseligt væsen. Anette Prehn hylder udviklingen i Hjernesmarte børn:

»Vi lever i en fascinerende tid, hvor hjerneforskningen har fået hul igennem til ting, vi troede, var umulige for bare få år siden. Blinde kan lære at spille basketball … Mennesker med posttraumatisk stress kan blive deres ulidelige symptomer kvit på fem uger – med den rette neuroplastiske behandling.«

Et vigtigt gennembrud for hjerneforskningen er, at vi i dag ved, at hjernen er »plastisk«. Det betyder, at den er formbar, særligt i de første leveår, men også senere i livet. Hjernen formes af omgivelsernes stimulering.

Vi ved i dag, at hjernen er i konstant udvikling. I sidste århundrede mente hjerneforskerne ellers, at hjernens udvikling stoppede ved 20-25 årsalderen. Men hjernen kan og skal »motioneres« livet igennem. Princippet er kendt under denne læresætning: Use it or lose it (brug den eller mist den), som går ud på, at hvis vi træner hjerneforbindelser, styrker vi dem. Og omvendt svækkes forbindelserne, hvis vi ikke bruger dem.

Superbarn og superkræfter

Vi kan altså gøre noget aktivt for at stimulere hjernens udvikling, og for at stimulere børn og unge til at blive »hjernesmarte« og hvad de nye stimuleringsbøger ellers kalder det. Jo yngre mennesket er, jo mere formbar er hjernen. Det er baggrunden for, at flere forfattere vil overføre viden om hjernen til hjemmet, daginstitutionen og klasseværelset.

Ifølge Maria Beadle og Anni Kirk, forfattere til den nye bog Superbarn, er der meget, voksne kan gøre for at stimulere det biologiske og sansende væsen kaldet et barn:

»Kun cirka 30 % af hjernen er ved fødslen fastlagt til forudbestemt lærdom. Det betyder, at der er cirka 70 % tilbage til ny viden. Det er derfor op til dig og dit barn samt barnets omgivelser at udnytte de 70 % bedst muligt, så barnet stimuleres til at udnytte sit potentiale fuldt ud og blive et superbarn.«

I Superbarn kan du lære, at det er den senest udviklede del af hjernen – hjernebarken med pandelapperne – der gør os til mennesker, for den er nøglen til personlighed, social intelligens og vores motoriske adfærd. Bogen rummer også en masse anvisninger på god hverdagsstimulering fra 0-12 år, ikke bare om hjernens modning, men også om barnets sanser, særligt synssansen.

Amygdala styrer

Ord som spejlneuroner, amygdala, pandelapper, hippocampus og synapser skal ikke længere være forbeholdt biologitimen eller laboratoriet, men også være en del af lærings- og opdragelsesvokabulariet. I hvert fald hvis det står til den nye bog Lad hjernen styre skolen af den svenske hjerneforsker Martin Ingvar og den svenske fagjournalist Gunilla Eldh.

Bogen er en del af en serie om, hvordan hjernen påvirker os. Den første bog i serien handlede om, at Hjernen styrer vægten (Politikens Forlag, 2010), mens den anden bog tog fat på, at Hjernen styrer smerterne (Dansk Psykologisk Forlag, 2014). Nu er turen kommet til læring i skolen. Den nye bog hedder dog ikke Hjernen styrer skolen, men opfordringen: Lad hjernen styre skolen, for hjernens bannerførere har endnu en kamp foran sig på skoleområdet. Som Ingvar og Eldh skriver:

»At al indlæring af færdigheder og kundskaber må tage udgangspunkt i, hvordan hjernen fungerer, kan virke indlysende. Desværre har den erkendelse længe manglet i diskussioner om skolen. Og det til trods for at vi lever i ’hjernens århundrede’ og nu helt ned på molekyleniveau kan studere, hvad der sker med vores hjerneceller, når vi lærer nye ting.«

Med hjernen i skole

Forfatterne mener, at livet i klasseværelset har brug for »frisk ilt fra moderne neuro- og kognitionsvidenskab og fra indlæringspsykologi«. Man kan være uenig om meget, når det gælder børns læring i skolen – for eksempel om børn skal have lange eller korte skoledage, have lektier med hjem eller iPad’en med i klassen – men ifølge Ingvar og Eldh er det straks nemmere, når vi zoomer ind på børnenes hjerne: Her findes der kun én videnskabelig opfattelse af, hvordan børns hjerne fungerer, skriver de.

Med afsæt i neuro- og kognitionsvidenskab og psykologi viser forfatterne, hvad lærerne og andre professionelle i skolen skal stille op for at stimulere børnene og deres hjerner bedst. Forfatterne plæderer blandt andet for, at det er vigtigt, at lærere og andre professionelle i skolen finder frem til den vigtige »synes godt om«-funktion i hjernen, som handler om, at det, vi kan lide, vil vi gerne have mere af.

Farvel til Freud

Ingvar og Eldh forbinder neurovidenskab og psykologi. Tendensen i hjernens århundrede er ellers, at det neurologiske syn på mennesket fejer den psykologiske forståelse af mennesket af banen. Farvel til Freud, goddag til amygdala & co.

Mange vil dog nok sætte spørgsmålstegn ved, om hjerneforskernes syn på mennesket er vigtigere, endsige sandere end psykologernes.

Et vigtigt kritikpunkt er, om den viden, der bliver frembragt i en hjernescanner, direkte kan overføres til, hvad der sker i en social gruppe som for eksempel en skoleklasse eller en familie. Det er der delte meninger om, og hjerneviden kan nemt tippe over til hjernevask, hvis sandheden om mennesket koges ned til det, man kan se i en hjernescanner.

Men ser vi på de anbefalinger, som de nye hjernebøger giver, er der bestemt mange fornuftige råd at hente, uanset om de er affødt af viden om hjernen eller af psykologi.

Et af dem er Anette Prehns råd om at finde alternativer til ’ikke’ og f.eks. styre uden om en sætning som »du må ikke slå«. Det »hjernesmarte trick« er at rette opmærksomheden mod den adfærd, man vil fremme, så sig f.eks.: »Venlige hænder gir glade venner«, som en børnehave eksempelvis har gode erfaringer med.

Og hvis du gerne vil bruge ’ikke’, så brug ordet til at fremme det, du gerne vil have: Hvis barnet skal sove, men protesterer i sengen, så sig »Du behøver ikke at sove. Bare luk øjnene og slap af i kroppen«. Jeg er spændt på at se, om det også virker for mig!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hun har sikkert ret - for jeg bemærker, at jeg i mine mange skriverier meget tæt glemmer at skrive "ikke", så det altså får den modsatte betydning. Ligesom jeg tit glemmer at skrive "jeg".