Læsetid: 3 min.

Følelsernes historiefortæller

Tildelingen af nobel-prisen i litteratur til Svetlana Aleksijevitj er en sejr for alle de mennesker, som har fået deres liv ødelagt af tyranniske regimer
9. oktober 2015

Der er ét spørgsmål, som den hviderussiske forfatter og netop kårede nobelprisvinder i litteratur, Svetlana Aleksijevitj, har måttet forholde sig til gentagne gange i sin karriere: Hvorfor skriver hun så meget om krig? I et interview for nogle år siden svarede hun på vegne af både sig selv og sine hviderussiske landsmænd: »Grunden er, at vi ikke har haft anden historie end krig. Hele vores historie er militant. Det er derfor, blodet så ofte flyder på det tidligere empiries jord.«

I sin begrundelse for at tildele Svetlana Aleksijevitj nobelprisen, fremhæver priskomiteen hendes »polyfoniske skrift«, som den kalder »et monument over lidelse og mod i vor tid.«

Sara Danius, den permanente sekretær for Det Svenske Akademi, som uddeler nobelprisen, talte i går i telefon med den prisvindende forfatter og fortalte efterfølgende tv-stationen SVT om hendes umiddelbare reaktion: »Hun var overlykkelig, da hun forstod, hvem hun talte med. Og hendes kommentar var: ’Fantastisk’.«

Fantastisk er også et ord, mange kendere af Svetlana Aleksijevitj bruger om hendes forfatterskab. Den 67-årige hviderussiske forfatter er født i det tidligere Sovjetunionen som datter af en ukrainsk mor og en hviderussisk far. Hun er uddannet i journalistik og arbejdede i flere år som reporter på skiftende aviser, indtil hun blev ansat som fortællende journalist på det litterære magasin Neman.

Derfra begyndte hun at skrive romaner i en litterær, dokumentarisk stil. Hendes baggrund som journalist har givet hende evnen til at beskrive menneskers lidelse i øjenhøjde og komme helt tæt deres virkelighed. Særligt fremhæves hendes evne til på indlevende vis at omforme de tavse vidners oplevelser og give dem udtryk i fortællinger. Det er ud fra den formel, at hun bl.a. har skrevet om store verdenshistoriske begivenheder som Anden Verdenskrig, Tjernobyl-katastrofen og Sovjetunionens invasion af Afghanistan.

Svetlana forlod i 2000 Hviderusland efter at være blevet chikaneret af Lukasjenkos totalitære regime. Hun flyttede i en periode mellem forskellige europæiske byer – som Paris, Gøteborg og Berlin – men i 2011 vendte hun atter tilbage til hovedstaden Minsk.

Varmt blodbad

I sine fortællinger skriver Svetlana Aleksijevitj ofte om virkelige hændelser, som hun formidler på en litterær måde, der tilføjer begivenhederne følelser og drama. Ikke mindst når hun skriver om de lidelser, som borgere i den røde østblok måtte undergå, og beskriver det tidligere Sovjetunionen som »én stor fællesgrav og et varmt blodbad«.

Hendes litterære gennembrud kom med udgivelsen af bogen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt fra 1985, der former sig som en række monologer over kvinders erindringer om Anden Verdenskrig. Erindringer er også emnet for hendes anden bog, De sidste vidner, som udkom samme år og er skrevet som dialoger over børns fortællinger om krig. Som Svetlana Aleksijevitj selv har formuleret det: »Krig set gennem børns øjne bliver endnu mere forfærdelig.«

Svetlana Aleksijevitj er ikke nogen officiel historieskriver, hun er snarere en formidler af følelsernes historie. Hun skriver om menneskelige tab og personlige lidelser. Eller som Sara Danius formulerer det: »Hendes værker handler ikke om historiske begivenheder, men mere om historiske følelser. De historiske begivenheder – som for eksempel Tjernobyl-katastrofen – er egentlig bare en lejlighed for hende til at beskrive det sovjetiske individ.«

’Hvem er vi egentlig?’

I bogen Enchanted with Death fra 1993 fokuserer Svetlana Aleksijevitj på det store antal af selvmord og selvmordsforsøg, som fulgte i kølvandet på kommunismens sammenbrud. Med de socialistiske ideologiers forvitring måtte de gamle østblokborgere pludselig forholde sig til en ny verdensorden, og i Svetlana Aleksijevitjs bog får selvmordet symbolsk karakter af et selvmord på selve den sovjetiske nationalkarakter. Med systemets kollaps blev mange pludselig tvunget til at stille sig et spørgsmål, som ikke tidligere havde været nødvendigt: Hvem er vi egentlig? En typisk menneskelig reaktion, når man befinder sig i lande, der er styret af totalitære regimer.

At Svetlana Aleksijevitj nu bliver tildelt nobelprisen i litteratur er en sejr for alle de ofre, som har fået deres liv ødelagt af tyranniske regimer, ikke kun i Sovjetunionen, men overalt hvor diktatur og undertrykkelse hersker. Prisen er samtidig en sejr for journalister og journalistik, ikke mindst i de lande, som er blevet forvandlet til sorte huller, og hvor journalister bliver anholdt, tortureret og fængslet i deres forsøg på at bringe humanistiske stemmer til verden.

Skrevet i samarbejde med Rasmus Bo Sørensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu