Forstå soldaten og krigen

’Jeg har tilegnet min nye roman til en 12-årig afghansk dreng, der var snigmorder med seks liv på samvittigheden. Jeg vil forstå ham,’ fortæller Carsten Jensen
’Jeg har tilegnet min nye roman til en 12-årig afghansk dreng, der var snigmorder med seks liv på samvittigheden. Jeg vil forstå ham,’ fortæller Carsten Jensen
Sigrid Nygaard
31. oktober 2015

Han er bare 14 år og allerede en erfaren kriger. Han anser alle over 30 år for at være nogle gamle idioter og forstår bedre end nogen anden krigens logik. Den begavede dreng redder ved list livet for en dansk deling, der er havnet i det sydøstlige hjørne af Afghanistan tæt ved grænsen til Pakistan. Hans navn er Sharif, og han er en vigtig bifigur i Carsten Jensens nye store roman om krigen i Afghanistan Den første sten. Ren fiktion er drengen ikke, for han findes også i virkeligheden. Eller fandtes, for på mange måder er det ham, det hele handler om.

»Jeg har tilegnet min roman til en 12-årig afghansk dreng, der var snigmorder med seks menneskeliv på samvittigheden. Jeg ved ikke, om det er i min magt at frikende ham eller dømme ham. Børn er hinsides den slags begreber. Men jeg vil forstå ham,« fortæller Carsten Jensen. Bogen er tilegnet ham og »alle de andre, der fik deres liv stjålet af en krig, der aldrig stopper«.

Drengen hed i virkeligheden Shah Wali, og forfatteren mødte ham i en mujahedinlejr i 1988, da russerne endnu stod i Afghanistan. Han lagde mærke til ham, fordi hans barneansigt havde tics, som hørte hjemme hos et langt ældre menneske plaget af traumatiserende hændelser. De voksne mujahediner var stolte af drengen og brugte ham til i basaren at myrde deres fjender.

Nu er fjenden en anden, men krigens nådesløse dilemmaer er de samme, og drenge som Shah Wali løber fortsat rundt derude.

I Carsten Jensens lejlighed på Østerbro er mørket ved at sænke sig. Aften er det ikke endnu, det er bare en af de grå oktobereftermiddage, hvor det ikke rigtigt er muligt at skelne tidspunkter fra hinanden. På sofabordet mellem os lyser Christian Lemmerz’ The Prophet op, en forgyldt figur forestillende Osama Bin Laden, der poserer som Jesus. Forfatteren fik den af kunstneren, fordi ingen andre ville have den.

Fra debattør til forfatter

Fuld af paradokser er forfatterens nye roman også. Det er en roman, der litterært forsøger at komme overens med og bearbejde en krig, hvor man ikke kan gennemskue alliancer, og hvor man aldrig helt kan skelne ven fra fjende, godt fra ondt.

Carsten Jensen har gennem årene skiftet holdning til krigen i Afghanistan. Lige efter Talebans fald i 2002 var han modstander af krigen, men efter et ophold i landet vendte han hjem som tilhænger. Og da han i 2009 tog til Helmand, var det i sympati med vores tilstedeværelse der, men besøget gjorde ham kritisk, hvilket har rodfæstet sig.

Han er forberedt på, at mange vil have svært ved at læse romanen fri af hans rolle som debattør og kritiker af krigen, men han føler selv, at det at skrive en roman om krigen er at påtage sig en anden rolle.

»Man skal slippe debattøren, ellers bliver det propaganda, prædiken, satire eller parodi, og så skriver man bare for de i forvejen overbeviste. Hvis jeg havde skrevet for at påvirke en bestemt holdning til krigen, så ville jeg i den grad have haft et uøkonomisk forhold til mine egne ressourcer. Så ville jeg have brugt fem år på det samme, som jeg kunne have sagt meget mere effektfuldt og letfordøjeligt i en artikel skrevet på en eftermiddag, der måske oven i købet nåede ud til mange flere mennesker.«

Han peger på, at romanen er et helt andet samtaleforum, end det der findes i debatter, hvor alt reduceres til meninger og holdninger. Personer kan sagtens have meninger i en roman, men de er ikke forfatterens, og de kan aldrig læses løsrevet fra den sammenhæng, hvor de bliver fremsat. I en roman er personernes synspunkter kun toppen af isbjerget, og det mest interessante er det, der ligger under vandet.

»Med min roman vil jeg undersøge, hvad der sker med mennesker i ekstreme situationer. En af romanens pointer er, at når deres egen overlevelse står på spil, ophæves menneskers moral, og de begynder at opføre sig ligesom de fjender, de bekæmper og fordømmer. Det interesserer mig også, hvad der kan gøre det tillokkende for et ungt, uprøvet menneske at slå ihjel, og hvilke konsekvenser handlingen senere kan have.«

Carsten Jensen taler om at bevæge sig de steder hen, hvor en debat aldrig kan nå.

»De tidligere antiimperialistiske krige var altid sekulære krige med et højre og venstre. Du kunne have meget til fælles med kommunisterne i Vietnam og holde med dem, men hvis du er meget kritisk over for den amerikanske tilstedeværelse i Afghanistan, betyder det ikke, at du holder med Taleban.«

Tilblivelse i rod

Carsten Jensen har skrevet på romanen i 5-6 år. Ideen kom i 2007 fra en samtale med daværende kontreadmiral Nils Wang, som nu er chef for Forsvarsakademiet. Han sagde, at de eneste mennesker, der lever lige så udsatte som de sømænd, Carsten Jensen havde skrevet om i Vi, de druknede, var professionelle soldater. Begge risikerer, at deres arbejdsplads også bliver deres kirkegård.

I begyndelsen skrev han i alle retninger, uden at noget af det er kommet med i den endelige roman. Et afgørende moment var, da han for Information i januar 2009 tog til Helmand.

»Jeg blev radikaliseret af at være derude, og jeg mistede enhver tro på, at vi nogen sinde kunne nå vores mål. Ja, jeg mistede endda troen på oprigtigheden i de mål, vi påstod, vi havde.«

Samtidig med at han fortsatte med at debattere krigen, blev romanen til i ryk, pludselig kom der en idé til ham.

»Den tyske forfatter Heinrich von Kleists fantastiske fortælling om Michael Kohlhass var en vigtig inspirationskilde, og med den kom hele ideen om, at ønsket om absolut retfærdighed kan blive så styrende, at ingen pris er for høj, om så hele verden skal ligge i ruiner for, at retfærdigheden kan ske fyldest.«

Han måtte hele tiden skrive om og foretage nyvalg i forhold til bogens plot.

»Min metode er manglen på metode,« konstaterer han.

Og der var flere besøg i Afghanistan, senest i 2013, hvor han var på Afghanistans landeveje med journalist Anders Sømme Hammer, og det ikke ad de ruter som journalister plejer at færdes.

Men hvordan har forfatteren det med, at hans dybt seriøse roman om krigen har så sindrigt og forgrenet et plot, at det nærmer sig spændingsromanen?

»Det var ikke en utilsigtet skadevirkning,« siger han med en ironisk henvisning til det militære begreb for bombninger, der ved et uheld rammer de forkerte, og griner højt.

Og fortsætter:

»Det ligger i en krigs natur, at du aldrig ved, hvad der sker. ’Gud ler af dem, der lægger planer’, lyder et ordsprog, og man kan tilføje: Især ler han ad generaler. I det øjeblik en krig starter, mister alle kontrollen over den. Den er som et plot, hvor du hele tiden går glip af det afgørende spor. Men faktisk er jeg mere inspireret af videospillet, som der også er mange henvisninger til. Du bevæger dig fra niveau til niveau og udfordringerne bliver stadig sværere, samtidig med at spillet introducerer dig for flere og flere variabler. Det ville jeg gerne indarbejde i romanens komposition. Jeg oplever ikke selv Den første sten som en genreroman, men den låner træk herfra.«

Med sin roman vil Carsten Jensen undersøge, hvad der sker med mennesker i ekstreme situationer.

Martin Lehmann

Fadermystik

Carsten Jensen bekender sig til traditionen fra det 19. århundredes store romaner.

»Det omfattede alt det, der siden er blevet adskilt i genrer. Der var plot, intrige, spænding, ofte store psykologiske portrætter og indtrængende panoramiske samfundsskildringer. Og dér ligger en arv, som er værd at genoptage og arbejde med i nytolkning. Fordi en roman har et plot, diskrediterer det den ikke; det giver den bare en ekstra dimension. Min roman rejser hele tiden spørgsmålet: Hvad er led i en bevidst plan, og hvad er blot tilfældigheder? Tilfældet er slagmarkens virkelige gud.«

I Vi, de druknede var Carsten Jensen på sporet af farens sømandsverden. Nu er det så soldaternes verden, han har vendt sig mod. Uden selv på noget tidspunkt at have været hverken sømand eller soldat, vedkender han sig fascinationen af mennesker i ekstreme situationer.

»Jeg ville ikke kunne holde ud at skrive så store romaner om disse mennesker, hvis jeg ikke havde en fascination af dem. Jeg havde en far, som var militant antiintellektuel, og som foragtede alle, der ikke arbejdede med hænderne. Så fik han en søn som mig, og hvor i alverden kom jeg lige fra? Efter at jeg havde læst nogle år på universitetet, afslørede han, at han ikke anede, hvad jeg læste. Den eneste måde, vi kunne være sammen på, var, hvis jeg udspurgte ham, og han så fortalte, og det gjorde han fantastisk underholdende. Han var en stor fortæller og en vidunderlig løgnhals. Min far var en meget fysisk mand, der kunne lide at drikke og ikke gik af vejen for et godt slagsmål. Han repræsenterede for mig noget, som jeg med en kliché vil kalde den maskuline mystik. Jeg føler, at Vi, de druknede var et forsøg på at udforske min fars verden, herunder den maskuline psyke. Det er den fremmede mandeverden, jeg er fortsat med at undersøge i min nye roman. Jeg synes også, der er meget smukt i den form for maskulinitet. På middelklassesprog kaldes den slags mænd ’drengerøve’. Men det er kun kastrerede mænd, der omtaler sig selv om drengerøve.«

Vi nærmer os en klasseproblematik, og vi taler om, hvad det er i opvæksten, der præger os. Men så gør han et pludseligt udfald.

»Der er mange, der elsker at fortælle, at de er mønsterbrydere. Det synes jeg er røvsygt at høre på. Hvis du i Amerika kommer fra rendestenen og bliver til noget stort, så er det, fordi du er en typisk amerikaner, fordi du opfylder den amerikanske drøm. Her i Danmark gør man et stort nummer ud af det, men vi er jo vokset op i en velfærdsstat, hvor hele ideen har været at skabe større social lighed, og selvom det ikke lykkes for alle, så er der sket et stort skridt i den retning. Derfor er vi, der er brudt ud af et miljø for at slutte os til et andet, ikke mønsterbrydere, vi er bare skide typiske.«

Og han kommer med en alternativ forklaring af det at bevæge sig fra et miljø til et andet.

»Per Olov Enquist sagde engang, at de mest interessante mennesker kommer fra provinsen. Jeg tror, at de mest interessante er dem, der er brudt ud af et miljø og ind i et andet, dem, der har oplevelsen af brud i sig og kender til at leve i og skulle tilpasse sig forskellige verdener. Dem der ikke tager verden for givet, bliver skarpere iagttagere. Mine romaner har et ekko af det, og de er også opdagelsesrejser ind i en maskulin psyke, som jeg kender så godt fra min barndom, men som jeg også står uden for. Det er en maskulin type, som ikke er middelklasse. Jeg kan se, at en af grundene til, at jeg som debattør er så synlig, er, at jeg ikke er fuldblods middelklasse; jeg hader middelklassens maske af glatsleben pseudo-høflighed, når den fremsætter sine fornærmelser, jeg slår hårdere, end de andre gør, og har ikke spor imod at losse nogen i nosserne eller slå rigtigt igennem.«

Han udvider perspektivet og siger, at grunden til, at der i vores kultur er en enorm fascination af vold, er, at vores dagligdag er så pacifistisk. Og han inkluderer sig selv.

»Actionfilm, B-film, jo mere voldelige de er, desto større en fan har de i mig. Jeg kan sidde og lade adrenalinen koge med i biografen. Jeg har det også sådan med thrillere, at hvis der ikke er blevet slået tre ihjel på første side, så gider jeg ikke læse det. Jeg er sgu da ligeglad med, hvem der gjorde det. Jeg vil hellere se dem gøre det.«

Dagen for interviewet er også dagen for det omfattende læk om den amerikanske dronekrig i Afghanistan. Den krig, der føres med droner, er også meget konkret til stede i romanen. Lækket peger på, at alt for mange civile rammes og at udpegningen af angrebsmål er for vilkårlig.

»Der er i forvejen et rigt statistisk belæg for, hvor få mål man rammer,« siger forfatteren, som er godt inde i emnet. Men det handler også om noget helt andet, om psykologisk terror. Befolkningen skal vide, at dronerne er der, og mærke truslen om pludselig og uvarslet død.

»De skal leve i uvished om, hvornår Zeus smider sine tordenkiler fra cyperspace,« siger han og peger på, at dronepiloterne ofte sidder i Nevada, ikke så langt fra Las Vegas, hvor de udfører et helt trivielt hverdagsjob.

»De kunne være djøf’ere,« udbryder han.

Den krig, der føres med droner, er i hans øjne den stærkeste metafor for krigen, som den føres i dag.

»Det er den strategiløse krig, den krig, der ikke længere har som mål at vinde befolkningen, men kun at terrorisere den, men føres, som om fjenden var en vildtbestand, der skulle holdes nede. Brug af droner er opgivelsens strategi, det langtrukne nederlags strategi, nihilisme i praksis.«

Krigens sprog

Et vigtigt træk ved Den første sten er de udpenslede beskrivelser af vold ned i de mest bestialske detaljer. Læseren skånes ikke for anatomiske nærstudier af smadrede indre organer, kroppe vredet af led og flåede menneskekroppe. Det er som på et maleri af Hieronymus Bosch, og det bestialske fungerer nærmest som tableauer midt i det rasende plot.

»Det er ikke en sadistisk svælgen, men et forsøg på at komme så tæt på krigen som muligt. Vi er aldrig tættere på krigen, end når vi ser en lemlæstet krop,« fastslår Carsten Jensen.

»Vi blev alle intenst moralsk forfærdede, da Islamisk Stat brændte en jægerpilot levende og dokumenterede det, men det er jo det samme, der sker, når han kaster sine missiler eller bomber. I det øjeblik, mens vi sidder her og taler, er der mennesker, der brænder levende, fordi de har været for tæt på en bombe, der stammer fra et fly, vi er allieret med. Jeg søger at forstå, hvad krigen gør ved os. En soldat er ikke bare en, der skyder, men også en, der bliver skudt på, og som i sit forsøg på at overleve må overskride alle grænser og dermed også overskride en grænse i sig selv. Der er intet fair game i krig. Anstændigheden er altid krigens første offer.«

Den første sten er en undersøgelse af krig i dag, og den er til forskel fra de fleste tidligere krige asymmetrisk, dvs. udkæmpet mellem en teknologisk overlegen hær og en underlegen fjende. Soldaterne er professionelle og ikke værnepligtige. Derfor handler det om at finde det helt rette sprog for at beskrive en historisk helt ny situation.

»I min roman er frivilligheden et vigtigt tema. Soldaterne har selv valgt at være der. Her ligger en væsentlig forskel til det 20. århundredes krigsromaner. Soldaterne i de store krige i det 20. århundrede bliver kastet ud i krigens kaos og føler sig som brikker og ofre i et stort spil, de ikke kan overskue eller kontrollere. På fortidens slagmarker var det patriotismens klicheer, der døde, når soldaterne mistede deres illusioner på slagmarken. Mange af dagens unge har allerede fået taget deres mødom som dræbere hjemme foran deres playstation med ekstremt voldelige krigsspil, der ofte er udviklet af militæret. De har skabt sig en såkaldt avatar, et idealbillede af sig selv på skærmen. Det er det idealbillede, de mister i mødet med krigens realitet. Men deres moralske dilemmaer er nogle andre, fordi de selv har valgt at være i krigen. Også deres motivation er en anden end soldatens i det 20. århundrede. De tror på sig selv og kammeraterne, men ikke på så meget andet. Desillusionen er uundgåelig, og det gælder både det 20. århundredes krige og de nye, vi fører i dag.«

Og han fortsætter.

»Jeg iscenesætter det sådan, at soldaterne hele tiden selv må beslutte, hvad de vil gøre. Det militære hierarki, den autoritet og orden, man normalt forbinder med militæret, har ingen stor betydning i romanen. Der er ingen mægtig styrende hånd, der kaster dem ud i situationer, krigen bliver et resultat af valg, de selv træffer med altid helt uoverskuelige konsekvenser, ofte i en stemning, der nærmer sig mytteriets. Deres problem er ikke, at de sendes for meget i kamp, men omvendt at de føler, de ikke får lov at slås nok. Romanen bevæger sig i krigens mikrokosmos. Der er heller ingen store slag, for en asymmetrisk krig består af en endeløs række af små sammenstød, hvor initiativet ofte ligger i soldaternes egne hænder.«

Carsten Jensen gør en lille pause og afslutter så tankerækken.

»Romanen er ikke en opfordring til en nations beslutningstagere om at besinde sig på en katastrofal krig. Det er heller ikke en debatbog. Det er en invitation til eftertanke hos den enkelte læser, og eftertanken handler om krigens dilemmaer set i nærbillede. Det er ikke en politisk bog i traditionel forstand. Jeg stiller mig ikke ud på en offentlig platform og siger, at nu skal vi danskere gøre sådan, nej, jeg siger, nu skal du, læser, tænke over, hvor du ville stå i sådan en situation.«

Den første sten skriver sig ind i forlængelse af en lang tradition af krigsromaner helt tilbage fra Illiaden over Tolstojs Krig og fred og frem til Vasily Grossman og Svetlana Aleksijevitj. Og Carsten Jensen forsøger at skrive sig ind i en international sammenhæng, selvom han selvfølgelig har den danske læser for øje.

»Danskerne er grundlæggende civiliserede i deres adfærd, og alligevel tror jeg, barbariet kun er en millimeter væk. Der skal så lidt til, før vi træder over den usynlige streg,« siger han og peger igen på krigen på Balkan, som han dækkede for Ekstra Bladet.

»Jeg så sjælsrystende ting og fik dér et meget tæt indtryk af, hvad mennesker er i stand til, og hvor lidt der skal til, før grænsen til barbariet overskrides. Vi er chokerede over Utøya, og vi forsøger at holde os Breivik fra livet ved at stemple ham som psykiske afvigende, men i Bosnien var der et Utøya om dagen; og var det, fordi der pludselig kom et endeløst utal psykisk afvigere frem? Nej, det var fordi, atmosfæren i samfundet var skiftet til, at det var socialt anerkendt at opføre sig sådan, og så er det nemt at bevæge sig over den usynlige streg. Jeg vil stadig sige, at mennesker som Breivik og de tusinder af paramilitære mordere på Balkan nok tilhører et psykologisk mindretal, men et samfund kan sagtens pludselig gøre det mindretal til dem, der dikterer de nye normer.«

– Så din roman handler i bund og grund om at fokusere på den menneskelige faktor?

»Det ligger i romanens natur, men en roman er også den klareste modpol til krig. Historisk set er det ikke let at få mennesker til at slå andre ihjel, så derfor har militæret udviklet en række teknikker til at gøre det nemmere. Det kalder man distanceringsteknikker. Ifølge disse dehumaniserer man fjenden, gør ham til noget umenneskeligt og dyrisk, for at gøre det moralsk lettere at slå ihjel.«

Romanen gør det stik modsatte.

»Det er nærmest en nærhedsteknik. En roman er en verbal teknik til at komme tættere på andre mennesker, selvom de er forskellige fra dig. En roman er en stor invitation til indlevelse og til at prøve at være et andet menneske i nogen tid. Endog et andet menneske, som bærer etikketten fjende. Hvis jeg var forsvarsminster, ville jeg indføje en klausul i generalers kontrakt, hvor der stod, at det var en fyringsgrund at læse krigsromaner. For de bliver dårligere generaler, hvis de gør det. «

’Den første sten’ udkommer den 4. november på forlaget Gyldendal

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Per Eskildsen

Gud skabte Adam og Carsten Jensen gør det ubevidste bevidst og skaber også Eva som en roman
og så skal det forenes og skilles til Jesus barnet for for de intellektuelle handler intellektualitet ikke om at have en universitetseksamen men om at kunne anvende sin intelligens på en bestemt måde og således blev de pseudointellektuelle skabt som en moderne messias. Amen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen

Jeg ved at der er penge i krig!

EU må ikke falde i de gamle grøfter og stigmatisere krigsflygtninge, der indirekte lægges op til politisk, ved ikke, at indse realiteterne og handle på udfordringerne.

Nu forsøges de underliggende politisk betegnet, 'muslimske ikke integrerbare krigsflygtninge' demoniseret, så de 173 millioner fattige, økonomisk truede og udsatte EU borgere, Working for the Few eller arbejdsløse, glemme deres rige undertrykkere og koncentrere sig om hadet til fattige 'muslimske' krigsflygtninge.

Det er verdens ældste taktik, kujoner beskytter deres tyvekoster med krig, millitære magtmidler og anden strategi for at opnå underliggende politisk mål.

'Feltherrekunst'

Det handler om ikke, at hoppe på limpinden og bevare roen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

En tråd der begynder med "alle gode gange tre", som stadig efter disse tre forsøg ikke på læsning ikke metaforen i?

Åh, Carsten Jensen, du danske fyrtårn der rager så højt op, at ordet sidemand eller på højde med ikke findes i det vokabularium.

Ubundet af politiske løfter om krigenes årsag, gang og ødelagte efterladenskaber uden indfriede resultater for hverken befolkningerne i de lande hvori vi har sendt vor militær hen, og ej heller for alle de storslåede løfter der blev givet internationalt håndslag på, afdækker du i din ubundethed og fremholder tåbelighederne vælgerne og borgerne udsættes for politisk, som de falske sandheder de er.

Det er som Münchhausens historier i en politisk virkelighed, hvor man politisk nærmest "trækker sig selv og hesten op ved håret af det hængedynd" man ikke kan komme ud af, men alligevel fastholder den politiske historie og alle de uindfriede løfter heri, som sandhedens fortælling i den Münchhausenske ånd.

I din ånd er du din faders fysiske modstykke, "der ikke går af vejen for et godt slagsmål", et slagsmål du indtil nu ikke har tabt, men afsløret hulheden i de politiske løfter om krigens manglende resultater på alle områder, og det selvbedrag som politikerne fortsat holder op for sig som skjold for den kritik der af resultatløsheden, - som nu er sendt i skjul mange år ud i fremtiden, i håbet om det glemmes, og der således ikke kommer mere smuds frem om beslutningstagernes falske mål for, at sende danske "jenser" i døden i en krig langt fra hjemlandet.

Afsløringen af den politiske ynkelighed i dansk politik, kræver fortsat din ånd med jævne mellemrum, og der hele tiden er opmærksomhed omkring dette, så politikerne måske en dag vil tage blot lidt ved lære af fortidens fejltagelser, så der ikke kommer så mange unødvendige kister hjem til familierne i Danmark.

Hvilken fryd at læse dine ord om dronekrigen: "Men det handler også om noget helt andet, om psykologisk terror. Befolkningen skal vide, at dronerne er der, og mærke truslen om pludselig og uvarslet død. De skal leve i uvished om, hvornår Zeus smider sine tordenkiler fra cyberspace", for tydeligere og rigtigere kan det vel næppe siges.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour

E.E.J, hvis overbefolkning er et problem, så hvorfor ikke bare lade lande (Afganistan) stege I sin egn fedt, og ikke gøre til et geopolitisk problem. I sin tid, I Kina, på trods at befolkningtal, har overskredet en milliard, ingen var mekymret over.I Øvrigt er der I Kina over halv delen af befolkning lever stadig væk I fattigdom. dog vesten har ikke tænkt sig at gå I krig I Kina, man kan sige det samme om Indien,hvor også der er halvdelen 500.000 mennesker lever under fattigdomsgrænse. I virkligheden er Afganistsans geografisk placering, midt I Asien(Rusland, Kina,Indien der gør landet attraktiv for stormagter, og det har været det siden den 19 århundert; dengang var det England det var I duel med Afganistan og tabte, dengang var befolkningstal meget mindre end I 1965. Jeg tror du skal læse om Afganistan historie, og ikke tage et emne du har på hjertet og bruge det over alt, "overbefolkning".

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Shafi M.

Touhami Bennour

Helt enig! Afhanistan er et stort land og de ca. 30 mil. mennesker er langt fra, hvad man kan kalde "overbefolket. E.E.J., se blot på nabolandet Pakistan der har en befolkningstal på omkring 200 mil. mennesker. Og sådan kunne man fortsætte. Det Afghanistans landets geopolitiske placering og eksterne interesser og indblanding, der primært har bidraget til denne mangeårige krig.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Emil Eiberg-Jensen

Forstå soldaten og krigen

I 1950 - for kun 65 år siden boede der kun 7,5 millioner mennesker i Afghanistan.

Enhver der ikke fatter at Afghanistans nuværende overbefolkningstal på 33,2 millioner mennesker,
er hovedårsagen til Afghanistans mange konflikter siden 1973,

bør ikke spille klog på Afghanistans problemer...

Når Afghanerne ikke kan holde fred i Afghanistan,
og begynder at flygte i hundrede tusindvis,
er det selvfølgelig fordi landet ikke kan bære denne befolkningsforøgelse.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Touhami Bennour

E:E:J. du glemmer det væsentlige om Afganistan. Landet er I krig nu 14 år siden. Du kan sammenligne Afganistan med Dresden (Tyskland) I 1945, efter de allierede ´s bombardement; lande blev udraderet, 750.ooo bomber blev kastet over Dresden. Forestil dig krigen I Afganistan er den længste krig ledet af USA. Der er 150.000 soldater fra næsten hele verden, estimeret 250.ooo døde afganer, det har kostet 4000 milliarderUS dollars. hvordan forestille du dig en Økonomi I denne situation. Tror du det er muligt at bygge noget uden at det bliver ødelagt den næste dag? Så kender du ikke et land I krig er fornoget. Normal,landet råder over mineral forekomster hvis værdi er estimeret til 4000.000.000.000 US dollars, og FN siger dette ville gøre området den rigeste I verden hvis der ikke var krig. Altså FN siger I den link du taler om at landet er I krig det synes jeg ikke at det bekræfter dine påstande, tvertimod økonomien er krigs økonomi I Afganistan.
Og ikke at glemme at landet er et U-land, under alle omstændigheder.

anbefalede denne kommentar