Læsetid: 3 min.

Hun fotograferer de kønnede gråzoner

Den amerikanske fotokunstner Jessica Yatrofsky blev kendt for sin bog ’I Heart Boy’, hvor hun fotograferede nøgne og halvnøgne mænd. Nu er hun aktuel med bogen ’I Heart Girl’, som hun selv betragter som endnu et kapitel i den samme historie, hvor kønnene flyder sammen
For Jessica Yatrofsky handler det ikke om at repræsentere alle mænd og alle kvinder i hele verden. Hun betragter nærmere projektet som et snapshot, der viser, hvordan en gruppe af mennesker, der lever i New York, og færdes i progressive kunstnerkredse, ser ud.

For Jessica Yatrofsky handler det ikke om at repræsentere alle mænd og alle kvinder i hele verden. Hun betragter nærmere projektet som et snapshot, der viser, hvordan en gruppe af mennesker, der lever i New York, og færdes i progressive kunstnerkredse, ser ud.

Jessica Yatrofsky

8. oktober 2015

I den ene bog er der bryster og skamlæber, og i den anden bog er der pikke og en smule mere kropsbehåring. Men derudover er det svært at pege på afgørende forskelle imellem den amerikanske foto- og videokunstner Jessica Yatrofskys to fotobøger, den aktuelle I Heart Girl og forgængeren I Heart Boy. For i de to bøger bærer kønnene maskulinitet og femininitet på stort set samme måde.

»De to bøger er virkelig ens, og jeg synes, at noget af det, som de især fremhæver, er, at forskellene imellem mænd og kvinder primært handler om anatomiske forskelle. Der er en grundlæggende blødhed over de to bøger, som man måske ville kalde feminin, men som i mine øjne netop peger på lighederne kønnene imellem.«

Fotobloggen: En mangfoldighed af feminitet

»Mange af de klassiske forståelser af kønnenes påståede forskellige karaktertræk bliver på den måde opløst,« siger Jessica Yatrofsky til Information over Skype få dage inden hun flyver til København for at være med til åbningen af udstillingen og bogudgivelsen af I Heart Girl.

Jessica Yatrofskys værker taler ellers ikke et sprog, som umiddelbart opløser mainstreamsprogets binære opdeling i han og hun. Tværtimod insisterer hun i første omgang på opdelingen, og med bøgerne taler hun dermed ind i den samtale, som også er i mainstreamen, hvor der er to køn.

»Jeg syntes, det var vigtigt, at de to biologiske køn fik hver deres visuelle moment. Men jeg tænker dem som to kapitler i den samme historie. Og når jeg kigger på bøgerne nu, synes jeg, at opdelingen på en måde kommer til at pege på sig selv som absurd,« siger Jessica Yatrofsky.

»Både kvinder og mænd rummer, som jeg ser det, feminine og maskuline karaktertræk, og det er min erfaring, at mange mennesker skifter ret flydende i mellem de forskellige karaktertræk. Nogle af mine veninder gør det ret konkret ved at veksle mellem at fremstille sig selv som henholdsvis mænd og kvinder. Med det resultat, at de på skift bliver mødt som henholdsvis mænd og kvinder af deres omgivelser. Men det kan også være nede i mindre nuancer, at det flydende finder sted,« siger Jessica Yatrofsky.

Personligt

Da Jessica Yatrofsky flyttede til New York for at læse sin kandidat i Kunst på Parsons The New School for Design slog det hende netop, at mændene i hendes omgangskreds udfoldede måder at bruge det feminine og det maskuline på, som hun slet ikke syntes var repræsenteret i det brede mediebillede. Hun begyndte derfor at fotografere nogle af de mænd, hun havde omkring sig:

»Det var på det tidspunkt ekstremt presserende for mig at arbejde med de forskellige udtryk i forhold til, hvordan man kan være mand. I mainstreamen så jeg for eksempel slet ikke – selvom det måske er ved at ændre sig lidt nu – at man kan være mand og smuk på samme tid. Ligesom at mandlig nøgenhed kun blev skildret meget stereotypt. Kigger man tilbage i kunsthistorien var mandlig skønhed og nøgenhed noget, som man fejrede og dyrkede.«

Jessica Yatrofsky understreger derfor også, at hendes billeder ikke skal opfattes som dokumentarisme, og at hun synes, at det kritiske spørgsmål om, hvorfor det er så relativt homogene grupper af mænd og kvinder i forhold til alder, kropsstørrelse og så videre, der er skildret i I Heart Girl og I Heart Boy, er lidt forfejlet.

For det er ikke et projekt, der handler om at repræsentere alle mænd og alle kvinder i hele verden. Det er et kunstprojekt, som måske nærmere skal betragtes som et snapshot, der viser, hvordan en gruppe af mennesker, der lever i New York, og som færdes i progressive kunstnerkredse, ser ud.

»Mit arbejde er båret af min egen undren over, at det jeg ser omkring mig ikke er repræsenteret i det bredere mediebillede,« siger Jessica Yatrofsky. »Jeg bilder mig på ingen måde ind, at alle, der identificerer sig som kvinder for eksempel, føler sig repræsenteret af I Heart Girl. Men jeg føler mig repræsenteret af den, og det ved jeg, at modellerne også gør. Og dermed er værket en vigtig del af den større diskussion.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

ingemaje lange

Kære emil.
Nu om dage hedder det kønslæber og ikke skamlæber. Især når man skriver en artikel om progressive kønsopfattelser. ..