Læsetid: 5 min.

Alt er galt med Peter Pan

Så er der igen en ny film om Peter Pan i biografen, og vi bliver nødt til at snakke om alle de gamle historier og deres problemer, for ’indianere’ findes faktisk i virkeligheden, og Peter Pan er en tyrannisk leder af en aggressiv milits
Så er der igen en ny film om Peter Pan i biografen, og vi bliver nødt til at snakke om alle de gamle historier og deres problemer, for ’indianere’ findes faktisk i virkeligheden, og Peter Pan er en tyrannisk leder af en aggressiv milits

Pernille Bækholm Sloth/iBureauet

16. oktober 2015

Joe Wrights nye anmelderslagtede film, Pan, er en såkaldt prequel, altså ikke en op- men en nedfølger, der fortæller forhistorien om Peter Pan. Skulle du have glemt den originale historie, handler Peter Pan om en pige, der hedder Wendy, og som vågner en nat, fordi en flyvende dreng bryder ind i hendes soveværelse og piller ved hende, mens hun sover. Drengen er Peter Pan, og sammen stikker de af til Ønskeøen, der er befolket af havfruer, indianere, pirater og andre fantasivæsener. Her er Peter leder af en autoritetstro, aggressiv, drengeseparatistisk milits, der ligger i krig med en mandeseparatistisk, multietnisk piratbande ledet af den funktionshæmmede Kaptajn Klo.

Peters bedste ven er en alfekvinde, der ikke kan tale, men som har figur som et timeglas og navn efter en blomst. Hun er ikke større end en saltbøsse, og når Peter har brug for magi, tager han om hende og klemmer alfestøv ud af hendes lille krop. Forsøger hun at modsætte sig, slår han hende. Der er også en ’indianerprinsesse’, men hende kommer vi tilbage til.

Wendy bliver udråbt til alle de fortabte drenges mor. Og så er der en masse drama, fordi hun vil snakke parforhold med Peter, og han går ind i sin man cave og bliver pigesur. Senere bagbinder Klo Wendy og piller ved hende, og det er alt sammen meget upassende, og så er der det med, at Peter ikke kan blive voksen, og selvom det hele mest minder om den Faxe Kondi-reklame, der handler om, at piger ikke kan være med, når man skal have det sjovt, fordi de ødelægger det hele, så handler Peter Pan vist i virkeligheden mest om at holde fast i barndommens fantasier og drømme. Selvom den også handler virkelig meget om piger, der beundrer en dreng, mens han slås med andre drenge om verdensherredømmet.

Racistiske spøgelser

Peter Pan er oprindeligt skrevet i 1904 af den skotske forfatter J.M. Barrie. Og ligesom med Pippi Langstrømpe, Tintin og de andre, er det en historie, der på den ene side bliver ved med at være god, men som også bare er sindssygt racistisk nogle steder. ’Indianere’ er nemlig ikke fantasivæsener, som man bare kan klæde sig ud som, men rigtige mennesker, som kolonimagterne næsten udryddede, og når hvide forfattere og filmproducenter klæder hvide mennesker ud som karikaturer af ’indianere’, så er det en fortsættelse af den udryddelse, fordi man usynliggør den egentlige kultur og de rigtige mennesker. I Wrights nye Pan spilles Tiger Lily netop af en hvid skuespiller, og det har der været stor ståhej over i Amerika, hvor folk fra de oprindelige befolkninger har svært ved at blive skuespillere, fordi de ikke engang kan få lov at spille sig selv.

Og det er der sikkert nogle, der synes, er mægtigt anstrengende. »Skulle vi ikke komme videre?« spørger de. Og jo, det er nemlig lige det, vi skal. For vi kan ikke bare genfortælle de gamle historier uden samtidig at omskrive eller fjerne de racistiske elementer. Det kan vi ikke være bekendt. Og så kan man påpege, at alle jo var racister i 1904, men det er der altså fandeme også mange, der er i 2015, og sådan bliver det nok ved med at være, hvis vi i stedet for at gøre op med fortiden demonstrativt-dumt bliver ved med at insistere på vores »ret til at sige ’neger’«. Og den diskussion handler hverken om censur, revisionisme eller politisk korrekthed, men om at turde udvikle sig som individ og som samfund. At turde komme videre.

Hvad er racisme overhovedet? Mange taler om racismer i flertal, og én form for racisme er den såkaldte fetichering, hvor man fremhæver (eller opdigter) noget positivt hos en minoritetsgruppe og på det grundlag erklærer sin ’kærlighed’ til gruppen. Der findes reggaefans, der feticherer jamaicanere; hippier, der feticherer indere; klimaaktivister, der feticherer oprindelige folk; antiracister, der feticherer muslimer. Man kan fetichere transpersoner som forskningsobjekter (det er vel nok fascinerende!) og homoer som festaber og kunstnere. De fortabte drenge feticherer Wendy som moder. Og fordi det er en slags kærlighedsracisme, kan det virke harmløst og endda progressivt, men problemet med feticheringen er, at den ikke giver folk lov til at være hele mennesker, der også – eller udelukkende – er alt muligt andet end det, de feticheres for.

En mytologisk figur

Peter Pan er en klassiker, fordi den tager fat om noget alment menneskeligt og evigt aktuelt: frygten for at blive gammel og miste evnen til at drømme og have det sjovt. Vi bliver ved med at vende tilbage til Peter Pan, ikke fordi historien er specielt god, for det er den faktisk ikke, men fordi drengen, der aldrig bliver voksen, er en fascinerende figur.

Peter Pan er desværre også en sådan fetichering af drenge. Peter Pan er arketypen på en rigtig dreng, altid glad og med på den værste, fuld af energi, modig, stærk og gruppens (heteroseksuelle, hvide) leder, som alle holder af. Men er det fair at forlange af de drenge, der er usikre, kedelige, grimme og triste, at de skal være som Peter Pan, hvis vi skal holde af dem? For det er netop problemet med feticheringen, at man skaber en stereotyp, som er let at elske, men som kun de færreste kan (eller vil) leve op til.

Ja, der er faktisk alt galt med Peter Pan-filmene. Ingen af dem er særligt gode, og ud over de racistiske stereotyper, vold mod (alfe)kvinder, problematisk pilleri og uopnåelige idealer for drenge taler filmene – ikke mindst den nyeste – til mange drenges og mænds grimmeste, mest nazistiske fantasi om at være Den Udvalgte – lederen, som alle falder på knæ for.

Men inde under alle strukturernes og Hollywoods bras er det evige barn, Peter Pan, stadig en herlig, moderne, mytologisk figur og står som sådan ved siden af den sexafhængige Don Juan, karrieremennesket Faust og de utallige knudemænd, der i virkeligheden er superhelte (som om!). Han lærer os at værdsætte drømmen, og historiens centrale spørgsmål bør stå ridset i dit skrivebord, så du kan spørge dig selv, mens du ordner dine regnskaber, om du stadig tror på alfer? Og om du stadig har glade tanker og fantasi nok til, at du indimellem letter fra jorden og flyver?

Har du det?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu