Læsetid: 6 min.

Helt almindelige onkler og en gryderet med mink

Fjorten værker er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. Hvem der får prisen, ved vi på tirsdag kl. 19.30 islandsk tid. Jeg hepper som en anden roligan på Onkel Pias ’Avuncular’, men tror, at Jon Fosses trilogi får den, og så øver jeg mig på at sige ’amas amas amasmuvvat’
Niviaq Korneliussen. Foto: Ditte Valente

Niviaq Korneliussen. Foto: Ditte Valente

24. oktober 2015

Fire med poesi, ti med prosa. Det føltes helt perfekt, at tage den nordiske bunke af nominerede bøger med til et hus i Småland for at læse. For Sveriges Småland er i modsætning til mit Vesterbro så nordisk. Småland har stilhed og birketræer i efterårsfarver og høje, høje graner, der ser ud som trolde i nattemørket, og i samme nattemørke: køer bag et elektrisk hegn, de kalder på deres kalve, der er kørt væk til slagtning. Græder de, eller er de vrede? Det kan vi ikke afgøre der i mørket, vi kan bare skutte os og skynde os hjem. Hjem kalder vi huset efter én dag. Huset er onkel Georgs.

Onkel Georg er ikke min onkel, men nogle andres onkel, sådan som onklerne i Pia Juuls Avuncular også nogle gange ikke rigtigt er ’min onkel’. Avuncular, som både betyder ’onkel’ og ’onkelagtig’ – og onkelagtig er onkel Georg måske dårligt nok, hvis en onkelagtig onkel er en, der har fri licens til at joke og være jovial, men ældre end os andre i huset er han jo. Pia Juul trækker onklen og det onkelagtige frem, så man kan se figuren tydeligt for sig og genkende følelsen.

Sproglig sensibilitet

Onkler er så almindelige, at man måske helt har glemt at tænke over dem. Det er typisk Pia Juul at behandle det universelle og måske oversete med en særlig sproglig opmærksomhed, så – i dette tilfælde onkelheden – bliver klar for enhver og samtidig helt enormt Juulsk. Hun siger det bl.a. sådan her på den første side: »Hvad er en onkel/Et ord/slå det op/men vent lidt med at slå det op/lad mig først føle noget/onkel er fjernt fra alle opslag/en længsel efter et trygt øjeblik i en/barndom men ikke en person det er en/tilstand i ordet, måske i o/måske i bogstavet o som udtales å. Oh. Åh. Oh du onkel./Oh min onkel. Åh ånkel. Mon oncle Jules en titel der falder/ mig ind, onkel Tom, onkel Anders, uncle Sam og alle de/andre onkler man kender uden at kende dem, også mine/egne onkler og dine (…)«

Læg mærke til linjebruddene, der hiver flere betydninger med sig, og læg mærke til linjen »lad mig først føle noget«, som er så drilsk. Er det dét digtere gør – føler noget? Det gør de måske, men når digteren er Pia Juul, er hun nødt til at påpege det og punktere det poetiske som alvor. Udelukkende alvor.

Juuls følsomhed er især en sproglig sensibilitet, som hun på mange måder deler med Helle Helle. En lydhørhed over for de ting, vi går og siger til hinanden, og som vi faktisk forstår, fordi vi har vænnet os til dem, og så alt det, som det, vi går og siger til hinanden, også kan betyde. Som når de to vildfarne løbere i Hvis det er løber på hinanden »under de jyske kæmper« og taler sammen. Det vil sige, den ene af dem taler. Fortælleren Roar mere nikker og ryster på hovedet. Den mest talende siger, at hun næsten hedder Jens Vejmand til efternavn. Hun siger også: »Jeg kom hertil med teletaxi. Altså det sidste stykke herud. Jeg har løbet et år til december«. Og da Roar ikke siger noget, men blot ser på hendes pandebånd, siger hun: »Det er min papsøns, han er spejder.« Det er sådan noget, jeg mener med lydhørhed. Jeg kan høre de to forfattere le over en overskrift, der stod i et par aviser tidligere på året: »Helle Helle og Pia Juul nomineret til fornem litteraturpris.« Hvis den var så fornem, kunne man bare have skrevet prisens navn, ville de sige med én mund.

Langt de fleste forfattere i bunken er nye for mig, men debutanten Niviaq Korneliussen kendte jeg. Hendes lidt ideologiske og meget rå roman med bytursskildringer, spørgeskemaer, breve og populærkulturelle referencer udkom samtidigt i både Grønland og Danmark. HOMO Sapienne slår hårdt, bl.a. de to lister på side 65 med hhv. overskriften »At være grønlænder forklares på følgende måde« og »Hvad det i virkeligheden er at være grønlænder«. Af den første liste fremgår det, at man er grønlænder, når man »er født og opvokset i Grønland«, »når man er med til at udvikle sit land« og »når man taler sit sprog«. Den anden liste siger, at man er grønlænder »når man er alkoholiker«, »banker sin partner«, »mishandler sine børn«, »har lavt selvværd« og »har en vrede i sig«.

Den anden debutant er Åland-forfatteren Karin Erlandsson. Hendes Minkriket er ret traditionelt fortalt romankunst, der tager sig god tid. Det er gamle dage på landet i Österbotten med blomstret voksdug og en beskrivelse af familien som et arbejdsfællesskab.

Faren er ham, der får idéen med at opdrætte mink, moren er hende, der følger sin mands ideer, hendes kjole og forklæde er lige så blomstrede som dugen, og sønnen er ham, der skal følge i sin fars fodspor. Og, og, og – de spiser mink! Og bl.a. her kommer Erlandssons langsomhed til sin fulde ret. Tilberedningen af minkene skildres så detaljerigt, at jeg tror, jeg ved, hvordan en gryde mink lugter. Den absurde idé er patriarkens. Evert kan ikke nænne at smide alle de døde dyr ud og kun bruge deres pelse, og når nu hans kone er så dygtig i køkkenet … Retten bliver uspiselig, på trods af en hel flaske vin. Sagen er, at minkkødet smager af det foder, kræene får, som er fisk. »Inte smakar kor gräs bara för att de äter det,« siger Evert. »Det får bli smörgås,« siger hans kone og går ud og skyller munden med Vademecum.

Fosses musik

Og så er der Jon Fosses trilogi Andvake. Olavs draumar. Kveldsvævd. Jeg tror, han får prisen, og det kan jeg snildt leve med. Af hele bunken af for mig ukendte forfattere er hans bog den største og vigtigste nyopdagelse. Fosse skriver næsten uden punktummer, han skriver med små vrid og variationer den samme sætning igen og igen, det bliver en sætningsmusik, der sætter sig i hovedet og kroppen. I Andvake går spillemanden Asle og hans gravide kæreste Alida rundt i Bjørgvins (Bergens) gader som Josef og Maria for at finde et sted at sove. Ingen vil lukke dem ind. Karsten Sand Iversen har oversat Fosses version af historien om de udstødte fra nynorsk til dansk, citatet her er fra hans oversættelse fra fortællingens begyndelse: »Asle og Alida gik omkring i Bjørgvins gader, over skulderen bar Asle to bylter med alt hvad de ejede, og i næven bar han violinkassen med den violin han havde arvet efter far Sigvald, og Alida bar på to net med mad, og nu havde de gået omkring i Bjørgvins gader i flere timer og søgt at finde husly, men det var umuligt at leje sig ind nogen steder, nej, sagde de, vi har desværre ikke noget at leje ud, nej, sagde de, det vi har til udlejning er allerede udlejet, den slags sagde de, og så måtte Asle og Alida blive ved med at gå omkring i gaderne og banke på døre og spørge om ikke de kunne leje et værelse der i huset, men ikke i nogen af husene var der et værelse at leje, så hvor skulle de mon gøre af sig, hvor kunne de mon finde ly for kulden og mørket i det sene efterår, et sted måtte de vel kunne leje et værelse, og det var da godt at det ikke regner, men snart begyndte det vel også at regne, og de kunne ikke bare blive ved med at gå sådan, og hvorfor ville ingen huse dem, var det måske fordi alle godt kunne se, at Alida snart skulle føde, det kunne jo ske hvad dag det skulle være, som hun så ud (…).«

Fosse kan blive ved sådan, det er et sært både mentalt og fysisk rum, der opstår gennem læsningen, en slags hypnose måske, eller som når musik påvirker en, og man ikke rigtig kan afgøre, om det er i kroppen eller hovedet, stemningen har sat sig.

Jon Fosse kan få Nobelprisen en dag, så kan Pia Juul få Nordisk Råds litteraturpris 2015. Fordi hun med bittesmå bevægelser sætter noget meget stort i gang. Lidt som en anden onkel Frank (Sinatra), der bare skulle vifte med hånden, når han kom ind på scenen. Og i hvert fald som onkel Hector og onkel Holger fra sagde jeg, siger jeg: »sådan med hånden/Sådan som jeg forklarede dig før/- sådan.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu