Læsetid: 8 min.

’Ideen om antipati mellem muslimer og jøder er ahistorisk’

Gemt bag arabiske pseudonymer udgav jøden Lev Nussimbaum en række anerkendte bestsellere i 1930’erne. Hans dybtfølte fascination af Orienten er en vigtig påmindelse om, at islam ikke altid er blevet betragtet som totalitær og farlig. Det siger den amerikanske forfatter Tom Reiss, som Information har mødt
»Lige nu kan det se ud, som om radikal islam er en farlig, totalitær ideologi. Og en masse mennesker argumenterer for, at der er et oldgammelt had og en tendens til at være undertrykkende i selve islam. Men min research viser, at det slet ikke er rigtigt,« siger Tom Reiss

»Lige nu kan det se ud, som om radikal islam er en farlig, totalitær ideologi. Og en masse mennesker argumenterer for, at der er et oldgammelt had og en tendens til at være undertrykkende i selve islam. Men min research viser, at det slet ikke er rigtigt,« siger Tom Reiss

Jakob Dall

28. oktober 2015

En ung mand kigger gennem sine sminkede øjne direkte ind i kameraet. Han er i fuld muslimsk ornat og bærer en stor hvid turban beklædt med sten og en fjerdusk, som ekstravagant stritter lige op i luften. Han har store runde sølvøreringe i ørene, fingerringe på sine tykke fingre og postkasserød farve på læberne. En påmalet skønhedsplet på overlæben understreger det gennemført orientalske ’look’.

Fotoet af den unge, pyntesyge mand med det intense blik er blot en lille brik i det kæmpe puslespil bestående af bøger, fotos og over 300 hidtil ukendte private breve, som den amerikanske journalist og forfatter Tom Reiss samlede sammen i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 00’erne. Det gjorde han som led i sit detektivarbejde med at opklare, hvem der gemte sig bag de arabiske pseudonymer Essed Bey og Kurban Said, som er de officielle forfattere til en række bestsellere fra slutningen af 1920’erne og 1930’erne.

Det mest berømte af værkerne er romanen Ali & Nino, som handler om et kærlighedsforhold mellem en muslim og en kristen. Men forfatterskabet byder også på faglitteratur, herunder biografier af Stalin og Lenin, og ikke mindst en masse litteratur, som befinder sig et sted imellem de to genrer. Forfatteren blandede nemlig gerne sin svimlende begejstring for Orienten med fakta og var kendt for ikke at være bleg for at pynte lidt på sandheden.

»Jeg opdagede, at denne forfatter, som blev beskyldt for at forvandle historiske begivenheder til eventyr og røverhistorier, var sit eget største fiktionsværk,« skriver Tom Reiss i indledningen til sin bog Orientalisten, som netop er udkommet på dansk.

Uvisheden om forfatterens identitet fik i mange år forskellige slægter til at hævde at være hans efterkommere. Men i Orientalisten sætter Tom Reiss punktum i striden om rettighederne til de indbringende værker og konkluderer, at manden bag det hele var Lev Nussimbaum.

Fra jødedreng til muslimsk prins

Og hvem var så denne Lev Nussimbaum? I forbindelse med udgivelsen af Orientalisten har Information mødt Tom Reiss i København for at få ham til at svare på blandt andet dette spørgsmål. Men allerede på forsiden af bogen giver han lidt af svaret. For selv om Lev Nussimbaum i 1905 blev født ind i en velhavende jødisk familie i Baku i Aserbajdsjan i det daværende Russiske Kejserrige, er det det førnævnte foto af ham med sminke og i fuld muslimsk klædedragt, som pryder bogens forside.

For Tom Reiss demonstrerer fotoet nemlig en vigtig pointe: Lev Nussimbaums begejstring for Orienten var så dybfølt, at han konverterede til islam på den osmanniske ambassade i Berlin i 1923. Der befandt han sig efter at være tvunget til at flygte fra Baku på grund af Den Russiske Revolution, hvor hans velhavende far var kommet på en liste over ’kapitalistiske blodsugere’, som skulle henrettes. Og ikke nok med at Lev Nussimbaum konverterede til islam. Over for sine nye bekendtskaber i Vesten – ja endda over for sin egen forlovede – gik han hele vejen og gav sig ud for at være født som en muslimsk prins.

»Det fantastiske er, at grunden til, at islam var så populær, og grunden til, at han klædte sig ud i sit enorme kostume, var, at islam blev opfattet som det modsatte af totalitær og farlig. Islam blev i stedet associeret med ytringsfrihed og individualisme,« siger Tom Reiss til Information.

Han mener, at det faktum, at opfattelsen af islam dengang var »stik modsat« af den dominerende opfattelse af islam i dag, viser, hvor hurtigt trusselbilleder kan forandre sig.

»For mig er det det største budskab i denne bog,« siger han og afbryder sig selv: »Budskab lyder måske for moraliserende … Men altså, du ved, hvad jeg mener: Det, jeg virkelig tror på, og som jeg mener, man kan tage med sig fra bogen – ud over en god historie,« siger han og fortsætter så, hvor han slap: »Lige nu kan det se ud, som om radikal islam er en farlig, totalitær ideologi. Og en masse mennesker argumenterer for, at der er et oldgammelt had og en tendens til at være undertrykkende i selve islam. Men min research viser, at det slet ikke er rigtigt. Ideen om, at der er antipati mellem muslimer og jøder, er ikke bare den dummeste idé i verden – den er også en fuldstændig ahistorisk,« siger han og understreger, hvor hurtigt trusselsscenarierne kan ændre sig med følgende eksempel:

»Tyskland var IS dengang. Og Taleban var Stalins Rusland. Så dybest set var det Vesten, som repræsenterede de truende ideologier, som vi i dag blandt kan se hos islamiske grupper.«

Ikke dogmatisk islam

Ifølge Tom Reiss havde Lev Nussimbaums ønske om at skifte sin jødiske identitet ud med en muslimsk »intet at gøre med sikkerhed«. I det enorme antisemitiske russiske imperium var Kaukasus nemlig en sjælden fredet oase, og Nussimbaums fascination af islam hang nærmere sammen med, at »den jødiske identitet var total svag«.

»Det handlede om at finde et mentalt rum, hvor han følte sig tilpas, og grunden til, at der var så mange jøder, der kiggede mod det muslimske øst, var, at der var et kulturelt rum, hvor der ikke var absolutte dogmer,« siger han og henviser til, at Lev Nussimbaum var del af en hel bevægelse af jødiske orientalister, som så araberne som blodbrødre.

Han mener ikke, at man kan sige, at de blev til ’rigtige muslimer’, men at de tog sig en form for ’midt i mellem’-identitet, hvor de smeltede deres islamiske og jødiske identitet sammen til noget, der i virkeligheden ikke var nogen af delene.

Derfor havde Lev Nussimbaums fascination af islam og Orienten heller ikke noget at gøre med en dyb religiøs følelse:

»Han var en moderne person, som tog de aspekter fra begge religioner, som gav mening for ham,« siger Tom Reiss og påpeger, at vi i høj grad har glemt den ’blodsbeslægtede’ samhørighed mellem de to religioner i dag.

»Jeg tror, at de konflikter mellem jøder og muslimer, der siden er opstået, gør, at mange har lyst til at glemme fortiden.«

Bakus guldalder

I det Baku, hvor Lev Nussimbaum blev født i 1905, var der forholdsvist fredeligt. I hvert fald for en kort stund, inden revolutioner og verdenskrige sendte ham på den ene flugt efter den anden. Han nåede lige akkurat at snuse til – og forelske sig i – Bakus guldalder, hvor olierigdommen symbolsk blev manifesteret af, at vandet i det Kaspiske Hav indimellem kunne bryde i brand, fordi olieslammet dannede for tykt et lag. Tom Reiss beskriver i Orientalisten den kosmopolitisme og tolerance, som prægede Baku i årene omkring Lev Nussimbaums fødsel som »en skøn blanding af Det Vilde Vestens Dodge City, middelalderens Bagdad, industrialismens Pittsburgh og det 19. århundredes Paris«.

Den korte optimistiske og forholdsvist fredfyldte periode, som prægede Lev Nussimbaums første leveår, minder Tom Reiss om perioden op til terrorangrebene den 11. september 2001. Han begyndte allerede i 1999 at undersøge, hvem Lev Nussimbaum var – på et tidspunkt, hvor der, som han siger, »ikke var nogen, der interesserede sig for islamisme«. Der havde været ufred i 1980’erne, men tiden mellem Oslo-aftalen i 1993 og den anden intifada i 2000 husker han som optimistisk.

»Den største islamiske trussel, da jeg begyndte at skrive bogen, var Tjetjenien, som i virkeligheden kun var en trussel mod Rusland. Men så eksploderede alting pludselig,« siger Tom Reiss, som ser den forandring, han selv var vidne til med især 11. september, som en parallel til den forandring, som Lev oplevede i sin barndom.

»Da han blev født i 1905, gik det ret godt med globaliseringen i verden, og Det Russiske Kejserrige var ved at blive meget kosmopolitisk. Ingen forventede, at det skulle eksplodere i kaos, vold og millioner af menneskers død. Jeg er fascineret af, hvordan det minder om vores liv i dag.«

Dobbelt kulturgenstand

Den frisindede og sofistikerede kapitalistiske kultur, som prægede Baku i årene op til den første russiske Revolution i 1905 og til dels også i årene mellem den og den efterfølgende i 1917, stråler ud af et af de fotografier af Lev Nussimbaum, som Tom Reiss har opstøvet, som også er med i bogen. Det er fra en kristen julefest i Baku i 1913, hvor muslimske børn med slør sammen med jødiske børn har taget opstilling foran et juletræ.

»Jeg elsker virkelig tanken om, at der var et juletræ, selv om næsten alle var jøder og muslimer. Det, som tiltrak Lev Nussimbaum ved den muslimske identitet, var netop, at den islam, han havde mødt i sin barndom, var associeret med tolerance og kulturel pluralisme,« siger Tom Reiss, som mener, at fotoet – på trods af Lev Nussimbaums erklærede kærlighed til gamle mennesker og gamle bygninger – viser, »at han på ingen måde var konservativ i traditionel forstand«.

»Men for at være i stand til at vælge og vrage bliver man nødt til at bevare de forskellige kulturer og religioner,« siger Tom Reiss, som mener, at det også er i denne romantisering af fortiden, at man skal forstå Lev Nussimbaums flirten med fascismen i sine sidste leveår. Det handlede mere om en fascination af Mussolinis idé om at genopbygge Romerriget end egentlig sympati for den fascistiske ideologi, som han også flere gange selv måtte flygte fra, inden det blev en blodsygdom, som tog livet af ham som 37-årig.

Selv om Tom Reiss ikke deler Lev Nussimbaums delvise sympati for Mussolini, sympatiserer han med hans forkærlighed for gamle mennesker og gamle bygninger. Derfor er han også bekymret for den udvaskning af kulturel diversitet, som han ser som konsekvens af de verserende krige i Mellemøsten.

»Krigene og den magt, vi har givet til fanatiske grupper, truer ikke Europa eller USA direkte, men den ødelægger levnene fra Orienten,« siger han og forklarer, at han, da han rejste rundt i regionen og lavede sin research for 10-15 år siden, »hver tiende kilometer mødte folk, som talte forskellige sprog, havde forskellige religioner«.

»Der var en enorm diversitet, som er ved at forsvinde,« siger Tom Reiss og argumenterer for, at Orientalisten derfor kan betragtes som en »dobbelt kulturgenstand«.

»Den rummer ikke bare vidnesbyrd fra Lev Nussimbaums liv i begyndelsen af det 20. århundrede, men min rapportering kommer på sin vis til at være en kulturgenstand fra det 21. århundrede. Hvis vi ikke gør noget for at beskytte alle disse minoriteter, kommer de til at forsvinde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sandra Nielsen
  • jonas larsen
Sandra Nielsen og jonas larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kaj Spangenberg

Det er opkomsten af al-Qaida, Taliban, IS og slænget af jihadisterne, som har forandret vort syn på islam fra at være en "fredens religion" til en trussel imod vore samfund og vort verdensbillede.
Det er disse kræfters tilstedeværelse i vore nordiske og europæiske samfund, som har forårsaget, at mange mennesker slår alle muslimer over én kam.
Men faktum er det også, at islams værste fjende er al-Qaida, Taliban, IS og de forskruede jihadisterne, der til dato har slået flere muslimer ihjel end kristne "vantro".
Det er samtidig åbenbart, at oprettelsen af staten Israel i 14. maj 1948 skærpede forholdet mellem arabere og jøder. Men ikke forholdet mellem muslimer og kristne, idet der dengang var mange arabere i Mellemøsten, som bekendte sig til kristendommen.
Også det har - tragisk nok - ændret sig drastisk de senere år, hvor kristne i Mellemøsten og Egypten i stigende grad betragtes som fremmedelementer, selv om deres religion kom til landene lang tid før islam.
Denne nedadgående spiral er i folkevandringstider som disse svær at ændre, og derfor er det velgørende at læse ovenstående artikel.

Carsten Hansen, Merethe Hansen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Jeg hørte også i radioprogrammet "arabiske stemmer", at islam har været en meget mere afslappet religion, som i perioder har taget meget mere afslappet på koranen. Ataturk og den politik han var i stand til at gennemføre er vel også på en og anden måde et udtryk for , at islam sagtens kan fungere selvom den ikke fungere som en formynderisk lov religion, men mere som en spirituel guide.

Philip B. Johnsen

Tryk avler modtryk!

Fra link:
"Den 20. marts 2003 angreb amerikanske tropper Irak. Begrundelsen for invasionen og den efterfølgende besættelse var, at Iraks leder, Saddam Hussein, truede verdensfreden med et stadigt voksende våbenarsenal og atomvåben, og at regimet havde forbindelser til terrornetværket al-Qaeda. I FN var der ikke flertal for en krig mod Irak, og den blev således gennemført uden FN-mandat, men med støtte fra Storbritannien, Australien og Danmark.

Siden har det vist sig, at grundlaget for at gå i krig ikke holdt: man fandt ikke atomvåbnene, og en forbindelse til al-Qaeda kunne ikke påvises."

Link: http://www.faktalink.dk/titelliste/irak-krigen/

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, skulle i efteråret 2015 og foråret 2016 have været afhørt om det juridiske grundlag for at gå i krig i Irak.

Fra /ritzau/ link
"Tony Blair er den først af de ledere, som stod i spidsen for beslutningen om at gå i krig, som nu erkender, at krigen delvist har været med til at forme Islamisk Stat.

- Det er klart, at du kan ikke friholde os, som fjernede Saddam Hussein i 2003, for ansvar for situationen i 2015, siger Blair i et interview med CNN."
/ritzau/ link:
http://www.information.dk/telegram/549767

'Der er brug for et modtryk og det er der.'

Fra link:
"More than 300 academics from dozens of British universities have pledged to boycott Israeli academic institutions in protest at what they call intolerable human rights violations against the Palestinian people.

The declaration, by 343 professors and lecturers, is printed in a full-page advertisement carried in Tuesday’s Guardian, with the title: “A commitment by UK scholars to the rights of Palestinians.”

Link: http://www.theguardian.com/world/2015/oct/27/uk-academics-boycott-univer...

http://foa.org.uk/news/a-commitment-by-uk-scholars-to-human-rights-in-pa...

erik mørk thomsen, Torben Arendal, jonas larsen, Olav Bo Hessellund, Søren Christensen, René Skov og Søren Bro anbefalede denne kommentar

Jae, i mere patriarkalske tider, og under modernistisk pres, opfattedes 'muhammedanisme' som individualistisk, mest qua harems-systemet, som romantiseredes kraftigt via romaner, film etc. - også af kvinder i øvrigt. Deraf prinse-kostumet.
Og man kunne opføre sig forfærdeligt ude i koloni-og-protektorat-sfærerne end hjemme i London og Lissabon. Og uden særlige konsekvenser ... »en skøn blanding af Det Vilde Vestens Dodge City, middelalderens Bagdad, industrialismens Pittsburgh og det 19. århundredes Paris«. - hvilken CEPOS-wet-dream. 'Ytringsfrihed' ?

det sjove "" er måske at jøder og arabere har samme genetiske ophav, og når begge så samtidigt anerkender Abraham som grundophav, hvor var det så lige, at det gik galt.

Torben Arendal, jonas larsen, curt jensen, Peter Hansen og Jens Jørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Jørn Pedersen

Grundlæggende er der ikke forskel på Islam og Kristendom. De udspringer begge fra Det Gamle Testamente.
Det er også klart, at Kristendommen er en fremmedreligion i Danmark.

Carsten Hansen

Religioner er de rene anakronismer.
Religioner er bagstræberiske , fordummende og undertrykkende.

Men religioner er i sig selv ikke farlige.
Mennesker der agerer fanatiske og voldelige, ud fra et ideologisk/religiøst grundkag, er farlige.
Det er derfor altid vigtigt at skelne .
F.ks er det vigtigt at skelne mellem almindelige hverdagsmuslimer og så Islamister.

Kaj Spangenberg, Claus Oreskov, Gorm Lerche og Christian Mondrup anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

De lande man kalder muslimske lande I dag , er meget gamle lande og er civilisations vugge, nogle af dem,hvis ikke alle, var ældre end selve Grækeland. Og hvem kender "Ishtar, Hammourabi, Isis, Elyssa, Europa, Nabukhasnedar" og mange andre, som jeg garantere ikke mange dansker kender, kommer fra civilisationer som har skabt de meste ag de goder vi kender I dag. Og man skal lægge til den Islamiske tid, som også er lang,som bogen"Orientalisten" taler om. Den tid og historie disse folk har gennemgået, gør dem meget vidende og tolerante og ikke mindst fornuftige. Selvfølgelig kan selv de gode dyder fører til extreme holdninger hos nogle nogen gange. Man kan nævne mange ting her I Europa, om Tøj, mad, bygninger, lanbrug, erc,. siger vi, Orientalisten " det har vi haft forlænge siden" Jeg sætter den fortælling I et objectivt perspectiv,uden at kommer ind på religionerne påvirkning på mennesker. Selve krigen, har Otientalisten haft mere end en Europeer kan forudse. Kartago har haft tre grige med Rom, og byen blev brandt ned ved den tredje krig. Jeg læste den tidligere tysk kansler Helmut Smidt skrive "Von grige vir haben bis her, og viste halsen,det betyder han kan ikke mere. Men Orientalisten har altså haft tre kige I 100 år, og med Rom.

Olav Bo Hessellund

"Hans dybtfølte fascination af Orienten er en vigtig påmindelse om, at islam ikke altid er blevet betragtet som totalitær og farlig. Det siger den amerikanske forfatter Tom Reiss, som Information har mødt."

Hvor er nyheden? Han kunne have fundet ud af det ved fx at konsultere en lærebog i filosofihistorie. Det sydlige Spanien var under muslimsk herredømme til langt op i middelalderen, og dengang levede muslimer og jøder og vistnok også kristne fredeligt sammen i flere århundreder.

Ja, der foregik ligefrem en rig udveksling af tanker og ideer mellem lærde repræsentanter for disse religioner, som vi stadig nyder godt af i dag. Eksempelvis algoritmer, som er forudsætningen for, at jeg kan sende dette indlæg elektronisk, kan vi takke muslimske/arabiske matematikere for, som levede i samme periode, hvor vikingerne terroriserede Europa.

Poul Sørensen, erik mørk thomsen og Jan Weis anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Løsningen er ganske simpel:
Blokér kystlinen langs middelhavet med flådefartøjer, jagerfly og sø-miner og brug EU til at presse de lande der ellers kunne finde på at lade immigranter passere mod europa over land..
Nåh, ja, jeg glemte næsten, ingen opholdstilladelse til nogen, hverken kvinder eller børn (selvom det kun et et par procent), eller unge mænd.
Danmark kan tilbyde et stort domicil i Nordøst Grønland, med 1000 kilometer til nærmeste beboelse (inklusive gratis kamikker og anorak) indtil asylansøgningen er vurderet.

I december 1904 strejkede alle Bakus olie og petroleum arbejdere og arbejderne fik gennemtrumfet en forhandling med kapitalisterne og følgende blev den første arbejdsmarkeds aftale i Ruslands historie. Zar styret svarede igen med bl.a. at indsætte de sorte hundrede (Se f.eks.: http://kilaasi.blogspot.dk/2012/04/zarens-rusland-og-facsismens-onde.html ). Andetsteds i Zarens rige var det jøderne, de sorte hundrede hidsede pøblen op imod, når det var lønsomt for regimet, men i Kaukasus brugte man armenierne som syndebukke. Det altid lurende had mellem nationaliteterne og de mange etniske samt religiøse grupper blev snart optændt og dræb samt hævndrab gennem rystede Kaukasus, netop omkring 1905 hvor Lev Nussimbaum bliver født. Der er ingen frisindede og fredelig kapitalistisk kultur som Tom Reiss postulerer. En øjn vidende skriver: ”Autoriteterne, aktivt støttede af embedsmænd af alle grader og fra alle departementer, der var medlemmer af de sorte hundrede i Baku, uddelte våben til banditter fra ”Den russiske Folks Union”. Først ophidsede gangsterne tyrkiske og armenske børn mod hverandre. Børnenes ulykker afstedkom stridigheder blandt forældrene, som udartede til optøjer. De sorte hundrede dræbte armenier og tyrker fra baghold og satte ild på huse. Ved at få fejderne til at blusse op med sådanne hæslige metoder opnåede myndighederne det mål de havde sat sig. I august begyndte tyrkere og armenier for alvor at slagte hinanden. Byen genlød af skud. Armenske butikker blev udplyndret, deres boliger ransaget. Lig lå på veje og på stenbroen. De såredes stønne kunne høres alle vegne. Rundt om stod soldater og politifolk og så roligt til, medens slagteriet uhindret gik videre. De sorte hundrede satte så ild på fabrikkerne og oliekilderne og udbredte vilde rygter om, at det var de strejkende, der havde gjort det… Livet om os var et helvede. Ildebrande i olieanlæggene blev mere og mere truende. Rundt om os var det rasende element, den frygtelige utæmmelige ild. Og der var død og ødelæggelse alle vegne” (S. Allilujev ingen mindre end Stalins sviger far i bogen ”Stalin en politisk biografi”af Isaac Deutscher). Ja så meget for den fredelige kapitalisme og det venlige Zar despoti!

Tom Reiss kolportere en løgn om det kapitalistiske Baku, som et frisindede, sofistikeret sted, hvor kosmopolitisme og tolerance dominerede det sociale liv. Sådan har undertrykkerne altid foregøglede folket et paradis på, som i virkelighedens verden, kun var for de få og privilegerede. I Baku hvor arbejderne henslæbte en tralle lignende tilværelse (12 timers arbejdsdag, ingen forsikringer, børnearbejde, blev man syg var det en fyring) var det selvfølgelig et paradis af fortjeneste for f.eks. de svenske Nobél brødre og andre udenlandske investorer. Mangfoldige oprørs bevægelser så dagens lys, og folkefantasien var frodig omkring disse almindelige menneskers redningsmænd. En af disse Robin Hood’er kan man læse om i en roman som er oversat til dansk: Chabua Amiredzhibi ”Den Lovløse – en roman om georgiernes oprør mod tsaren” (Gyldendal 1977).

Michael Kongstad Nielsen

Under diasporaen havde jøderne bedre forhold i Mesopotamien og andre arabisktalende lande, end i Europa og Rusland. Tyrkerne (osmannerne) var også kendt for at lade religiøse mindretal være i fred. Jeg tror, antipatien blev grundlagt af englændernes og franskmændenes mandatstyre efter I Verdenskrig, kombineret med udråbelsen af staten Israel efter II. Araberne kunne nok have accepteret det sidste, hvis de havde undgået det første.

Lad os nu ikke drukne i romantik – etniske og religiøst forfølgelser og diskrimineringer har gået op og ned gennem historien. I den hellige muslimske by Bokhara (Usbekistan) var det før kommunismen forbudt for jøder at færdes i byen til hest eller på æsel. Jøder skulle vade gennem snavs og mudder – det mente alle var ret og rimeligt. Først med indførsel af kommunisme var alle: muslimer, jøder og russere ligestillet! (Se: Anna Louise Strong ”Red Star in Samarkand” side 127- 145)

@ Michael Kongstad Nielsen. ” Tyrkerne (osmannerne) var også kendt for at lade religiøse mindretal være i fred” – tænker du specielt på folkemordet på armenierne?

Artikel forfatteren skriver at vi på forsiden af bogen ser Lev Nussimbaum i fuld muslimsk klædedragt! Jamen er det vi ser ikke vores egen orientalism m.a.o. teater kostume for fuld udblæsning. Er det ikke en variant at Rudolph Valentino (The Sheik) og Mata Hari vi præsenteres for?

Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov
- 18:02.
Nej, selvfølgelig ikke. Tyrkerne så nok snarere armenerne som en eksistentiel trussel, ikke en religiøs.

Michael Kongstad Nielsen

Fredsaftalen med Tyrkiet kom i to tempi, først Sèvre i 1920, som etablerede en armensk stat, så Lausanne i 1923 der sløjfede den igen. Begge verdenskriges fredsaftaler var i bagklogskabens lys rædselsfulde på mange måder, men derfor kunne man alligevel godt tage ved lære af dem.

Touhami Bennour

Med den afsløring I artiklen at Islam er hverken Totalitær elle etnisk baseret, kan man sige man har begået en uretfærdighed mod muslimer generelt og Islam specielt. Angrebet var forfærdelig og på alle områder næsten dagligt. vi bliver også kaldt ikke vestlige, uden at forklarer hvilken vestlige; ved man at Nord afrika hedder vest- arabien (Maghreb) betyder vesten, altså indbyggerne I nord afrika er vestllige for arabien, den betegnelse hører man hverdag uden for Nord Europa, for I syd Europa kender at nord afrika kaldes (Maghreb) og en indbygger hedder maghrebiner, eller maghrebin. Man kan hurtig konstatere at det er absurd at fortsætte på den måde. Det kræves at omarbejde talen og gloser til noget normalt, som det bruges til andre ting, uden hysteri eller lynchning. I Islam er der også som I alle steder, araber men ikke muslimer, muslimer men ikke araber, findes gamle muslimsk lande og Nye muslimsk lande. Lig vesten, der findes kristene I Afrika, er de også vestlige? altså de er meget forskellige. Kasakstan er ikke det samme som Irak, Malisya ikke som algeriet, osv, man skal også se på tid og sted her som I alle andre lande. Selv I den arabiske liga er der gamle lande, og de er de fleste men også nogle som overgik til Islam bare for nogle år siden. Hvad med litaun eller Estland, jeg tror ikke de har haft noget som 1789 I frankrig.

Preben Haagensen

Hessellund, det er og bliver en skrøne, at i Andalusien og Spanien levede muslimer, jøder og kristne fredelig sammen. Der var kun fred fordi muslimerne var overherrer og de resterende var DHIMMI og ingen rettigheder havde. Den anden løgn er, at det var muslimerne der overførte den gamle viden til det kristne Europa. De overførte den, men kun på grund af, de assyriske kristne havde oversat de gamle græske dokumenter til arabisk for muslimerne. Ja Spanien mangler stadigvæk, at få en undskyldning fra muslimerne for deres 700 til 800 lange besættelse af Spanien, men se om de får den. Muslimerne anser jo stadigvæk den Pyrenæiske halvø for tabt muslimsk land der skal vindes tilbage.
Bennour, det kan godt være at Maghreb kaldes vest-Arabien, men arabere er de ikke, de er kun arabisk talende på grund af Koranen. I øvrigt findes der ikke arabere uden for den arabiske halvø, de resterende er kun arabisk talende. Hele den frugtbare halvmåne er aramæere der er blevet arabisk talende. Egypten, ja det er egyptere der er blevet arabisk talende og Maghreb som også inkludere Libyen og Mauritanien ja det er berber område, hvor mange stadigvæk taler deres berber dialekter, trods det påtvungne arabiske fra staternes side. Det tog i øvrigt 300 hundrede år med krige, før muslimerne fik underkastet sig Mahgreb. Der kan føres en lang diskussion om hvem der er arabere eller kun arabisk talende, men jeg anser den såkaldte "Arabiske Liga" for det største svindelnummer i denne verden, da det kun er Saudi Arabien der er rent arabisk.

Touhami Bennour

Det der står ovenfor, har jeg også sagt. Men realiteten, hvor længe skal man går tilbage, til Big bang? Ingen ved hvad arabisk betyder, nogle siger det var græker de kaldte den arabien, hvis det er rigtig, så går man ikke videre. Andre mener at ord arabisk betyder "køretøj" og det hedder faktisk et køretøj på arabisk "araber"(og måske Europeer, Araber og europeer, ligner meget hinanden. På arabisk eller aramæisk man har ikke "P" det udtales "B", det betyder Europa udtaltes Euroba med "b" og ikke "P"i Begyndelsen, det var Grækerne der brugte "P". Ved du I øvrigt at navnet "Europa er navn til en Libanesisk pige, som efter legende blev kidnappet af en Græsk Gud ZEUS, fra "TYROS kyst I oldtiden og tog hende med til "KRETA" og blev voldtaget af ham og har fået fire børn af hende.Hvem ved. Desuden, historisk udsagnet arabisksprog er lavet ud fra"aramæisk" et sprog som også Jesus talte, de betyder her arabisk henviser til folk, der taler arabisk. Dette sprog kom fra et dialekt som taltes omkring" Mekka", som har udviklet sig til sprog. Lande falder ikke fra himlen men er product af historien, (sammarbejde eller mangel af det samnme). Der findes mange arkeologisk mindsmærker som viser at nord afrika er arabisk, men at nogle har behold berber traditioner. det ved vi. Er der ikke mere Vikinger I Danmark? eller occitaner I Frankrig? eller Skotter I England?eller laponer I Sverige? og hvad med finder eller Hungarer,i Europa? hvem er de? Det er kun historie der bestemmer om et land kan blive det ene eller det andet. Og historie skifter hele tiden, Det er ikke længe siden var et kempe imperium, der hedder SovietUninen, den er væk nu, men det bedyder ikke at den har aldrig existeret. Den arabisk liga er som den er indtil videre, Og du er ikke en Hannibal eller en Cæsar, der kan forandre verden eller skabe lande. Hvis du ved, hvad jeg mener. Ved du Cartago var på et tisdspunkt en Provins I Romer Riget? Nu ikke engang Italiener kan husker det. Jeg spurgte en gang en Italiener om han kender Hannibal, han sagde nej. Men vi er også product af den tid alligevel. Altså vi skal ikke skabe uro, historien er ikke en roman, som man kan læse og smide den væk bagefter.Vi er product af historien.

Jeg vil godt give Preben Haagensen et like for 30. oktober, 2015 - 02:07 – idet jeg er enig i analysen men ikke i udtrykket. Sætningen: ”Muslimerne anser jo stadigvæk den Pyrenæiske halvø for tabt muslimsk land der skal vindes tilbage”. Er alt for absolut - Touhami Bennour har lige redegjort (på en overbevisende måde) om kompleksiteten i islam, både set udefra og set indefra. Spørger jeg min muslimske kioskejere på Aksel torv om han ”anser den Pyrenæiske halvø for tabt muslimsk land der skal vindes tilbage” tror jeg han vil blive mig svar skyldig! Sætningen skulle hellere være: ” Nogle muslimerne anser jo stadigvæk den Pyrenæiske halvø for tabt muslimsk land der skal vindes tilbage”.

Preben Haagensen

Jeg anser ikke Lev Nussimbaum for særlig interessant. Der er en anden jøde født i år 1900 i Lemberg/LVOV/LVIV i Galizien der fra mit synspunkt er betydelig mere interessant at beskæftige sig med. Han var søn af en rabin men konverterede i en ung alder til Islam, hans jødiske navn husker jeg ikke, men hans muslimske navn var Muhammad Asad.
Han kom på kamelryg til Mekka og Medina og mødte senere herskerne i det nyoprettede Saudi Arabien som han havde adskillige samtaler med, og blev nærmest en slags rådgiver for dem. Senere kom han til det nyoprettede Pakistan hvor han fik en officiel stilling og var med til at styre landet. På grund af jalousi mod denne udlænding blev han senere nødt til, at forlade Pakistan. Han tog til USA og de sidste år levede han i Spanien hvor hans grav findes på den muslimske gravplads i Granada. Han var i sine sidste år skuffet over udviklingen i den muslimske verden, men forblev muslim til det sidste. Hvis man slår navnet Muhammad Asad op i internettet, kan man lære mere om ham, og downloade flere af hans værker, blandt andet en engelsk oversættelse af Koranen med kommentarer, som muslimerne ikke var glad for da de mente han tog sig adskillige friheder.

Touhami Bennour

Muhammed Asad´s far var ikke rabbiner, han var den eneste I familien som ikke fulgte thelologiens vej, han blev til gengæld advokat. Men der mangler en meget vigtig I begivenhed I hans liv, at forklare hvor og hvorfor han blev muslim. Han blev muslim ironisk nok I Juresalem, I Palestina, han har opdaget for føste gang det muslimske samfund og var meget fascineret af det. Samtidig har han opdaget at det det var skrevet om Islam I Europa var over fladisk og falsk, og at sionismen var en anden slags colonialism. Men den utilfredshed han gav udtryk for om Islams Udvikling refererer til hans syn på livet. Han var imod materialism og for tilpasning af samfundet med naturen, noget han har mærket tidligere I det Islamiske samfund. Men det er nemlig den "udvikling imod modernitet", som han kritisere, er muslimerne klandret for at ikke følge . Man kan sige at han kritisere muslimer for at gå forbrugersamfunds vej og ikke handle I overednstemmelse med naturen, som det står I Coran. Det er det Det officielle Danmark kritisere det muslimske samfund for, for ikke at være modern. Han kritiserede altså ikke Islam, tvertimod, men samfundet og den udvikling imod "modernitet". En lille detalje, han giftitede sig med en arabisk kone fra Saudi arabien og hun lever og arbejder med Antropogi og post colonialism. Er det ikke noget for de myter, man hører om Saudi arabien I Danmark?