Joan Didion er USA’s cooleste krønikeskriver

Tidligere på året annoncerede det amerikanske finansministerium, at man i 2020 vil trykke en ny 10-dollarseddel. Anledningen er hundredåret for kvinders stemmeret i USA, så selvfølgelig skal sedlen prydes af en kvinde. Hvem det skal være, var – og er – ikke blevet besluttet, men den lille populære boghandel Book Soup i West Hollywood er ikke i tvivl. Der er i deres øjne mange værdige kandidater, men efter at have diskuteret navne som Toni Morrison, Flannery O’Connor og Harper Lee pegede de tidligere på året på Joan Didion.

Godt nok skal motivet på en amerikansk pengeseddel være af en afdød, men det forhindrede ikke Book Soup i at følge deres pointe helt til dørs med en plakatstor dollarseddel i vinduet. Det blev bemærket, og kampagnen, der egentlig var tænkt som en selskabsleg, spredte sig og illustrerede med al tydelighed, at Joan Didion er mere populær end nogensinde.

Den veritable Didion-feber startede allerede sidste år, da en såkaldt Kickstarter-kampagne på få dage indsamlede 80.000 dollar til en dokumentarfilm om hende. Siden blev den i dag 80-årige forfatter udvalgt som ansigt på denne sommers reklamekampagne for det franske luksusmærke Céline, og sidste måned udkom så Tracy Daughertys The Last Love Song, en tyk biografi, der understreger, hvor cool, klog og indflydelsesrig Joan Didion har været det seneste halve århundred – og samtidig illustrerer, hvorfor hendes knivskarpe prosa, hendes sprøde, personlige journalistik og melankolske romaner stadig fascinerer både nye og faste læsere.

Styrer selv sin fortælling

Gennem hele forfatterskabet har Joan Didion skrevet intelligent og personligt om sig selv og sin tid. Resultatet er en række skønlitterære og journalistiske titler, der fra i begyndelsen at have fokuseret på det Californien, hvor hun selv voksede op, bevægede sig i hælene på de amerikanske politikere til resten af landet og såmænd også til Mellemamerika.

Mest gennemslagskraft har den såkaldte non-fiktion haft, og det var da også med Et år med magisk tænkning (2005), at Joan Didion fik sin største kommercielle succes. Heri opruller hun det år af sit liv, hvor hun forsøger at bearbejde sorgen over sin ægtemand John Gregory Dunnes bortgang, mens hendes og Dunnes eneste datter svæver mellem liv og død på diverse amerikanske hospitaler.

I bogen, der blev præmieret med The National Book Award, afslører Joan Didion mere om sig selv, end hun tidligere har gjort. Ikke desto mindre har Didion fuldstændig styr over sin fortælling, der bag de præcise formuleringer og afmålte detaljer, aldrig stikker af og giver læseren mere end et smugkig ind i privaten. Det er, som en amerikansk kritiker for nylig udtrykte det, »lidt af et paradoks: Didion får klarhed og distance til at føles som intimitet ved at udelade en hel masse«.

Joan Didion røber heller ikke nyt om sig selv i The Last Love Song, for hun har ikke villet medvirke til bogen. Ikke desto mindre formår Tracy Daugherty at tegne et relativt komplekst billede af en stædig forfatter med kritiske holdninger, der ofte har trodset tidsånden – hvad enten Joan Didion så har ytret sig positivt om den konservative Barry Goldwater i de rebelske 6o’ere, kritiseret Woody Allens Manhattan, da folk stod i kø for at se den i 1979, eller sået tvivl om, hvorvidt de sorte teenagedrenge, der i 1989 blev dømt for voldtægt af en jogger i Central Park, nu også var skyldige (hvilket det 13 år efter viste sig, at de ikke var).

Stærkest står afsnittene, hvor Joan Didion finder sin stemme i slutningen af 60’erne og ikke mindst hendes reportagetur til Haight-Ashbury i foråret 1967. Didion var blevet hyret af Saturday Evening Post til at skrive en artikel om hippierne, men efter at have talt med både teenagere, der var stukket af hjemmefra, unge mennesker, der var skæve af pot, og såmænd også en femårig pige på LSD, anede hun ikke, hvad hun skal stille op med sit materiale. Hvor var historien? Kort inden deadline valgte hun at skrive sin artikel i en montageform båret af de mange indtryk fra San Francisco.

Titlen hentede Didion fra et digt af Yeats, og i første omgang endte »The Hippie Generation: Slouching Towards Bethlehem«, som den blev kaldt, på forsiden af The Saturday Evening Post. Året efter blev det også titelessayet i hendes første non-fiction-bog, en af de mest markante værker inden for New Journalism.

I bogens forord giver Didion udtryk for, at kun de færreste i første omgang havde forstået artiklen. Flere gav udtryk for, at hippierne var et overstået kapitel, og det eneste, hendes kolleger lykønskede hende med, var, at hun havde nået den presserende deadline. »Aldrig tidligere havde jeg fået så meget feedback, der intet havde med sagen at gøre,« skrev Didion, der imidlertid også selv syntes at have været i tvivl om både form og indhold.

I et interview nogle år efter udtalte hun i hvert fald, at der »normalt i en artikel kommer et tidspunkt, hvor du ikke behøver mere materiale, fordi du ved, at historien er i hus. Du kan tage hjem, you’ve gotten it. Den dag kom bare aldrig i det her tilfælde,« sagde Didion og konkluderede: »That piece is a blank for me still.«

Skriver overfladisk

I dag er ingen i tvivl om, at pointen med Slouching Towards Betlehem – artiklen såvel som bogen – var at afspejle et fragmenteret samfund, der havde mistet sit moralske kompas og var ved at ødelægge sig selv i jagten på sex, stoffer og frihed.

Samme indtryk gav hendes portræt af Jim Morrison i titelessayet i The White Album (1979), hendes anden store New Journalism-bog. Afsættet for den tekst var en artikel, som Rolling Stone havde hyret Didion til at skrive om indspilningerne af The Doors’ tredje LP. Magasinet endte dog med ikke at trykke artiklen, fordi den i deres øjne forholdt sig alt for negativt over for Jim Morrison, som Rolling Stones læsere i tidens ånd jo både elskede og identificerede sig med.

Kritikken, der mødte Joan Didion dengang, og som har fulgt hende lige siden, gik på, at hun var overfladisk. Hun betragtede i stedet for at stille spørgsmål – eller som Tracy Daugherty skriver om denne særegne journalistiske metode: »Didions litterære tilgang var at beskrive en given overflade så detaljeret, at dens dybder viste sig.«

Daugherty fremhæver flere eksempler på, hvordan Didion er lykkedes med sin metode, blandt andet da hun ikke kunne få presseadgang til retssagen mod de tiltalte i den førnævnte Central Park-voldtægtssag og i stedet valgte at analysere og skrive om, hvordan medierne dækkede den.

Mønstereksemplet, synes jeg imidlertid, findes i Political Fictions (2001), hvor blandt andre demokraten Michael Dukakis står for skud. Under sin valgkampagne, som Didion følger tæt, begynder han pludselig at spille bold med en af sine frivillige hjælpere. Det glæder de tilstedeværende journalister så meget, at de siden beretter om politikerens vindende væsen, der naturligvis bliver beskrevet som »helt nede på jorden«.

Flere af kollegerne var hurtige til at kritisere den tilknappede, tavse Didion, da de læste hendes reportage. Men pointen fra hendes side er klar: Amerikansk politik har udviklet sig til præcis, det vi ser, nemlig et underholdende spil, hvor du kun får lov at deltage, hvis du afleverer bolden til de rigtige og gør en god figur i pressen.

Startede på Vogue

The Last Love Song bringer os trods alt ikke helt så tæt på Joan Didion, som man kunne ønske sig. Vi får mange spørgsmål besvaret, specielt om hendes plagede datter og rastløse mand, men det havde været befriende at høre forfatteren selv kommentere alle disse mørke rygter om alt fra narkomisbrug til bordelbesøg.

Til gengæld vækker Tracy Daugherty Didions verden til live. I stemningsfulde, velskrevne kapitler føres vi med tilbage til de Martini-søbende 50’ere i New York, hvor Didion startede karrieren som praktikant på modebladet Mademoiselle, til Hawaii, hvor familien altid holdt skriveferie, og ikke mindst til de turbulente, farverige og narkotrippende 60’ere og 70’ere i det sydlige Californien, hvor hun og Dunne skrev for Hollywood og festede med filmstjernerne.

Som oftest stod Joan Didion dog en smule tilbagetrukket ved disse selskaber, som flere bemærker i The Last Love Song. Lad håbe, at det litterære ikon træder frem og bliver synligt, når hendes nevø Griffin Dunne inden længe er færdig med nævnte dokumentarfilm We Tell Ourselves Stories in Order to Live, et projekt, der i modsætning til biografien i øvrigt er blevet til i samarbejde med Joan Didion selv.

Tracy Daugherty: The Last Love Song, St. Martin’s Press, New York, 728 sider, 35 dollar.