Læsetid: 6 min.

Kant brugte også en øksemorder

Kenneth Bøgh Andersen har i hele sit forfatterskab kredset om den frie vilje og moralfilosofi generelt – i fantasyromaner. Nu har han skrevet femte bind om drengen Filip, der blev djævlens lærling og Guds ven
Selvom Kenneth Bøgh Andersen ikke er troende, tager han Bibelens historier alvorligt. ’For det er jo sådan, de er ment.’

Ulrik Hasemann

31. oktober 2015

Det var ellers slut. Filip havde sejret i den store djævlekrig. Den lidt kedelige dreng, der altid fortalte sandheden, havde fået horn, vinger, hale og en slet karakter. Og i en kamp til døden besejret den djævel, der truede ordnen i dødsrigerne. Nu var han hjemme igen hos sin mor i parcelhuset. Hjem-ud-hjem. The end.

»Det har altid undret mig, at historier kan ende på den måde,« siger Kenneth Bøgh Andersen. »At Harry Potter kan udkæmpe et slag med ondskaben selv, miste venner og familie, og så ender det så lykkeligt med kernefamilie og det hele. Burde han ikke være en smule traumatiseret?«

Det ville Kenneth Bøgh Andersen gerne vide om den dreng, han sendte i lære som fanden selv og ledte gennem himmel og helvede i djævlekrigen. Derfor vender Filip nu tilbage i femte bind: Den faldne engel. »Hvordan lever han med konsekvenserne af de valg, han har truffet« spørger forfatteren. Og svaret er oplagt: Ikke vildt godt. Rent objektivt set var det ellers det rigtige. Da Filip skulle træffe det endegyldige valg mellem at blive i helvede som djævel eller vende tilbage til jorden og sin mor, valgte han livet. Men i helvede havde han venner, betydning og en pige, han elskede. Og han havde udstået tortur for at redde det. Han havde også reddet sin mor fra en nært forestående hjerneblødning, fordi han var gode venner med døden. »At redde rimer på at hade,« hvisker Filip nu i Den faldne engel. Han er begyndt at føle vrede mod hende, mod det valg han havde truffet. »Men sådan er det jo med valg, selvom de er rigtige kan de være svære at leve med. Men det bliver man ikke desto mindre nødt til,« siger Kenneth Bøgh Andersen.

Syndefaldet

Gennem hele sit forfatterskab har Kenneth Bøgh Andersen interesseret sig for ideen om den frie vilje. Lige fra hans første bog Slaget i Caïssa, hvor hovedpersonen fanges i et spil mellem Gud og Djævlen over Himmelherren, hvor forfatteren ender som hovedperson i den historie, han er selv at ved at skrive: »Den frie vilje er altafgørende. Det er det bedste vi har. Og det ligger jo faktisk lige fra starten i Bibelen. Syndefaldet gav os den frie vilje. Gud gav afkald på sin almægtighed og gav Adam og Eva muligheden for at spise af æblet. Men mennesket har altid ledt i religionen efter mening. Det er det jeg gerne vil undersøge her: Kombinationen af at have en alvidende almægtig gud og en fri vilje. Er der ikke en konflikt dér? Det er der måske ikke. Men det er et ret afgørende spørgsmål at stille sig selv, synes jeg: I hvor høj grad har man indflydelse på sit eget liv? Hvor frie er de valg, vi træffer?«

Det afgørende er ikke om det er en Gud, der afgør skæbnen. Det er hele den deterministiske tankegang, der optager Kenneth Bøgh Andersen:

»For mig er det jo den mest forfærdelige tanke af alle, at vi ikke selv har mulighed for at ændre på vores skæbne. At den frie vilje er en illusion. Det er meget nemt at fralægge sig ethvert ansvar, hvis du alligevel ikke har nogen indflydelse. Så ville de fordømte i mine bøger, jo være uskyldige. Men ideen er jo netop, at du kun er i helvede, fordi beslutninger, du selv har truffet har ledt dig i den retning.«

Mellem determinismen og den frie vilje ligger selvfølgelig konstruktivismen. I historien om Filip bruger Kenneth Bøgh Andersen et lille undseligt objekt i rollen som et af den moderne idéhistories mest centrale begreber.

»I Djævlens lærling spiller Gud og Djævlen terning om hver eneste sjæl, og hvis Gud slår et godt slag, så er graden af godhed bedre. I kombinationen af tilfældighed og forudbestemmelse symboliserer terningen de vilkår, vi er født ind i. Der er nogle, der har nemmere ved at træffe de gode valg, og så er der dem, der bliver født ind i miljøer, som det nærmest er umuligt at bryde ud af, hvor et liv som tyv, misbruger eller voldsmand er svært at undgå.«

Det er sådan Kenneth Bøgh Andersen selv forstår virkeligheden, og det er også den Filip til sidst lever i. I det der egentlig skulle have været seriens afslutning, Ondskabens engel, træffer Filip alligevel det rigtige valg til sidst.

»Gennem hele bogen sker en række ting, han ikke har indflydelse på. Det fører til, at han ender i en torturscene, hvor han genfødes som dæmon. Men efterfølgende er han i stand til at træffe det valg, der sender ham tilbage til livet. Det er jeg ikke sikker på, at han havde været i stand til, hvis hans terningkast havde været et andet. Og nu har han set og oplevet så meget, at mørket er ved at overtage og gøre ham ude af stand til at træffe andre valg end det onde. Han kan måske godt vende tilbage til helvede. Men så vil det nok være i lænker,« siger han.

Noas ark i Playmobil

I denne uge har Kenneth Bøgh Andersen været i Kalundborg. På ti forskellige folkeskoler har han fortalt om sit forfatterskab for børn og unge. Om bøger, hvor Kants kategoriske imperativ er udgangspunktet for en hel bog, hvor Epikur oplever konsekvensen af hedonismen, hvor historierne om Herkules og Barabbas fortælles. En referenceramme og et abstraktionsniveau, der er skudt langt over folkeskolernes ’Fælles Mål’.

»Det er slet ikke min ambition at lære læseren om det kategoriske imperativ. Jeg kunne ikke forestille mig noget værre. Men det er disse fortællinger fra vores kulturhistorie, som beskæftiger sig med spørgsmål om den frie vilje, om moral og dannelse. Med kampen mellem det gode og onde i mennesket. Det er det, de handler om. Det er ligegyldigt, om man kender historien i forvejen, eller om man fanger referencen. Det centrale er jo pointen.«

Og selvom Kant måske er kompliceret, så er udgangspunktet for hans teorier det jo ikke. Kenneth Bøgh Andersen fortæller, at de børn og unge, han møder på skolerne og i andre sammenhænge er ivrigt optaget af konsekvensen af Filips valg. Og af de mere abstrakte tanker om, hvad der afgør om en handling er god eller ond.

»Det er måske nærmere de voksne, der har glemt, at det er det, historierne handler om. De kender Noa og køber arken i Playmobil til deres unger og glemmer, at det faktisk er fortællingen om vores kulturhistories største massemord, som de forærer deres barn. I min version møder Filip Noa i helvede, hvor han selv har valgt at være. Han vil ikke kendes ved den gud, der har bedt ham om at redde nogle få og lade tusindvis dø i syndfloden. Heriblandt hans egne forældre.«

På spidsen

Kenneth Bøgh Andersen er ikke selv troende, men har valgt at tage Bibelens historier alvorligt. For det er jo sådan, de er ment. Og lige som alle andre historier er de fortalt for at nogen skal forholde sig til dem og måske komme til nye erkendelser.

»Kant brugte jo også en øksemorder til at forklare den yderste konsekvens af at leve et moralsk liv,« siger han og henviser til Kants historie om øksemorderen, der leder efter en person, hvis gemmested man ville være tvunget til at afsløre i henhold til det kategoriske imperativ.

»Det er sådan vi som mennesker bliver klogere. Ved at fortælle historier. Og gennem fortællingen sætte det menneskelige vilkår på spidsen.«

Og den spids sidder altså i Kenneth Bøgh Andersens univers for enden af to djævlehorn i panden på en dreng, der engang var noget af det artigste, men efterhånden accepterer, at kompromisløs ærlighed ikke altid er godt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu