Klumme
Læsetid: 2 min.

Om at læse og oversætte Aleksijevitj

Kultur
10. oktober 2015

Svetlana Aleksijevitjs projekter er monumentale, samtidig med, at de går helt tæt på det enkelte, almindelige, ’lille’ menneske. Store historiske begivenheder, og ikke sjældent katastrofer, forskubber livet og hverdagen og selve opfattelsen af livet og hverdagen for de implicerede og berørte. Det er en helt speciel verden at bevæge sig ind i som læser. Og man gør det sammen med forfatteren, der som en slags vejvisende Vergil har sine egne udfordringer og overvejelser undervejs. Om katastroferne og lidelserne, men også om selve rejsen ind i deres mørke. I Krigen har ikke et kvindeligt ansigt veksler voldsom fysisk lidelse og tab med spøjse episoder, om at være en teenageforelsket officer eller om ikke at kende de militære forskrifter, og med beskedne ambitioner, om at få lidt mad, om ikke at skade sine pæne ben eller om at nå at blive kysset, før man dør. Og der er også øjeblikke af afklarelse, hvor det konkrete menneske ser på et medmenneske opfyldt af et skræmmende uforsonligt had eller en overraskende kærlighed.

For oversætteren, som ikke mindst er en nærlæser af værket, er det både utroligt hårdt og virkelig givende at tilegne sig denne verden. Hårdt, fordi der tilsyneladende ikke er nogen ende på, hvilke variationer af lidelser og afsavn de sovjetiske soldater og civilbefolkninger blev udsat for under Den Store Fædrelandskrig, og fordi det er så konkret og nærværende skildret, med detaljer som overgår fantasien. Og givende, fordi det ikke bare er historisk afgrænsede og siden sonede eller på anden måde bearbejdede erfaringer, man her bliver delagtiggjort i, men navngivne enkeltmenneskers stadig levende oplevelse af, hvad de umenneskelige vilkår, de utallige dødsfald blandt kammeraterne og den for manges vedkommende altovervindende kollektive kampgejst rent faktisk udvirkede og betød. Vi møder selvsagt de seje eller heldige overlevere, men gennem deres erindringer også dem, der næsten mere forståeligt bukkede under, blev vanvittige eller frivilligt gik i døden.

Værkets komposition som en Dostojevskij-lignende flerstemmighed af selvstændige røster er Aleksijevitjs litterære fortjeneste, men som hun selv påpeger undervejs, er der også fantastiske fortællersker iblandt hendes krigsvidner. Om så belæste eller ukultiverede, stolte eller skamfulde. En meget konkret udfordring for oversætteren er at respektere og formidle de mange forskellige måder, der fortælles på. Og at gengive den mundtlige fortælleform, for disse vidner overgiver det netop til Aleksijevitj at nedskrive deres erindringer, og det gør hun tydeligvis så direkte og loyalt som muligt. Dog uden gengivelse af fagter, ansigtsudtryk, gråd og lignende, for sådanne regibemærkninger ville, som hun selv bemærker, tage for meget litterær opmærksomhed fra selve fortællingen. Der er med andre ord stor forskel på beretningerne, det er tydeligt i originalen, og det bør være mærkbart i en oversættelse. Jeg synes, jeg kender alle disse kvinder nu, og jeg kan bare håbe på, at det er de samme kvinder, de danske læsere kommer til at stifte bekendtskab med.

Tine Roesen har oversat Svetlana Aleksijevitjs ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, der udkommer på dansk 1. november på forlaget Palomar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her