Læsetid: 13 min.

’Jeg har læst og hørt så mange løgne om det sted jeg kommer fra’

Det er 10 år siden, at de parisiske forstæder stod i brand. Den dansk-franske kunster Johannes Sivertsen er vokset op der. Nu er han tilbage i Clichy-sous-Bois i et socialcenter, for i samarbejde med beboerne at male deres liv
’Sjovt nok er vi jo kun få kilometer fra Marne-floden, hvor impressionisterne fandt mange af deres motiver. Alligevel var det påfaldende, da en af de ældre beboere i området sagde, at det var første gang, han så nogen lave sådan noget herude,’ skriver kunstneren Johannes Sivertsen om indbyggerne i de parisiske forstæders reaktion på, at han skildrede forstæderne i oliemaleri. Her er det hans maleri af Clichy-sous-Bois
30. oktober 2015

Zyed Benna og Bouna Traore fra la Pama var to ganske almindelige teenagere. De havde aldrig begået noget kriminelt, passede deres skole og havde familier, som elskede dem. Efter skole spillede de fodbold i parken.

En beboer fortalte mig forleden, hvordan strømmen gik i en stor del af byens bygninger den aften i oktober 2005, da de to drenge brændte ihjel i en eltransformator, hvor de gemte sig for politiet.

Betjentene så det ske, men kørte deres vej uden at tilkalde hjælp. De blev senere frikendt, selv om der forelå optagelser af, hvad de havde sagt i politiradioen »Je donne pas cher de leur peau« – jeg vil ikke garantere, at de overlever.

Hjælpen kom først, efter at den tredje dreng, Muhittin Altun, slemt forbrændt kravlede tilbage til det forfaldne Chêne Pointu og fik fat i sin bror, som tilkaldte en ambulance.

Alle tre drenge var uskyldige. Ikke desto mindre var de bange for politiet. Alle her er bange for politiet også jeg, en frygt, som bygger på et lag af erfaringer, man kunne skrive tykke bøger om.

Hvis du har tænkt dig at læse videre, vil jeg gerne komme med en lille disclaimer. For det første: Jeg er ikke journalist, jeg er kunstner. Hvad jeg skriver her, er tanker fra en slags dagbog, jeg fører. Så det kommer til at handle en del om kunst, og det kan selvfølgelig virke egocentrisk, men jeg skriver fra det sted, hvor jeg står. For det andet er jeg ikke neutral i konflikten. Jeg er vokset op her, og selv om jeg ikke smed med molotovcocktails, har jeg på mange måder en personlig forbindelse til begivenhederne i 2005.

Det kan stadig være svært at forstå for mange hvide europæere, men for mange mennesker, som er sorte, brune eller muslimer, kan det være frygtelig svært at få lov til blot at fremstå almindelig.

Johannes Sivertsen

Jeg opholder mig lige nu i Clichy-sous-Bois for at tegne. Jeg har et samarbejde med foreningen Aclefeu – det skal læses Accez le feu (Slut med ild). Deres første formål var efter oprørerne i 2005 at sætte ord på den vrede, som kom til udtryk på gaden. Fordi det, som de unge oprørere råbte, aldrig blev hørt. Aclefeu rejste efter urolighederne rundt i hele Frankrig til alle landets fattigste områder, lyttede, og samlede beboernes udsagn i et 120 siders manifest ved navn Le réveil des Oubliés – De glemtes opvågnen. Det overrakte de til den daværende regering. Men er det blevet hørt?

’Neutralitet’

Jeg kan lige så godt med det samme afsløre, at jeg har valgt side, og det er fra den side, jeg skriver. Jeg har efterhånden læst og hørt så mange løgne om det sted, jeg kommer fra, at jeg ikke kan se, hvorfor mit synspunkt ikke skulle være lige så gyldigt som journalisternes.

Mange af dem, som påstår at have et neutralt eller objektivt syn på sagen, har ofte uden at vide det valgt side. Herude, hvor man er udsat for dem, journalisterne, mærker man tydeligt, hvordan fremmedhadske konstruktioner er blevet til faste begreber i den såkaldte ’objektive’ diskurs. Ved du selv, hvad ’muslim’ betyder ? Jeg kender ikke mange muslimer, som kan genkende sig selv i den måde, på hvilken ordet dagligt bruges i medierne. Det er blevet til, hvad den franske semiolog Roland Barthes ville kalde en myte. Det er tømt for sin oprindelige betydning og er blevet et begreb, der samler en masse problemer, som ikke har noget som helst med religion at gøre. Alligevel syntes man, at man taler ’neutralt’, når man viderefører den stigmatiserende diskurs. Det var ord, som satte gang i oprørene i 2005, ord, som herude føltes som vold. Ord, som ikke bare føltes stigmatiserende, men også dehumaniserende. »On existe« (vi eksisterer) blev et slagord på gaden. Hvis der er noget, jeg vil sætte ild til, er det begrebet ’neutralitet’.

Billederne

I Danmark – og verden – kender folk Clichy-sous-Bois fra tv-billeder fra dengang, bydelen stod i brand, andre fra det første minut i Justices musikvideo Stress, som blev filmet få meter fra, hvor jeg lige nu sidder og skriver. Videoen giver et frygteligt indtryk af stedet, og det gjorde tv-billederne også. Det var barske levevilkår, som ikke rigtig passer med europæiske standarder. En veninde fortalte mig om en vane, alle beboere i kvarteret havde: Hver morgen, før de kørte på arbejde, åbnede de dørene på bilen, sparkede lidt til den og gennemsøgte den for rotter. Det var sådan, man undgik at få sig en grim overraskelse senere i trafikken. Bygningerne var fulde af kryb og beboerne plaget af fnat og tuberkulose. Det er de stadig i de områder af byen, der endnu ikke er restaureret.

Havde jeg været videokunstner, er der et syn, jeg oplevede tilbage i 2003, jeg gerne ville genskabe. At cykle gennem kvarteret La Forestière om morgenen og se en stor flok fugle flyve ud ad et stort sort hul fra en afbrændt lejlighed på den smadrede bygnings facade. Et utal af rotter flygtede foran mine hjul. Fællesarealer var dækket med store bunker skrald og alt, også selve bygningerne, var dækket af ukrudt. Solen skinnede gennem de høje træer, og midt på, hvad der lignende en losseplads, kunne man se rester af noget, som engang havde været en legeplads.

Det hele udgjorde, hvad man som kunstner ville kalde et sublimt syn. Det lignede billeder, jeg havde set af tilgroede templer i Cambodja, og synet af den forfaldne modernistiske arkitektur var fascinerende. Men fascinationen forvandledes til en ubehagelig følelse, når jeg tænkte over, at der var mennesker, som boede der. Ganske almindelige børnefamilier, som prøvede at få hverdagen til at hænge sammen i det, som mange folk kalder for la bulle de tiers-monde du 93 – et tredjeverdensreservat i 93. Folk, jeg kendte fra skole og arbejde. Men jeg synes, at det er et dejligt sted, og det har jeg faktisk altid gjort. Jeg føler mig hjemme her, måske fordi jeg er vokset op halvanden kilometer fra, hvor jeg sidder. Måske på grund af gæstfriheden, som er en vigtig del af kulturen her.

Den anden bande

Under oprøret fik jeg selv en rask omgang tæsk af en større flok teenagere bevæbnet med køller. Men det var mig umuligt at føle vrede. Og det kunne slet ikke falde mig ind at gå til politiet med sagen. Det ville have været ligesom at gå over til den ene bande, fordi man har haft et problem med den anden. Det, som gjorde ondt, var, at jeg vidste, at den konflikt, som nu var brudt ud på gaden, var meget større end os drenge, og jeg anede ikke, hvordan den nu kunne stoppes. Det var en konflikt, vi havde arvet som børn af republikken. Og selv om det lykkedes mig at stoppe overfaldet på mig selv ved at sige, hvem der var mine venner i kvarteret, kunne jeg mærke, at noget var gået i stykker. Det var ikke længere vores personlige historier, som afgjorde, hvor vi stod. Vi havde fået tildelt nogle roller gennem vore navne og vores hudfarver. Det havde altid stået og luret, men vi gjorde, hvad vi kunne for at ignorere det. Det var selvfølgelig nemmere for mig som hvid, men det var netop, når vi legede sammen som børn, at jeg lærte, hvordan vores historier var flettet sammen. Ikke i historietimerne. Den konflikt, som nu var brudt ud i mit barndomskvarter, var blot symptom på noget, som havde stået og været ved at brænde på i mange år. Og da vi hørte de første brændte biler eksplodere, var der mange, som vidste, præcis hvad det her handlede om.For dem, som kendte kvarteret indefra, var der ingen tvivl om, at det, som skete, var selvforsvar.

Volden

Forleden dag tog jeg en lang kaffepause sammen med en mor her i socialcentret. Vi snakkede om byrenoveringen og alle de ting, som var sket siden 2005. Hun fortalte mig om dengang, hun fik et opkald fra politistationen, som bad hende om at komme og hente sin søn. Da hun spurgte, hvorfor de havde taget ham, mumlede betjenten noget om hans identitetspapirer og sagde: »Bare rolig, vi har ikke noget på ham.«

Han var blevet stoppet sammen med en kammerat på vej hjem med skoletasken på ryggen. Begrundelsen, for at han blev kørt på stationen var, at han ikke havde sit pas på sig. Det er det, som man i Frankrig kalder contrôle au faciès – ansigtskontrol, en praksis alle mine sorthårede venner har været udsat for – nogle gange flere gange samme dag.

Da moren kom ind på stationen for at hente sin grædende søn, kunne hun se på de røde mærker på hans ansigt, at han havde fået tæsk. En betjent indrømmede, at han havde givet ham en lussing, fordi han ikke kunne få den 13-årige dreng til at tie stille. Hans kammerat var blevet klædt af og analundersøgt.

Mens vi talte gik en ældre herre i fint tøj forbi, og hilste gennem vinduet. Hun fortalte, at den søde gamle mand for lidt over 50 år siden blev bagbundet på en fransk politistation i Algier, hvor ni soldater skiftevis gav ham stød og tissede ham i munden, når han skreg. Han deltog i krigen på den franske side, var mistænkt for forræderi, men blev aldrig kendt skyldig. Men lad mig for en gangs skylde citere Jean Marie Le Pen, der siger, at det jo var »normal praksis«. Hvad fører til, at sådan noget bliver normalt ? Det sprog og de billeder, vi bruger, er også en del af den realitet. Måske er det dem, som afgør, hvad det »rigtige« er.

Ordene

Jeg har mistet overblikket over voldelige episoder udført af embedsmænd, jeg har set eller hørt om i mit hjemland. Men det, som står klart, er, at bødlerne bruger samme ord som politikerne, som bruger samme ord som en hel del journalister og debattører.

Den franske sociolog Didier Lapeyronnie skrev i Ghetto Urbain, hvordan magtstrukturerne i de udsatte franske forstæder lå i forlængelse af det koloniale system. Det handler om at kontrollere, opdrage, og nogle gange hjælpe ’den anden’. Men den anden forbliver ’den anden’. Og meget tyder på, at man i sådan et system et sted har vedtaget, at ens egen vold hører hjemme i den andens krop. Når jeg for ti år siden hørte Sarkozy tale om »national identitet« tænkte jeg længe over, om vold også var del af den kulturarv, han ville have os til at bringe videre?

Hjemmet

At male om eftermiddagen i mit atelier her i socialcentret er en fest. Mit atelier ligger i stueetagen lige ved markedspladsen, og jeg har et stort vindue ud til gaden. Så jeg arbejder ofte med publikum på. Jeg er ikke den fødte optimist, men når kvarterets børn samles foran ruden, klapper og giver thumbs up, afhjælper det en del af kunstnertvivlen. Jeg arbejder med det organisationen Aclefeu, og det jeg har valgt at kalde participatorisk maleri. Folk kommer med ideer og forslag til, hvordan kvarteret skal males, og jeg maler billederne. Vi hænger ud, holder møder, workshops, går ture, jeg bliver inviteret hjem til middag, og folk kommer og banker på min dør.

To drenge står foran mit vindue. De står længe og snakker, før de banker på ruden, mens de prøver at sige noget gennem vinduet: »Romain ... Rolland ...«. Jeg åbner vinduet. Rigtig nok, blokkene på billedet udgør den bydel, som hedder Romain Rolland. Efter en snak om de forskellige motiver, spørger den ene dreng, Malih, om jeg kan tegne et portræt af ham. Ja da – jeg lukker dem ind. Malih står helt stille i de ti minutter, det tager mig at tegne ham. Imens tager hans ven billeder af os – og stiller en masse tekniske spørgsmål. Til sidst spørger han, om jeg kan lave et billede af La Forestière. Det er de brune bygninger i starten af Justices video. Man kan også se et lille stykke af dem i det billede, Bilel tog, mens jeg tegnede. Det er der, han er vokset op, og han savner stedet. Om nogle måneder skal bygningen rives ned. Vi aftaler at tage derhen ugen efter. Der er mange, der gerne vil have, at jeg maler netop deres bygning. Det er deres hjem.

Tabernes billedsprog

Sjovt nok er vi jo kun få kilometer fra Marne-floden, hvor impressionisterne fandt mange af deres motiver. Men alligevel var det påfaldende, da en af de gamle fra foreningen sagde, at det var første gang, han så nogle lave sådan noget herude. Hvordan kan det være ? Det er jo noget af det mest almindelige, man kan foretage sig. De gør det jo hele tiden inde på Place du Tertre, hvor turister myldrer rundt inde i Paris. Bare at male oliemalerier.

Udgangspunktet for det projekt jeg arbejder på, var filosoffen Jacques Rancières idé om, hvordan der ligger et hierarki i selve kunstsproget. I et interview, han gav i 2012, forklarer han det enkelt via den israelsk-palæstinensiske konflikt med inspiration fra Godard, at israelerne bevæger rundt i en saga, mens palæstinenserne er deltagere i en dokumentarfilm.

Dokumentarfilm er det billedsprog, man ofte skildrer taberne med. I starten af 00’erne forsøgte Clichy-Montfermeil med kunstnergruppen Kourtrajmé at bryde med det dokumentariske sprog ved at genbruge klicheerne i absurde kortfilm og falske dokumentarfilm. En anden måde at bryde med det kunstpolitiske hierarki er så, hvad AceLeFeu gør ved at invitere en oliemaler herud, mig altså. Oliemaleriet er et kunsthistorisk værdifuldt sprog, som beboerforeningen både har råd og ret til. Folk fra Clichy er lige så værdige modeller som bedsteborgerne i Monets malerier.

Mit atelier her i byen er åbent for publikum, og der kommer folk forbi hele tiden. Tilfældige personer, som banker på ruden, eller foreninger, som aflægger visit. Jeg får mange kommentarer om billederne. Selv om de ofte anses som fine objekter, er det klart, at den sande luksus ikke er oliemaleriet. Det er det ’almindelige’. Det kan stadig være svært at forstå for mange hvide europæere, men for mange mennesker, som er sorte, brune eller muslimer, kan det være frygtelig svært at få lov til blot at fremstå almindelig.

»Vi lever som alle andre, men i deres øjne har vi ingen værdi,« udbrød en ældre dame til et møde, hvor vi talte om, hvordan kvarteret fremstilles i medierne.

»De kommer kun for at filme de unge, og de unge tager hættetrøjer på, fordi de skammer sig.«

G-ordet

Mange vælger at bruge g-ordet (ghetto) for at omtale et sted som Clichy-Montfermeil og omtaler det udelukkende som scenario for deres mareridt og fantasier. Men det meste af tiden sker der ikke så meget herude. De problemer, som virkelig plager befolkningen – arbejdsløshed, diskrimination, rotter og elendige boligforhold – hører man ikke så meget om i nyhederne.

Herude mener man, mediemaskinen er gået amok for længe siden. Der berettes om journalister, som filmer fra deres biler, som var de på safari, og om unge, som bliver bedt om at slås af tv-hold. Det eneste slagsmål, jeg har set, siden jeg flyttede ind for en måned siden, blev omgående stoppet af en vred mor. De 20 drenge blev helt stille og gik videre med deres skoletasker efter at have sagt undskyld. Forleden dag mistede jeg min mobiltelefon midt i La Forestière aka ’det værste sted’, og den blev bragt lige til min dør, efter at den unge mand, som fandt den, ringede rundt til de forskellige numre for at finde ejeren.

Forklaringerne

Selvfølgelig handler det her om racisme. En racisme, som er så indgroet i sproget og samfundet, at de fleste af dem, som ikke er udsat for den, ikke lægger mærke til den. Fremmedhad har mange facetter og kaldes for det meste ikke ved navn. Til tider er det direkte aggressivt, men for det meste er det blidt og opdragende.

»Vil I ikke være søde at integrere jer,« bliver der sagt til familier, som har boet her i fire generationer. Visse ting kan blive endnu sværere at sluge, når de bliver sagt med et smil. Fattigdom fandtes i Frankrig, længe før at hættetrøjen blev opfundet. Og når hele samfundet giver udtryk for, at man hører godt til der på bunden, betyder det vel, at man er godt og grundigt integreret. Men det ville godt nok være en lettelse for mange herude, hvis alle de, der fantaserer, kunne finde nogle andre hekse at brænde af.

Jeg har gennem årene læst mange forrykte teorier om, hvad der skete i 2005. Teorier om, hvor enkelt det er at vælge volden fra og tage det rigtige valg. Om, hvordan oprørernes kultur, religion, eller hvad ved jeg, skulle være skyld i volden. Teorier, som sandsynligvis er tænkt og skrevet i trygge, varme og rene hjem af folk, som åbenbart tager den frie vilje for givet. Der er mange, som stadig ikke forstår, hvor aggressionen kom fra i 2005.

Her i Clichy-sous-Bois kalder man det for selvforsvar. Og mens vejret bliver koldere, og byen forbereder sig på det store medieopbud, som nok skal følge med årsdagen, er der mange beboere, som sætter et ekstra stykke pap i vinduet. Og fortsat kæmper mod rotter og væggelus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Grethe Preisler
Niels Duus Nielsen, Maj-Britt Kent Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

"Fattigdom fandtes i Frankrig, længe før at hættetrøjen blev opfundet." korrekt Frankrig er netop kendt for sine mange sociale revolter bl.a. den Franske Revolution 1789 ( Stormen på Bastillen), Kommunen (1871) Maj 1968 blot for at nævne nogle. Frankrig er også landet hvor man havde Dreyfus-affæren. Myrderier på såkaldte mytterister i den franske hær under Første Verdens-krig, Indo-kina krigen, Algier-krigen, Vichy-regimet. Alt dette har jeg læst i en historie bog da jeg aldrig har sat mine ben i Frankrig. I Danmark kender vi problemet om end i langt mindre skala fra Gellerup-Parken, Volsmose, Tingbjerg, Mjølner-parken og området omkring det man kaldte den sorte firkant på indre Nørrebro i København. Ranciere er altid lydhør over for flakkende ord, ord der sønderriver diskursens orden. Han fascineres af dem, der er i marginen af de sociale klasser. Dem hvis stemmer ikke bliver hørt. De usynlige og dem som ifølge filosofien ikke ved noget.