Læsetid: 6 min.

En lille historie om arabisk poesi

Med Rana Zeids bog ’En tøvende engel’ er der åbnet et vindue for danske læsere mod moderne arabisk poesi. Bogen er en kulturel bro og en mulighed for at få indblik i, hvordan det står til i den arabiske poesi og dens moderne rum, hvis forhistorie her optegnes
Med Rana Zeids bog ’En tøvende engel’ er der åbnet et vindue for danske læsere mod moderne arabisk poesi. Bogen er en kulturel bro og en mulighed for at få indblik i, hvordan det står til i den arabiske poesi og dens moderne rum, hvis forhistorie her optegnes

Mia Mottelson

9. oktober 2015

For nylig udkom på dansk den palæstinensisk-syriske digter Rana Zeids bog En tøvende engel. Bogen er et eksempel på moderne arabisk poesi og et udtryk for en tendens i arabisk digtning i de senere år, hvor detaljer fra dagligdagen og det oversete har en stor plads og kommer frem i et klart sprog og et roligt udtryk, der nærmest kan siges at være en indre udladning, det forpinte menneskes stemme i omgivelser fulde af ødelæggelse.

Rana Zeid hælder til via intense sanselige billeder at skabe poetiske scener i et let og mundret sprog. I hendes digte optræder naturen som ven og tilflugtssted, den gode gud og snigskytten, isolationen, kærligheden. Hun skriver om ensomhedens akter og sit ønske om forandring ved sin elskedes hånd, om angst og uro og de brede drømme, alt imens døden kredser i digtenes rum. Men pludselig oplever vi den (døden) også som forskrækket, som en kanin, der frygter en fortid, der forfølger den. Nogle af digtene i En tøvende engel er tøvende i sit udtryk om kroppen, men det er et udtryk, der svinger mellem forsigtig suggestion og det ligefrem udsagte og modige.

Stereotype fordomme

Rana Zeids bog får forstærket opmærksomhed af et udefrakommende element, idet den kommer samtidigt med flugtstrømmen mod de europæiske lande, der også omfatter palæstinensere fra Syrien, og den uro, flygtningesagen har medført politisk og samfundsmæssigt. Bogen kan i denne sammenhæng bryde stereotype fordomme om flygtninge i de europæiske samfund ved at tilskynde institutioner og andre interesserede til blandt flygtningene at søge de kreative og kunstneriske kræfter. Rana Zeid er palæstinenser og har boet sammen med sin familie i Syrien, som hun forlod under den syriske krise for endeligt at søge til Europa og opnå politisk asyl i Frankrig, hvor hun opholder sig i dag.

Rana Zeids første poetiske udspil er inspireret af det arabiske korpus af prosapoesi. Dermed er bogen også et vindue for den danske læser, der åbnes til moderne arabisk poesi. På den måde er bogen en kulturel bro og en mulighed for at få indblik i, hvordan det står til i den arabiske poesi og dens moderne rum. Rana Zeid kommer til os fra den arabiske poesi, der har en næsten 1.500 år lang historie fra et geografisk område, der er det arabiske, hvor man har kaldt poesien for ’Arabernes bog’ eller ’Arabernes optegnelser’, en benævnelse, der svarer til den franske digter Stéphane Mallarmés benævnelse af poesien som ’Det højere sprog’, fordi poesien til stadighed er et fremstående element i arabiske kultur og har været det i alle tidsaldre. Mekkas befolkning kaldte for eksempel Muhammed for digter og regnede Koranen, som Muhammed taler om, for en form for poesi. Blandt kapitlerne eller surerne i Koranen er der et, der bærer titlen »Digterne«, men kapitlet kritiserer digterne og opfordrer muslimerne til ikke at følge dem, fordi »digterne siger noget, de ikke gør«. Det forhindrede dog ikke Muhammed i at gøre Hassan ibn Thabit til sin digter, der forsvarede ham og muslimerne over for de andre digtere, der var imod islam.

Det fjerde århundrede e.Kr. regnes af den store humanist Jahiz (d. 869 e.Kr.) og moderne kritikere for det tidsrum, hvor arabisk poesi dukker op i den form, som vi kender. Det er de store digtere fra den arabiske poetiske tradition, der er kendt som Mu’allaqa-digterne. Det siges i en overleveret omtale af dem, at deres lange oder blev hængt op på Kabaens tæpper i byen Mekka, da Kabaen jo er ældre end islam.

Europæisk indflydelse

Arabisk poesi levede et traditionsrigt liv med versefødder, rim og faste poetiske versemål indtil det 20. århundrede, hvor tegn på forandring begyndte at vise sig, og hvor nye typer af digte som mere eller mindre lignede den poesi, der blev skrevet i Europa og Amerika begyndte at dukke op i den arabiske verden (Irak, Libanon og Syrien).

Vi ved ikke meget om, hvorvidt de poetiske temaer, der skrives om i den moderne poesi i de arabiske lande minder om de europæiske. Det kræver sammenlignende studier, men vi ved at den moderne arabiske poesi som et resultat af oversættelser af europæisk poesi i det 20. århundrede i vid udstrækning er under indflydelse af den moderne europæiske poesi. Den moderne arabiske poetiske strømning kan regnes som barn af den moderne strømning i europæisk poesi og som resultat af denne kulturelle associering.

Tidsskriftet Shi’r, der begyndte at udkomme i Beirut i 1957, og som blev redigeret af digteren Yusef el-Khal, er det vigtigste vendepunkt for arabisk poesi. Det var ikke blot et litterært tidsskrift, men snarere en kulturel bevægelse, som gjorde oprør mod den traditionelle poetiske og kulturelle arabiske arv og beredte grunden for det nye ved at optage den samtidige modernistiske diskurs, der fandtes i Europa.

I Shi’r, der udkom frem til 1970, samledes en elite af kunstnere, hvis navne senere fik stor betydning for moderne arabiske poesi – Adonis, Onsi el-Haj, Muhammed Maghout, Shawqi Abu Shaqra, Tawfiq Sayigh – ud over at det var en talerstol for de forskellige digtere i den arabiske verden. Tidsskriftet nøjedes ikke med at udgive poesi og tekster, men oversatte også europæisk og amerikansk poesi til arabisk. Dette blev styrket af litteraturkritiske og -teoretiske artikler og udgivelse af poetiske erklæringer, der havde til hensigt at opildne til nedbrydelse af det gamle og traditionelle for at bygge nyt i skrivekunsten, kulturen og samfundet.

Tilsyneladende spiller den kulturelle referenceramme, som digterne i tidsskriftet havde, en rolle. Yusef el-Khal, Tawfiq Sayigh og Jabra Ibrahim Jabra var f.eks. påvirkede af den angelsaksiske kultur, mens Adonis, Onsi el-Haj og Shawqi Abu Shaqra var påvirkede af den frankofone kultur. Det var naturligt, at tidsskriftet blev angrebet af panarabisterne (eller de arabiske nationalister), de arabiske islamister og de kræfter, der skuede bagud, og som udnævnte sig selv som beskyttere af den arabiske kulturarv, og som stod i vejen for nogen som helst omvæltning, fordi der blev sået tvivl om, hvorvidt tidsskriftet og kredsen omkring det havde forbindelse til CIA.

Kurdiske poeter

Før og samtidig med tidsskriftet Shi’r opstod andre projekter og skoler som for eksempel kredsen Apollo, der blev stiftet af den egyptiske digter Ahmad Zaki Abu Shadi i 1932 eller tidsskriftet Hiwar i 1962, men de nåede aldrig samme grad af indflydelse og gennembrud på den arabiske kulturelle scene som Shi’r, der formåede at røre op i de stillestående vande.

Her bør vi henvise til, at vi bruger betegnelsen arabisk poesi, fordi det er poesi skrevet på arabisk og derfor knytter sig til det kulturelle arabiske felt, men der er digtere af anden etnisk herkomst, som f.eks. kurdere og amazigher (berbere), hvis poetiske produktion og andre værker er udgivet på arabisk, på grund af det arabiske sprogs hegemoniske position som følge af, at de diktatoriske, panarabiske regimer fæstnede deres greb om de fleste af landene i den østlige og vestlige del af den arabiske verden, og indtil i dag afviser officielt at anerkende, at der findes andre sprog end arabisk i disse lande. I den sammenhæng er det vigtigt at nævne, at store navne i den arabiske poesi for eksempel var kurdiske – som Ahmad Shawqi, der fik titlen ’Poeternes fyrste’ i moderne tid, eller for eksempel den kurdisk-irakiske Buland Haidari eller den kurdisk-syriske Salim Barakat, der skriver sine poesi- og romantekster på et af kritikerne anerkendt usædvanligt arabisk.

Digtsamlingen En tøvende engel har dermed ledt os til at komme med forskellige nedslag i den arabiske poesi, der kan vise sig at blive en katalysator for andre kreative stemmer, der kan vende flygtningesituationen til noget positivt, ligesom det tidligere er sket for libanesiske, palæstinensiske og irakiske kunstnere, der har udlevet deres kulturelle og kunstneriske projekter i udlændigheden og til en vis grad har fået succes med at realisere sig selv.

Oversat af June Dahy

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu