Læsetid: 8 min.

’Medierne glorificerer mønsterbryderen’

Vi hylder den, der bryder med sin socialt belastede arv og følger et andet mønster end det, man kunne forvente. Men mediernes fortælling om mønsterbryderen er for snæver: Den glemmer dem, der ikke brød ud, og dem, der stadig kæmper, mener Khaterah Parwani
Khaterah Parwani, der har afghansk baggrund, er næstforkvinde i Exitcirklen, der arbejder med kvinder udsat for psykisk og fysisk vold.

Sigrid Nygaard

26. oktober 2015

Under overskriften »Muddasar er en mønsterbryder« bragte Frederiksborg Amts Avis tidligere på året fortællingen om Muddasar Rafiq. Han var, med avisens ord en del af »Birkerøds dårlige selskab«, en »knægt med krudt i«, der røg hash, tog narko og begik småkriminalitet. Det lå altså ikke i kortene, at han som 29-årig skulle »have fast job, kone, barn og egen bil« og være »en rigtig succeshistorie«.

Muddasar Rafiqs forvandling fra småkriminel gadedreng til »en betroet mekaniker hos Citroën Center Birkerød« er én af de fortællinger, medierne elsker at dyrke: Fortællingen om mønsterbryderen. Det er en prisværdig fortælling, men ikke en uproblematisk én af slagsen, mener Khaterah Parwani, næstforkvinde i Exitcirklen, der arbejder med kvinder udsat for psykisk og fysisk vold.

»Der er i mediebilledet en tendens til, at det kun er nogle bestemte unge mennesker, der gør bestemte ting og bryder med nogle bestemte mønstre, der bliver fremhævet og ophøjet i offentligheden. Og det er kun selve udbrudsmanøvren, medierne interesserer sig for. Som om man efter udbrudsmanøvren er færdig med at kæmpe,« siger hun.

Ifølge Khaterah Parwani er mediernes fremstilling af unge mønsterbrydere fra forskellige etniske minoriteter og socialt belastede miljøer med til at ophøje en ganske lille gruppe unge. Og selv om fortællingerne om de unge mønsterbrydere er vigtige, bliver de ofte formidlet for snævert, mener hun.

»At bryde med et negativt mønster er jo det ønskelige scenarie, og dét, der gør de her fortællinger tålelige for offentligheden. Derfor er det ikke de unge, der stadig kæmper, der bliver fremhævet. Det er først, når man har fået sig en akademisk uddannelse og klarer sig rigtig fint som samfundsborger, at man er en ’rigtig’ mønsterbryder. Men enhver form for mønsterbrydning er ikke en øjeblikkelig overgang, men en vedvarende kamp.«

Selv en mønsterbryder

Khaterah Parwani er selv indbegrebet af den mønsterbryderfortælling, som vi i offentligheden hylder og hungrer efter. I slutningen af 1980’erne flygtede hun selv med sin familie fra Afghanistan til Danmark. Krigen i Afghanistan og flugten til Danmark satte dybe ar i hendes forældre i form af PTSD og depression.

Khaterah Parwani voksede op Urbanplanen, et socialt boligbyggeri på Amager, i et hjem, der i perioder var hærget af smerte og vold. Men hun voksede også op i et hjem med kærlighed og højt til loftet.

»Siden jeg var helt lille har jeg været oprørsk over for kvindens fastlåste rolle både inden for og uden for hjemmet. Det kostede meget for mig at gøre oprør, men de fleste kvinder omkring mig levede alligevel et elendigt liv – så hvad var alternativet egentlig,« spørger Khaterah Parwani.

Efter gymnasiet gik hun fra at være ikketroende til kortvarigt at sympatisere med den antidemokratiske organisation Hizb ut-Tahrirs politiske og religiøse ideologi. Hun forelskede sig i en mand, der viste sig at være voldelig.

»Pludselig var jeg havnet i den fastlåste og tvungne kvinderolle, som jeg hele mit liv havde nægtet at leve i,« fortæller Khaterah Parwani. Men hun brød ud – igen – og i dag ser hendes liv ganske anderledes ud.

I dag studerer Khaterah Parwani jura. Hun er næstformand og politisk rådgiver i Exitcirklen, hvor hun arbejder med kvinder, der er udsat for psykisk og fysisk vold og radikalisme i form af religiøs social kontrol. Hun brød ud af sin forlovelse og er i dag på syvende år kæreste med en mand, hun hverken deler etnicitet, kultur eller religiøs overbevisning med.

I september modtog Khaterah Parwani Suzanne Gieses Mindelegat for sin aktivisme og sit arbejde for ligestilling. Kvindekampen og mønsterbrydningen er – og bliver aldrig – et overstået kapitel for Khaterah Parwani.

Uddannelsen er den lette del

Mønsterbrydning er ikke en kamp, der indebærer én sejr eller ét vendepunkt: Kampen er vedvarende. Og det glemmer medierne i deres glorificerende og idealiserende fremstilling af mønsterbrydere – som eksempelvis Khaterah Parwani.

»Den måde, medierne bruger ordet ’mønsterbryder’ på, stigmatiserer dem, der stadig er en del af det miljø, som mønsterbryderen har brudt med. Forældrene til de unge mønsterbrydere, der har taget en uddannelse og er blevet velintegrerede i det danske samfund, bliver ofte fremstillet som dårlige forældre,« siger Khaterah Parwani.

Og den fremstilling er næsten altid forsimplet eller skæv, mener hun.

»Jeg kender en del forældre til de her unge, og de er fantastiske forældre – og mange gange er de også selv mønsterbrydere. De har som flygtninge bragt deres børn til et land, der har kunnet give dem en tryggere fremtid og muligheder, som de aldrig selv har haft. En komplet transformation, som en flugt kræver, er jo den største mønsterbrydning i alle henseender.«

For Khaterah Parwani var det ikke, da hun begyndte på jurastudiet, at det blev svært. Det var heller ikke at flytte sammen med en etnisk dansk ikkemuslimsk kæreste, der var den hårde del af kampen. Den hårde kamp begyndte, da Khaterah Parwani allerede som syvårig forstod, at noget var rivende galt derhjemme. Den hårde kamp begyndte, da hun besluttede sig for, at hun aldrig igen ville finde sig i at hun eller hendes nærmeste skulle udsættes for vold, og at afghanske kvinder bør ligestilles med afghanske mænd.

»For mig har kvindekampen været den primære kamp – det er den stadig. Kampen for ikkeetnisk danske mænd og kvinders ligestilling er den hårdeste kamp. Det er en vedvarende kamp, som begyndte allerede, da jeg var syv år. Og jeg var mutters alene om den. At tage en uddannelse og blive velintegreret udadtil har ikke været svært i sammenligning med at bryde ud af et voldeligt forhold. For hvordan bryder man med det, der opfattes som selvfølgeligt? Hvordan beslutter man som mand aldrig at lægge hånd på sin hustru eller sine børn, når man som søn hele sit liv har set sin mor få tæsk?«

Det er for Khaterah Parwani netop dér, den hårde, tavse og vedvarende mønsterbrydning begynder. Og den kamp kan ikke afsluttes eller færdigkæmpes – hellere ikke med et fint eksamensbevis.

Det betyder imidlertid ikke, at uddannelsesbeviset ikke må fremhæves eller udløse skulderklap. Fortællingen om mønsterbryderen er vigtig og reel, pointerer Khaterah Parwani. Det er bare ligeså vigtigt, at anerkende den kompleksitet, de mange kampe og de mange mennesker, der typisk bliver udeladt i den klassiske fortælling om mønsterbryderen.

Glorificeringsmodstand

Khaterah Parwani arbejder på gadeplan med unge mennesker, der kæmper med vold, social kontrol og radikalisering. For at kunne møde dem i en tillidsfuld og ligeværdig relation, er det enormt vigtigt, at hun modarbejder mediernes stereotypiserende og idealiserende fremstilling af hende.

»Jeg pendler hele tiden mellem arbejdet på gaden og arbejdet i den offentlige debat. Det er ekstremt afgørende for mig at tage hensyn til de mennesker, jeg arbejder med og aldrig virke hverken nedladende eller degraderende. De unge er også pissetrætte af mediernes stereotyper og undtagelsesfortællinger, som fremstiller virkeligheden forsimplet. Kampen er jo for fanden konstant og vedvarende,« fastslår Khaterah Parwani, der mener, at hvis man vil opbygge tillid og skabe varige forandringer, så skal man modstå mediernes glorificering.

Khaterah Parwani er hyperbevidst om, hvordan hun skal bevare sit fokus på gadearbejdet – trods mediernes interesse.

»Minoriteterne ser og hører det, når du går ud i offentligheden og fortæller medierne, at du ikke vil finde dig i deres stereotype billeder og fortællinger,« forklarer hun.

Og hvis man vil udfordre den stereotype fremstilling, så må man også tage det tvetydige og usammenhængende på sig. Khaterah Parwani er aldrig blevet stødt eller fornærmet over de mangeartede – og tit modsatrettede – prædikater, hun er blevet tildelt. Hun er blevet kaldt præmieperker, ghettofeminist, islamist såvel som kommunist og ghettopopulist.

Og selv om hun langtfra kan identificere sig med alle disse etiketter, så karakteriserer de på sin vis alligevel Khaterah Parwanis arbejde og person.

»Det er så afgørende, at man kan lytte til flere stemmer og steder samtidig. Det er så vigtigt at have ben i flere lejre. Mange brune feminister har tidligere sagt, at man ikke både kan kæmpe med offentligheden og med minoriteten. Det tror jeg ikke på. Tværtimod. Jeg tror på, at man er forpligtet til at tage begge kampe samtidig – for en frigørelseskamp må aldrig nogensinde sparke nedad. Den skal jo for helvede løfte bunden, ikke? Man kan ikke trække på skuldrene, hvis magtpositioner som politikere og medier hadtaler om minoritetsgrupper, ligesom man ikke skal trække på skuldrene, når minoriteten gør det indadvendt mod mindre grupper. Det er hyklerisk, at tage den ene kamp og ikke begge, for så har man slet ikke forstået strukturerne bag undertrykkelse og eksklusion.«

Også Bente, Louise og Helle

Men det er endnu en skæv stereotypisering – for Khaterah Parwani taler på vegne af alle kvinder, når hun taler om at være voldsoffer.

»Når jeg taler om social kontrol og vold mod kvinder, så taler jeg lige så meget om den vold, der rammer Bente, Louise og Helle som om den vold, der rammer Fatima og Aïsha. Vi har som samfund fokuseret så meget på vold i muslimske hjem, at vi helt har overset volden i de etnisk danske ikkemuslimske hjem. Man tror, at den danske kvinde er så ligestillet og frigjort, at hun ikke kan være et offer for vold eller social kontrol på niveau med muslimske kvinder,« forklarer Khaterah Parwani.

Nogle ynder at se Khaterah Parwani som en minoritetsekspert, der udelukkende har kendskab til vold i minoritetsmiljøer og derfor kun bør udtale sig om integration og ghettoproblematikker.

»Jeg har modstandere i minoritetsmiljøet, som ikke bryder sig om, at jeg taler om strukturer og mønstre, som legitimerer undertrykkelse og vold. Men der er også en markant gruppe blandt ikkemuslimske danske mænd, der bliver enormt provokerede af at høre, om vold og social kontrol begået af den ikkemuslimske mand,« siger Khaterah Parwani.

Men overordnet set har hun mødt en massiv forståelse og støtte – fra både sit eget bagland såvel som fra etniske danskere.

»Vi lever i et samfund, der altså er ret dannet og ret oplyst. Medierne skyder hele tiden under mål i deres forsimpling af tingene. Min far sagde altid, at det mest markante træk ved danskere er deres ærlighed. Jeg tror også, at danskerne er trætte af det ensidige billede som medierne tilbyder,« siger Khaterah Parwani og konkluderer: »Det er ikke alene unuanceret, når også etniske danskere fremstilles som intolerante og lukkede. Det er decideret forkert.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • jonas larsen
  • Anne Eriksen
  • Torben Skov
  • Lise Lotte Rahbek
jonas larsen, Anne Eriksen, Torben Skov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når man hylder "mønsterbryderne, opnår man samtidigt at sparke nedad til alle dem, der ikke er blevet en "succes" - helt i tråd med den almindelige tildens til at nedgøre almindelige mennesker, der ikke har deres "på det tørre" - formidabelt!

"Men mediernes fortælling om mønsterbryderen er for snæver: Den glemmer dem, der ikke brød ud, og dem, der stadig kæmper"

Og så er der vel dem, som har givet op? Væsentligt at få fokus på at mønsterbryderdiskursen dels forudsætter at der findes et punkt hvor mønstrene (der er typisk tale om mange, som på forskellig vis er reproduktive) ér definitivt brudt - og dels undlader at tage højde for at brud med basale mønstre er undtagelser, når det kommer til et menneske som helt fra barnsben har oplevet udtalt mangel og/eller betydelige overgreb.

Som du, Anne Eriksen, er inde på, har vi med mønsterbruddet som bærende notation i den gældende danske socialpolitik, hvor arbejdets universelle emancipation og juridisk regulering dominerer; et samfundsparadigme hvor troen på at én identificeret oase i ørkenen beviser at hele ørkenen kan blomstre råder - og så bliver det hele blot et, så at sige teknologisk-industrielt anliggende, hvor figurer som jobformidlere, botrænere, mentorer, testende konsulenter og evaluatorer m.fl. kan realisere et 'spændende' arbejdsliv og plukke lavthængende frugter (creaming and parkering) mens de strukturelle ubalancer i vort samfund sikrer en lind og stadig strøm af arbejdsobjekter.

Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og jonas larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Så vidt jeg har forstået,
så er mønsterbryderne først for alvor at hædre, når de har brudt mønsteret for at gøre entre i det etablerede, herskende møndter i den bedre del af middelklassen og derover,
og dermed tilslutter sig den herskende ordens værdier.

Der er vist endnu ingen hellerupknajt, som er blevet tildelt megen mønsterbryderpris for at blive hippie i Frøstruplejren eller buschauffør på linie 10.

Herdis Weins, Helene Kristensen, Torben Skov, Lotte Torgersen og jonas larsen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Selvfølgelig elsker medierne mønsterbrydere. Det er altid spændende når nogen gør noget andet, men det afgørende er i hvor høj grad medieforbrugerne, altså dig og mig, elsker mønsterbryderne og så kommer det jo ligesom an på hvad hver enkelt brud fører med sig. Brejvik var også mønsterbryder, for lige at nævne den anden side af medaljen. I øvrigt skal man lægge mærke til at positive mønsterbrydere udmærker sig over en kam ved at være heldige, forstået på den måde at de som regel har gode gener. Det meste af forklaringen ligger nemlig i generne, som er langt vigtigere end den sociale arv, hvilket også er årsagen til at vi efterhånden har opgivet at gøre noget ved den fx på uddannelsesområdet. I et (relativt) frit samfund arver man sine gener, ligesom man arver sine forældres sociale status, samt mulighederne for at bruge den til noget. På den baggrund er det klart at medierne elsker mønsterbrydere. Så har de noget at skrive om og vi har noget at læse om og kommentere på.

Helene Kristensen

Som mønsterbryder kan du godt bryde ud af f.eks. arbejderklassen og ende med at have tilkæmpet dig en akademisk uddannelse, men at komme ind på arbejdspladserne og blive accepteret der, er noget ganske andet. Man mangler nogle sociale teknikker og noget tillært arrogance, samt ikke ganske uvæsentlig et netværk de rigtige steder. Så det er ikke bare at komme op, men også komme ind og blive inde.

Kommentar til Helen Kristensens indlæg:

Mig bekendt er der et gammelt ordsprog der siger:
"Der er ingen regel uden undtagelse"!

Og det ordsprog stammer vel fra Naturen og dens love!
- Som har eksisteret fra før Jorden blev skabt.

Så jeg anser Lars Larsen/Dyne Larsen,
som et ud af flere "Undtagelses-eksempler",
som du mener, man skal have en speciel god "stamtavle",
for at kunne komme i betragtning!

Steen Hansen -
Helene Kristensen henviser vel til, at det fro mønsterbryderen kan være svært at komme i betragtning til de gode job og få en god karriere, fordi det ikke er gjort med faglig dygtighed og den rigtige uddannelse alene. Det handler ganske rigtigt også om at "kunne begå sig" dvs. kende de sociale koder og i høj grad om at have det rigtige netværk. Danmark har vi som bekendt ikke nepotisme, vi har netværk. Og det spiller en uhyggelig stor rolle.
Lars Larsen derimod har som selvstændig ikke haft brug for et netværk. Det gælder for mange selvstændige, der lever af at handle eller sælge konkrete, materielle varer - her handler det udelukkende om at kunne komme med et godt tilbud og tallene på bundlinien - man kan i høj grad selv styre sin succes.