Læsetid: 15 min.

Mennesket er større end krigen

Her følger helt eksklusivt et uddrag af første kapitel af årets Nobelpristager Svetlana Aleksijevitj’ bog ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ om de 1 mio kvindelige sovjettiske soldater under Anden Verdenskrig. Bogen udkommer på dansk første november
Den hviderussiske forfatter og undersøgende journalist Svetlana Aleksijevitj har modtaget årets Nobelpris i litteratur for sit forfatterskab

Den hviderussiske forfatter og undersøgende journalist Svetlana Aleksijevitj har modtaget årets Nobelpris i litteratur for sit forfatterskab

Polfoto

Kultur
8. oktober 2015

De millioner som blev dræbt for en bagatel
Har trampet en sti gennem mørket …
– Osip Mandelsjtam

1978-1985

Jeg skriver en bog om krigen ...

Jeg, som aldrig brød mig om bøger om krig, skønt det var alle andres yndlingslæsning gennem hele min barndom og ungdom. Alle mine jævnaldrendes. Og det var ikke så mærkeligt, for vi var Sejrens børn. De sejrendes børn. Hvad er det første, jeg husker om krigen? Barnets ængstelse blandt alle de uforståelige og skræmmende ord. Der blev ustandseligt talt om krigen: i skolen og derhjemme, til bryllup og barnedåb, til fest og til begravelser. Endda i børnenes samtaler. Naboens dreng spurgte mig engang: ’Hvad laver alle de mennesker dernede under jorden? Hvordan lever de dernede?’ Vi ville også gerne løse krigens gåde.

Det var også dengang, jeg begyndte at tænke på døden ... Og siden er jeg ikke holdt op med at tænke på den, for mig er den blevet livets største gåde.

For os havde alt sit udspring i krigens skræmmende og hemmelige verden. I min familie var min ukrainske morfar blevet dræbt ved fronten og lå begravet et sted i ungarsk jord, mens min hviderussiske farmor var død af tyfus blandt partisanerne; to af hendes sønner havde været i hæren og var forsvundet sporløst i krigens første måneder, af de tre, hun havde sendt af sted, vendte kun én hjem — min far. Elleve fjerne slægtninge og deres børn var blevet brændt levende af tyskerne — nogle i deres hus, andre i landsbykirken. Sådan var det i hver eneste familie. Hos alle.

Landsbyens smådrenge blev længe ved med at lege ’tyskerne’ mod ’russerne’. De råbte tyske ord: ’Hände hoch!’, ’Zurück!’, ’Hitler kaputt!’

Vi kendte ikke til nogen verden uden krig, krigens verden var den eneste verden, vi kendte, og krigens mennesker de eneste mennesker vi kendte. Heller ikke i dag kender jeg nogen anden verden eller nogen andre mennesker. Har de nogensinde eksisteret?

***

Min barndoms landsby var efter krigen en kvindeby. En koneby. Jeg husker ikke nogen mandestemmer. Derfor var det dybt indgroet i mig, at krig er noget, kvinder fortæller om. Kvinder der græder, og synger som om de græder.

På skolebiblioteket handlede halvdelen af bøgerne om krig. Ligeså på landsbybiblioteket og i distriktscentret, hvor min far ofte tog ind efter bøger. Nu ved jeg, hvorfor det var sådan. For det var jo ikke noget tilfælde. Vi har altid været i krig eller ved at forberede en krig. Og vi har altid erindret tidligere krige. Vi har aldrig levet anderledes og formår det nok heller ikke. Vi kan ikke forestille os, hvordan livet ellers kunne se ud, og det vil tage os lang tid at lære det engang i fremtiden.

I skolen lærte vi at elske døden. Vi skrev stile om, hvor gerne vi ville gå i døden for nogen eller noget ... Vi drømte om det ...

Men stemmerne udenfor på gaden råbte om noget helt andet og var mere tillokkende.

Jeg var i lang tid et bogmenneske, som på samme tid var bange for og tiltrukket af virkeligheden. Min manglende viden om livet gjorde mig frygtløs. Nu tænker jeg på, om jeg mon havde turdet kaste mig ud i dette afgrundsdybe projekt, hvis jeg havde været et mere realistisk menneske. Hvor kom det fra, var det af uvidenhed? Eller af følelsen af at være på rette vej? For den følelse har jeg ...

Jeg ledte længe ... Hvilke ord kunne jeg bruge til at gengive det, jeg hørte? Jeg ledte efter en genre, som ville svare til min måde at se verden på, til den måde mit øje og mit øre er indrettet.

En dag faldt jeg over bogen Jeg kommer fra en landsby i flammer af Ales Adamovitj, Janka Bryl og Vladimir Kolesnik. Samme rystende oplevelse havde jeg kun haft én gang før i mit liv, da jeg læste Dostojevskij. Men i denne roman var formen noget helt særligt: Den var sammensat af stemmer fra det virkelige liv, af alt det jeg selv havde hørt i min barndom, og det, som jeg nu hørte på gaden, derhjemme, på cafeer og i bussen. Her var det! Cirklen var sluttet. Jeg havde fundet det, jeg søgte. Det jeg havde haft en forudanelse om.

Ales Adamovitj blev min lærer ...

***

De første to år brugte jeg mindre tid på møder og interviews end på at tænke. Og læse. Hvad skulle min bog handle om? Endnu en bog om krig ... hvorfor dog det? Der havde allerede været tusindvis af krige, små og store, kendte og ukendte. Og endnu flere bøger var der blevet skrevet om dem. Men ... De bøger var skrevet af mænd og om mænd, det stod klart med det samme. Alt, hvad vi ved om krigen, er blevet formidlet af ’mandestemmer’. Vi er alle bundne af ’mandlige’ forestillinger og ’mandlige’ oplevelser af krig. Af ’mandlige’ ord. Alt imens kvinderne tier. Ingen andre end jeg har udspurgt min bedstemor. Eller min mor. Selv de kvinder, som var med ved fronten, tier. Og hvis de pludselig begynder at erindre noget, så fortæller de ikke om den ’kvindelige’ krig, men om den ’mandlige’. De indordner sig under den etablerede norm. Kun hjemme hos sig selv eller hvis de er kommet til at græde i kredsen af veninder fra fronten, begynder de at tale om deres egen krig, som er helt ukendt for mig. Og ikke kun for mig, men for os alle. Da jeg rejste rundt som journalist, var jeg flere gange som eneste tilhører vidne til helt nye tekster. Det var rystende, på samme måde som da jeg var barn. I disse fortællinger blottede hemmelighederne deres monstrøse tænder ... Når kvinderne taler, er det uden eller næsten uden alt det, som vi er vant til at læse og høre om: Hvordan nogle mennesker heroisk dræbte andre og sejrede. Eller tabte. Hvilket materiel og hvilke generaler man havde. Kvindernes fortællinger er anderledes og handler om noget andet. Den ’kvindelige’ krig har sine egne farver, sine egne lugte, sin egen belysning og sit eget følelsesrum. Sine egne ord. Her er der ikke helte og fantastiske heltegerninger, her er der bare mennesker, som er optagede af umenneskelige menneskelige gøremål. Og det er ikke kun dem (menneskene!) der lider, men også jorden, fuglene, træerne. Alle dem der lever sammen med os her på jorden. De lider uden ord, hvilket er endnu mere uhyggeligt.

Flere gange har jeg måttet spørge mig selv: hvorfor? Hvorfor har de kvinder, som har kæmpet for og indtaget deres plads i en tidligere rent mandsdomineret verden, ikke kæmpet for deres historie? For deres egne ord og deres egne følelser? De stolede ikke nok på sig selv. Det er en hel verden, der har været lukket for os. Deres krig forblev ukendt ...

Jeg vil skrive denne krigs historie. Dens kvindelige historie.

***

Efter de første møder ...

Overraskelse: Under krigen var disse kvinder sanitetssoldater, skarpskytter, maskingeværskytter, luftværnskommandører og soldater i ingeniørtropperne, men nu arbejder de som bogholdere, laboranter, guider, lærerinder ... Rollerne dengang og nu passer slet ikke sammen. Når de husker tilbage, er det, som om det er nogle andre piger, de fortæller om. De lyder overraskede over sig selv. Og samtidig sker der for øjnene af mig en ’menneskeliggørelse’ af historien, idet den kommer tættere på det almindelige liv. Den fremstår i et andet lys.

Jeg møder blændende fortællersker, i deres livshistorier er der sider, som kan sammenlignes med de bedste sider i litteraturens klassikere. Det er, når de ser sig selv helt tydeligt, både oppefra, fra himmelen, og nedefra, fra jorden. De ser hele vejen, fra det allerhøjeste til det allerlaveste, fra englen til dyret. Deres erindringer er ikke en lidenskabelig eller lidenskabsløs genfortælling af en svunden virkelighed, men en genfødsel af fortiden, som får tiden til at vende tilbage. Først og fremmest er det en skabelsesproces. Den, der fortæller, skaber, ’skriver’ sit liv. Det sker, at der også bliver ’skrevet til’ eller ’skrevet om’ på dette liv. Her gælder det om at være vagtsom. På vagt. Samtidig er der i disse fortællinger en smerte, som smelter og tilintetgør enhver forstillelse. Temperaturen er simpelthen for høj! De mest uforstilte, fandt jeg ud af, er simple mennesker — sygeplejersker, kokke, vaskekoner ... De finder så at sige ordene inde i sig selv i stedet for at tage dem fra aviser og bøger, de har læst. De har dem ikke andre steder fra, men kun fra deres egne lidelser, og hvad de har måttet gennemleve. De veluddannede kvinders følelser og sprog er mærkeligt nok mere påvirket af tidens gang. Af dens fælles koder. De er inficeret med andenhåndsviden. Med myter. Med dem kræver det ofte lange og snirklede omveje, før jeg får lov at høre fortællingen om den ’kvindelige’ krig i stedet for den om den ’mandlige’, som handler om tilbagetrækninger, angreb, frontafsnit ... Her er det ikke nok med et enkelt møde, og jeg må tage adskillige lange seancer. Som en vedholdende portrætmaler.

Jeg tilbringer lang tid i fremmede huse og lejligheder, nogle gange hele dage. Vi drikker te, prøver nyindkøbte bluser, drøfter frisurer og madopskrifter. Vi ser på fotografier af børnebørnene. Og så sker det ... Efter nogen tid, man ved aldrig hvor længe eller hvorfor, men pludselig opstår det længeventede øjeblik, hvor personen afviger fra den gængse norm — af gips og jernbeton som alle vores monumenter — og går over til sig selv. Ind i sig selv. Det er ikke krigen, hun begynder at huske, men sin ungdom. Et stykke af sit liv ... Det gælder om at fange det øjeblik. Ikke at overhøre det. Ofte er der efter en lang dag fuld af ord, oplysninger og gråd kun en enkelt sætning tilbage i min erindring (men hvilken sætning!): ’Jeg var så ung, da jeg drog til fronten, at jeg blev højere i løbet af krigen!’ Det er den sætning, jeg lader stå i min notesbog, selv om der er kørt metervis af bånd gennem båndoptageren. Fire-fem kassettebånd fulde ...

Hvordan kan dette lade sig gøre? Det kan det, fordi vi er vant til at være sammen med andre. Vi lever og virker i fællesskaber. Alt i vores liv bevidnes af andre, vores lykke såvel som vores tårer. Vi formår både at lide og at fortælle om vores lidelser. Lidelsen retfærdiggør vores tunge og komplicerede liv. For os er smerten en kunst. Jeg må erkende, at det er en vej, kvinderne modigt vover sig ud på …

***

Hvordan tager de imod mig?

De kalder mig ’søde pige’, ’min tøs’, ’mit barn’. Hvis jeg havde tilhørt deres egen generation, ville de sikkert have behandlet mig anderledes. Roligt og ligeværdigt. Uden den glæde og forbavselse som mødet mellem ungdom og alderdom giver anledning til. Det er en vigtig faktor, at de dengang var unge og nu erindrer denne tid som gamle. Efter et helt liv, efter fyrre år. De åbner forsigtigt deres verden for mig, skånsomt: ’Jeg blev gift lige efter krigen. Jeg gemte mig bag min mand. Bag hverdagens pligter og bleerne. Jeg ville gerne gemme mig. Og min mor bad mig også om det: ‘Ikke et ord! Ikke et ord! Sig ikke noget om det!’ Jeg havde gjort min pligt for Fædrelandet, men bagefter var jeg ked af, at jeg havde været med. At jeg vidste, hvad jeg vidste … Og du er jo bare en ung pige. Jeg får ondt af dig …’ Jeg oplever tit, at de sidder og lytter efter i sig selv. Efter lyden af deres egen sjæl. Holder den op mod ordene. Den høje alder får mennesket til at indse, at livet er ved at være forbi, og at det nu gælder om at indstille sig på at forlade det. Det virker forkert og forkasteligt blot at forsvinde. Uden videre. I forbifarten. Og når et sådant menneske ser sig tilbage, er der et ønske om ikke blot at fortælle om sit eget liv, men også at nå ind til selve livets gåde. Nå frem til sit eget svar på spørgsmålet: Hvorfor blev mit liv sådan? Hun ser på omgivelserne med et blik, der synes at udtrykke afsked og sorg … Som om hun allerede er på den anden side … Der er ikke længere nogen grund til at stikke hverken sig selv eller andre blår i øjnene. Hun ved nu, at man ikke forstår noget som helst om mennesket, hvis man ikke tænker døden med. Dødens gåde står over alt andet.

Krigen er en alt for intim oplevelse. Og lige så uendelig som menneskelivet selv …

Engang var der en kvinde (tidligere pilot), som afviste at mødes med mig. Hun gav mig en forklaring i telefonen: ’Jeg kan ikke … Jeg vil ikke huske det. Jeg tilbragte tre år i krigen … Og de tre år følte jeg mig ikke som en kvinde. Min organisme gik i stå. Jeg havde ikke menstruation og næsten ingen kvindelige lyster. Men jeg var smuk … Da min kommende mand friede til mig … Det var til sidst, i Berlin, uden for Rigsdagen … Han sagde: ‘Krigen er slut. Vi er i live. Vi var heldige. Gift dig med mig’. Jeg ville græde. Skrige. Slå ham! Hvordan skulle jeg kunne gifte mig? Nu? Midt i alt dette? Omgivet af sort sod og sorte teglsten … Se dog på mig … Se, hvordan jeg ser ud! Gør mig da først til kvinde igen: giv mig blomster, vart mig op, sig smukke ord. Det er, hvad jeg længes efter! Det er, hvad jeg savner! Jeg var lige ved at slå ham … Jeg ville gerne slå ham … Men hans ene kind var forbrændt og purpurrød, og nu kunne jeg se på ham, at han forstod det hele: Der løb tårer ned over den røde kind … Ned over de friske ar … Jeg troede ikke mine egne ører, men jeg sagde: ‘Ja, jeg vil gifte mig med dig.’

Tilgiv mig … Jeg kan ikke …’

Jeg forstod hende godt. Men det blev også til en side, eller en halv side, i min kommende bog.

Alle disse tekster. Overalt findes der tekster. I lejlighederne i byerne og husene i landsbyerne, på gaden og i toget … Jeg lytter … Efterhånden bliver jeg til ét stort øre, som bestandig er vendt mod et andet menneske. Jeg er i gang med at ’læse’ stemmen.

***

Mennesket er større end krigen …

Det, der fæstner sig i erindringen, er netop der, hvor mennesket er større. Bliver ledt af noget, som er stærkere end historien. Jeg må favne bredere og skrive sandheden om livet og døden generelt og ikke kun sandheden om krigen. Jeg må stille Dostojevskijs spørgsmål: Hvor meget menneske er der i et menneske, og hvordan kan man beskytte dette menneske, man bærer i sig? Det er hævet over al tvivl, at ondskaben frister. Den er mere interessant end det gode. Mere tillokkende. Jo mere jeg fordyber mig i krigens uendelige verden, des mere mat fremstår alt andet og bliver kedeligt og almindeligt. Krigens verden er storslået og bestialsk. Nu forstår jeg ensomheden hos dem, der er vendt hjem derfra. Som fra en anden planet eller fra det hinsides. De har en viden, som andre ikke har, og som man kun kan opnå helt derude, i dødens nærhed. Når de prøver at gengive noget af det med ord, mærker de katastrofen. De bliver stumme. De vil gerne fortælle, andre vil gerne forstå, men alle er magtesløse.

De befinder sig bestandig i et andet rum end deres tilhører. En usynlig verden omgiver dem. Mindst tre mennesker deltager i samtalen: Den kvinde der beretter, den hun var, dengang begivenhederne fandt sted, og jeg. Mit mål er først og fremmest at nå frem til sandheden om krigens år, krigens dage. Uden forfalskning af følelserne. Umiddelbart efter krigen ville disse mennesker have fortalt en anden version af krigen end nu, flere årtier efter, hvor meget selvfølgelig har ændret sig, og de inkorporerer hele deres liv i erindringerne, hele deres personlighed. Hvad de har oplevet, læst, set, og hvem de har mødt. Og ikke mindst om de er lykkelige eller ej. Om man taler med dem på tomandshånd, eller der også er andre til stede. Familien? Eller venner, og i så fald: hvilke? Det er én ting med kammeraterne fra fronten, med alle andre er det noget andet. Historiske dokumenter er levende væsner, de ændrer sig og vakler sammen med os, man kan i al uendelighed få noget ud af dem. Noget nyt og noget vi har brug for netop nu. I dette øjeblik. Hvad søger vi? Som regel er det hverken heltegerninger eller heltemod, men det mindste og mest menneskelige, som ligger os nært og interesserer os. Hvad ville jeg for eksempel allerhelst vide om livet i det antikke Grækenland? Om Spartas historie? Jeg ville gerne læse om, hvordan og om hvad man dengang talte om, når man var hjemme hos sig selv. Hvordan det foregik, når de drog i krig. Hvilke ord de brugte den sidste dag og den sidste nat før afskeden med deres elskede. Hvordan man fulgte soldaterne på vej. Hvordan man ventede på, at de skulle komme hjem igen … Ikke heltene og hærførerne, men de almindelige unge mænd …

Historien som den findes i de ubemærkede øjenvidners og deltageres beretning. Det er den, der interesserer mig, og den jeg gerne vil gøre til litteratur. Men fortællerskerne er ikke kun øjenvidner, så langt fra kun øjenvidner, de spiller også deres rolle og er med til at skabe historien. Det er umuligt at komme helt tæt på virkeligheden, ansigt til ansigt. Mellem virkeligheden og os står vores følelser. Jeg ved godt, at jeg har at gøre med forskellige versioner, at hvert menneske har sin egen version, men af disse versioner, af deres store mængde og deres skæringspunkter, opstår et billede af tiden og af de mennesker, der levede i den. Men jeg vil nødig have, at man skulle sige om min bog, at dens personer stammer fra virkeligheden, og at det er hele sandheden. At det bare er historieskrivning.

Jeg skriver ikke om krigen, men om mennesket i krig. Jeg skriver ikke krigens historie, men følelsernes historie. Jeg er sjælehistoriker. På den ene side efterforsker jeg det konkrete menneske, som lever i en konkret tid og har deltaget i konkrete begivenheder, men på den anden side er det vigtigt for mig at få øje på det evige menneske i dette menneske. Evighedens sitren. Det som altid findes i et menneske.

Jeg får ofte at høre, at ’Erindringer, det er jo hverken historie eller litteratur. Det er bare livet selv, snavset som det er uden at være blevet renset af en kunstners hånd. Snakkens råmateriale, som vi har nok af til daglig. Sådan nogle mursten ligger og flyder overalt. Men de er jo ikke i sig selv en katedral!’ Jeg har en helt anden opfattelse … Netop den varme menneskestemme, den levende refleksion af fortiden, rummer urglæden og blotlægger livets uundgåelige tragik. Dets kaos og passion. Det enestående og det uopnåelige. Endnu ubearbejdet. I originaludgaven.

Jeg bygger en katedral af vores følelser … Af vores ønsker, skuffelser og drømme. Af det som var, men nemt kan slippe os af hænde.

Trykt med tilladelse fra Forlaget Palomar. Oversat fra russisk af Tine Roesen

’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ udkommer 1. november i Tine Roesens danske oversættelse på forlaget Palomar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

peter fonnesbech

Stærkt !

Både stærkt og dristigt - i hvert fald især dristigt i dagens Belarus, hvor hendes litteratur absolut ikke værtsættes af diktatoren og af Rusland regering.

Jeg indrømmer min mistro når Nobelpris i litteratur gives til forfattere fra det tidligere Sovjetunionen har det altid været sådanne som kunne bruges til anti-sojvetisk tilsvining. Måske er her en undtagelse, jeg håber det men tror det ikke. Det vil vise sig når jeg få læst bogen. Noget anti- sovjetisk er dog allerede blevet luftet her i Information: ”Efter krigen blev de (kvinderne) modsat mændene modtaget med mistænksomhed, hvilket Aleksjevitj skriver om.” Kan godt være i nogle tilfælde men generelt var det ikke sådan. Jeg har også mødt kvindelige krigs veteraner der i det offentlige rum, bære deres mange medaljer og ordner med stolthed
(Se f.eks.: https://02varvara.wordpress.com/tag/ussr/ ) .
Måske skulle I inde på Informations redaktion tænke ledt over at en af 2. verdenskrigs største sovjetiske helte er en kvinde – nemlig komsomol pigen Zoya Kosmodemyanskaya. Hun er begravet på Novodevitji- kirkegården i Moskva og hædret med en statue på Partizanskaya metro station p Arbatsko – Pokrovskaya linjen. Der står altid friske blomster ved hendes statue året rundt!
https://ru.wikipedia.org/wiki/%D0%A4%D0%B0%D0%B9%D0%BB:%D0%9F%D0%B0%D0%B...
Og der er bøger om hendes liv og død på engelsk også f.eks. ”The Story of Zoya and Shura” af L. Kosmodemyanskaya (Published by Foreign Languages Publishing House: Moscow, 1953)
”Vi er alle bundne af ’mandlige’ forestillinger og ’mandlige’ oplevelser af krig. ” Faktisk findes der en roman om krigen, set fra bag fronten, skrevet af en kvindelig sovjetisk forfatter Irina Grekova bogen hedder ”Enkernes båd” på dansk. Det er en meget smuk og inderlig fortælling om krigens sorg og om kvindernes hverdag i skyggen af denne sorg. Imidlertid er der ingen tilsvining af Grekova’s fæderland så på hendes tid var en Nobelpris udelukket – selvom hendes forfatterskab sagtens fortjener det!
Enkelte mandlige forfattere har også skrevet om krigen sådan som de mendte den kunne se ud fra kvindernes side f.eks. Djingiz Ajtmatov roman ”Moderens Mark” (på

Per Torbensen, Per Dørup og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

på dansk :-)

Så kom det - oversætteren af Svetlana Aleksijevitj bog forsikre det dannede publikum om at forfatteren er kritisk over for Rusland. Jamen det mangles bare – noget skal vi have for pengene. I en sådan situation er der ingen grund til at tænke på litteratur: http://www.information.dk/telegram/548027
Der er jo nu engang det påfaldende at tusinder af fremragende forfattere fra Sovjetunionen og fra post- sovjet aldrig når frem til boghylderne i Europa. På det punkt er vi åndelige analfabeter. Hos os kan kunst og litteratur fra Sovjetunionen og fra det post- sovjetiske samfund kun have værdi, hvis det indeholder kritik af Sovjet, kommunismen og i dag af Rusland. Denne trojka: Sovjetunionen, kommunismen og i dag Rusland står i vejen for den åndeløse udbytning og tyveri af jordens resurser og det er åbenbart hvad det hele handler om ikke om kunst eller litteratur!
Som et godt eksempel på hvad jeg mener er der et andetsteds i dagens avis, hvor musik anmelderen er faldet i svime over en dansk skuespillers kolportering om løgnen om Sjostakovitjs som stammer fra Solomon Volkov’s bog ”Testimony The Memoirs of Dmitri Shostakovich” http://www.information.dk/comment/1065656#comment-1065656
ALLE ved at denne bog er en lang løgn – det er både blevet bevidst og påpeget af alle der kendte komponisten, men her i Danmark kan løgn og hadebilleder ikke blive nok – vi fråser i det. Åbenbart vores national kareter.

Per Torbensen, Karsten Aaen og Per Dørup anbefalede denne kommentar

Så havde jeg desværre ret – i Politiken kan man læse: ”Hun skriver om Sovjetunionens vold mod landets egne medborgere” Og når hun så oven i købet tilsviner Putin ja så er ”litteratur prisen hjemme”. Kære medborger det handler ikke om litteratur!

Michael Kongstad Nielsen

Er du ikke på gal tråd, Joen?

Få nu ikke paranoia, Oreskov. Det lyder som om prismodtageren har noget vigtigt og alment menneskeligt på hjerte, og bogen handler om en anden tid end nutiden.

Jeg skal ikke kunne sige om Svetlana Aleksjevitj er fremragende litteratur før jeg har læst hende. Imidlertid er det mistænkeligt at hun passer så godt ind i de nye hade billeder af Putin og Rusland, som vi i vesten er i gang med at opbygge og bekrafte hinanden på. Er hun bedre end de overordentlige mange russiske, hvide russiske og ukrainske forfattere som skriver god litteratur men ikke levere varen som dissident? Se det er det store spørgsmål. Soljenitsin var en middelmådig forfatter samt løgnagtig i sine mange angreb på jøder – imidlertid han leverede varen og her i vest er han stur stur forfatter. Anderledes med Boris Pasternak han var værdig til Nobel prisen også selvom ”Doktor Zivago” blev udgivet i vesten af CIA!
Men ærlig talt kære medborger ville det ikke være velgørende hvis kunst og kultur blev bedømt ud fra kvalitet og æstetiske overvejelser og ikke ud fra hvordan diverse hade grupper kan bruge dem!

Stig Bøg, Per Torbensen og Per Dørup anbefalede denne kommentar

Michael Konstad Nielsen :
"Vi så det med Brian Mikkelsens Kulturkanons, som var ren mentalpåvirkning (indoktrinering), og nu kommer Bertel Harder med mere. "
Sige en gang mageløst vrøvl. Kulturkanonen var faktisk den eneste fornuftige tanke, Brian Mikkelsen nogen sinde har ytret offentligt.
Den er en oversigt over noget af fineste inden for forskellige kunstarter og skal via den oversigt ikke blot oplyse, men især gøre nysgerrig og sætte i historisk perspektiv. F.eks er Harald Landers ballet Etudes noget helt enestående på verdensplan, lige som det var da Flemming Flint begyndte at omsætte Ionescos skuespil til balletter.
Det gør altså ikke noget, at danskerne bliver oplyst om, at dansk kultur er andet og mere end dansktopmusik, Festen og H.C. Andersen.

Michael Kongstad Nielsen

Herdis Weins, jeg har altid været imod de der kanons, fordi, som det ligger i ordet kanon, det er rettesnore om hvad man skal rette sig efter, det ypperste, det bedste. Men det skal ingen regering bestemme hvad er. Bertel taler nu om Grundtvig, men Grundtvig talte om åndsfrihed, modsat åndsbundethed, hvilket netop kanons repræsenterer, og kulturkanons er præget af endnu et opgør med kommunismen og kulturradikalismen, hvilket også blev resultatet.

Anne Eriksen, Per Torbensen, Claus Oreskov og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Michael Kongstad Nielsen - jeg er lodret uenig i din fortolkning over begrebet kanon. Jeg ser det som en præsentation af noget af det ypperste, der er frembragt, noget af det, der har påvirket udviklingen af sin kunstart. Det vil dermed sige noget af det, nuværende kunstnere står på skuldrene af og noget af det, der har skubbet til udviklingen.
Det er ikke et spørgsmål om smag, det er en faglig vurdering. Det er lidt som hvis du spørger en bilmekaniker om, hvilken bil fra 1965 er den bedste - en Rolls Royce eller "der Käfer", den klassiske lille folkevogn. Og selv om VW'en kan være sød og praktisk, så er den altså ikke så god en bil som Rolls Roycen - hverken æstetisk eller mekanisk.

Kultur kanon’ er er selvfølgelig det sammen som ekstrem ensretning og har intet med kvalitet af gøre. Og hvad er der galt med dansktopmusik Herdis Weins? Er det ikke eksklusivt nok? Hvad med alle dem der ikke kom med i kanonen og dermed dømmes uden for?
Men uanset kultur kanoner eller ikke, så tror jeg at kulturen nok skal springe de snævre rammer og ramme snæversindet – i hvert fald fra tid til anden!
PS: dermed ikke være sagt at Bertel Harder’s skumle ambitioner er af det gode – tværdigmod!!

Claus Overskov :
"Kultur kanon’ er er selvfølgelig det sammen som ekstrem ensretning og har intet med kvalitet af gøre." Det er simpelthen noget vrøvl. Det har i høj grad noget kvalitet at gøre. Jeg kan ikke forstå, det er SÅ svært at forstå - medmindre man mener en malkeskammel er ligeså stor snedkerkunst som Wegners påfuglestol.
Der er som sådan ikke noget galt med dansktopmusik, ligesom der som sådan ikke er noget galt med citronmåne. Problemet er, at hvis man udelukkende spiser citronmåne, så får man ikke den nødvendige næring, og tænderne bliver dårlige, fordi de aldrig har noget at bide i. Ligesom dansktopmusikken ikke giver åndelige kalorier, men kun lørdagsslik. Der er aldrig noget uventet, ingen overraskelser i dansktopmusik, det sløver ørerne i det lange løb.
"Hvad med alle dem der ikke kom med i kanonen og dermed dømmes uden for?" Dem skulle folk jo netop også gerne blive nysgerrige på.

@ Herdis Weins. Tror du virkelig selv på det du skriver? At borgelig/småborgerlig kultur har noget som helst kvalitets forspring frem for folkelig og proletar kultur? Måske ligger gådens løsning hos modtageren af et eventuelt kunstværks budskab, eller afsender’s værdier (det være sig litteratur, kunst, dans, film, teater - ja hvad ved jeg). Jeg begejstres lige så meget over tyske schlagerhits som over Bach, Beethoven & Brahms og jeg kan aldeles ikke se at den ene eller anden af disse skulle have noget fortrin i oplevelsen af kultur udbuddet! På 3’ sal i Istedgade nr. 12 sidder en prostituerede og læser Ulysses. I lejligheden overfor sidder den pensionerede major og læser Anders And. Han kluk ler ind imellem, og har alt i alt en god æstetisk oplevelse. Det samme kan siges om den prostituerede. Hun kluk ler bare ikke, for det gør man ikke, når man læser finkultur. De to har ellers ikke meget at gøre med hinanden, bortset fra at majoren er en god kunde hos den prostituerede, som takket være denne Anders And læsende gamling har råd til at være medlem af både Samlerens bogklub og Gyldendals Bogklub.
Du har selvfølgelig lov til at snobbe, men i disse globale tider er der intet at have den slags snobberi i – de tider er længst forbi og ingen kultur kanon kan lave om på det! Finkultur blev primær brugt som markøre af sociale klasser, men så sandelig også som opdragene element af de underste klasser. Meningen var, i al sin ynkelighed, at man troede at kunne opdrage folk til borgelighed gennem kulturel tvang. Som du sikkert ved lykkedes det aldrig.

Ups – ikke godt! Nobelprisen i litteratur er faktisk en gang gået til en sovjetisk forfatter som ikke tilsvinede sit fædreland. Så jeg havde uret i lige denne påstand, men jeg har selv fornøjelsen af at korrigere mig selv
https://da.wikipedia.org/wiki/Mikhail_Sjolokhov

Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Vores land tager sig ikke godt ud i hendes bøger skriver Moskovsky Komsomolets
http://www.mk.ru/social/2015/10/08/pobeda-russkoy-literatury.html
Men igen, så er det jo ikke så meget hvad en forfatter skriver, som hvordan det hun skriver bliver brugt – politisk og dermed forvrænget og fordrejet! I den russiske presse har man altså et meget afslappet forhold til Svetlana Aleksijevitj men i vest er hun allerede et sandhedsvidende og uafrystelig kritiker af Sovjetunionen og Putin.

Claus Overskov - hold nu op med dit vrøvl om snobberi og borgelig opdragelse. Det er ikke snobberi at synes, Bach er en noget mere avanceret komponist end Ralph Siegel, ligesom det ikke har noget med snobberi at gøre at synes, at den der bliver nr. 1 i et højdespringskonkurrence har en bedre teknik end den, der bliver nr. 87.
Du blander individuel oplevelse sammen med bedømmelse af faglig betydning for en kunstarts udvikling. Når jeg forbereder en udstilling, hører jeg rigtigt gerne tyske sclagere fra 1955-80, italienske schlagere fra 1955-70, Leonard Cohen og Mozart for fuld drøn. Det får mig ikke på noget tidspunkt til at mene, de italienske og tyske schlagerkomponister teknisk er på højde med Mozart eller har haft ligeså stor musikhistorisk betydning som Wagner havde - uanset hvad man synes om hans musik.
Du ha totalt misforstået, at en kanon først og fremmest er beregnet til at oplyse om nogle milepæle i en kunstarts udvikling .
Men jeg kan da undre mig gevaldigt over , at du ser bl.a. Solvognens Julemandshær, Savage Rose, Gasolin, Svantes viser, Solitudevej, Så længe jeg lever, Kellerdirks Skolekammerater som udelukkende udtryk for småborgelig/borgelig kultur. Det kræver en så alternativ tilgang til æstetik, at slev jeg - der faktisk har hovedfag i Æstetik & Kultur må give op.
Der findes ikke småborgelig, borgelig, folkelig eller proletatisk kunst - der findes kun kunst.

Michael Kongstad Nielsen

Jeg er hverken enig med Herdis Weins eller Claus Oreskov i synet på, hvad god kunst, og her navnlig litteratur, er. Men jeg vil hellere sige, hvad det ikke er: - det er ikke en regeringsudpeget bedømmelseskomités rettesnor for hvad eliten på parnasset sidder i salonerne og bliver enige om er det bedste, og som derefter for det trykt og optaget i pensum i skolernes læseplaner som den vej eleverne skal præges.

Andre kulturmennesker kunne have peget andre værker, og alle dansklærere fra seminarium til cand. mag. ville selv til enhver tid kunne foreslå titler at læse, som løfter og beriger. Man behøver ingen facitliste, men det var lige nøjagtig det, VKO-regeringen lavede, og der var Anders Foghs erklærede formål, at styre kulturen i en bestemt retning, hvilket kulturkanons bidrog til.

Skulle man endelig udkaste en sådan litteraturliste, falder man straks over dem, der ikke er med på Brian Mikkelsens. Og den største undladelsessynd er her Martin Andersen Nexø, Pelle Erobreren. Hvordan kunne de højlærte, bogkloge kulturpinger med honnette ambitioner dog udelade den af kanonen? Det sgu da fordi de har fået vink med en vognstang fra Brian om, at det skulle de. Brian var som bekendt heller ikke fan af kulturradikalismen, som heller ikke er rigt repræsenteret.

De kulturpersonligheder, der fedtede sig ind i de udvalg, der skulle lave kanonerne, var jo godt klar over, at hvis de ville være og forblive inde i varmen, skulle de pege på den "rigtige" kultur, dvs. solid borgerlig kultur, der ikke sætter forkerte tanker i hovedet på folk.

Derfor er kulturkanons noget møg.

Michael Kongstad - Både Ditte Menneskebarn og Pelle Eroberen er med i kanonen , men som film.
Kanon har ikke forfattere med, kun enkelte værker.

Og det er iøvrigt noget vrøvl, at der kun er "solid borgelig kultur" med.
Kender du overhovedet kanonens indhold ?

Michael Kongstad Nielsen

Ja, som film, Herdis, som film, oh hellige enfold, der var et lille bitte plaster på såret, der langt fra dækkede. Pelle var endda kun 1. del på Bornholm, og film er en hel anden kunstart, der i dette tilfælde er som at sammenligne din VW med en Rolls Royce eller malkeskammelen med Wegnerstolen.

Michael Kongstad - begge filmene er Rolls Roycer. Det er såmænd også derfor, de er blevet overdænget med priser.
Martin andersen Nexøs forfatterskab synes jeg derimod højst er en Audi. Han skriver godt - men han skriver stort set den samme historie igen og igen og i samme genre.

For et lille års tid siden var der en artikel her i Information, (jeg har glemt journalistens navn) som påpegede at det ikke længere var vigtigt hvad man kunne lide af kunst, men hvordan man snakkede om det. Før i tiden blev kunst og kultur brugt til at markere klasseskel. Sådan er det ikke længere, som Lenin sagde så tilhører kulturen arbejder klassen som har frembragt værdierne i samfundet. Imidlertid så er det ikke nok at man glæder sig over Anders And eller Min novelle – det som er det springende punkt er hvordan man kan kommunikere omkring sin egen æstetiske habitus. Meningen er må være den at de sociale overlegende klasser (dem hvis møg unger går den lige vej til universitetet – uden økonomiske problemer), kan beholde en symbolsk kapital frem for de dårligere stilledet. Og det er vigtigt her i livet, når man søger job, indgår i arbejdes situationer, søger en mage at dele livet med – her betyder symbolsk kapital en frygtelig masse!

De som gerne lever på andres bekostning, ups jeg mener det bedre borgeskab, skal nok sørge for en æstetisk diskurs, som kan vise både sociale og dannelses forskelle mellem ”dem og os”. Vi har nu set hvad de forskellige medier mener om Svetlana Aleksijevitj. Man kan altså allerede nu (inden nogen har læst hende)i et godt selskab af ligesindede, frit lade falde et ord eller to om denne forfatter. Dermed signalere man 1: jeg er belæst 2: jeg er imod Putin og al hans væsen 3: jeg er anti - kommunist! Alt sammen noget der i forvejen har en bestemt menings værdi. Dermed opnår jeg at blive vellidt og måske som en side gevinst – beundret. Lad os nu sige at jeg i samme selskab fortalte at denne forfatterinde ikke fik nobel prisen fordi hun skriver bedre end Martin Andersen Nexøs men fordi hun kan bruges i vestens hadebilleder af Rusland. Så ville jeg være fortabt i dette gode selskab.

Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Ja, vi kunne ikke være mere uenige.
Film kan aldrig leve op til god litteratur. Fordi film fortolker, og fratager læseren den funktion. Man skyder et led ind mellem læser og forfatter, og ændrer oplevelsen, og værket, og kunstneren bliver en anden.
Hvordan ville Nobelprismodtagere i litteratur se ud, hvis det var filmatiseringen af deres værker, der blev præmieret?
Det er ikke ét og det samme.
Der var også mange forfattere, der skulle have haft, men aldrig fik Nobelprisen. Blandt dem James Joyce, Martin Andersen Nexø og Karen Blixen, for at nævne nogle.

Claus Overskov - jeg kan godt huske artiklen, men ikke hvem der skrev den. Den var noget vrøvl i det, den stort set kun gælder i "Østerbros speltsegment". Når man som jeg har arbejdet med kultur i snart 40 år, så ved man at kulturbrugerne for de flestes vedkommende tager den alvorlig. Det er i øvrigt bedøvende ligegyldigt, hvad folk "kan lide" af kunst. Kunst skal sgu ikke først og fremmest være en hundehvalp, man kan lide - den skal røre, provokere, gøre vred, gøre glad, gøre nysgerrig...
Men selvfølgelig bruges kunst og kulturpræferencer da også som markører og iscenesættelse. På samme måde bruges tøj, madpræferencer - det har Niels Hausgaard skrevet vidunderlige sange om og Knud Sørensen har beskrevet det mesterligt i mange af sine noveller - frisurer, boligindretning etc. Det hvor jeg voksede op, blev man straks stemplet som snob, hvis man bad om te i stedet for kaffe. Min mor havde for alle tilfældes skyld en dåse te i spisekamret - der stod den urørt i mange år. Tidligere var det også en markør, om man foretrak øl fremfor vin eller omvendt.
Og nej - kulturen tilhører ikke arbejderklassen eller andre klasser - den tilhører alle.

@ Herdis Weins. Jamen hvis kunst ” skal røre, provokere, gøre vred, gøre glad, gøre nysgerrig” hvorfor er det så smart at lukke kunsten inde i en kasse og kalde den en kultur kanon? Det der kommer ud i den anden ende er en hæmmet, borgerlig og ufarlig udgave af det før så: provokerende, glade og nysgerrige!

Claus Overskov - kunst ændrer sig ikke en tøddel af at komme i en kulturkanon. Den "risikerer" tværtimod,a t flere får kendskab til den. Hvad skulle der være galt i det?.
I øvrigt må du, der har beskæftiget dig så meget med Sovjet/Rusland, at man der - ligesom i DDR - gik vældigt meget op i at befolkningen skulle få kendskab til "den borgelige" kunst og kultur, såsom klassisk musik og ballet, ganske enkelt fordi man erkendte dens kvalitet og plads i nationens kulturarv. Jeg synes da f.eks. det var stærkt prisværdigt, at man gjorde en af verdens fineste balletkompanier, balletten ved Bolsjojteatret langt mere folkelig tilgængelig, hvor det før havde været noget næsten udelukkende det bedre borgerskab besøgte.

@Herdis Weins. Jeg kan godt nikke genkendende til en del af det du siger, samtidig må man tage i betragtning, at Sovjetisk kultur var mange forskellige ting og dækkede en lang periode med mange periode skift. Måske vil det glæde dig, at film i Sovjetunionen blev regnet for en af de betydeligste kunstarter. Her er også et godt eksempel på hvor svært det kan være at forstå kulturer, som endog ligner ens egen meget. Når Stalin sagde til Dmitrij Sjostakovitj at han skulle koncentrere sig om film musik, så opfattedes dette i vesten som en underkendelse af Sjostakovitj. I virkeligheden var det et udtryk for den højeste annerkendelse i en sovjetisk kontekst. Generelt var folklore anerkendt på en anden måde end tidligere, men også i en helt ny og vild sammenblanding med futuristiske scenarier. Arbejderne altså industri arbejderen og deres verden fik en plads i kunsten som aldrig før. Tænk på dette fantastiske futuristiske symfoniske værk af Arseny Avraamov hvor der bl.a. indgår fabriks fløjter og folk syndets det var ok selvom denne form for underholdning ved første øjekast virker elitær: https://www.youtube.com/watch?v=Kq_7w9RHvpQ
I de tidlige årtier af Sovjetunionens kulturliv var teatre f.eks. gratis om den omstilling kan man læse i Stanislavskij ”Mit Liv i Kunsten”. Stanislav var borgelig men for ham betød teatret alt og han tilpassede sig den nye situation. Generelt støttede man folkelige kunst arter – men alle grad da Majakovskij gjorde selvmord – bønder, arbejdere og øverste sovjet og det selvom hans digtning var grumme elitær. Noget blev fremmet og andet hæmmet ligesom hos os i den kapitalistiske verden. Havde Svetlana Aleksijevitj problemer med at udkomme i Sovjetunionen kan det skyldes mange faktorer men i vesten fortolkede vi det altid på en måde – undertrykkelse. Men når jens jørgen Thorsen aldrig fik mulighed for at lave sin Jesus film var det ikke undertrykkelse men kun fordi han var for talentløs!

men alle græd da Majakovskij gjorde selvmord

Calus Overskov - Thorsen fik faktisk lavet sin Jesusfilm til sidst - den var et makværk.
Og ja - Sovjet var hurtig til at se , filmen var en kunstart, ikke kun levende billeder. Sovjetiske film i tyverne - især den geniale eisenstein, hvis bidrag til filmens udvikling er kæmpestort, var utroligt langt fremme i skoene.
Og Arseny Avraamovs fantastiske værk slog næsten bene væk under mig, da jeg hørte det første gang. Og igen - det har sat sig spor, selv om de fleste har glemt alt om Avraamov, så er ideen med at blande reallyde ind i musikken jo ikke spor fremmed i dag.
Og det er lige præcist derfor jeg synes, man skal kunne sin kunst- og kulturhistorie. Nøjagtig på samme måde som man skal kunne sin historie.

P.S. Og Brecht står på skuldrene af Stanislavski. Uden hans indgående teori om, hvordan en skuespiller skal arbejde med sig selv, havde det været vanskelligere for Brecht at forklare skuespillerne, hvad han ville have dem til.

@ Herdis Weins. Et like skal du have også selvom vi stædig er uenige m.h.t. kultur kanon. Du skriver: ” Og det er lige præcist derfor jeg synes, man skal kunne sin kunst- og kulturhistorie. Nøjagtig på samme måde som man skal kunne sin historie. ” Sandt nok men hvad er så den enkelteste kunst- og kulturhistorie? I klassesamfundet er der stor forskel på hvilken kunst- og kulturhistorie man har – det kommer an på hvor man er vokset op og i hvilken social klasse. Det samme gælder for vores mere eller mindre multi – etniske samfund. Vi har ganske enkelt ikke samme historie og af bl.a. denne grund er jeg ikke fortaler for nogen kultur kanon. Nationalismens kulturhistorie går netop ud på at tilsløre af vi har forskellige fortællinger og dermed forskellige interesser. Nu hvor du siger det husker også jeg at Thorsen fik lavet sin Jesusfilm til sidst. Men det var på et så skrabet buget at filmen kom til at lider derunder. Men skal det ikke være op til den enkelte at vurdere om filmen er god eller dårlig eller noget midt imellem!