Læsetid: 5 min.

Når der går sladder i litteraturen

Autofiktion og den litteratur, der bevæger sig i krydsfeltet mellem fiktion og virkelighed, er populært lige nu – og i det felt finder sladderen vej ind i litteraturen
Autofiktion og den litteratur, der bevæger sig i krydsfeltet mellem fiktion og virkelighed, er populært lige nu – og i det felt finder sladderen vej ind i litteraturen

Pernille Sloth/iBureauet

17. oktober 2015

Louise Østergaards Ord, Ditte Steensballes Lejligheder og Jenle Hallunds Mænd bærer min kiste. Tre forskellige bøger med det til fælles, at de alle tre i et eller andet omfang handler om et kærlighedsforhold til en kendt mand, man godt nok kender fra den virkelige verden, men hvor det ikke helt entydigt lader sig afgøre, hvad der i bøgerne er autentisk, og hvad der er fiktion.

I Ord, om jegets forhold til en århusiansk dreng fra ghettoen, er det svært ikke at spejle Louise Østergaards egen historie, nemlig historien om ikke bare at have været den kendte digter Yahya Hassans kontaktperson, men også at have haft et kærlighedsforhold til ham. Og Ditte Steensballes bog handler direkte om forfatterens etårige kærlighedsforhold til den nu afdøde forfatter Jakob Ejersbo. Og senest handler Jenle Hallunds bog blandt andet om jegpersonens forhold til ’geniet’, en gift succesfuld forfatter, som er let at identificere som Lars von Trier, der da også i forbindelse med udgivelsen i en pressemeddelelse identificerede sig med personen i Hallunds bog.

Jon Helt Haarder, lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU og forfatter til bogen Performativ biografisme, betegner blandt andre de tre bøger som en kulturel strømning. Og han mener, at den form for litteratur har krav på respekt – på trods af, at den forbindes med ... sladder.

»De her tekster har gang i en ny æstetik, der kalder på mere end automatisk fordømmelse,« siger han og kommer desuden med sit bud på en ny subgenre inden for litteraturen: »Man kalde den ’eks-romanen’. Jenle, Steensballe og Østergaard skriver alle om ekskærester.«

Læs også: Forfatterne er ikke færdige med sig selv

Det særlige greb, at fortælle om virkeligheden med fiktionens virkemidler, ses mange steder i kulturen, blandt andet i film baseret på virkelige hændelser, radiofortællinger og dokumentarprojekter, der ’låner’ fra fiktionen.

»Jeg synes selvfølgelig, det er skidt, at vi sladrer om hinanden, men det er et faktum, at mennesker taler om mennesker, og det ville vel være mærkeligt, hvis det samme ikke skete i litteraturen,« siger han og forklarer, at litteraturen blot gentager en tendens, der allerede findes i kulturen generelt. Og de tre bøger står ikke alene.

»Inden for de sidste 20-30 år er forfatterne selv begyndt, så at sige at snage i deres eget privatliv og lægge det hele frem i deres bøger,« forklarer Jon Helt Haarder.

Smittet med sladder

11. september præsenterede Jenle Hallund sin roman Mænd bærer min kiste ved en reception. Kort tid inden udsendte Lars Von Trier en pressemeddelelse, hvori han skrev, at han har haft et seksuelt forhold til hende, mens han var gift med sin daværende kone, og at han kan identificere sig selv med personen omtalt som ‘geniet‘ i bogen. Jenle Hallund nægter at kommentere på, hvorvidt deres forhold var seksuelt. Hun forklarer, at de har arbejdet sammen, men at kapitlet om ‘geniet‘ ikke handler om ham, og at bogen i øvrigt er fiktion. I dette tilfælde er det ifølge Jon Helt Haarder i høj grad Lars von Trier, der gør Jenle Hallunds bog biografisk.

»Det er hans intervention, der gør den biografiske læsning uundgåelig, og når noget i teksten eller rundt om teksten gør, at vi læser den biografisk, er det svært at lægge det væk igen, så er den smittet med sladder,« forklarer han.

Jon Helt Haarder kalder det biografisk irreversibilitet, når læseren ikke kan vende tilbage til den rene fiktionslæsning.

»Der er en dynamik mellem tekst og kontekst, der er interessant i denne her bog. Det handler ikke kun om, at indholdet havner i Billed-Bladet, det handler om, at man, under læsningen, kommer til at spekulere over et ældre mandligt filmgeni og en yngre elskerinde.«

På samme måde reflekterer Jon Helt Haarder over Louise Østergaards roman. Da Ord udkom, blev hun beskyldt for, at det var et spekulationsprojekt, hun havde lavet, så hun kunne høste et afkast fra Yahya Hassans store berømmelse. Hvilket hun nægtede. Og ifølge Jon Helt Haarder er det heller ikke nødvendigvis det eneste, der skete.

»Yahya Hassan beskriver deres affære på sin specielle måde, og der er noget grundlæggende etisk ok i, at hun også griber mikrofonen,« siger han.

I forhold til Ditte Steensballes bog overvejer Jon Helt Haarder, om den ville opfattes helt anderledes, hvis hun ikke havde navngivet karakteren ’Jakob’.

»Det, at hun peger på ham skaber et rum af tristesse omkring handlingen – vi synes jo alle, det er trist, at han er døden og det præger vores læsning. Man kunne også omvendt argumentere for, at det er ligegyldigt.«

Subgenre eller standardgreb

Men hvad har det så af betydning, når forfattere bruger virkelige og alment kendte personer i deres romaner? Er sladderen et aktivt virkemiddel, eller er det blot autofiktion, som vi kender det?

»I de tre nævnte romaner ses et hjørne af et større fænomen, som jeg kalder performativ biografisme,« forklarer Jon Helt Haarder.

Om der kommer en decideret sladdergenre, er han ikke sikker på; han foretrækker at kalde strømningen for et sladdergreb inden for litteraturen.

»Nogle forfattere kan måske bruge den dynamik, der er i sladder, og det tror jeg, vi vil se mere af i fremtiden. Men der er risici ved det,« siger han og forklarer, at forfattere, der bruger sladder på den måde, helt automatisk vil møde kunstnerisk og moralsk fordømmelse.

»Jeg tror, der er generel væmmelse ved sladder, og det rejser åbenlyst en række etiske spørgsmål. Hvad synes Jakob Ejersbo i sin himmel mon om, at Dittes Steensballe beskriver deres kortvarige forhold?«

Kendislitteratur

Med kulturkritiske briller på, mener Jon Helt Haarder, at man kan kalde den nye strømning for kendislitteratur eller Se og Hør-litteratur.

Han uddyber, at litterater typisk kan væmmes ved, at skønlitteraturen bliver viklet ind i noget kommercielt.

»Når litteraturen trækkes ind i sladderfeltet, får litterater opkastfornemmelse. Jeg synes, der er grund til at revidere den fordom. Lige nu bevidner vi, at litteraturen ændrer sig, blandt andet fordi, der bliver skrevet, som der gør, om kendte folk,« siger Jon Helt Haarder, men det afgørende må ifølge ham være om værket er godt eller dårligt.

I alle tre eksempler har bøgerne fået omtale blandt andet på grund af de personer, læserne synes at kunne genkende i karakterne. Og spørger man Jon Helt Haarder, er der helt sikkert også noget marketing i det.

»Vi har en halvgod dansk roman, der havner i TV2 News – det var ikke sket, hvis ikke Lars von Trier havde viklet sig ind i fortællingen,« forklarer Jon Helt Haarder og henviser til Jenle Hallunds roman. Han finder det dog naivt at tænke, at det kun skulle være reklame, det handler om.

Romanerne Ord og Lejligheder er udgivet af forlaget People’s Press, men da Information ville tale med dem om denne måde at skrive romaner på, ønskede de ikke at stille op til interview. Forlaget skriver på mail: »Vi mener, der er tale om autofiktion og ikke en sladdergenre.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu