Læsetid 4 min.

Nattesyner

Ved hjælp af solariseringer får Sophia Kalkau sine fotografier til at fremstå som optagelser fra en verden oplyst af en sælsom sort sol
23. oktober 2015

Hun har netop modtaget Statens Kunstfonds hædersydelse, den ypperste anerkendelse en kunstner kan få i Danmark. Tidligere har hun blandt andet modtaget Eckersberg Medaljen og en række andre priser for sit markante virke som billedhugger og billedkunstner. Men på trods af den store anerkendelse vil navnet Sophia Kalkau (f. 1960) nok være de færreste bekendt, for hun er en udpræget ’kunstnernes kunstner’ med alle de dertil hørende attributter: kompromisløshed, originalitet og et komplet fravær af anglen efter publikums gunst. Hun er en utrættelig forsvarer af kunsten som en vigtig og umistelig modsætning til begivenhedskulturen, og hendes kunst befinder sig da også milevidt fra den mere ombejlede samtidskunst, der typisk løber med offentlighedens opmærksomhed.

Urgammel sci-fi

I motivationen for tildelingen af hædersydelsen hedder det ganske vist, at alle Kalkaus værker »er i øjenhøjde«. Men faktisk er mange af Kalkaus værker slet ikke i øjenhøjde, sådan bogstavelig talt, men derimod placeret direkte på gulvet som sokkelløse skulpturer eller objekter. I et formsprog, der trækker på arven fra minimalismen såvel som fra konkretismen, gestalter Kalkau geometriske figurer, kegler, kugler, ellipser, ovaler og lignende, som regel med enstonede, glatte, monokrome – oftest hvide – overflader. Tilstedeværende og nærværende er disse genstande, men også gådefulde og rygvendte, som konstituerede de deres eget alfabet af betydninger.

Den centrale serie på udstillingen hedder ’Geometric Time’, som hvirvler beskueren ind i en anden dimension, hvor geometrien opstiller magiske formler, der synes i stand til at transponere rummet og tiden. Foto: ’Geometric Time’ (2015). Seks dele af 109 x 81 x 5 cm

Urgammel sci-fi, ligner det faktisk, en slags paradoksale fartøjer, der er landet af uidentificerede intelligensvæsner fra fjerne galakser. Som sådan er det på en måde ligetil og enkelt, selv om det langtfra er i øjenhøjde, heller ikke i overført betydning. Sammensmeltningen af på den ene side en ekstrem traditionsbevidsthed ledsaget af en næsten ortodoks tro på kunstens autonomi og på den anden side en præcis og stædig purisme, der møjsommeligt reducerer enhver form til dens rene essens med henblik på at skabe noget radikalt nyt, gør Kalkaus værker både umiddelbart genkendelige, endda uanseligt enkle, og fuldstændig fremmedartede.

Med sin insisteren på kunstens autonomi og dens radikale forskellighed fra resten af verden kan det overraske, at Kalkau samtidig indskriver noget så trivielt og elementært som sin egen krop i værkerne. Men fra begyndelsen har Kalkau undersøgt sammenhængen mellem kunstnerkroppen og kunstværket, som udgjorde de en symbiotisk relation: væsensforskellige, men frugtbart samhørige størrelser.

I de senere arbejder er denne sammenhæng kun blevet mere udtalt og synlig, ikke mindst i de serier af fotografiske arbejder, som hun sideløbende med sine skulpturer hele tiden har lavet. I fotografierne møder man kunstneren selv, ofte poserende sammen med sine skulpturelle arbejder, kunstner og skulptur gensidigt stående model til hinanden, objekt over for objekt.

Drømmeagtigt

Hos Peter Lav Gallery kan man for tiden se udstillingen Owl Vision, der udelukkende viser fotografiske arbejder af Kalkau. Egentlig er der tale om værker, der tager deres afsæt i Kalkaus mangeårige partnerskab med digteren Ursula Andkjær Olsen, som hun har lavet flere bøger sammen med. Fotografierne på Owl Vision tager udgangspunkt i Andkjær Olsens seneste digtsamling Udgående fartøj, der udkom tidligere i år med fotografier af Kalkau. Der er ikke tale om illustrationer, men snarere om ligeværdige billeder, som teksten i al sin »knirkende, kryptisk fortænkte« hermetik (som Informations anmelder Erik Skyum-Nielsen karakteriserede den) indgår intrikate forbindelser med.

»At trille et brændende hjul ned ad en bakke som et solsymbol/at trille en hård kugle ned ad en bakke som et/som et/som et,« lyder det et sted i Andkjær Olsens Udgående fartøj. Billedsproget ankommer til et dødvande, hvor analogiernes knopskydninger bliver bragt til et (midlertidigt) ophør og efterfølges af tavshed. Men åbningsbillederne i digtsamlingen lader læseren få helt evident vished om dette brændende hjul, den hårde kugle, som man ser Kalkau selv bære i sin favn over for et fotografi af en sort solopgang reflekteret i en bølgende mørk havoverflade. Kalkaus fotografier og Andkjær Olsens billedsprog er tydeligt nok tæt sammenvævede, hvilket udstillingen hos Peter Lav Gallery kun bekræfter yderligere.

Udstillingen viser ikke alene Kalkaus billeder fra digtsamlingen, men en række værker, der lægger sig i forlængelse af disse. Ligesom Andkjær Olsens aggressive og energiske skrift, er Kalkaus billedsuiter umiddelbart dunkle, grænsende til det sorte, i deres glatte og spejlende afvisning. Fotografierne er solariserede, de befinder sig et uafgørligt sted mellem det positive og det negative billede, hvor de vipper drømmeagtigt og sølvstrålende mellem fladens bratte standsning og hulrummets uendelige dybde. De eminent smukke fotografier leger med ens perception, så man det ene øjeblik ser en åbning, det næste øjeblik et kulsort punktum.

Nattesynets gråtoneskala

Geometric Time hedder den centrale serie på seks store fotografier, og titlen er præcis, for man bliver hvirvlet ind i en anden dimension, hvor geometrien opstiller magiske formler, der synes i stand til at transponere rummet og tiden. Solariseringerne underbygger denne fornemmelse af sælsom fremmedhed. Motiverne bliver underlagt nattesynets flimrende gråtoneskala, hvor dybe skygger i en krops omrids fremstår som en glødende aura af brændende hvidt lys, en grænse i opløsning. Alt samarbejder om at skabe et visuelt udsagn, der lader tingenes konkrete genstandsmæssighed stå i en berøring med noget andet.

Ja, noget så sjældent som transcendens må man tale om her. Hvilket ikke er overraskende, når vi taler om Sophia Kalkau, der allerede i sin debutbog, Æstetik … at svare verden igen med værket fra 1996 skrev, at »det æstetiske vedrører mere end et betragtende subjekt, det vedrører også subjektets grundlag og grænser«.

Med Owl Vision demonstrerer Kalkau smukt, hvordan hun fortsat gennem sine værker sætter spørgsmålstegn ved grundlag og grænser.

Sophia Kalkau. ’Owl Vision’. Peter Lav Gallery. Bredgade 65A. København. Indtil den 7. november

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu