Man kan altid regne med, at der foregår noget kulturelt set dybt interessant, når der sker noget med, hvor meget tøj kvinder har på. Ganske vist fik vi alle et figenblad på, mænd som kvinder, da vi skamfuldt blev smidt ud af Paradis og fik både seksualitet og viden med i købet. Og det bare fordi Eva havde spist det forkerte æble. Måske er det netop fordi det var hendes skyld, at grader af frihed siden har udspillet sig især på kvindens krop.
Her er det jo ganske interessant, om der overhovedet kan være grænser for nøgenhed. For det kan måske forekomme fuldkommen ligegyldigt, at mandebladet Playboy i den forgangne uge bekendtgjorde, at nu var det slut. Slut med de splitternøgne kvinder i al fald, slut med at folde ud med direkte udsigt til det efterhånden ret velbarberede mørke. Playboy havde ellers stået for en form for revolution omkring den bornerte seksualitet i USA siden det første nummer udkom i l953 med en påklædt Marylin Monroe udenpå og en nøgen Marilyn indeni. Playboy er glamour, selvfølgelig, i forhold til hippiebevægelsen, men en form for seksuel befrielse anyway.
Men hvilket tænkende væsen interesserer sig så i dag for Playboy, i al fald andet end i smug? Altid har man skullet se bort fra de nøgne damer med de efterhånden så utroligt veltrimmede kusser, hvis man i øvrigt var interesseret i at læse en novelle af Murakami, som Playboy bragte som en af de første. Nu skal ’legekammeraterne’, eller playmates, som de nøgne kvinder er blevet kaldt, have en trevl på igen. Man kan formode at udtrykket legekammerat henviser til en form for barnlig tilstand i Paradis, måske en tilstand, hvor man knepper lidt som kaniner.
At føle sig nøgen
Men man skal altid tage den slags fænomener meget alvorligt. Det har vi lært om ikke af andre så af franske filosoffer. Det er nemlig temmelig kulturelt defineret både at være nøgen og føle sig nøgen. Har man i tresserne været del af en i verdenshistorien meget sjælden årgang, der ubesværet, i det mindste på stranden, kunne være nøgne, har man de seneste mange år måttet konstatere, at i al fald bikinioverdelen blev genindført. Bukserne var for længst kommet på igen for begge køn. Den nye version af bh-striden, der brød løs denne sommer, men også ammestriden, viste så, at kvinder på sin vis har flere kønsorganer end mænd. Diskussionerne bølgede frem og tilbage om, hvorvidt man – nå nej, kvinder – atter skal have bikinioverdelen på, når de bader og soler. Glemt var det, at badedragter i starten af århundredet dækkede både det forneden og det foroven og både hos mænd og kvinder. På en vittighedstegning anno 2015 kan man se to personer, en mand og en kvinde med lige meget vom og bryster, stå over for hinanden iklædt badebukser. Og så siger manden til kvinden: »Du har da ikke tænkt dig at vise dig sådan frem?«
Vi kender naturligvis også til historien om især kvinders klædedragt op gennem det tyvende århundrede, der synes at gå mod stadig mere frigørelse. Først røg korsettet, så hatten. Det gjaldt naturligvis primært borgerskabet, for hos bønderne var der aldrig indført så meget korset – til gengæld blev tørklædet hængende længe. Lige her vil vi prøve at undgå en tørklædedebat, men blot bemærke, at vi endnu ikke har hørt om nogen, som med tvang vil trække bukserne af alle. Tressergenerationens mormødre følte sig nøgne med udækket hovede.
Krisen og kvindekroppen
Det, man så også skal vide, er, at det på forunderlig vis viste sig, at afdækning af kvindekroppe hænger sammen med kapitalistisk økonomi. For det gik nemlig ikke kun fremad, hvis fremad er at se mere og mere af kvinden hele tiden. Hverken med kjolelængderne – altså at de blev kortere – eller med økonomi. Den første, der påviste den sammenhæng, var den amerikanske økonom George Taylor, som analyserede kjolelængder i tyverne. Han fandt ud af, at kjolelængden røg op og ned alt efter økonomiens blomstring. Korte charlestonkjoler i tyverne, men så kom krisen, og ned røg kjolesømmen. I tresserne røg den så højt op, at den ikke kunne komme længere, hvis der stadig skulle være tøj på. Ingen tænkte dengang over, at det måske betød, at man også skule standse væksten?
Nu er det så sådan, at netop Playboys playmate har været udsat for en meget berømt sociologisk analyse. Det var to mandlige forskere som udførte den, Terry F. Pettijohn II og Brian J. Jungeberg, og det kan ikke udelukkes, at de hyggede sig, mens de undersøgte udviklingen af kvindeformer i Playboy mellem 1960 og 2000.
De to mænd påviste en helt ny sammenhæng mellem kvinder og økonomi – her mellem nøgne kvinder i netop Playboy og så økonomi: Jo bedre det går for økonomien, jo større bryster og øjne i Playboy. Jo dårligere det går, jo højere, mere bredskuldrede, småbarmede og småøjede kvinder. De sidstnævnte kvalificeres som mere maskuline. Den maskuline kvindemodel finder man altså mere tryghed i under kriser end de mere såkaldt kvindelige former. Udforskningen af for mange folder vover man kun at beskæftige sig med i trygge tider.
Godt nyt for klimaet?
Nu sidder man naturligvis perpleks tilbage og overvejer, hvad den helt nye kombination af playmate og mere påklædning betyder for verdensøkonomien på den ene side og menneskets frihed på den anden. Så indtil der kommer nogle amerikanske sociologer eller nogle franske filosoffer på banen, som måske trækker på Freuds begreb om kvindens begær som ’det mørke kontinent’, kan vi kun gisne.
Enhver vækstfetichist vil naturligvis forskrækkes – for alt tyder med en mere påklædt kvindetype i Playboy på, at det kommer til at gå dårligt for i al fald alle andres økonomi. Men set fra en økologisk vinkel er der måske grund til at glæde sig. Ganske vist er det nok ikke en lille trevl, som vil forhindre disse playmates i at fryse i dårligt isolerede huse, men en verdensøkonomi med mindre vækst er vel i den retning, vi må gå, hvis planeten skal reddes. Så bare en lille trevl hen over de små kønslæber kan måske blive afgørende for isbjørnes skæbne og stigning i verdenshavenes vandstand. Den anden ting, man ud fra et natursynspunkt kunne glæde sig over, er, at der måske kunne opstå en form for naturreservat bag trussekanten. På en måde ville det måske endda symbolsk svare til at redde regnskoven? Et Paradis ligefrem?
Er vi på vej tilbage til Viktoriatiden?
Måske er der bare ikke så meget frihed i at smide tøjet for penge.....