Læsetid: 9 min.

’Jeg ønsker ikke, at nogen skal gøre det, jeg gør’

Nader har hjulpet 16 kvinder, der har været udsat for æresrelateret vold med at flygte og få et nyt liv. Han har netop stiftet frivilligorganisationen Ny Identitet, fordi antallet af æresrelaterede konflikter stiger, mens både politikere, myndigheder og indvandrermiljøet ifølge Nader, lader ofrene i stikken
Nader har hjulpet 16 kvinder, der har været udsat for æresrelateret vold med at flygte og få et nyt liv. Han har netop stiftet frivilligorganisationen Ny Identitet, fordi antallet af æresrelaterede konflikter stiger, mens både politikere, myndigheder og indvandrermiljøet ifølge Nader, lader ofrene i stikken

Molly Wittus/iBureauet

29. oktober 2015

Det er lørdag, men Nader skal arbejde det meste af dagen. Han sidder i sin lejlighed lidt uden for Aarhus og skriver e-mails, søger fonde og forbereder optagelserne til en ny video for organisationen Ny Identitet, som han stiftede i september i år.

Organisationen hjælper kvinder, der er udsat for æresrelateret vold og frygter for deres liv. Den er ikke en del af de etablerede tilbud, og den er ikke opstået med støtte fra nogen offentlige midler. Den er aktivistisk i sin måde at styre uden om systemet, som Nader mener er for »bureaukratisk« og rigidt til at håndtere de kvinder, der er i højrisiko for at blive slået ihjel af deres egen familie.

I første omgang håber Nader på at rejse 750.000 kr. til etableringen af et safe house, der skal være særligt sikret og ligge på en hemmelig adresse et sted i Jylland. Her skal kvinder, der er truet på livet, kunne holde sig skjult, mens en ny identitet stykkes sammen til dem, eller mens deres videre flugt til udlandet planlægges.

De lukker øjnene

Nader er uddannet jurist og arbejder i et job, der intet har at gøre med ære, skyld og skam.

Han har en grund og motivation for at beskæftige sig med æresrelaterede forbrydelser, men han kan af sikkerhedsmæssige årsager ikke komme nærmere ind på sin fortid i denne artikel, hvorfor han også optræder uden efternavn. Da han for seks år siden begyndte at beskæftige sig med æresforbrydelser, rettede han sin kritik mod politikerne.

Han mente, at de benægtede, at æresvold, æresdrab og tvungne selvmord fandt sted. Han skrev breve og drak kaffe med politikerne og fulgte op på møder.

»Men jeg oplevede ikke, at det nyttede noget. Jeg fik stadig flere og flere henvendelser fra kvinder, der blev udsat for grusomme ting, og krisecentrene meldte om overbelægninger,« siger Nader og finder nogle af de breve, han har skrevet, frem på sin computer.

»I dag er jeg nået dertil, hvor jeg tror, at politikernes virkelighed er for langt fra virkeligheden i de miljøer, hvor der begås æresforbrydelser. Jeg tror ikke, de forstår omfanget af forbrydelser, og jeg tror ikke, de begriber, hvad det lille ord ’ære’ betyder for nogle.«

Derfor retter han i dag også sin kritik mod indvandrermiljøet i Danmark. Han mener, at rigtigt mange har kendskab til, at æresforbrydelser foregår, men at de lukker øjnene og undlader at tale om det. Han er ikke ude på at sværte islam til, forsikrer han.

»Jeg mener slet ikke, at æresrelateret vold hænger sammen med islam. Jeg har også mødt kristne kvinder, der er ofre for æresforbrydelser. Men min oplevelse er, at æresvold er kulturelt betinget og eksisterer blandt mennesker med mellemøstlig baggrund. Og min pointe er, at folk i disse miljøer har et ansvar for at sige fra.«

Et ensomt arbejde

Indtil videre har Nader hjulpet 16 kvinder med at flygte, som ifølge deres familier har krænket familiens ære. Han har hjulpet dem med selve flugten, talt deres sag hos kommunen, hjulpet dem med at få nye navne og installeret dem i nye byer, hvor han har forsynet dem med en ny familie og en ny livshistorie.

Nader fortæller, at det er et ensomt arbejde, fordi han ikke kan fortælle sin familie og venner om de kvinder, han hjælper. Kun ham, hans advokat og kvinderne selv kender historierne i detaljer. Og sådan må det være, siger han.

»Men jeg kan fortælle, at sagerne ligner hinanden. Som oftest er der tale om nogle stærke, selvstændige kvinder under uddannelse eller med gode job, som pludselig bliver gift og tvinges til at trække sig fra deres sociale liv og isoleres i deres hjem, hvor de må leve med psykisk og fysisk vold. Mange udvikler PTSD,« siger han.

Privatpersoner som Nader kritiseres for at hjælpe kvinder uden om de etablerede tilbud. Sådan nogle som ham kaldes ’sofarådgivere’, fordi de ikke har den position og den faglige kompetence, der skal til for at hjælpe kvinderne. Nader ser det lige omvendt. Han mener ikke, myndighederne er i stand til at give kvinderne en tilstrækkelig beskyttelse.

Flere æreskonflikter

Ifølge tal fra Landsorganisationen af kvindekrisecentre er antallet af henvendelser om æresrelaterede konflikter mere end fordoblet de seneste fem år. I 2009 var der 440 henvendelser, mens 1.183 henvendte sig i 2014. Flere krisecentre må afvise kvinder på grund af pladsmangel. Og hvor skal de så gå hen? spørger Nader.

»Jeg ønsker ikke, at nogen skal gøre det, jeg gør. Jeg ønsker ikke, at hjælpen til disse kvinder skal komme fra private. Der sker forbrydelser, og vi lader forbryderne gå fri, mens ofrene skal betale den højeste pris og leve resten af deres liv i skjul. Hvis det stod til mig, skulle beskyttelsen af disse kvinder være en statsopgave.«

Naders ønske er, at vi i Danmark kunne gøre som i Storbritannien, hvor man har samlet indsatsen ét sted hos en task force, der skaffer kvinderne en ny bolig, giver dem et nyt navn og et nyt CPR-nummer.

»Som det foregår i dag er der for meget bureaukrati, alt for mange led, og det er ikke muligt for kvinderne at få et nyt CPR-nummer,« siger han.

Men en sådan løsning vil formentligt både være dyr og krævende, påpeger Nader, og han tror – set ud fra en kynisk betragtning – ikke at kvinderne er besværet værd.

»Rockere kan få en hel ny identitet og blive optaget i vidnebeskyttelsesprogrammer, hvis de angiver andre rockere og hjælper politiet. De her kvinder kan ikke bidrage med noget til gengæld for deres beskyttelse.«

Tvungne selvmord

Da dansk-pakistanske Ghazala Khan i 2005 blev skudt og dræbt af sin bror på åben gade foran banegården i Slagelse, fordi hun havde giftet sig uden familiens tilladelse, kom der fokus på æresdrab og æresvold i Danmark.

»I dag taler vi næsten ikke længere om det i den offentlige debat,« siger Nader. Vi taler om terror, om radikalisering og om ekstreme politiske fløje.

»Det er en frygtelig ting at sige, men det er længe siden, vi har haft et æresdrab på åben gade, som igen har kunnet rette opmærksomheden mod problemet,« siger Nader.

Ifølge ham skyldes det, at tvungne selvmord er blevet mere udbredt. Han fortæller, at han kender til flere kvinder, som af deres familier blev tvunget til at tage livet af sig selv.

»Jeg har med mine egne øjne set familier græde over deres døde datter, som de har tvunget til at dræbe sig selv, men som de siger var psykisk syg, og nu har fået fred,« siger Nader.

Han bliver vred, når han taler om alle de historier, han har kendskab til, som ikke slutter godt.

Han lader sine hænder køre ned over ansigtet og rejser sig fra spisebordet.

»Hvis folk synes, det lyder mærkeligt, at jeg ønsker, staten skal tage sig af den her opgave, og at jeg samtidig hjælper dem uden om systemet, så har de ret. Det er et paradoks. Jeg har det heller ikke godt med det her arbejde, men jeg håber, man kan forstå, hvorfor jeg synes, jeg bliver nødt til at gøre det.«

###

Kvinder som Nader har hjulpet

Hanna:  »Hanna var 17 år og kæreste med en dansk dreng, som hun havde været i seng med. Hendes søster opdager en dag, at der gemmer sig et ekstra simkort bag batteriet i Hannas telefon. Simkortet indeholder beskeder, som er sendt til og fra kæresten.«

»Søsteren sladrer, og forældrene tager kontakt til den danske drengs mor og far. De bekræfter, at deres børn er kærester.«

»Hannas forældre kalder hende »uren«, og den øvrige familie siger, at Hanna har kastet skam over dem, og at hun skal sendes tilbage til familiens hjemland. Hvad der kan ske hende i hjemlandet, tør hun ikke tænke på.«

»Hun kontakter mig, fordi hun vil stikke af fra det hele, og vi aftaler, at hun skal flygte midt om natten. Da hun sætter sig ind på bagsædet af min bil, ryster hun. Hun har ikke meget tøj på og siger hele tiden: ’Nu gør du mig ikke noget vel?’«

»Jeg havde lånt et lille kolonihavehus, hun kunne være i, men da hun vågnede næste morgen, ville hun hjem. Hun turde ikke mere. Hun gav det en dag mere, og besluttede sig for at blive. Jeg tog hende med ind til en klinik, som for 2.600 kr. – betalt under bordet – klippede og syede i hende for at rekonstruere hendes mødom. Hun ville være ’ren’ igen.«

»Efter fem måneder i skjul, vendte hun tilbage til sin familie. Hun var ikke stærk nok til et liv på flugt.«

»Jeg ved ikke, hvordan Hanna har det i dag. Hun har aldrig svaret på mine henvendelser. Jeg bliver vred, når jeg taler om hendes historie, for jeg kunne jo ikke hjælpe hende. Jeg trak bare pinen ud.«

###

Farideh: »Før Farideh blev gift, havde hun et godt arbejde og et socialt liv. Det brød hendes mand sig ikke om, så han smadrede hendes arbejdsplads, tvang hende til at opsige sit job og spærrede hende inde i hjemmet.«

»Farideh fik børn med manden, men var ulykkelig. Hun fortalte ham, at hun ville skilles, og så begyndte han at tæske hende. Ofte foran børnene.«

»Mandens familie tæskede hende også, og selv Faridehs egen familie bankede hende jævnligt. Børnene kaldte hende for luder, for det havde de hørt deres far kalde hende.«

»En imam ringede og truede hende. Vi havde slet ikke planlagt hendes flugt, før hun en dag pludselig stak af med børnene. I flere dage lå hun og kørte rundt i sin bil, indtil jeg kunne installere hende og børnene et sikkert sted. «

»Kommunen sendte e-mails om, at hun ikke måtte tilbageholde børnene, og da Farideh af sikkerhedsmæssige årsager ikke kunne svare kommunen, indledte den en tvangsfjernelsessag.«

»Det tog lidt over et år at forklare kommunen, at Farideh var på flugt fra sin voldelige familie. Hun fik lov til at beholde børnene, men faderen har i dag samkvemsret et par timer om ugen på et offentligt sted, hvor socialforvaltningen henter og bringer børnene.«

»I dag har Farideh det godt, hun har fået et nyt dansk navn og tjener sine egne penge.«

###

Sibel: »Sibel og hendes mand valgte selv at blive gift efter, at deres familier havde præsenteret dem for hinanden.«

»Manden flyttede fra Holland til Danmark for at bo med Sibel, men hun fandt hurtigt ud af, at hun ikke var hans eneste kone. Han havde både kone og barn i Holland, og pendlede konstant mellem begge sine familier.«

»Manden var utryg ved, hvad Sibel lavede, når han var i Holland, så han fik Sibels søster til at flytte ind i lejligheden i Danmark, så hun kunne holde øje med Sibel. Sibel må ikke fortsætte sin uddannelse og føler sig som en husslave. En dag stikker hun af og tager på krisecenter. Hun vidste ikke, at hun selv skulle betale for at bo på krisecenteret, og hun havde ingen penge, for manden styrede økonomien. Sibel og hendes barn får lov til at blive gratis på krisecenteret i et døgn, hvorefter hun må vende hjem. Søsteren har i mellemtiden fortalt manden, at Sibel er stukket af, og hans familie dukker op og gennemtæsker hende.«

»Over en periode udsættes hun for ekstrem vold. Hun bliver bundet til en radiator, pisket og voldtaget. Hun tør ikke fortælle sin mand, at en fra hans familie har voldtaget hende. Det vil kun bringe endnu mere skam over hende, så voldtægterne fortsætter. Familien opfordrer hende til at begå selvmord, og hun tager piller og forsøger at skære sine pulsårer over. Da jeg hjælper hende med at flygte, har hun hverken pas eller ID. Vi havde gennemgået hendes flugt mange gange, men hun var i chok og huskede ingenting. Først i maj i år kunne jeg sende hende ud af landet. Det tog halvandet år at samle penge ind til hende og barnets nye liv i udlandet. Hun fik en god pose penge med og har det fint.«

Kvindernes navne er opdigtede, og oplysninger, der kan være med til at identificere dem, er udeladt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Anne Eriksen
  • Philip B. Johnsen
  • Nanna Wulff M.
Espen Bøgh, Anne Eriksen, Philip B. Johnsen og Nanna Wulff M. anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Nu har Danmark et racistisk regime i dag, men Danmark kan forandres og få fjernet focus fra muslim hadet, til positiv forståelse for problemer ny-danskere kæmpet med.

Æresrelateret vold, er et sørgeligt problem, paradoksalt alle, også de der påføre den, helst var foruden, der skal tages alvorligt og jeg tror på det kan løses.

Æresrelateret vold accepteres ikke i Danmark!

På grund af, Danmark ikke tolerere vold, af nogen type, udføres desværre meget æresrelateret vold mod ny-danske medborgere i udlandet, medborgere der siges, at have forladt landet frivilligt, men statsborgerne der ikke er hvide, forsvinder bare og det er det.

I bedre tider, kunne det sikkert i Danmark i den brede danske befolkning findes forståelse for, en positiv inkluderende indsats for minimering af de familie ødelæggende underliggende, mest traditionel relaterede problematikker, der udløser volden, men det kan næppe med den nuværende regering forventes, at der findes nye penge til en større ny indsats på området.

Der skal herfra lyde en stor tak, til alle der fordomsfrit arbejder for nedbringelse af æresrelateret vold, der forhåbentlig en dag vil blive helt elimineret.

Da han (Nader) for seks år siden begyndte at beskæftige sig med æresforbrydelser, rettede han sin kritik mod politikerne.
Han mente, at de benægtede, at æresvold, æresdrab og tvungne selvmord fandt sted. Han skrev breve og drak kaffe med politikerne og fulgte op på møder.
»Men jeg oplevede ikke, at det nyttede noget. Jeg fik stadig flere og flere henvendelser fra kvinder, der blev udsat for grusomme ting, og krisecentrene meldte om overbelægninger,« siger Nader og finder nogle af de breve, han har skrevet, frem på sin computer,

http://www.kristeligt-dagblad.dk/kirke-tro/mange-udenlandske-kvinder-s%C...

Disse æresrelaterede overgreb, primært på piger og kvinder med muslimsk baggrund,
har fundet sted de seneste tredive år i DK
og der er ikke udsigt til hurtige forbedringer, desværre.
Den bedste forbedring var 24 års reglen, som gjorde pigerne/kvinderne så voksne og uddannede,
så de selv turde have et ord at sige i ægteskabs-sager.

Det er fuldkommen korrekt, at også her har integrationen svigtet, da man fra politisk hold har haft alt for vattede holdninger til hvad, der skal gøres.
Bureaukratiet er snarere tiltaget i snart mange år, skønt man påstår det modsatte.

Det rammer alle (danskere) og hver dag kan man undre sig over, hvad man ønsker - et herredømme med nærmest racehygiejniske tiltag.
Jeg hørte om Downs på P1 i morges, hvordan man automatisk går ud fra, at det er en abort, hvis det ekstra kromosom forefindes, hvordan en mor med et barn med autisme frygtede kommunens kontrol med hendes evner som mor?

Samme statsminister nedlage amterne og specialinstitutioner blev afskaffet til fordel for "skolereformen" - de evindelige nedskæringer og effektivitetstiltag? - den nødvendige indsats?, som bare rammer over en kam - og dem, der har det hårdest.

Vi kan se frem til flere indskrænkninger, mere kontrol (men næppe for erhvervslivet, kompensationerne til tidl. ministre/ folketingsmedlemmer - og de højtlønnede) - vi bliver holdt for nar og vold og ballade vil fortsætte efterhånden som skruen strammer. For alle her i landet...

Æresrelateret, er det nu også den rigtige betegnelse?

I bund og grund handler der om mandens(familiens overhoveds ret) ifølge den religiøse lære, og bruger sin religiøse revselsesret til at holde sine familiemedlemmer i stramme tøjler, af angst for tabet af omgivelsernes respekt som mand, med den fortrinsret han religiøst er udstyret med.

I virkeligheden er han religionens forlængede arm, der skal holde orden i henhold til religionen, og med en religiøs ret hertil, der ikke må eller kan anfægtes fra nogen side indenfor den nære families sfære, fordi han også i religiøs forstand er dens vogter for religionens fastholdelse og forherligelse af religionen selv i al evighed.

Derfor er det selve dyrkelsen af religionen, der er det problematiske i et demokratisk samfund som det danske ud i fremtiden, hvad enten vi bryder os om det eller ej, er det derfor også nødvendigt vi anerkender denne sammenhæng i vort land, for i fremtiden kan vi blot lukke øjnene for denne sammenhæng.

Disse svinestreger foregår blandt tilflyttere i hele Europa, og, ikke mindst, i oprindelseslandene, så spar os nu for det evindelige sludder om "dårlig integration" fra modtagernationens side.

Rikke Nielsen, Martin Sørensen, Carsten Hansen og ellen nielsen anbefalede denne kommentar

Peter Olesen - udtrykket kan godt bruges, hvis man ser det som dårlig tilpasning ud fra manglende eller diffuse krav om hvad der skal til for at være borger - her og i Europa.
Udover frikadellekrigen, så har man i misforstået godhed? ikke gjort nok opmærksom på, at man skal tilpasse sig den kultur, som værtslandet her (selvfølgelig med rimelig accept af religionen - ikke skabe minoritetssamfund og dermed grobund for ballade og ufred.

Et nyt marked vil altid opsøges af nye forretningsidéer – et oplagt område for konkurrenceudsætning – i dette tilfælde en fremtidssikker beskæftigelse med voksende potentiale – hvor perverteret kan samfundsforholdene efterhånden blive med hele denne importerede bizarre kulturaberration …

Anne Eriksen:

Så voldsudøverne ved altså ikke, at det er forbudt at gennemtæve, chikanere og terrorisere deres familiemedlemmer, fordi de (voldsudøverne) er blevet stillet overfor "manglende eller diffuse krav om hvad der skal til for at være borger - her og i Europa"?

Så siger du jo rent faktisk, at voldsudøverne ikke ved bedre, og at de tror at denne adfærd er accepteret i Danmark. Tja...

Her er i al fald lidt (deprimerende) baggrundslæsning om tingenes tilstand i Tyrkiet, Pakistan, Afghanistan og den arabiske verden, hvor mange af vore herboende tilflyttere stammer fra:

http://www.bbc.com/news/world-europe-31709887

http://www.dw.com/en/violence-against-women-in-pakistan-often-met-with-s...

http://www.aljazeera.com/programmes/101east/2015/06/afghanistan-country-...

http://www.reuters.com/article/2013/11/12/us-arab-women-factbox-idUSBRE9...

Carsten Hansen

Den mandsdominerede kultur , hvor religionen spiller en kæmpe rolle, er naturligvis ikke et integrationsmæssigt problem i Danmark, som sådan.
Det er , som Peter Olsen skriver, et problem over hele verden, med mindre man mener at det er ok at banke kvinder og børn.

Samtidigt er det korrekt, i min optik, når Anne Eriksen skriver at modtagerlande generelt har været for vage når det gælder krav om integration/adfærd.

Derfor har jeg anbefalet begge indlæg.

Dorthe Mortensen, Anne Eriksen og Peter Olesen anbefalede denne kommentar

Ja, Peter Olesen - det var ikke det, jeg mente - vold mod kvinder og andre, der af en eller anden grund ikke kan beskytte sig - det være sig fysisk eller på grund af kultur, gør mig rasende. For at sige det, så finder jeg at samfundet på klar og tydelig vis, skal videregive, at det er absolut uønsket og vil blive mødt med konsekvenser.
Også hvis danskere gør det - jævnfør krisecentre - har ovenikøbet været frivillig for år tilbage.

"Manglende eller diffuse krav" er den måde, vi oplyser om vore forventninger - du kan forhåbentlig læse, ar jeg foretrækker klare linjer...
Det skal gøres realistisk og sådan, at det skaber respekt - men jeg kan godt se at dagens politik drejer sig om penge, sprogkundskaber og må virke vildt forvirrende for folk fra en anden kultur - andedammen her