Læsetid: 12 min.

Der er også noget konstruktivt ved hellig krig

Vi må forstå, hvilken appel det har på unge mennesker at kunne være med til at opbygge en stat og omtegne verdenskortet, mener forfatter og journalist Jakob Sheikh. I bogen ’Danmarks børn i hellig krig’ kortlægger han fem almindelige danskeres vej ind i ekstremismen
»Jeg havde, inden jeg gik i gang, en lidt naiv forestilling om, at man kunne sætte ekstremisme på formel,« siger Jakob Sheikh. »Det viste sig, at det kan man ikke. Der er meget lidt, der forener de mennesker, jeg har skrevet om. En har ikke kendt til Islam før, en anden kommer fra en dybt religiøs familie og en tredje har psykiatriske diagnoser, der gør, at han næsten ingen venner har.«

»Jeg havde, inden jeg gik i gang, en lidt naiv forestilling om, at man kunne sætte ekstremisme på formel,« siger Jakob Sheikh. »Det viste sig, at det kan man ikke. Der er meget lidt, der forener de mennesker, jeg har skrevet om. En har ikke kendt til Islam før, en anden kommer fra en dybt religiøs familie og en tredje har psykiatriske diagnoser, der gør, at han næsten ingen venner har.«

Sigrid Nygaard

10. oktober 2015

Han trækker rundt med en elegant herrecykel på stien, der går fra hjertet af Enghavepark på Vesterbro i København til en mere fjern afkrog med boldbane og rosenhave. Bag os samler Café Venligbo folk under parasoller, mens en skoleklasse afholder OL i gummistøvlekast. Bag et hullet trådhegn varmer nogle unger op.

»Det var her, Amir og jeg spillede fodbold.«

Jakob Sheikh er vokset op et stenkast herfra, i samme gård som Amir. Altså inden Jakob Sheikh kom i privatskole i Valby og gik gennem porten ved Carlsberg og ud til noget, der føltes som en anden, bedsteborgerlig verden. Det var måske ikke det, der gjorde forskellen, men Amir og Jakobs veje ledte i hver sin vidt forskellige retning.

»Han rejste til Syrien for at kæmpe i hellig krig, jeg blev journalist og skrev om netop sådanne krigere,« som Jakob Sheikh skrev i en personlig feature i Politiken i 2014: »Fra barndommens gade til kalifatets frontlinje.«

Lige siden, og også før, har spørgsmålet om, hvem Danmarks hellige krigere egentlig er, optaget ham. Især har han undret sig over én ting: »Det er danske børn det her. De er alle født og opvokset i Danmark, de taler flydende dansk og er formet af det danske velfærdssamfunds kerneinstitutioner. Folkeskolen, den lokale fodboldforening, sågar politiske ungdomspartier, altså kernedemokratiske institutioner. De opererer hjemmevant i det danske samfund, der burde kunne give alle unge muligheder og fremtid. Hvorfor vender de det ryggen for at drage ned til en krig, de ikke har noget etnisk forhold til?«

For at finde svaret har Jakob Sheikh rekonstrueret fem personers vej ud i hellig krig. Amir, Lukas, Shiraz og de to 16-årige piger fra Skejby, der forlod deres familie i London og blev kendt som »terrortvillingerne«. 522 sider og en bog senere er spørgsmålet, om han er blevet klogere?

»Jeg havde, inden jeg gik i gang, en lidt naiv forestilling om, at man kunne sætte ekstremisme på formel,« siger Jakob Sheikh. »Det viste sig, at det kan man ikke. Der er meget lidt, der forener de mennesker, jeg har skrevet om. En har ikke kendt til Islam før, en anden kommer fra en dybt religiøs familie og en tredje har psykiatriske diagnoser, der gør, at han næsten ingen venner har.«

Man fører debatten på et forkert grundlag, hvis man tror, at alle med langt skæg og ankellange benklæder kan være farlige. I virkeligheden kan alle ende som ekstremister, mener Jakob Sheikh.

»Det kunne du også,« siger han.

– Og dig?

»Ja. Ubetinget ja til det spørgsmål.«

At omtegne verdenskortet

Spørgsmålet om, hvorvidt han selv kunne være blevet radikaliseret, har konstant rumsteret under arbejdet med bogen, fortæller han.

»Amir og jeg havde stort set samme opvækst, vores fædre kom fra samme område i Pakistan, og vores forældre blev skilt næsten samtidig. Vi kom i de samme miljøer, og jeg har også været til introduktionsmøde i Hizb-ut-Tahrir.«

– Hvorfor var du det?

»Der var nogle af mine venner, jeg spillede fodbold med, som kom der, og så tænkte jeg, ’nå, jeg går med’. Men det havde ingen umiddelbar appel. Jeg kedede mig.«

– Spiller tilfældet en rolle her?

»Ja, er du sindssyg!« udbryder han, men trækker så lidt på det. »Eller jeg vil måske hellere kalde det sammenfald af begivenheder. Hvis nu Amir ikke var blevet uvenner med sin storebror, der betød meget for ham, kort efter forældrenes skilsmisse. Hvis nu han ikke var blevet smidt ud af den uddannelse, han var i gang med, hvad så?«

Amir, som i 2014 rejste med en envejsbillet til Syrien, hvor han stadig befinder sig, delte Jakob Sheikhs interesse for to ting. Fodbold og computerspil. Som Jakob Sheikh trækker rundt med cyklen mellem de sociale boligblokke på Vesterbro, passerer vi internetcafeer, hvor de to har spillet sammen. Vi går ind i gården i Saxogade, hvor de begge hængte ud under vasketøjssnore til de blev kaldt op. Jakob Sheikhs barndomshjem var småt men nært.

’Hvis nu Amir ikke var blevet uvenner med sin storebror, hvis nu han ikke var blevet smidt ud af den uddannelse, han var i gang med, hvad så?’ siger Jakob Sheikh om sin barndomsven, der rejste til Syrien for at blive kriger for Islamisk Stat.

Sigrid Nygaard

»Vi boede fire mennesker i en toværelses. Mig og min lillebror Isak, der er i hæren i dag, min mor, der arbejder med utilpassede unge – og ironisk nok radikalisering – i Hvidovre, og min far, der har en cykelbutik på Østerbro,« siger han og tilføjer: »Typisk pakistansk.«

Jakob Sheikh husker barndomshjemmet som et rart sted.

»Der var masser af kærlighed, og mine forældre gav mig rygrad. Jeg tror, at det var det, der gjorde, at jeg var med til at pifte cykler og lave tags på mure, men da mine venner begyndte at stjæle biler, sagde jeg fra.«

Han er på ingen måde vokset op i et hjem med klaver. Eller bøger for den sags skyld. »Der var ikke råd til bil eller ferie på Mallorca, men vi tog i sommerhus og var bare sammen.«

Et typisk hjem i den lavere middelklasse, som også er baggrunden for de fem personer, Jakob Sheikh følger i bogen Danmarks børn i hellig krig, og som ender med at tage helt andre radikale valg end han selv.

»De er average middleclass kids,« siger han. Når de træder ind i de radikaliserede miljøer, er det til dels, fordi deres liv får en retning og et konstruktivt formål, viser bogen.

»Islamisk Stat er en gennemgående faktor for personerne i bogen. I modsætning til andre grupperinger som al-Qaeda, der i sit udgangspunkt er destruktive, så siger Islamisk Stat ’vi bomber kun jer, hvis I bomber os’. Det er et statsopbyggende projekt, som i sin grundidé er konstruktivt. Hvis ikke vi forstår det konstruktive element i radikaliseringen, så forstår vi sgu ikke, hvorfor de her unge mennesker slutter sig til dem. Så kan vi ikke opstille et alternativ for dem.«

Han ved godt, at det er provokerende for mange.

»Vi er bare nødt til at forstå det fascinerende i, at man for første gang siden Osmannerrigets fald er i gang med at omtegne verdenskortet, og at man som ungt menneske kan være en del af det. Som kvinde kan du rejse ned og være sygeplejerske eller skolelærer. Vi må indse, hvilken appel det har.«

Mor til en martyr

Vil man forstå, hvor Jakob Sheikh kommer fra som fortæller og journalist, er der to begivenheder, der hører med. Den ene finder sted, da han i 2001 er med sin lillebror til fodboldtræning i B1909. Hans far er også med, og det øsregner. Efter træning står de drivvåde i klublokalet og drikker saftevand, da tv-skærmen begynder at køre i sløjfe med de samme uforståelige billeder. Af et fly, der flyver direkte ind i et tårn.

»I tiden efter 9/11 blev alt stillet meget sort og hvidt op: ’Enten er du med os eller imod os’, og jeg tænkte, at der måtte være mere i det end det.«

Nuancerne manglede, som de gjorde det i den danske mediedækning af det arabiske forår og den syriske borgerkrig, da Jakob Sheikh som led i sin uddannelse på Journalisthøjskolen blev udvekslet til Beirut.

»Jeg kunne se, hvor firkantet konflikterne blev fremstillet hjemme i Danmark, og hvor komplekse de i virkeligheden var dernede.«

Jakob Sheikh var i Syrien tre gange under konfliktens første år, og da han kom hjem igen, kunne han se folk rejse den anden vej. Ikke siden Spanienskæmperne og Finlandskorpset har så mange danskere frivilligt forladt velfærdssamfundet for at drage i krig. Mindst 130 personer har ifølge PET meldt sig i kampen, primært for opbygning af en Islamisk Stat i Syrien. Jakob Sheikh har længe haft sin journalistiske snude i Syriensfarernes spor. Men i julen 2014 blev hans forståelse af problemet udvidet. »Jeg havde en nyhedsvagt på avisen og bryggede på en juleserie, da telefonen ringede.«

I røret var en fortvivlet mor.

»Min søn er blevet martyr,« sagde hun. Det havde hun set på Facebook og ringede nu til journalisten for at høre, om han kunne hjælpe med at af- eller bekræfte oplysningen. Hendes søn er Lukas, der som 18-årig blev dræbt i sin kamp for Islamisk Stat i Syrien.

»Det gik op for mig, at rigtig mange mennesker i Danmark er dybt berørte af det her problem.«

Jakob Sheikh holder tæt kontakt med Lukas’ mor Karolina Dam og besøgte hende i hendes lejlighed i Sydhavnen.

»Når man beskriver de her sager, så er det noget, der foregår meget langt væk i et udefinerbart kalifat med mennesker, der taler et udefinerbart sprog. Men da jeg fik moderen til Lukas i røret fik hele Syrien-konflikten for mig et meget menneskeligt ansigt.«

Lukas’ mor er en gennemgående kilde i bogen og kan fortælle historien om, hvordan hendes søn var røget ind og ud af det sociale system hele sit liv. Et diagnosebarn med mange skift, der ofte endte med at blive smidt ud af de skærmede institutioner, han kom på. Fordi han stak af, var udadreagerende og til tider voldelig. Jakob Sheikh har læst de sagsakter, der ligger på Lukas. Og nok noterer fagfolkene omkring ham, at Lukas er begyndt at virke firkantet i sin fordømmelse af »de vantro«.

»Men det er rystende, så tynde deres beskrivelser af religionens betydning for ham er,« siger Jakob Sheikh. Til gengæld kan man læse, at religionen gav Lukas støtte, rettesnor og vejledning. Den fik ham til at lægge kriminaliteten bag sig.

»Det er fælles for flere af personerne i bogen, at religionen starter med at løse nogle af deres problemer. Amir holder op med at være ensom, og Lukas kommer ud af kriminalitet,« siger Jakob Sheikh.

Lukas render dog til sin mors fortvivlelse ind i andre og større problemer, som ikke oplistes i nogen sagsakter. Ingen ved rigtigt, hvem han er sammen med, når han er væk, nogle gange i flere dage.

»Det undrer mig virkelig, at de frontmedarbejdere ikke har mere kontakt og føling med de radikaliserede miljøer,« siger Jakob Sheikh. Men der er ingen alarmklokker, der ringer.

»På det tidspunkt er Lukas dybt involveret i Kaldet til Islam, og han hænger ud med folk, som bliver aflyttet af PET og som er full-blown militante islamister.«

Et figenblad for PET

Når der er så få bøger om danskere i hellig krig, skyldes det blandt andet, at de centrale personer er opmærksomme på overvågning, og derfor helst ikke taler med udenforstående.

»Tid har været mit vigtigste redskab,« siger Jakob Sheikh. »Jeg har interviewet 20-40 personer, der befinder sig i periferien af fortællingen for at komme nærmere nogle af de centrale kilder.«

En af de centrale er emiren Shiraz Tariq, der endte som martyr i Syrien. Født i Avedøre og af Jakob Sheikh betegnet som edderkoppen i det salafistiske miljø i Danmark. Han læner sig frem med mobilen i hånden.

»Du kan prøve at se her, hvad Shiraz skrev til mig, inden han tog til Syrien.«

Jakob Sheikh scroller ned i rækken af sms’er omkring et møde mellem ham og Shiraz.

»Husk det skal være et sted, hvor nørderne ikke lytter med. Du ved, hvad jeg mener,« står der.

Nørderne er PET, og da Sheikh mødte Shiraz første gang, var det på en parkeringsplads.

»Han fremstod som en veltalende og umiddelbart sympatisk mand,« siger Jakob Sheikh. Shiraz er en af de få hovedpersoner, Jakob Sheikh har haft lejlighed til at møde, inden Syrien kaldte. Også for Shiraz havde radikaliseringen en konstruktiv effekt: Han steg i social anseelse. Han var medstifter af Kaldet til Islam, han rekrutterede aktivt, og han arrangerede rejser, der skulle voldshærde de unge mænd og styrke dem i deres ideologiske udvikling. Alligevel gik Shiraz fri under flere PET-undersøgelser. Som Peter Øvig Knudsen skriver i bogens forord, så gemmer nogle af disse rabiate personer, der fungerer som edderkopper i miljøet, sig bag de demokratiske rettigheder, vi værner om. Alligevel går man galt i byen, hvis man indskrænker for eksempel forsamlingsfriheden eller ytringsfriheden, mener også Jakob Sheikh.

»Ytringsfriheden er altså ikke et figenblad, PET kan holde op foran sig,« siger han skarpt. »Det er bestemt muligt at imødegå radikaliseringen af unge mennesker i et åbent og frit samfund.«

– Hvad skal der til?

»Jeg tror, at selvom det lyder kedeligt, så opnår man en større effekt med et tværfagligt samarbejde mellem SSP og andre sociale myndigheder end ved at inddrage nogens pas dagen inden, de tager til Syrien.«

En social indsats, der skal indsættes, så snart et ungt menneske stigmatiseres.

»Et fællestræk for flere af Syriensfarerne er, at de oplever at være socialt stigmatiseret i perioden op til deres radikalisering.«

Jakob Sheikh ser derfor velvilligt på den ordning, man har lavet i Københavns Kommune, hvor man fra januar i år har nedsat en ekspertgruppe og oprettet et fælles forum for relevante myndigheder og skoler for at imødegå radikalisering i en tidlig fase.

– Kommer den indsats for sent?

»Alt for sent. Det skulle være blevet gjort for fem eller måske ti år siden.«

En ting er at kortlægge rækkefølgen af begivenheder for at begribe det ubegribelige. Noget andet er at prøve at følge de unge mennesker ind i det religiøse rum, hvor de bliver »retledt«.

– Kan man forstå disse bevægelser uden at gå ind i troens rum?

»Nej, det kan man ikke,« siger Jakob Sheikh.

Sigrid Nygaard

»Jeg tror, jeg havde en fordel ved, at jeg deler referenceramme med mange af de her mennesker, og jeg forstår deres behov for at gå ind i et religiøst rum. For at søge ind i et univers, hvor der er en dybde, som den almindelige hverdag ikke kan tilbyde.

– Tror du selv?

»Ja, jeg tror.«

Jakob Sheikh er for første gang stille, nærmest genert.

– Hvad tror du på?

»På at der er mere mellem himmel og jord,« siger han og smiler.

Poesi og illusion

Fra sin far har Jakob Sheikh fået de værdier, der knytter sig til Islam med sig, men han vil helst ikke tale om sin egen tro. Det kan give problemer fra flere sider. Blandt andet har han modtaget trusler på grund af bogens afsnit om de pengestrømme, der tilflyder Islamisk Stat. »Det var bedst for mig selv, hvis jeg lod være med at skrive det, fik jeg at vide, men der er heldigvis ikke sket mig noget.«

Et andet eksempel på trusler kan man se på Jakob Sheikhs Facebook-profil. Som cover har han et billede af en mail, han har modtaget med ordlyden (stavefejl inklusive):

»Må dit hoved blive mast under en græsslåmaskine, indtil din muslimske hjerteskal splatter ud over danskernes landjord.«

Hvis man vil trænge ind i den illusion, Syriensfarerne abonnerer på, må man have øre for den poetiske skønhed, der findes i troens rum, mener Sheikh. »Amir for eksempel var meget poetisk. Han læste den persiske digter Rumi, som jeg også citerer helt i starten af bogen, og mange andre af de personer, jeg har beskæftiget mig med i bogen, er æstetiske mennesker.«

Det handler altså også om dufte, farver og sanser, når Islamisk Stat sender rekrutteringsvideoer og propagandamateriale ud via Facebook, YouTube og Twitter. På trods af, at de forherliger en levevis, der svarer til den, man havde på Muhammeds tid.

»De unge mennesker, der er i fare for at blive radikaliseret, søger ikke bare et tilhørsforhold, og en retning med livet, men også en anden dimension simpelthen.«

En søgen Jakob Sheikh til fulde forstår.

»Vi har det her ordsprog på dansk, at græsset altid er grønnere på den anden side. Hvad nu, hvis du har mulighed for at træde over i den tilstand ikke bare flygtigt, men permanent? Jeg har svært ved at se, hvordan man ikke skulle finde det appellerende.«

Hør Jakob Sheikh fortælle om ’Danmarks børn i hellig krig’ i samtale med senior-forsker ved DIIS Rasmus Alenius Boserup på Hovedbiblioteket i København 12. nov. kl. 17.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stig Arensbach

Der må jo være en eller flere som påvirker de unge til at tage afsted, ellers ville de jo nok være blevet i Danmark.
Der jo nogle inden for jeres tros retning der mener at hellig krig er den sande vej til at blive martyr!
Om det er jeres Imamere, eller andre der om vender unge mennesker til at gå i krig er lige galt,
Krig er kun ødelæggende for mennesker og deres samfund, ligesom vold og totur er.
Der er ingen som behøver at gå i hellig krig, bare fordi at så bliver martyr og kommer tæt på profeten Allah.
De skulle hellere bruge tid på at hjælpe dem med, at blive integreret i vores samfund.

Krig er konstruktivt?

Faldt lige over dette bemærkelsesværdige skriveri - Vi må forstå ... og ... almindelige danskeres vej ... - osv. i en meningspåvirkende hensigt langt hinsides en rimelig samfundsmæssig dansk normalitet og almindelighed - sidst man var vidne til dette absurde fænomen, var rekrutteringen af unge danskere, mest fra underklassen, som oftest sociale stakler med få mentale ressourcer, til nazisternes 'opbygning' af et diktatur og 'hellig' krig, også dengang udryddelseskrig, som mest byggede på myter, blodtørst og ekspansionstrang for de største krigsforbrydere i vor tid - hvorfor kan vi ikke i dag slippe for alt dette gedigne vås - intet nyt under Solen ...