Læsetid: 12 min.

At opgive sig selv er ikke altid forkert

Sara Stridsberg er en af nordisk litteraturs klarest lysende stjerner. Hun er med sine skildringer af sammensatte kvindeskikkelser i eventyragtige verdener også en af de mest gådefulde og komplekse. At skrive er at komme i kontakt med et vanvid og med billeder, hun ikke selv ved, hvor kommer fra, siger hun
Sara Stridsberg fortæller, at hun føler sig beslægtet med Lars von Trier og tit tænker på ’Breaking the Waves’. Det paradoksale i at opgive sit eget liv for at forsøge at redde en anden findes i os, både i kvinder og i mænd.

Sara Stridsberg fortæller, at hun føler sig beslægtet med Lars von Trier og tit tænker på ’Breaking the Waves’. Det paradoksale i at opgive sit eget liv for at forsøge at redde en anden findes i os, både i kvinder og i mænd.

Therese Jahnson

3. oktober 2015

Ordet forfatter ligger ikke godt for mig,« siger Sara Stridsberg. »At være forfatter er en profession, men for mig har det altid været vigtigt at være uprofessionel, at være i et ground zero, når jeg skriver, at være som et barn.«

Foreløbig har hun fra det nulpunkt eller i en drømmeagtig åbning af sindet skrevet fire romaner og to dramaer, hun har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris og regnes for en af de vigtigste forfattere i nordisk litteratur.

Forfatter? I hvert fald når hendes værk skal skitseres.

Flere af hendes bøger tager afsæt i eller kredser om kendte skikkelser, nogle af dem virkelige, andre fiktive. Sally Bauer, den første skandinav, der svømmede over den engelske kanal, optræder i debutromanen Happy Sally (2004). Valerie Solanas, kvinden, der skød Andy Warhol og forfattede alle tiders antimandemanifest, SCUM (Society for Cutting Up Men), er hovedperson i Drømmefakultetet (2006). I Darling River (2010) er hovedpersonen eller snarere hovedpersonerne variationer over Lolita-figuren, det sødladne, slikkepindslikkende, uskyldigt-forførende ikon fra Nabokovs berømte roman. Medea, tragediehelt og barnemorderske, kredses der om i et af Stridsberg dramaer, Medealand (2009).

Bøgerne er udkast til en forståelse

Personerne er i alle tilfælde kvinder, sammensatte, morderiske og skrøbelige, gyselige og sympatiske. Der er langtfra tale om biografier i almindelig forstand, portrætterne er ikke heltindeportrætter holdt frem som eksempler til efterlevelse. Men lige så lidt er de det modsatte, de er ikke antiheltinder eller umennesker,som bliver skildret til skræk og advarsel.

Skikkelserne er snarere skæbner, som teksterne kredser undersøgende omkring eller som sonder borer sig igennem. Det sker i vekslende fremstillingsformer: fortalt i første- og tredjeperson, gennem interviewstumper, via leksikalske opslag, der forekommer i ultrakorte tekststykker og længere fortalte forløb. Bøgerne er udkast til en forståelse, et forsøg på at nærme sig det menneskelige eller sider af det, der afløses af nye forsøg.

Variationer over den samme historie

Flere motiver går igen i bøgerne: moren, mor-datter, far-datter, kønnet, luderen, barnet, outcasten, vanviddet, ensomheden, det hengivne menneske, det selvopofrende. Det samme gør bestemte landskaber som ørkenen, hotellet, floden, en slags evighedsrum eller spejlinger af drømmetilstande.

Det kan virke, som om Stridsberg bog for bog nærmer sig den samme historie, en urhistorie om udsat og ensom eksistens, med et stærkt, men ikke altid tydeligt udtalt kærlighedssavn. Det er derfor ikke mærkeligt, at hendes seneste og mest selvbiografiske bog, Beckomberga, ode til min familie (2014), med navn efter et psykiatrisk hospital uden for Stockholm, hvor hendes far var indlagt, gentager og varierer historien: familien, det ensomme barn, de unormale, kærligheden som eksistentiel og forsonende gestus.

Det kan måske igen forklare, hvorfor Sara Stridsberg ikke føler sig godt tilpas med ordet ’forfatter’, den professionelle og selvforsikrende etikette og det stabile punkt.

Forfatter?

»Når folk spørger, hvad jeg laver, siger jeg altid, at jeg skriver. ’Jeg skriver’ – hvilket næsten altid resulterer i, at folk får lidt ondt af mig. ’Nåh, hvor hyggeligt, du skriver for dig selv’. Men jeg siger, at jeg skriver, for det er faktisk det, jeg gør. Jeg er ikke noget bestemt, men jeg gør noget.«

At være i det forbudte

– Kan du huske, hvad der i sin tid satte dig i gang med at skrive?

»Jeg kommer af en familie, hvor kunstnerisk arbejde ikke var noget naturligt. Min far var jurist i LO, og min mor var embedsmand i Riksdagen. Da jeg blev ældre og gerne ville skrive, følte jeg det som noget skamfuldt og forbudt. Jeg kan huske, at jeg var på et skrivekursus på højskolen Bikops Arnö som 25-årig. Da jeg første gang skulle vise min tekst frem for gruppen, troede jeg, at rummet ville eksplodere. Jeg troede, at det ville blive skandaløst, at jeg havde overtrådt en grænse. Når følelsen blev så stærk, skyldtes det sikkert, at jeg forestillede mig, at jeg ville komme i kontakt med noget eksplosivt i mig selv. Det var nok også derfor, det var så skamfuldt.«

– Men er det ikke samtidig det tiltrækkende ved at skrive det skandaløse, tanken om, at noget kan eksplodere?

»Jo, jeg tror det. Hvis det, jeg skriver, skal blive til litteratur, må jeg overskride en grænse. Der er i hver bog nogle forbud, som jeg er nødt til at forbryde mig mod. Jeg kan godt føle, når jeg skriver, at det her vil ingen kunne lide, det her vil gøre folk rasende. Men det er også sådan, jeg skriver bedst.«

– Hvad er det for en grænse eller et forbud?

»Jeg tror, at det forbudte er at komme i kontakt med en slags vanvid, en ufornuftens logik. Det fantastiske ved at skrive er jo, at man ikke behøver at tage ansvar, man kan undersøge ting og være i det forbudte. De regler, som man skal forholde sig til socialt, f.eks. her i rummet, behøver jeg ikke at efterleve, når jeg skriver. Der findes ingen love, det er en lovløs tilstand. Alt er tilladt.«

Sygdommens fortælling

– Hvad går lovløsheden ud på? Er det først og fremmest temaerne, eller er det sproget, formen?

»Jeg har svært ved selv helt at gennemskue det. At skrive er jo en tilstand af henrykkelse. Den dag, jeg forstår det hele, vil jeg sikkert holde op med at udgive bøger. Blindheden – eller uvidenheden – er en del af det at skrive. Da jeg skrev Beckomberga, gik der lang tid, før jeg forstod, at den havde noget med min egen familie at gøre. Jeg troede, at det bare var en historie om det psykiatriske hospital. Bagefter er det mærkeligt at tænke på, at jeg har kunnet være så grænseløst naiv at tro, at jeg kunne skrive om Beckomberga uden at inddrage min egen familiehistorie.«

– Måtte du ligefrem slette, hvad du havde skrevet, og begynde forfra?

»Det gør jeg med alt, hvad jeg skriver. Det plejer at tage tre år at skrive en bog, og det sker fem eller seks gange, at jeg må slette alt og begynde forfra. Det var en ubehagelig oplevelse at indse, at Beckomberga var nødt til at handle om min far og selvfølgelig mig selv, der besøgte ham. Men det var også det, der gjorde det muligt for mig at skrive romanen. Det har altid været de raske, der har skrevet om de syge. Jeg ville så nødig være endnu en af de nogenlunde raske, der på den måde skulle forråde sygdommen. Jeg indså, at min moralske ret til at skrive om sygehuset var, at jeg engang som barn havde gået rundt i sygehusets park. Min egen families historie gav mig en litterær frihed.«

Billederne er bogens motor

– Der er mange billeder, motiver og landskaber, der går igen i dine bøger. For eksempel den ensomme pige, datteren i Beckomberga, den forsvundne mor osv.

»Jeg kan godt mærke, at jeg skriver den samme historie igen og igen eller variationer over den samme bog. En anden slags forfatter ville måske tænke: ’Jeg må censurere mig selv og skrive noget helt andet.’ Men det har jeg aldrig gjort. Der findes selvfølgelig meget af mig i den ensomhed, som datteren føler, men det genkommende i bøgerne er også en del af bøgernes eventyrpræg.«

– Ligesom floden, som personerne opholder sig ved, og de lange køreture gennem mærkelige ørken- og skovlandskaber?

»Det er en fremmedhed, der ligner eventyrets, og som jeg behøver for at kunne skrive. Den realistiske form tiltaler mig ikke rigtigt. Jeg har lagt mit eget liv over i en fremmed verden, til en ørken, til nogle piger, der løber rundt i en ørken. Jeg er ikke vokset op i en ørken, men jeg er måske vokset op med en stor ensomhed. Som skrivende har man den mulighed for at iscenesætte sig selv.«

– Der er i vist alle dine romaner en fugl, der pludselig gennemflyver et rum ...

»Ja. En journalist spurgte mig engang, hvorfor der i alle mine bøger er børn, som begraver døde fugle på stranden, og hvad det betyder. Jeg aner det ikke, jeg ved bare, at det er billeder, der virker som en motor i skriveprocessen. Så kommer sygehuset langt senere, men det er billederne, der er romanens hjerte. Det er endnu en ting ved at skrive, jeg elsker, det fremmede, det, som man kaster ud uden at forstå det.«

Sproget er et fængsel

– Bliver det mindre fremmed af at blive skrevet?

»Jeg tror i hvert fald, at det er det, jeg ønsker. Jeg vil gerne have, at litteraturen er et sted, hvor mennesker bliver mindre fremmede for mennesker. Jeg vil gerne have, at personerne sparker sig fri, uanset om det er en luder, en tigger, en prinsesse eller en barnemorderske.«

– Der er igen i vistnok alle dine bøger en person, der – nogle gange endda bogstaveligt – rækker hånden ud mod den ensomme, den ulykkelige og syge. Fortælleren gør det i ’Drømmefakultetet’, datteren i ’Beckomberga’ ...

»Det findes i alt, hvad jeg skriver. Beckomberga blev blandet andet til, fordi jeg gik omkring i Stockholm og så mennesker række hænderne frem og bede om hjælp. Jeg forestillede mig, at nogle af dem var tidligere patienter på Beckomberga, og som man dengang tog sig af på hospitalet. Nu var de ensomme i gaderne.«

– Hvordan hænger ønsket om, at personerne skal sparke sig fri, sammen med fremstillingens åbne og strømmende form?

»Den, der skriver, kommer altid til at skabe et fængsel for sine personer. Sproget er jo et fængsel, sproget er et bur af diagnoser. Jeg tror, at jeg ved hele tiden at flytte mit eget blik, hele tiden at fortælle fra nye positioner, ved ikke at stivne i en form, ved at fortælle om og om igen, undgår at gøre indespærringen total. Flere har beskrevet mine bøger som at være i en drøm, og jeg tror, at det også er, hvad jeg har forsøgt for mig selv, nemlig at skabe en meget usikker tilstand. Romanen skal være noget andet end videnskaben og journalistikken. Den skal være sit eget univers.«

Den hjemløse mor

– Moren og forholdet mellem datter og mor er et andet stærkt og gennemgående motiv i dine bøger. Det er overraskende, at en af mødrene er Lolita eller Dolores, som hun også bliver kaldt, i Darling River.

»Lolita dør i barselsseng i Nabokovs roman. Det glemmer man, man taler aldrig om det, men Lolita dør faktisk. I Darling River spørger en psykoanalytiker: ’Hvad er en mor uden sine børn?’ Hun er tilsyneladende ingenting. Hun kan forlade sit hjem, ligesom Nora gør det i Et Dukkehjem, men hun kan aldrig finde et nyt hjem. Hun må som moren i romanen blive ved med at rejse, jorden rundt, hun kan aldrig nå frem. Man kan ikke forlade sit barn. Men man kan heller ikke komme tilbage. Hun rejser og rejser og rejser.«

– Faren er ikke alene om at svigte barnet, morens svigt virker lige så fatalt og er lige så sårende.

»Jeg tror, at den stærkeste relation i et menneskes liv er relationen til moren. Når mennesker ligger på dødslejet, vil de fleste råbe på mor. Da har man glemt sine egne børn. Relationen til moren er den vidunderligste, men også den sværeste relation, der findes.«

I en hyperindividualistisk tid

– Der er flere forbløffende kvindeportrætter i dine bøger. Og to, som står over for hinanden som stærke modsætninger. På den ene side er der nuttede, gurleske Lo i ’Darling River’, der hengiver sig til mændene ved floden, og selvopofrende, selvudslettende Jackie i ’Beckomberga’, på den anden side er der aggressive, hårdføre Valerie i ’Drømmefakultetet’. De virker som modsætninger, men skal vi have sympati for dem begge to?

»Lo og delvis Jackie har ikke nogen egenvilje. De hengiver sig til andre. Lo længes ikke efter sit eget værelse, hun har ikke nogen dagsorden, hun vil ikke skrive, tænke eller noget af alt det andet, der er så vigtigt i en hyperindividualistisk tid. Den karakter provokerer læseren meget mere end personen, der som Valerie vil dræbe alle mænd i verden. Ingenting at ville, bare at glide med som en vind, dét er skandalen. Folk, der har læst Beckomberga, spørger, hvorfor Jackie bare finder sig i alt det, faren gør. Hvorfor lever hun ikke sit eget liv, hvorfor vil hun redde ham? Men jeg tror, vores eget liv i højere grad ser ud som Jackies, end vi er klar over og bryder os om at tro. Langt de fleste af os er meget mindre frie, end vi bilder os ind.«

– Forklaringen er måske også, at der er noget forsonende over den aggressive mandehaders humor? Det er dejligt at spejle sig i hendes ukuelighed.

»Det er nok rigtigt. Mens den anden historie er tragisk. For mig var det en stor udfordring at skrive om et menneske, der bare vil overgive sig til en anden: ’Gør med mig, hvad I vil, det spiller ingen rolle’. Hun siger også: ’Jeg har altid forvekslet vold og kærlighed.’ Mange har sagt om mig som forfatter, at der i mine bøger ikke er nogen forskel mellem lys og mørke, mellem kærlighed og vold, skønhed og smerte. Og måske er det sådan, at ikke bare Lo, men også jeg ikke vil skelne.«

– Men er det ikke let nok, når kategorierne er så abstrakte? Og bliver det ikke mere prekært, hvis man siger, at man ikke vil skelne mellem underkastelse og selvstændighed eller mellem viljeløshed og vilje? Her kommer det til at handle om, hvad mennesker gør og ikke gør.

»For de fleste er der noget dybt oprørende ved underkastelsen. Vi forventer at være hengivne, men ikke undergivne. Det er åbenbart meget farligt.«

– Det minder om den diskussion, der rejste sig efter Lars von Triers film ’Breaking the Waves’. Hovedfiguren Bess var oprørende og skandaløs, fordi hun udsletter sig selv, fornedrer sig, for en andens skyld.

»Jeg føler mig beslægtet med Lars von Trier, og jeg har tit tænkt på Breaking the Waves. Det findes i os. Det paradoksale i at opgive sit eget liv for at forsøge at redde en anden, det findes i os, både i kvinder og i mænd. Jeg mener også, at det er noget sundt, særligt i en individualistisk tid som vores. Det er ikke altid forkert at opgive sig selv. Hvordan man skal forstå en person som Lo ud fra et feministisk perspektiv, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvorfor hun gør, som hun gør, men det er et faktum. It’s a fact that flowers die. Hvad skal man sige?«

En lektion i empati

– Har empatien som en menneskelig gestus en særlig plads i litteraturen, kan litteraturen være en impuls til at hjælpe andre?

»Jeg tror, litteraturen kan være en lektion i empati. Jeg opfatter det sådan, at vi alle har et stærkt forsvar i os vendt mod empatien, vendt mod de monstrøse, tiggerne, de syge, de fremmede. Men litteraturen kan nedbryde forsvarsværkerne. At møde nogen i litterær form, en karakter, som man tilsyneladende intet har til fælles med, kan være en træning i empati. Det kan være en kvinde som Valerie Solanas, ’den ondeste kvinde på Jorden’. Jeg kan ikke forestille mig en bedre træning, man skal bare lytte til en stemme.«

– Kan den impuls også række ud over litteraturen og ind i det virkelige samfund?

»Litteraturen har en enormt stor kraft. At træde ind i et litterært rum kan være som at tabe sig selv. Man kan blive frataget alt, sin stolthed, sit eget jeg.«

– Og åbne sig mod noget andet, et fællesskab, hvis du gør dig forestillinger om et fællesskab?

»Snarere end at pege på et fællesskab og sige, at vi er dette fællesskab, og at vi alle sammen kan være til der, vil jeg sige, hvad vi ikke er. Som en negation eller en dekonstruktion. Vi behøver ikke at være fremmede for hinanden, dette menneske behøver ikke at være en fremmed. ’Der findes en menneskelighed her, som du vil genkende.’ Det er et fællesskab, som er meget basalt eller eksistentielt, og som ligger langt under det politiske niveau. At genkende svaghed hos den anden, at kunne identificere sårbarhed hos den anden, hos den fremmede, og genkende den hos dig selv.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • frederik schou
frederik schou anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu