Baggrund
Læsetid: 8 min.

På sporet af Tom Sawyer

Mark Twain hævdede stædigt, at han selv fandt på Tom Sawyer. Det mente virkelighedens Tom Sawyer imidlertid ikke. Sandheden findes måske i San Francisco, byen der formede den store amerikanske forfatter
Hvor meget af Mark Twains romanhelt Tom Sawyer var inspireret af virkelighedens Tom Sawyer, en farverig lokalhelt, der huserede på San Franciscos værtshuse?
Kultur
31. oktober 2015

Mark Twain rystede på hånden, da han en vinterdag i 1865 satte pistolen for tindingen. Han var ikke i tvivl om, at selvmord var den sidste udvej. Alting virkede håbløst. På avisen The Morning Call var han blevet afskediget, fordi han digtede for meget og var for kritisk over for myndighederne, og heller ikke på The Californian havde den 29-årige journalist fundet sig til rette. Efter blot otte artikler havde Twain selv sagt op måneden forinden.

Håbet om at skabe sig en karriere som journalist havde bragt ham til San Francisco, men drømmen var endt som et mareridt, og nu sad han her på et lejet kammer i Minna Street nedtrykt, gældsplaget og fast besluttet på at gøre en ende på det hele.

Koldsveden perlede på hans ansigt, da han spændte hanen og lukkede øjnene. Hans hjerte bankede om kap med regnen, der trommede mod ruden. Det havde øsregnet i San Francisco i snart en måned.

»Hundrede og tyve dage i træk med forskellige former for regn er normen her,« skrev Mark Twain siden i sine erindringer, hvor han også forklarede, hvordan selvmordsforsøget endte:

»Jeg satte pistolen for hovedet, men var ikke mand nok til at trykke på aftrækkeren. Jeg har ofte ærgret mig over, at det ikke lykkedes, men jeg har aldrig skammet mig over, at jeg forsøgte.«

I stedet vendte Mark Twain vrangen på sin desperation. Han rundede snart de 30, var ugift, ulykkelig og uden fast arbejde. Hvad havde han egentlig at miste? Langsomt genvandt Twain modet, og da han kort efter lagde øre til den lokale søhelt og brandmand Tom Sawyers pralerier over et slag poker på Stahle’s Steambaths, var han ikke i tvivl om to ting: Han ville være forfatter, og han ville skrive en bog om en rask dreng ved navn Tom Sawyer.

En litterær gåde

Mark Twains Tom Sawyers eventyr (1876) er en af de bøger, jeg sætter størst pris på. I min erindring er jeg sikker på, at det var den første roman fra min mors reol med bogklubbøger, jeg læste som dreng. Da jeg siden kom på universitetet, opdagede jeg, at også voksne sætter pris på Mark Twain. Ernest Hemingway betragter ligefrem Huckleberry Finn (1884), hvori Tom Sawyer som bekendt også optræder, som grundlaget for al amerikansk litteratur.

Mysteriet om hvorfra Mark Twain hentede inspiration til Tom Sawyer har længe fascineret mig. I originaludgavens efterskrift pointerer forfatteren, at drengen fra Mississippi-floden, hvor Twain selv voksede op, helt igennem er et produkt af egen fantasi. Men navnet er tydeligvis hentet fra den ven, som han drak og spillede kort med, mens han boede i San Francisco i 1860’erne, og virkelighedens Tom Sawyer var heller ikke i tvivl: Han genkendte flere træk ved Twains portræt af den rebelske knægt, der ikke gider indordne sig under samfundets stive og falske normer.

På foranledning af to relativt nye bøger med meget lange titler, Black Fire: The True Story of the Original Tom Sawyer and the Mysterious Fires That Baptized Gold Rush-era San Francisco (2012) og The Bohemians: Mark Twain and the San Francisco Writers Who Reinvented American Literature (2014) satte jeg denne sommer et par dage af i San Francisco for at gå i sporene på Mark Twain. Måske byen ligefrem havde svarene på den spøjse litterære gåde.

Et oplagt udgangspunkt for min mission var nævnte Ed Stahle’s dampbad og barbersalon på Montgomery Street. Her mødtes Mark Twain og Tom Sawyer første gang i 1863, da Twain netop var kommet til byen. Sawyer var lidt af en lokalhelt. Han havde i 1851 reddet 90 mennesker fra at omkomme på et brændende skib i bugten uden for San Francisco, og siden havde han ad flere omgange sat livet på spil for at slukke de mange brande, der i den periode plagede byen.

Sawyers bedrifter fascinerede Twain, hvis ene bror var omkommet på en floddamper, der var eksploderet på Mississippi, og de to fandt sig hurtigt godt til rette i hinandens mandhaftige selskab.

»Sam elskede at høre mig fortælle historier, og indimellem skrev han dem ned i sin notesbog,« udtalte Tom Sawyer siden med reference til Samuel Clemens, Mark Twains rigtige navn. »En dag sagde han ligeud til mig: ’på et eller andet tidspunkt inden længe skriver jeg en bog om dig, Tom. Jeg tror, jeg vil kalde den Tom Sawyer.’ ’Værsgo, Sam,’ svarede jeg, ‘bare du ikke gør mit navn til skamme’.«

Intet spor af Mark Twain

Dengang var San Francisco en veritabel boomtown befolket af eventyrer, guldgravere, forretningsmænd og forbrydere, der alle var dukket op for at søge lykken på den ene eller anden måde.

»De fleste nytilkomne var unge, enlige mænd – de havde ingen planer om at slå sig ned, men ville tjene penge og rejse videre. De boede i telte og trærønner, der var let bytte for byens mange ildebrande. De byggede spillebuler, værtshuse og bordeller,« som det udtrykkes i The Bohemians, hvori forfatteren Ben Tarnoff slår fast, at den driftige by på ganske få år etablerede sig som en økonomisk magtfaktor i regionen og personificeringen af USA’s nye optimistiske frontier spirit.

Det lader til stadig at være tilfældet. San Francisco er i dag en af de dyreste byer i verden at bo på hotel i, og flere gader og facader er præget af ombygninger og renovationer. Det gælder også Montgomery Street 722-724, et af kvarterets karakteristiske rækkehuse i to plan, hvor Stahle’s Steambaths i sin tid lå. Facaden er dækket af et stillads, hvorpå to yngre mænd arbejder over en spandfuld cement, mens de sludrer fredeligt sammen på spansk. Bocadillo – Tapas & Wine hedder restauranten i nabohuset. En let brise bærer antydningen af bilos med sig fra den nærliggende Columbus Avenue, der hvisler svagt af støj.

Længere oppe ad Montgomery Street er der mere liv. Her starter North Beach-kvarteret, hvor turisterne strømmer til for at gå i Kerouac, Ginsberg og Neal Cassadys fodspor. San Francisco er stolt af sine beatforfattere. Kerouac har oven i købet fået en gyde opkaldt efter sig lige bag City Lights Books, digteren Lawrence Ferlinghettis boghandel og forlag, der naturligvis har udgivet op til flere bøger, der kan føre en sikkert rundt i Beat-generationens San Francisco.

En sådan guide har Mark Twain ikke fået, og det selv om byen, som Ben Tarnoff udtrykker det, »formede ham som skribent, og gødede det litterære talent, der siden forandrede amerikansk litteratur.«

Humor og lokalkolorit

Følger man Montgomery Street ned mod Market Street, rammer man Financial District, hvor stribevis af internationale banker tjener penge og gør ved. I skyggen af de tårnhøje skyskrabere vidner de mange hjemløse om det spænd, der er mellem den amerikanske drøm og den amerikanske virkelighed.

Ingen af de hjemløse bemærker mig, da jeg stopper op foran den gamle US Mint-bygning om hjørnet på Commercial Street. En lille bronzeplade fortæller, at det var her, USA fra 1853 fik en del af sine mønter fremstillet. Der står intet om, at Mark Twain i samme røde murstensbygning, nemlig på The Californians redaktionslokaler, tog sit første skridt mod det litterære udtryk, der siden gjorde ham berømt.

Avisens redaktør var digteren Bret Harte, der godt nok ikke brød sig om Twains evindelig kritik af materialismen, men til gengæld var fascineret af hans evne til at farve sine fortællinger med humor, rytme og lokalkolorit. Harte opfordrede Twain til at holde fast i sin stemme (også efter at Twain havde sagt op, fordi han insisterede på at skrive socialt engagerede historier), og det første glimt af Twains siden så originale anslag kom allerede kort efter: I en munter og ligefrem tone fortæller »Jim Smiley and His Jumping Frog« (1865) om en gruppe minearbejderes rå hverdag.

Novellens succes stivede forfatteren af og hjalp ham ud af krisen, og i dag betragtes den som starten på det opgør med britisk sprogbrug, der i årtierne derefter blev amerikansk litteraturs varemærke.

»Han havde øje for det ekstraordinære ved det ordinære amerikanske liv, for de oversete kvaliteter ved kontinentets sprog, geografi og myter,« som Ben Tarnoff udtrykker det i The Bohemians, var det årene i San Francisco, »der gjorde ham til forfatter og udstak kursen mod storhed.«

Læste ham i skolen

Mark Twain boede ad flere omgang på Minna Street, når pengene ikke rakte til det mondæne Occidental Hotel på Montgomery Street. Den smalle gade ikke langt fra Ferry Building er i dag klemt inde mellem en række høje kontorbygninger og en enorm byggeplads. Et højt hegn gør det umuligt at se, hvad der foregår derinde. En uniformeret vagt, der står med let spredte ben foran en nedkørsel til en parkeringskælder, følger mig med blikket. Da jeg går over til ham, piller han sine små høretelefonerne ud og kigger på mig med et varsomt udtryk.

Jeg spørger efter numrene 33 og 44. Han skærer en eftertænksom grimasse og ryster så på hovedet.

»Mark Twain boede der,« siger jeg. »For halvandet hundrede år siden. «

Et nysgerrigt smil tager form i vagtens store, mørke ansigt.

»Forfatteren? Huckleberry Finn

»Og Tom Sawyer, « indskyder jeg.

»All right,« siger han i en imponeret tone. »Mark Twain. Ham læste vi i skolen.«

Vagtens ord glæder mig, også selv om hverken han eller San Francisco kan forklare, hvorfor Mark Twain aldrig anerkendte indflydelsen fra virkelighedens Tom Sawyer.

The Bohemians gør pudsigt nok ikke så meget ud af historien. Det gør Black Fire til gengæld. Flere steder citerer bogens forfatter, Robert Graysmith, fra et interview med Tom Sawyer bragt i avisen The Morning Call i 1889. På det tidspunkt var Mark Twain vidt berømt og Sawyer selv en aldrende og fordrukken bartender, hvis historier sikkert ikke var blevet dårligere med årene.

»Sam fangede mig på kornet, det kan jeg godt sige dig. Nogle af tingene brugte han også i Huckleberry Finn,« udtaler Sawyer blandt andet i interviewet, hvori han i øvrigt giver udtryk for, at han regner med snart igen at kunne gøre San Francisco usikker og genopfriske gamle minder med sin ven.

Det kom dog ikke til at ske. Mark Twain vendte aldrig tilbage til den by, han forlod i sommeren 1868, og heller ikke Tom Sawyer ofrede han megen opmærksomhed. Sawyers påstande om, at han var manden bag den snusfornuftige fiktive helt, mødte forfatteren med en tavshed, som, gætter Graysmith på, skyldes, at Tom Sawyer nok havde en god pointe.

Det er også mit bud, men det tager jo intet fra romanen. I modsætning til Tom Sawyer, der døde i 1906, lever Tom Sawyer stadig.

Vagten gør et nik med hovedet, da jeg fører en finger til panden og ønsker ham en god dag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stephen Wessels

Men Twain døde en rig mand i Hartford, Connecticut. Dér i sine gamle dage fik han bygget en særdeles herskabelig villa, delvist udformet som Mississippi-floddamper! Den dag i dag er det en stor turistattraktion - hvor hans minde bestemt dyrkes aktivt. Så - i enden er alt godt.