Læsetid: 7 min.

På vej mod en ny hjernealder

De seneste års hjerneforskning har fået videnskaben til at flytte blikket fra samfundet til menneskets hjerne for at forstå alt fra vores adfærd til vores anlæg for psykisk sygdom. Neurokulturen har sammen med genforskningen bragt biologien tilbage i centrum for vores måde at forstå os selv på. Men videnskaben har stirret sig blind på hjernen og negligerer, hvordan samfundsstrukturerne præger os, lyder kritikken i en ny bog om diagnoser
De seneste års hjerneforskning har fået videnskaben til at flytte blikket fra samfundet til menneskets hjerne for at forstå alt fra vores adfærd til vores anlæg for psykisk sygdom. Neurokulturen har sammen med genforskningen bragt biologien tilbage i centrum for vores måde at forstå os selv på. Men videnskaben har stirret sig blind på hjernen og negligerer, hvordan samfundsstrukturerne præger os, lyder kritikken i en ny bog om diagnoser

Ib Kjeldsmark

10. oktober 2015

Hjerneforskningen »ruller frem som kampvogne« i disse år, mener ph.d. i neurobiologi og videnskabsjournalist Lone Frank, der taler om en decideret neurorevolution inden for videnskaben.

»Jeg mener faktisk, at udviklingen kan sammenlignes med dengang, Kopernikus gjorde solen til verdens centrum i stedet for jorden. Det skabte store rystelser og fik os til at tænke anderledes. Ligesom da Darwin påviste, at mennesket ikke er en unik skabning, men en opgraderet abe,« siger hun.

Med milliarder af celler er hjernen en af verdenshistoriens mest avancerede computere. Den udgør vores tankevirksomheds kommandocentral og er vist også hjemsted for sjælen. Hvorvidt vores personlighed allerede er forprogrammeret i det grå splat, før vi fødes, eller om det installeres gennem vores opvækst, og altså formes af miljøet, er en gammel diskussion. Nazisternes betændte raceteorier fik i årene efter Anden Verdenskrig enhver snak om biologiens betydning for vores personlighed og intelligens til at forstumme. I de følgende årtier var der relativ videnskabelig konsensus om, at mennesket fødes som en blank tavle. Hvad der kom til at stå på denne tavle, afhang fuldstændig af det miljø, som mennesket voksede op i, mente man. Fokus var på strukturer frem for individ. Men i disse år handler en stadig større mængde forskning om, hvordan hjernen påvirker vores personlighedstræk, moral, religiøsitet og anlæg for psykiatriske sygdomme.

»Man er endnu ikke kommet til et punkt, hvor man kan pege på et sted i hjernen og sige, at dér sidder kærligheden. Men i de sidste 20 år har man fået meget større indblik i de processer og de kemikalier i hjernen, der ligger bag den menneskelige natur. Det handler i høj grad om at forstå menneskelig adfærd, følelser og tanker ved at se på biologiske markører i hjernen, men også i generne,« siger Lone Frank. Hun er forfatter og videnskabsjournalist på Weekendavisen og arbejder for tiden på en historisk bog om hjerneforskning.

Bestræbelserne på at forklare menneskelig adfærd ved at se på processer i individets hjerne kaldes neurokultur. Biologien er tilbage, og de rent strukturelle forklaringsmodeller er ikke længere altdominerende.

»I virkeligheden prøver man at forankre alt det, man kender som psykologi, i nogle biologiske markører. Man er eksempelvis begyndt at studere, hvad der rent hjernefysiologisk ligger bag vores moralske ræsonnementer og religiøsitet. Det svarer lidt til, at vi tidligere har studeret en bil ved at stå og se på den udefra. Nu har man besluttet sig for at åbne motorhjelmen for at se, hvordan bilen fungerer indeni,« siger Lone Frank.

Den dobbelte revolution

Ib Kjeldsmark

Sideløbende med fremskridtene i hjerneforskningen oplever også den internationale genforskning en revolution. Sammen vil de to revolutioner få enorm indflydelse på vores selvopfattelse, mener Lone Frank.

»Neurorevolutionen og den genetiske revolution vil få os til at tænke os selv helt anderledes. I stedet for det gamle dualistiske syn mellem krop og biologi på den ene side, og sjæl og psyke på den anden side, vil vi komme til at se på os selv som biologiske organismer,« siger hun. Vi er dog langt fra kun determineret af vores gener og hjerner, men også af det samfund, vi vokser op i. Menneskets biologi er nemlig ikke en »spændetrøje«, der definerer vores skæbne, men en »blød og formbar sweater«, som godt nok omslutter os, men som vi og samfundet er med til at fylde op, forklarer Lone Frank.

’It’s all in the brain’

I dag vil da også kun de færreste hævde, at mennesket er formet af udelukkende deres biologiske arv eller deres miljø. Alligevel mener kritikere, at videnskaben i sin hjerneforelskelse er begyndt at undervurdere miljøet som forklaringsfaktor for menneskets psykologi. Eller med andre ord, at balancen er tippet, så man efter at have åbnet motorhjelmen for at undersøge bilen, er blevet blind for det landskab, som den bevæger sig i. Sociologen Anders Petersen og psykologiprofessoren Svend Brinkmann retter i deres aktuelle bog Diagnoser en kraftig kritik af et samfund, der i disse år kaster enorme mængder og varianter af psykiatriske diagnoser efter borgerne. En af forklaringerne på dette diagnosebombardement er netop videnskabens enorme optagethed af hjernens processer, mener Anders Petersen:

»Hele diagnosekulturen udspringer af en medicinsk optik, hvor man i højere og højere grad lokaliserer psykisk sygdom i hjernen. Man ser simpelthen psykiske lidelser som hjernelidelser. Det er blevet populært at sige, at ’it’s all in the brain’,« siger han.

»Der er ingen tvivl om, at ens gener og hjerne spiller en vigtig rolle, eksempelvis i forhold til ens intelligens og personlighed. Det vil jeg slet ikke rokke ved. Men det kan bare ikke forklare det hele. Hvis man udelukkende ser på processer i hjernen, så risikerer man at individualisere problemerne. Man glemmer, hvordan samfundsmæssige og kulturelle udviklingstendenser er med til at skabe mange af de psykiatriske lidelser og dermed diagnoser, vi oplever i disse år. Og det er problematisk,« siger Anders Petersen.

Hjernehype

Også tidligere har samfundet sat sin lid til hjerneforskningen i forsøget på at forstå menneskets væsen og afvigelser. Dengang dog uden det store held. Neuropsykologien er langtfra ny, men har eksisteret som disciplin siden midten af 1600-tallet, hvor den engelske læge Thomas Willis grundlagde neuroanatomi og neurofysiologi. Neurovidenskaben oplevede stor samfundsinteresse i sidste halvdel af 1800-tallet, hvor man valgte at lægge psykiatrien ind som en underafdeling af neurologien, fortæller professor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet Simo Køppe.

»Den hype, man så i 1800-tallet holdt sig kørende i 20-30 år, indtil man måtte sande, at de ting, neurovidenskaben havde lovet at kunne opnå, slet ikke kunne indfries – i hvert fald ikke på daværende tidspunkt,« siger han.

Ib Kjeldsmark

Siden har stadigt mere avancerede hjernescannere og stærkere computere medvirket til at give neurovidenskaberne og ikke mindst neuropsykologien en ny storhedstid. Men først i 1990’erne begyndte man for alvor at tro på, at man kan forklare menneskelig adfærd ved hjælp af eksempelvis hjernescanning.

Midt i disse års fascination af neurokulturen, der blandt andet afspejler sig i de mange bøger, der udkommer om emnet (se boks), er der dog også skeptikere, der advarer mod at overvurdere hjerneforskningens betydning.

»Det er tydeligt, at hjerneforskningen – og ikke mindst neuropsykologien – i det seneste årti har indtaget den rolle, som tidligere har været domineret af forskellige andre retninger inden for psykologien. Hjerneparadigmet bliver i høj grad brugt til at udpege såkaldte sandheder om mennesket. Men vi risikerer at reducere meget komplekse problemstillinger til én simpel sandhed,« siger Thomas Raab, der er uddannet inden for Litteratur- og Sprogvidenskab, og som er bogaktuel med Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed, som handler om hjerneforskning.

Simo Køppe tilføjer, at hjerneforskningen i et videnskabshistorisk perspektiv dermed har opført sig præcis ligesom alle andre forskningsretninger, der har gjort store fremskridt:

»Det er et videnskabshistorisk faktum, at nyopdagelser altid løber løbsk. Det gælder både inden for samfundsvidenskaberne, de humanistiske videnskaber og naturvidenskaberne. Man vil altid forklare og beskrive mere, end ens opdagelser kan rumme,« siger han.

Den rygende pistol

Et eksempel på en sådan overdrivelse i forbindelse med hjerneforskningen er opdagelsen af spejlneuroner, hvor man observerede, at nogle nerveceller i abers hjerner stort set opførte sig identisk, uanset om det var aben selv eller en artsfælle, som udførte en bestemt opgave.

»Da man opdagede spejlneuronerne, udtalte førende neuropsykologer, at man nu kunne forklare hele tilegnelsen af verden og vores normer og alt muligt ud fra de her spejlneuroner. Det er et typisk eksempel på, at effekten af en opdagelse bliver overdrevet – præcis som da man udviklede psykoanalysen og mente, at man kunne bruge den model til at forklare både mennesket og samfundet,« siger Simo Køppe.

»Efter noget tid opdager man så, at man har draget forhastede konklusioner, og så begynder man typisk at justere ind. Og det virker som om, at det er det, der er ved at ske for hjerneforskningen,« siger Simo Køppe. Han understreger, at hjerneforskningen rummer store potentialer.

»Faktisk begynder neuropsykologien at minde mere om resten af psykologien, og der er jo – måske især på sigt – noget at hente i hjernescanningerne. Især, hvis man lader være med at drage forhastede konklusioner i forhold til resultaterne,« siger Simo Køppe.

Fra Anders Petersens og Svend Brinkmanns perspektiv er der dog endnu ikke tegn på, at den lægevidenskabelige forskning i disse år er begyndt at fjerne det stærke fokus på hjerneprocesser som hovedforklaring for psykisk sygdom. Og det endda på trods af, at man langt fra har fundet beviser for, at psykiske lidelser er hjernelidelser.

»Man har efterhånden gennem de sidste mange år brugt rigtigt meget krudt og rigtig mange forskningsmidler på at forsøge at finde det sted i hjernen – den biologiske markør – der fortæller, hvor angst, ADHD eller depression sidder. Man har bare ikke fundet det endnu, og man ved ikke, om det eksisterer. Vi mangler stadig den rygende pistol,« siger Anders Petersen.

Pendulet svinger

Lone Frank er helt enig i pointen om, at samfundets diagnosekultur har taget overhånd, og at det store fokus på hjernens biologi måske er en af årsagerne.

»Vi falder ofte i den fælde, det er at indstille vores fokus på én slags tænkning. At det hele for eksempel er samfundets skyld, som med antipsykiatrien, der i sin tid hævdede, at sindssyge ikke var sindssyge, men blot normaltreagerende i et sindssygt samfund. I dag er fokus på biologien, og så er det fristende at se den enkeltes sygdom som et udtryk for en kemisk ubalance i hjernen. Men den sygelige tilstand er jo fremkaldt af en vekselvirkning mellem både ens biologi og samfundet,« siger Lone Frank:

»Diskussionen om arv og miljø svinger som et pendul, og hvor man i 1970’erne fuldstændig afviste, at biologien kunne spille en rolle, er pendulet i dag svinget den anden vej.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklens forfattere begår samme fejl som skolastikere, zen – buddhister og allehånde metafysikere altid har begået. De forudsætter a priori af mennesket HAR en lille kasse hvor vi bor i omgivet af biologi, psykologi og samfund som alt sammen virker ind på den lille kasse. Hinduerne kalder den for det højere jeg (Atman), de kristne kalder det sjælen, zen-buddhisterne for sindet osv.. Man mente af denne sjæl eller dette sind var autonomt. Måske skyldes dette at man oprindeligt har opstillet en model til forståelse af psyken og så senere op gennem historien har forvekslet modellen med virkeligheden? Men tilbage til artiklen. Forfatterne skriver: ” Men i disse år handler en stadig større mængde forskning om, hvordan hjernen påvirker VORES personlighedstræk, moral, religiøsitet og anlæg for psykiske sygdomme”. Jeg har skrevet vores med stort fordi det er her problemet findes. VORES er den lille kasse som autonomt findes adskilt fra biologisk såvel som social strata. Problemet skydes til side – nu ved vi alt om biologi og neurologi men hvad ved vi om VORES? Som Ludwig Wittgenstein har gjort opmærksom på så skyldes sådanne problemer ikke reale problemer men sproglige ditto.
Måske skulle der have stået:
” Men i disse år handler en stadig større mængde forskning om, hvordan hjernen udvikler personlighedstræk, moral, religiøsitet og anlæg for psykiske sygdomme”

I august påstod Lone frank, at hun havde "smidt skyklapperne", hvilket mange betvivlede. Det ser ud til, at de havde ret. Således fortsætter hun sin "objektive" søgen fra subjektets "kasse". Som Claus Oreskov så vidende og elegant griber det. Ordene "vi", "os" og "vores" afslører, at skyklapperne blot blafrede lidt.

Jens Thaarup Nyberg

@Claus Oreskov
11. oktober, 2015 - 13:02
"Artiklens forfattere begår samme fejl som skolastikere, zen – buddhister og allehånde metafysikere altid har begået. De forudsætter a priori af mennesket HAR en lille kasse hvor vi bor i omgivet af biologi, psykologi og samfund som alt sammen virker ind på den lille kasse. ..."
Ja, nu er man vel mere tilbøjelig til at tro vi, er den lille kasse - nogle lidt vinde og skæve, andre aldeles retliniede; og vi skal rumme meget.