Læsetid: 6 min.

Postpunken gror frem over det hele

Bølgen af spændende postpunk-bands i Danmark synes på ingen måde at være ved at klinge af. Tværtimod vidner det vildtvoksende vækstlag om, at der stadig er masser af potentiale, der bare venter på at blive foldet ud. Her kommer et lille udpluk af bands, som er værd at følge
First Hate leger med popkonventionerne på deres mørke, men svært iørefaldende synthpop.

Tom Spray

Kultur
7. oktober 2015

Da pladeselskabet Posh Isolation i 2013 udgav live-compilationen Dokument #1 i samarbejde med Københavns Hovedbibliotek, var de med til at understrege, at det danske postpunk-miljø gennemlever et helt særligt moment i disse år. Især omkring Mayhem-scenen i København udfoldede bands som Iceage, Lower, Vår, Lust for Youth, Puce Mary og Hand of Dust – for bare at nævne nogle stykker – energisk mørk punk, skurrende noise-musik og dyster synthpop af et format, som fik musikmedier og lyttere over hele verden til at spidse ører.

Det er derfor ikke nogen nyhed, at det danske postpunk-miljø er noget særligt. Men det er værd at bemærke, at det ikke bare er en kortvarig tsunami. Der er tale om en længerevarende og meget mangfoldig bølge. Og når man kigger på det danske vækstlag, er der oven i købet intet, der tyder på, at den tager af lige foreløbig.

Kvartetten Moth, som er aktuel med singlen »I Dream in Black and White«, spiller mørk, synthesizerbaseret postpunk med lange inciterende instrumentalstykker, hvilket er med til at give deres musik en drømmende kvalitet. Deres numre er i høj grad bundet op på en repetitiv æstetik, hvor bassen og trommerne, der er sovset ind i velvalgte effekter, lægger den solide grund numrene igennem, og hvor flyvske guitarer, luftige synthesizere og let tilbagetrukne vokaler skaber en charmerende eskapistisk æstetik.

I tråd med en del anden postpunk følger nummeret »I Dream in Black and White« – som er et ret hårdtpumpet nummer med en fremaddrivende oktavbas spillet på synthesizer – ikke faste popformer. Blandt andet på grund af de lange instrumentalstykker, som får lov til at folde sig ud på subtil og detaljebevidst vis, hvor det er helt små tilføjelser, der skaber variationen. Og hvor det catchy omkvæd – der består af sætningerne »I dream in black and white/don’t know where else to hide« – først kommer ind til sidst i nummeret og på en vis måde får samme kvalitet som et klassisk popnummers c-stykke. Dette greb er med til at understrege musikkens drømmende kvaliteter, for som lytter ved man aldrig helt, hvad man skal forvente, når man bevæger sig rundt om det næste musikalske hjørne.

Mørk poetisk eliksir

Prison beskriver sig selv som et »queer migrant post punk crew«. På singlen »Deszcz«, udfolder de, hvad man måske kunne kalde en form for witchpunk – punk, der, som jeg hører det, sender et anerkendende nik til witchhouse-acts som canadiske Grimes eller amerikanske Salem – her tænker jeg især på de støjende shoegaze-elementer og den lyse vokal hos Prison, der i tråd med witch-house-traditionen ligger luftigt indhyllet i effekter og messende brygger på en mørk poetisk eliksir.

Det er nærliggende at tolke bandets støjende, men også ofte længselsfulde udtryk, som en form for modstand – ligesom at det er oplagt at se deres navn som et opgør med de normer, der låser og begrænser individet. Så ligesom witch-house-traditionen har tendens til at søge de subkulturelle afkroge, er der hos Prison helt klart også noget normundergravende og en søgen væk fra mainstream på spil, som jeg glæder mig til at følge.

Melodisk overskud

First Hate skiller sig en lille smule ud fra denne samling af bands, da de i højere grad spiller en form for new-wavet og super catchy synthpop, der vækker mindelser om Depeche Mode, men som dog – især på et nummer som »In My Dreams«, hvor sprøde rytmeboks-beats danser en erotisk dans med bløde synthesizere – er mere legende.

First Hate lægger sig tæt op ad popmusikken, men de udviser et stort musikalsk og melodisk overskud, sådan at de visse steder kommer til at parodiere popkonventionerne. For eksempel når de på ret uventet vis springer først én, så to halve toner op i deres repetitioner af omkvædet til sidst i deres 80’er-retronummer »In My Dreams« – et nummer, som i øvrigt er så iørefaldende, at jeg, selv hvis jeg havde lyst til det, ikke ville være i stand til at få det ud af hovedet igen på kommando.

På deres nyeste single »Trojan Horse« er deres lyd gennemført mørk, og tematikken er eksistentielt desperat, når de gentager »they don’t know our names«, og der er helt klart noget på spil, som allerede så småt er ved at folde sig ud til internationalt format.

Vokalen i centrum

Lower slog allerede sidste år deres navn fast med seriøse punksøm, da de udgav pladen Seek Warmer Climes på det legendariske amerikanske pladeselskab Matador Records. I år har de udgivet EP’en I’m A Lazy Son … But I’m The Only Son, som desværre ikke når de samme kunstneriske højder som debutpladen, men som måske understreger, at bandet har et vanvittigt højt bundniveau.

Vokalen på EP’en er langt mere i fokus, end den var på debutpladen, og det medfører, at lyrikken og det syngende jegs fortælling også kommer til at spille en mere central rolle end tidligere, mens guitar, trommer, bas og klaveret – som har sneget sig med – falder lidt i baggrunden.

Det syngende jeg er træt. Han lounger, og han hviler på laurbærrene. Han sidder i sofaer til fester, og han lader de unge kvinder trække ham med til deres ’kamre’. Han er træt af tour-livet, der måske er lidt for meget uendelig undergrund, lidt for lidt glamour. Det helt store gennembrud er ikke kommet, og pludselig er han én blandt mange stemmer:

»And I’m tired of empty halls/Of a show that must go on, though the glamour simply isn’t there/And I’m tired of being unknown, when I should star the leading role/Fleshing out the spirits of our time/Instead I’m sinking into the pool of this world’s wasted voices

EP’en er bygget op over en form for narrativ, og derfor kommer der også en udvikling i historien: Jeget tager sig sammen. Han kommer op på hesten igen for at bruge et lidt gennemtravet udtryk. »I’m back on the rack, tearing out my hair again/Burning my fingers on a venture so hot/I’d be much better off not touching.« Og i bagklogskabens klare lys diagnosticerer han vist oven i købet sig selv og sin dovenskabsperiode: »Taken for a ride/Double-crossed in the ugliest manner/I followed your enticing thighs/You sucked up my attention«.

Alt dette sker, imens trommer, bas og guitar postpunker derudad: Trommerne står aldrig stille, basgangene spinder røde tråde, og guitaren skaber harmonier og melodisk opbakning til fortællingen. Der er altså rigtig meget godt at sige om I’m A Lazy Son… But I’m The Only Son. Der er rigtig mange vellykkede elementer, der er meget, der grundlæggende fungerer. Men alligevel tror jeg, at EP’en bliver lidt en parentes i Lowers forhåbentligt vildtvoksende diskografi. For historiefortællingen, som altså er i centrum, er ikke helt interessant nok – jeg føler, at jeg har hørt den selvhjælps/udviklingshistorie utallige gange før. Og så længe det er tilfældet, vil jeg langt hellere høre desperationen fra den vokal, der var ved at blive opslugt af iltre og vredt spillede instrumenter, som det var tilfældet på Seek Warmer Climes.

Moth udgiver deres nye single ’I Dream in Black and White’ den 31. oktober.

Prisons holder releasefest for deres debutplade ’Prison’ (Saudade)den 30. oktober på BumZen i København, hvor man også kan høre Moth.

First Hate: EP’en ’First Hate’ og singlen »Trojan Horse« (Bad Actors). First Hate spiller på Mayhem, Kbh. Ø, på søndag.

Lower:’I’m A Lazy Son… But I’m The Only Son’ (Escho)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her