Interview
Læsetid: 5 min.

Ryst med håret, for helvede

Få spiller kammermusik så gribende som Den Danske Strygekvartet. De fire festivalaktuelle gutter har kappet alle bånd for at gå ’all in’ med deres projekt, hvilket to fonde nu belønner med en check på 5,1 millioner kroner
Tiden er løbet fra diktatorer, der vil bestemme det hele, siger violinist Rune Tonsgaard Sørensen. Derfor går Den Danske Strygekvartet ind for diplomati i øvelokalet.

Caroline Bittencourt

Kultur
23. oktober 2015

Som klassisk musiker er ens opgave først og fremmest at spille andre komponisters noder, hvilket Den Danske Strygekvartet evner bedre end de fleste. Så når de spiller koncerter, er det på sin vis på arrangørens og komponistens præmisser. Men kvartettens fire musikere finder det også udviklende og tilfredsstillende at skabe noget selv, så de har skabt deres egen festival. DSQ Musikfest, hedder den, og festivalen kan i denne weekend opleves for niende gang i Bygningskulturens Hus i København.

»Rockbands tager ofte scenegrej med, lysmand og alle mulige ting. Det er noget af det, vi synes er sjovt, både det visuelle og at skabe et rum, vi har lyst til,« siger violinist Rune Tonsgaard Sørensen.

»Da Oh Land spillede med Copenhagen Phil, fik hun dekoreret hele salen fuldstændig efter sine ønsker. Jeg tror, at rockbands tør tage sig flere friheder.«

Frederik Øland, bandets anden violinist, fremhæver den sociale del af deres festival. De beder gæstemusikere om at blive hængende og ikke bare fare ud til lufthavnen efter koncerten. »Det er ikke publikum på den ene side og musikere på den anden. Alle er med til hele fortællingen, og publikum er meget med til at skabe den. Vi er sociale mennesker i kvartetten, og festivalen er en social totalbegivenhed«.

Balance

Sidste år var Den Danske Strygekvartet 175 dage on the road, i år bliver det omtrent det samme. For de fire musikere elsker turnélivet, og både kritikere og publikum falder i svime over Den Danske Strygekvartets personlige fortolkninger af repertoirets store klassikere såvel som helt ny avantgarde eller endda deres egne arrangementer af folkemusik.

Og efter kvintettens beslutning om at satse hundrede procent på deres broderskab – ensemblets to violinister har henholdsvis opsagt sin stilling og taget orlov fra jobbet i Copenhagen Phil for at hellige sig kvartetten – trækker udlandet mere og mere. Det er de nødt til for at få tingene til at hænge sammen, da lande som for eksempel USA betaler væsentligt mere for en koncert, og det betyder også, at tilknytningen til det danske risikerer at blive mindre. For at sikre en forankring i det hjemlige har Augustinus Fonden og Det Obelske Familiefond nu bevilget en sum på 5,1 millioner kroner over tre år til kvartetten.

Pengene skal gå til forskellige konkrete projekter. Blandt andet nogle flerårige cd-indspilninger såsom en opfølgning på albummet Wood Works (2014), der indeholder kvartettens egne arrangementer af skandinavisk folkemusik, og som anmeldere har kaldt innovative, begavede og gysende smukke. Desuden er der planlagt et projekt, der skal munde ud i fem plader med sene Beethoven-kvartetter kurateret på en ny måde, fortæller bratschist Asbjørn Nørgaard.

Til DSQ Musikfestival inviterer kvartetten deres gode venner – og dem har de fået mange af i kraft af deres pakkede koncertkalender – med til at spille under stemningsfulde forhold, så begivenheden bliver mere end bare endnu en koncert. Rollen som eventmager vil de udvide endnu mere, ikke mindst for at styrke båndet herhjemme.

»Vi er kede af, at vi spiller så meget uden for Danmarks grænser og har svært ved at lave nok herhjemme. Nogle af disse projekter gør, at vi bruger nogle ordentlige chunks af vores tid her, hvilket fondene har været villige til at støtte,« fortæller Asbjørn Nørgaard.

Efter forbillede i Oslo Quartet Series pønser Den Danske Strygekvartet desuden på at lancere fire årlige koncerter med »de største stjerner«, som de mener at kunne tiltrække i kraft af et omfattende personligt netværk, som danske koncertarrangører normalt ikke har.

Venskab betyder alt

Til spørgsmålet om, hvorfor fonde smider så mange penge efter et lille ensemble, sammenligner Søren Bojer Nielsen, der er direktør i Det Obelske Familiefond, bevillingen med ordningen ’statsensemble’, der i årene 1990 til 2002 støttede blandt andre New Jungle Orchestra og Kontra Kvartetten. En strygekvartet har ringe mulighed for offentlig støtte, så det tvinges til at klare sig på markedsvilkår, mener Asbjørn Nørgaard.

I øvelokalet på konservatoriet på Frederiksberg, hvor jeg møder dem, bliver deres tætte bånd hurtigt åbenbart. For eksempel da jeg spørger, om de blander sig i hinandens frasering, buestrøg osv., hvilket får ironiske bemærkninger om tonen til at fyge mellem vennerne. »Nu lukker du røven« og andre kommentarer i den dur, indtil Asbjørn Nørgaard svarer på spørgsmålet: »Det er jo diplomatisk. Strøg er vi blevet mere ligeglade med, bare det lyder ens. Det er et samarbejde, og nogle gange kan det være det rigtige tidspunkt at komme med et konstruktivt forslag, andre gange, måske lige før en koncert, skal man bare tage en kop kaffe.«

Tiden er løbet fra diktatorer, der vil styre det hele, siger Rune Tonsgaard Sørensen.

»Vi er jo nok den allermest konfliktsky kvartet i hele verden«.

Asbjørn Nørgaard supplerer: »Vi skal have et langt koncertliv sammen, og så er det ikke det værd at diskutere, om dén prik på dén tone er kort nok, og tit tager man selv fejl, og så er det alligevel den anden ... idiot ... der havde ret. Og efter man har oplevet det ti gange, bliver man lidt mindre stejl på holdningerne.«

Du hører, hvad du ser

Alt for ofte oplever man, at musikeres nodelæsning frarøver kontakt til publikum. Den Danske Strygekvartet formår alligevel at optræde som mennesker i kød og blod.

»Ligesom en skuespiller bruger vi nogle gange en redskabskasse til at projicere nogle ting«, siger Asbjørn Nørgaard, »andre gange ignorerer vi det fuldstændigt og aner ikke, hvad publikum laver – der sidder vi bare og hygger os og fyrer den af«.

– Hvad ligger der i den redskabskasse?

»Ryste med håret«, griner Frederik Øland, som afbrydes af Rune Tonsgaard Sørensen: »En scenecoach har lært mig, at folk hører, hvad de ser, og det tror jeg faktisk også er gældende i vores musik. Man kan understøtte med lidt kropssprog eller en eller anden mimik, men det er jo samtidig noget, der kommer naturligt og ikke noget, vi sidder og øver«.

Frederik Øland opklarer sit lille udbrud: »Vi har en intern kliché, hvis vi skal spille noget, vi synes er pisse svært og ikke føler os helt overskudsagtige over for, så siger vi: Husk nu at ryste med håret, for helvede«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her