Læsetid: 4 min.

Den seende Blixen

På en havn i Dragør fortalte Karen Blixen engang en historie. Den findes i dag i flere versioner, hvoraf i hvert fald de tre er nedtegnet efter storytellerskens eget mundtlige foredrag.
På en havn i Dragør fortalte Karen Blixen engang en historie.  Den findes i dag i flere versioner, hvoraf i hvert fald de tre er nedtegnet efter storytellerskens eget mundtlige foredrag.

Molly Wittus/iBureauet

24. oktober 2015

Der findes et foto af Karen Blixen, taget d. 15. juni 1960 på havnen i Dragør, hvor hun iført en kyselignende, eller skulle vi sige klokkeformet, hat sammen med andre tilskuere følger med i et eller andet spændende, der foregår højt oppe i luften. Ved samme lejlighed fortalte hun en ’histårie’. Ledsagende kommentarer oplyser, at det drejede sig om »De blå øjne«, altså den korte, sagnagtige beretning om en skipper fra Helsingør, som opkaldte sit fartøj efter sin hustru og lod dets galionsfigur udskære så omhyggeligt og smukt, at den lignede hende.

Historiens pointe er, bemærkes det tørt af Hans Brix i dennes bog om Karen Blixen (1949), at skipperens liv skal deles ligeligt mellem sø og land, ellers drukner både ægteskab og skude. Men historien findes faktisk i flere versioner, hvoraf i hvert fald de tre er nedtegnet efter storytellerskens eget mundtlige foredrag. Hvad der har overlevet længst, er dog den ældste, trykte version (1942), der indgår i fortællingen »Peter og Rosa« fra samlingen Vinter-Eventyr, et værk, som optager mig lige nu, fordi vi forleden dag gennemgik det på mit 3. semesters-hold i Moderne Litteratur og Litteraturteori.

I novelle- og dermed bogversionen har hverken skipperen eller hustruen navn, og de ydre kendsgerninger er holdt på et minimum. Vi hører blot, at konen bliver jaloux på figuren, og at søfareren lidt dristigt prøver at forsvare sig med, at kvinden i skibets stævn netop er så »fin, glat og højbarmet« som hustruen selv, ja, at den guldlokkede figur oven i købet træder sin dans på bølgen så let som hans ægtemage på bryllupsdagen.

Dine dejlige blaa Øjne

Men så tilføjer han skælmsk, at galionsfiguren i grunden er venligere end gemalinden, fordi hun jo »sætter Kursen lige derhen hvor jeg vil have hende« og tilmed lader sit hår hænge frit, hvorimod hans hustru sætter sit ind under en kappe!

Nu sker der så, i alle versionerne, det, at skipperen på en rejse til Indien vinder sig en belønning i form af to kostbare ædelstene (safirer, indføjer den pedantiske Hans Brix!), som han lader sætte ind i galionsfigurens ansigt. »Nu har hun dine dejlige blaa Øjne,« hævder skipperen over for hustruen, der imidlertid blot bliver endnu mere skinsyg og en dag, hvor manden ikke er hjemme, får glarmesteren til at skifte de to juveler ud med et par stykker sølle blåt glas.

Da manden så rejser til Portugal, forringes hustruens syn, og hun går (underligt nok ikke til egen læge, men) til en såkaldt ’klog kone’, der konkluderer, at fruen lider af en sjælden øjensygdom og snart kan forventes at blive blind. Hvorvidt dette sker, hører man ikke i bogversionen, men i samtlige udformninger af historien går fartøjet ned med mand og mus, og det tilmed ved højlys dag, da det løber på en klippe, der stikker langt op af søen. Den håndfaste tolkning må blive, at manden har mistet sin kones kærlige øjne og dermed evnen til at styre sin skude. På det psykologiske plan har han i hvert fald mistet den kærlighedens (blinde!) tillid, som førhen bar ham oppe og viste ham vej, mens hustruen jo på sin side har narret og skammeligt svigtet ham.

Det blå hav

Læser man mere overført, kan man sige, at hvor skipperen insisterer på en hemmelig symbolsk forbindelse mellem tegn og realitet, holder hustruen fast på en forskel mellem billede og virkelighed. Han er romantisk, hun realist.

Nu er det imidlertid sådan, at historien om de blå øjne i Vinter-Eventyr indgår komplekse forbindelser med andre billeder af det blå hav og i novellen »Peter og Rosa« spejler sig i to store børns kærlighedstragedie og dér simpelt hen får fortællingen til at skifte fortegn, sådan at det bliver pigen, der giver sig symbolet i vold. Fortællingen modstiller, uden forsøg på forsoning, to fortolkninger af samme fænomen og anbringer altså sin læser i en art uafgørlighedsposition, alt imens de unge tæt sammenslyngede drukner i Øresund. Derfor går det da også rent galt, hvis man i sin tolkningstvivl tager sin tilflugt til de mundtligt formidlede versioner (den første fra Oslo 1956, den anden fra USA i 1959, trykt januar 1960 i Ladies’ Home Journal, den tredje fra grammofonpladen Karen Blixen fortæller (1960), trykt næsten enslydende i årsskriftet Blixeniana 1980). For deri får man ganske vist masser af konkrete detaljer – hustruen kaldes således skiftevis Sofie og Severine! – men også en mere entydig fordeling af roller og dermed af ansvar og skyld.

Hvor fortællestoffet i »Peter og Rosa« hensættes i en gådefuld ubestemmelighed, landes det i Karen Blixens mundtlige versioneringer på den populære og dermed lidt fadt publikumsvenlige underholdningshistories præmisser. Hvilket dog efter sigende ikke overbeviste beboerne i Dragør. De krævede Karen Blixen væk, skønt denne helt legitimt logerede hos sin sekretær Clara Svendsen (senere Selborn). Begrundelsen for miljøets harme var, at forfatteren da vist var – en heks. Og heri havde man, i hvert fald rent æstetisk, mere ret end man vidste af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu