Baggrund
Læsetid: 5 min.

Hun skriver om mennesket bag historiebøgerne

For årets Nobelpristager i litteratur, hviderusseren Svetlana Aleksijevitj handler litteratur om mennesket som gåde. Og gåden har hun søgt svar på hos tusinder af vidner til det tidligere Sovjetunionens katastrofer
Internationalt er Aleksijevitj bedst kendt for sin bog om Tjernobyl. Aleksijevitj besøgte gennem næsten ti år Tjernobyl-området for at indsamle vidnesbyrd. Her et foto fra en forladt børnehave i området omkring Tjernobyl.

Martin Lehmann

Kultur
10. oktober 2015

Svetlana Aleksijevitj som modtager af årets Nobelpris i litteratur er blandt det Det Svenske Akademis usædvanlige valg, for det meste af hendes produktion er ikkefiktion, men derimod en effektfuld blanding af litteratur og journalistik, litterær reportage, når den er bedst.

Hun er den første hviderussiske forfatter, som modtager prisen, men givet ikke til begejstring for den hviderussiske præsident Aleksandr Lukasjenko, for ingen har beskrevet baggrunden for hans diktatur bedre end Svetlana Aleksijevitj. Og baggrunden er de mange katastrofer i sovjettiden og efter Sovjetunionens sammenbrud. Selv har hun sagt om sit hjemland til det hviderussiske nyhedsbureau BelaPan: »Frygten vendte meget hurtigt tilbage til hviderusserne, som om der ikke havde været en fem års pause under Gorbatjov. Magthaverne fremprovokerer de værste sider af mennesket og slaveritualer er så dybt forankrede i hviderussisk kultur og bevidsthed, at jeg ikke tror, at vi vil blive fri inden for overskuelig tid.«

Hun er født i det nuværende Ukraine af en hviderussisk far og ukrainsk mor i 1948, voksede op i Hviderusland og tog eksamen i journalistik i den hviderussiske hovedstad Minsk, hvorefter hun en tid arbejdede på lokalaviser og et litterært magasin, før hun helligede sig forfattervirksomheden. Aleksijevitj siger til det svenske bogmagasin Vi Läser om kritikken for at bedrive journalistik og ikke litteratur: »Det er jeg uenig i. Journalistik er for mig, at der findes mennesker i informationsstrømmen. Litteratur handler om mennesket som gåde.« Og den store gåde for Aleksijevitj er alt det, sovjetmennesket og postsovjetmennesket har fundet sig i og stadig finder sig i.

At overvinde kynisme

Hun har brugt 35 år på sit livsværk Utopiens stemmer, som hun har interviewet 800 til 1.000 mennesker til hver af fem bøger. »Det tager lang tid. Den sidste bog tog 15 år,« siger hun til Vi läser. Det er ikke blevet lettere efter Sovjetunionens fald, fortæller hun. »I Sovjetunionen var jeg tvunget til først at overvinde menneskers rædsel. Nu skal jeg overvinde kynismen. Og det er endnu sværere.«

Læs også: Mennesket er større end krigen

Den første af de fem bøger i hendes livsværk udkommer den 1. november på dansk. Det bliver den første af hendes bøger, som kommer på dansk – men nok ikke den sidste nu, hvor hun er hædret litterær stjerne. Bogen Krigen har ikke et kvindeligt ansigt bringer over 200 kvinders vidnesbyrd om deres erfaringer som frivillige i Den Røde Hær under Anden Verdenskrig. Efter krigen bliver de i modsætning til mændene ikke betragtet som helte, men mødt med mistænksomhed og ofte ligefrem foragt. Derfor tav de, indtil Aleksijevitj i 1978 begynder at opsøge dem. Originaludgaven U Vojnu ne sjenskoje litso udkom i Minsk i 1985, efter at have ventet et par år i censuren.

Bog nummer to i serien Poslednie svideteli: sto nedetskikh kolybelnykh, (De sidste vidner: om historier, der ikke er for børn), udkom i Moskva i 1985 og på svensk som De sidste vidner i 2015. Her lader Aleksijevitj dem, der var børn under krigen tale. Børn, som havde mistet forældrene og drev hjemløse og sultne omkring.

Bog nummer tre Tsinkovje maltjiki (Zink drengene), udkom i Moskva i 1992. Her møder læseren sovjetsoldater, som blev sendt til Afghanistan til en »hemmeligholdt krig«. Den sovjetiske propaganda spredte det indtryk, at soldaterne væltede sig i penge og næsten kun besøgte skoler og hospitaler. Veteraner fortæller den bitre sandhed og flere mødre fortæller om at få sønner hjem i forseglede zinkkister, som familierne ikke måtte åbne.

Internationalt er Aleksijevitj bedst kendt for den fjerde bog i serien Tjernobylskaja Molitva, der udkom i Moskva i 1997 og i USA i 2005 som Voices From Chernobyl: The Oral History of a Nuclear Disaster. Her er udpluk af over 500 interview med overlevende fra Tjernobylkatastrofen i 1986, der hidtil har kostet anslået 1,5 millioner mennesker livet, herunder forfatterens søster, mens hendes mor mistede synet. Aleksijevitj besøgte hyppigt gennem næsten ti år i Tjernobyl-området for at indsamle vidnesbyrd. Sidste og femte bog i serien udkom i Moskva i 2013, Vremja sekond hend (Tiden second hand). Heri skildrer forfatteren den postsovjetiske periode som netop en brugt eller genbrugt (second hand) tid, fordi dets mennesker ikke kan frigøre sig fra fortiden.

Læs også: Om at læse og oversætte Aleksijevitj

Aleksijevitj beskriver på sin hjemmeside sit litterære projekt således: »Hvis man ser tilbage på hele vores historie, den sovjetiske og postsovjetiske, er den en enorm fælles grav og et blodbad. En evig dialog mellem bødler og ofre. Revolutionen, Gulag, Anden Verdenskrig, den sovjetisk-afghanske krig, der blev skjult for folket, det store imperiums sammenbrud, et gigantisk socialistisk lands fald, utopiens land og så udfordringen af kosmiske dimensioner – Tjernobyl. Det er en udfordring for alt levende på jorden. Sådan er vores historie og temaet for mine bøger.«

Aleksijevitj er ofte kaldt forræder og upatriotisk for at blotlægge de værste sider af historien og pille de officielle fortællinger fra hinanden gennem vidnernes stemmer. I 2000 måtte hun søge tilflugt i udlandet på grund af myndighedernes chikane og dødstrusler. Hun vendte tilbage til Minsk i 2011.

Styrker kritik

Den russiske oppositionsjournalist, Oleg Kasjin, skriver på den russiske medieportal Slon, at Nobelprisen styrker hendes kritik af det postsovjetiske autoritære system, især det russiske: »En person står frem med en stemme, som uden tvivl lyder højere end nogen russisk stemme. Kun Vladimir Putin kan konkurrere med en nobelpristager i et globalt mediekor, og den konkurrence vil Putin givet tabe.«

Aleksijevitj har på sin hjemmeside beskrevet sin vej til at sætte enkeltpersoners liv og stemme i centrum for historiske begivenheder således: »Jeg har ledt efter en genre, der ville passe bedst til min vision om at viderebringe, hvordan mine ører og øjne hører og ser livet. Jeg valgte til sidst genren, hvor menneskestemmer taler for sig selv.«

Som inspirationskilder har hun fremhævet notater fra sygeplejerske og forfatter Sofia Fedortjenko (1888–1959) om soldaters udtalelser under Første Verdenskrig og rapporter fra den hviderussiske forfatter Ales Adamovitj (1927–1994) fra Anden Verdenskrig. Aleksijevitj søgte tilbage til hjemlandet efter at have nydt godt af fribysystemet, der i flere lande beskytter forfulgte forfattere. Det var imidlertid svært for hende at skrive uden for det postsovjetiske rum, men det er også en ensom oplevelse at skrive i Lejligheden i Storoskaja gaden 8 i centrum af Minsk, hvor få af hendes naboer aner, at hun er en lysende litterær stjerne. Hun siger til Vi Läser: »Jeg står jo i opposition til mit eget folk,« for hviderussere er rædselsslagne for at lide samme skæbne som ukrainerne, og de vil helst tro, at Lukasjenko kan redde dem.

Aleksijevitj spørger: »Hvorfor har vi ikke lært af alle de lidelser? Hvorfor kan vi ikke sige: Jeg vil ikke længere være slave? Hvorfor skal vi lide igen og igen?«. Årets Nobelpristager i litteratur har ikke svar på de spørgsmål, »men jeg ønsker, at mine bøger skal motivere læserne til selv at tænke over dem,« siger hun.

De fleste postsovjetiske forfattere – i Rusland som i Hviderusland – har hidtil valgt at holde sig fra de pinagtige dele af historien, fordi de er politisk mineret land.

Svetlana Aleksijevitj siger i et interview til The Guardian: »Jeg mener, at det er forfatterens pligt, russisk, hviderussisk eller anden postsovjetisk, at skrive sådanne bøger. Hvis vi ikke forstår, hvad der var galt med os, vil vi aldrig blive fri af vores fortid.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

slaveritualer er så dybt forankrede i hviderussisk kultur og bevidsthed ... Hvad taler vi om her? Jeg er ikke i tvivl om hvad der falder mig ind...men måske er der andre bud.