Læsetid: 5 min.

At springe ud som pædofil

Dokumentaren ’Daniels verden’ kaster mange spændende og ægte vanskelige spørgsmål af sig. Som for eksempel, hvad der er værst: at leve i skabet eller springe ud som pædofil? – Og for hvem?
Som film føles Daniels verden en lille smule stillestående og begivenhedsløs. Det er hverken en barsk, fornøjelig eller følelsesfuld oplevelse at se den. Det er en film, man sætter pris på at have set, bagefter

Som film føles Daniels verden en lille smule stillestående og begivenhedsløs. Det er hverken en barsk, fornøjelig eller følelsesfuld oplevelse at se den. Det er en film, man sætter pris på at have set, bagefter

Foto fra filmen

5. oktober 2015

Først en afklaring. Der er mange pædofile, der aldrig begår overgreb mod børn. Faktisk kan op imod 90 procent af dem, der krænker børn seksuelt, ikke diagnosticeres som klinisk pædofile. Pædofile interesserer sig primært – og som oftest eksklusivt – for prepubertære børn, og der er i de klinisk pædofiles tilfælde tale om en både seksuel og romantisk interesse, som ikke får en mere moden karakter, selvom de selv bliver ældre.

Tjekkiske Daniel uden efternavn er klinisk pædofil. Når han på det sexologiske institut kobles til en maskine, der måler hans penis’ reaktion på nøgenbilleder af mennesker i forskellige aldersgrupper, er det udelukkende unge drenge i skolealderen, der giver udsving.

Selv er Daniel 25 år gammel. Han drømmer om at blive forfatter og bearbejder den evindelige, daglige kamp for og imod sig selv ved at skrive. Allermest drømmer han om en dag at kunne elske frit og selv blive elsket, vel vidende at det aldrig kommer til at ske. Et familieliv er udelukket: det eneste valg han reelt har, er valget mellem livslang, skambehæftet masturbation med begrænsede hjælpemidler – hvor eneste variation er at skifte hånd, som Daniel sorthumoristisk konstaterer – eller medicinsk kastration.

Alt hvad der angår børn er tabu for ham. At smile til et barn, at kigge på et barn, at tænke på et barn. Alt det han ikke må, og som både samfundets og hans eget moralkodeks forbyder ham, er det, der gør ham allermest glad at tænke på og at fantasere om. Men for både Daniel og mange af de andre pædofile, som han har mødt på nettet, og som han søger støtte hos, er det paradoksalt nok ofte deres stærke romantiske følelser for et bestemt barn, der er deres hovedmotivation for ikke at overskride nogen seksuelle grænser. Kærligheden forhindrer kærligheden, så at sige.

Min lille kammerat

Der findes også et udkårent barn i Daniels liv: drengen Misa, hvis forældre er Daniels venner. De ved, som de fleste i Daniels liv inklusive hans familie, at han er pædofil. Men de ved ikke, at han er forelsket i deres søn.

Det er i portrættet af Daniels følelser for Misa og hans egen beskrivelse af, hvad deres ’forhold’ betyder for ham, at det bliver underligt, ambivalent og lidt ubekvemt at være i selskab med filmen.

Første gang han mødte den dengang kun 6-årige Misa, løb drengen ham glad i møde og gav ham et spontant knus. Og så var han solgt. Han lever for de sparsomme og nøje planlagte besøg hos vennerne, hvor han har mulighed for at tilbringe tid med drengen og lege. Efter et besøg er han følelsesmæssigt (og seksuelt må man gå ud fra, selvom det ikke fremgår direkte) vitaliseret.

Lige så meget som Daniels skam over at være pædofil skinner igennem, og lige så meget som han fremstår som en ung mand, der tager et enormt og beundringsværdigt moralsk ansvar for sin egen seksualitet, så er der alligevel en slet skjult stolthed og meget upassende, næsten barnligt naiv glæde at spore hos ham, når han taler om sin ’lille kammerat’.

At der på trods af hans venners forstående tilgang til ham er en fuldkommen klar og socialt veldefineret grænse, som han umærkeligt kommer til at overskride i sin forelskelse, er tydeligt at aflæse i en central scene i dokumentaren, hvor han er på bar med to venner. I lige nøjagtig det øjeblik, hvor Daniel går fra at tale om sig selv som pædofil til at tale som pædofil (»Jeg må gerne kunne lide nogen. Og det gør jeg. Min lille kammerat.«) bliver stemningen underlig.

De (og vi som seere og som samfund) kan til nød acceptere den pædofile i rollen som angrende synder, men vi kan – og vil ­– ikke konfronteres med andet og mere.

At springe ud som pædofil

Og det er her, at Daniels tragedie bliver løftet op i anden potens, for ligesom alle andre mennesker, vil Daniel ses og høres og anerkendes. Han prøver, fornemmer man, men kan ikke til fulde acceptere at skulle leve sit liv i tavst tabu. Han opsøger en talsmand for en organisation, der arrangerer en ’gay pride parade’ for at bede om lov til at dukke op og demonstrere som seksuel minoritet. Daniel vil også ’springe ud’. Men det falder tydeligvis ikke i den allerbedste jord.

At blive associeret med pædofile – uanset hvor cølibatære – er ikke just det højeste ønske for især homoseksuelle mænd, der mange steder kæmper hårdt for at frigøre sig fra fordomme om sammenhænge mellem homoseksualitet og pædofili.

Det lunkne svar fra talsmanden lyder, at ingen vil forhindre Daniel og hans pædofile venner i at møde op til paraden.

Synet af skrutryggede Daniel, der står gemt lidt væk i en port i udkanten af det farvestrålende menneskehav med sit sammenrullede, hjemmelavede banner og venter på sine medpædofile demonstranter er filmens allerskrøbeligste højdepunkt. Gå hjem! råber det indeni en. Men det er så nødvendigt for ham at have lov til at være sig selv, at han trodser al social logik for at blive set.

Av.

Star crossed lovers

Som film føles Daniels verden en lille smule stillestående og begivenhedsløs. Det er hverken en barsk, fornøjelig eller følelsesfuld oplevelse at se den. Måske fordi filmens altoverskyggende fokus er Daniel, og han er en lidt stille ung mand med et lidt stille liv. Han er en helt udramatisk, banal pædofil. Det er de spørgsmål og refleksioner, som filmen kaster af sig, der bærer dens værdi. Det er en film, man sætter pris på at have set. Bagefter.

Daniel klager ikke. Han er godt klar over, at ensomhed også er et vilkår for mange mennesker, der ikke er pædofile. Han accepterer, at han aldrig skal have sex, han accepterer at han aldrig får en kæreste, at han aldrig skal have børn. Han lider alle de afsavn og beder så bare til gengæld om lov til mere platonisk tid med sin ’lille kammerat’. Er det for meget at forlange? Jeg tør godt gætte på, hvad Misas forældre vil svare.

Foto fra filmen

’Daniels verden’ er en del af LGBT-festivalen Mix Copenhagen og kan ses på tirsdag den 6. oktober kl. 19.15 i Cinemateket, hvor instruktøren Veronika Liskova vil være til stede til at besvare spørgsmål efter filmen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Steffen Gliese
Kurt Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jamen, der ser du, det er slet ikke så vanskeligt at kommunikere klart! ;-)

Ellers er det en meget interressant betraktning at jeg ikke kan være kvalificeret at udtale mig.

Ethvert menneske vil efter min mening være kvalificeret at udtale sig om ting der vedrører "den menneskelige tilstand".
Kvalifikationerne vil selvfølgelig variere alt efter emne, person, viden, erfaring, evne at sætte ting i perspektiv etc etc., men som udgangspunkt er alle kvalificeret. Nogle mere, nogle mindre.

Men et argument står og falder med argumentationen, ikke hvem eller hvad der kommer med argumentationen.

Når du diskvalificerer mig i at have en mening som pædofil diskvalificerer du mig også i at have en mening som menneske.

Det er så fint nok, det er jeg vant til og forventer sådan set ikke andet.

Men jeg snakker ikke om mig, jeg snakker om generelle og universale ting.
Jeg påstår at der er nuancer, og konkluderer at en nuanceret tilgang vil være best. (for alle)
Du svarer ikke med at påvise at jeg tager fejl, at der ikke er nuancer, eller at min konklusion er forkert at såvidt der er nuancer er det ikke relevant for hvilken tilgang er best.

Med andre ord du svarer ikke med at sige at premisser er forkerte eller mangelfulde, at observationer er forkerte eller mangelfulde, at resonering er forkert eller mangelfuld, at konklusioner er forkerte eller mangelfulde, du siger at intet af det er relevant fordi det kommer fra mig.

Hvad synes du selv vil være mest effektivt at ændre mine idéer, at påvise hvor jeg tager fejl, og dermed give mig mulighed for at lære noget, eller blankt at afvise alt, uden så meget som at kommentere det jeg siger, fordi det er jeg som siger det?

mvh

J. Jensen
Jeg finder dine betragtninger meget interessante. Det er jo helt igennem absurd at vi dæmoniserer mennesker ud fra deres orientering frem for deres handlinger. Jeg arbejder for et forlag og vi er i færd med at udgive nogle bøger hvor vi går tæt på tabuemner. Jeg vil gerne i dialog med dig og vil høre om du kan skrive til min mailadresse. Du kan naturligvis være helt anonym.
Tinamariahenderson@gmail.com
På forhånd tak

Sider