Læsetid: 6 min.

Thule med langsomt åndedræt

Det nye storværk, Thule på tidens rand, om fangersamfundet rækker helt tilbage og direkte ind i debatten om Grønlands fremtid
Den lille søkonge, der yngler i Thuledistriktet, hører stadig med til menuen i fangersamfundet. Gammelt blander sig konstant med alt det nye, klimaforandringerne bringer med sig. Fuglen spises gerne kogt eller spæksyltet i sæl.

Carsten Egevang

5. oktober 2015

Hvert år siden 2007, har antropologen Kirsten Hastrup besøgt fangersamfundet i Thule. Her har hun tilladt sig god tid, og vi har andre har derfor nu fået en rig og perspektivbærende beretning om Thule-samfundet og dets betydning for resten af Grønland og for os i Danmark.

Kirsten Hastrup er ikke et sekund i tvivl om, at det lille samfund på knap 800 mennesker i Thule-området, eller Avanersuaq, som det nordligste beboede Grønland hedder på grønlandsk, har væsentlig betydning for os alle.

Her forstår man, hvordan menneskene i dette lille samfund, der også i den grønlandske kontekst opfattes som langt væk, har vægt som bærere af en ganske særlig arktisk historie, som overbringere af fangernes særegne levevis til fremtidige generationer, som aktører i de topaktuelle klimaforandringer, som udviklere af sofistikeret fangstteknologi og som vidner til fremmedes indmarch fra de første hvide rejsende i 1800-tallet og til 1940’erne og 1950’erne, hvor en flod af danske svigt og knæfald ledsagede etableringen af amerikanernes Thule-base og tvangsflytningen af thuleboerne til Qaanaaq, den nuværende hovedby i Avanersuaq.

Det er ikke et hovedsigte med Kirsten Hastrups beretning, men omkring side 400 fælder hun med cirka 20 siders nådesløs afklædning en hård moralsk dom over de danske embedsmænd og politikere, der agerede fødselshjælpere for Thule-basen:

»Den danske administration dækkede over tvangsflytningen ved at fastholde, at det var fangernes og Fangerrådets eget ønske (…) Det er næsten ubærligt at tænke på omfanget af den undren og den krænkelse, som Thulebefolkningen må have følt ved på den måde at være dobbelt forstødte – fysisk ved at skulle flytte, menneskeligt ved ikke at blive anset for ligeværdige – eller overhovedet set.«

Løgn føjedes til svig, mens danskerne, grønlænderne og FN blev holdt hen med tåge og fordrejninger, forstår man – og et samfund blev mærket for altid:

»Sammenbruddet i Thulesamfundet, som det havde fungeret siden 1910, var til at tage og føle på.«

Kirsten Hastrup er professor i antropologi ved Københavns Universitet, prisbelønnet forfatter til en stribe fagbøger og præsident for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. Hendes analyse er ikke bare læseværdig, den er om muligt endnu mere solidt funderet end Højesterets rent juridiske dom fra 2003, der klarlagde, at flytningen af Thuleboerne var i strid med folkeretten.

Hjemme langt væk

Kirsten Hastrups beretning er langt bredere end historien om tvangsflytningen. Som fortæller er hun gennem alle otte af bogens tematiske kapitler levende optaget af at videregive sine observationer af det nære – af familiemønstre, af tætheden mellem menneskene i så lille et samfund, af beklædningens udvikling gennem generationer, redskaberne, vanerne og den adrætte beslutsomhed, som et liv i nærkontakt med en farefuld natur har fostret hos Thulefolket.

Hun skriver om fangsten, hvalrosserne, søkongerne, menneskenes liv med landskabet, isens inderste, om kvindekamikkerne, der før i tiden også fungerede som lommer, om stilfærdigheden, om fangstblæren af afhåret sælskind og ikke mindst om det at høre til et sted, uanset at det for andre måtte synes fjernt. Et tema, der har optaget Kirsten Hastrup en rum tid: Tre bøger, inklusive en doktordisputats har hun skrevet om Islands historie og folk.

I Thule på tidens rand rapporterer hun med fintmærkende respekt for detaljens betydning og får indgående beskrevet, hvordan fangersamfundet i Avanersuaq har udviklet sig over tid: Fra de første grønlændere, der kom fra Asien netop til Nordvestgrønland, til i dag, hvor Thulesamfundet ikke længere er så homogent som før flyvemaskinen, og hvor det gamle i den grad må tage bestik af det nye.

Klodens opvarmning bringer fundamentale rystelser; Kirsten Hastrup dyrker ikke overdrivelsen, men så meget desto mere forstår man perspektivet.

Hun kunne dårligt have valgt et mere væsentligt tema end netop fangersamfundets skæbne: I Grønland har den klassiske fangerkultur, sådan som den ikke mindst har foldet sig ud i Thule-distriktet, i de seneste år fået umådelig status i Grønland.

Aleqa Hammond, der i dag er medlem af Folketinget, havde i sin tid som stærkt nationalt orienteret leder af Naalakkersuisut, den grønlandske selvstyreregering, fra 2013 til 2014, f.eks. et stort romantisk oliemaleri af en grønlandsk fanger med hævet fuglespyd og bukser af isbjørneskind hængende bag sit skrivebord i Nuuk. På gavlene på de store boligblokke i Nuuk er i dag malet vældige grønlandske ansigter af klassisk tilsnit, så hovedstadens beboere konstant mindes om den del af kulturarven, fangerlivet repræsenterer.

Som Kirsten Hastrup nu er med til at dokumentere, lever kun ganske få grønlændere i dag af traditionel fangst. Også i Thuledistriktet må fangertraditionerne vige for klimaforandringerne, isens tiltagende svigefuldhed, internettet, ungdommens voksende mobilitet og den almindelige urbanisering, der tynder hastigt ud i Grønlands yderdistrikter.

Traditionens og fangerkulturens betydning for mange moderne grønlænderes selvopfattelse er til gengæld intakt eller måske ligefrem voksende, og beretningen om de nuværende – og måske sidste – Thule-fangeres historie, traditioner, redskaber, tænkning og nutidige levevilkår ramler derfor ganske præcist ind i den aktuelle debat om identitet og fremtid i Grønland. Ikke at Kirsten Hastrup blander sig i denne grønlandske debat; dertil er hun alt for bevidst om sit mandats begrænsning, men hun bringer med høj energi ny viden og indsigt.

Kirsten Hastrup har ingen respekt for ’hurtig viden’, som hun kalder det; de talrige hold af forskere, journalister og kommercielle lykkeriddere, der torpederer fangersamfundet i Thule et par dage på jagt efter en eksotisk overskrift eller salgbare mineraler. Til gengæld gør hun sig også en del tanker om sin egen rolle: »Det kan somme tider opleves som ganske tungt at ville skrive om andres liv. Det er også en måde at udstille dem på,« skriver hun sent i bogen.

Knud er også med

Fra start til slut trækker hun flittigt på sine forgængere. Vi får gerne lange afsnit fra Knud Rasmussen, Lauge Koch og talrige andre, hvis mange og ikke altid lige festlige værker, Kirsten Hastrup har trawlet omhyggeligt igennem. Teknikken med sådan at invitere læserne med i sin egen læsning trak Kirsten Hastrup også på i 2010 i moppedrengen Vinterens Hjerte – Knud Rasmussen og hans tid, og den virker: Man oplever ved selvsyn, hvordan historien spiller en afgørende rolle, hvis man vil kende det aktuelle i Arktis.

Vores forestillinger om Grønland har altid været afhængige af netop de opdagelsesrejsendes, forskernes, hvalfangernes og præsternes nedskrevne beretninger – inklusive de mange fordomme og fejlfortolkninger – så de er uhyre væsentlige. Kirsten Hastrup færdes med glæde og respekt i forgængernes selskab; i hendes biografi på kvinfo.dk kan man læse, at hun som barn selv drømte om at blive opdagelsesrejsende.

Til sidst blev det den stadige interesse for Thulefolkets vekselvirkning med resten af verden, der for alvor fastholdt denne læser. Kirsten Hastrup insisterer på perspektivet i alle Thulefolkets møder: De nye folk, der tilførte nyt blod fra Canada, de opdagelsesrejsende, forskerne, Knud Rasmussen (der gav regionen Thule-navnet), missionærerne, lægerne, danskerne, amerikanerne, de nye grønlandske ledere – og vore dages nye fremmede, der søger mulighederne i klimaforandringernes opblødning af naturen.

Vi er med til alle møderne; det er en dejlig bog, skrevet så også den forudsætningsløse kan være med. Midtvejs får læseren f.eks. et komplet rids af Grønlands historie, hvis nu hun lige står og mangler et sådant. Ordet milepæl er på sin plads om Thule på tidens rand. Men det bør straks tilføjes, at Kirsten Hastrup selv omhyggeligt undgår den sværm af floskler, der ellers ofte trænger sig på, når det gælder Thule. Sagligheden går hånd i hånd med den fortælleglæde, der gjorde bogen om Knud Rasmussen så forunderlig.

En enkel undren står tilbage: Hvorfor har forlaget ikke sikret en bedre dialog mellem tekst og billede? Carsten Egevang, ph.d. med speciale i grønlandske havfugle, har udgivet flere fotobøger om Grønland og har tydeligvis arbejdet seriøst i Thuledistriktet, men i Kirsten Hastrups forord takkes han blot for »at stille sine fotografier til rådighed for bogen«. De får fin plads og flere dobbeltopslag i bogen, men lever af og til deres eget liv uden nærhed til teksten. Menneskene på fotografierne har ingen navne; det virker pudsigt, når nu tekstens møde med Thulesamfundet så fint ofte grænser til det intime.

Kirsten Hastrup: ’Thule på tidens rand’, Lindhardt og Ringhof, 496 sider, 500 kr., er udkommet.

Martin Breum er journalist og forfatter til bl.a. ’Balladen om Grønland’ (Gyldendal 2014). Han skriver jævnligt i Information om Arktis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jette M. Abildgaard
  • Claus Oreskov
Jette M. Abildgaard og Claus Oreskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Fra artiklen:
"Det er ikke et hovedsigte med Kirsten Hastrups beretning, men omkring side 400 fælder hun med cirka 20 siders nådesløs afklædning en hård moralsk dom over de danske embedsmænd og politikere, der agerede fødselshjælpere for Thule-basen: ..."

Det er ikke et hovedsigte, nej. Alligevel benytter Martin Breum lejligheden til at fremhæve netop dette kapitel, for det "sælger" nok stadig godt.

Var den for øvrigt ikke udtænkt allerede under II Verdenskrig, hvor Danmarks ambassadør i Washington, imod ordre fra København, havde givet USA ret til at etablere baser på Grønland allerede fra besættelsens 1. dag, d. 9. april.

Martin Breum er en smittespreder for en sygdom der eksisterer i visse kredse i Danmark kaldet kolonisyndromet. Synd at han med Kirsten Hastrups hjælp ødelægger en måske ellers interessant bog ved siden af de ret mange andre bøger om thulefolket af Knud Rasmussen, Peter Freuchen og fremad - og vore egne oplevelser sammen med disse mennesker.

@Michael Kongstad Nielsen. Under 2. verdens krig var USA & Sovjetunionen allierede. Jeg tror (måske naivt) at de begge mente noget med det. I den amerikanske presse omtaltes Sovjetunionen som frihedens rige. Der blev produceret film om som på en positiv måde vidste livet i Sovjet f.eks. Samuel Goldwyn’s ”The North Star”. Imidlertid lavede den kolde krig om på al dette og de to supermagter var flere gange i færd med at starte 3’ verdenskrig. Den hurtigste vej til Sovjetunionen var fra Thule basen – dertil blev den anlagt og af samme grund findes den stædig. Inden basen blev anlagt havde amerikanerne en lille landingsbane i tilknytning til en vejrstation.
@steen marr. Lyder som om du aldrig har læst Martin Breum’s bøger og hvad mener du med ”kolonisyndromet” – er det muligt at du præcisere dig?

Kolonisyndromet er en tilstand hvor man underkender enhver positiv opfattelse af dansk bistand til Grønlands udvikling og tilskriver denne en dansk kolonimagts brutale ødelæggelse af grønlandsk kultur.
Jo, jeg har læst Breum og set hans TV-indslag som jeg efter mange år i Grønland opfatter som styrkelse af den offerrolle grønlænderne indhyller sig i hver gang chancen byder sig.

Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov,
- jeg havde nu godt tjek på allianceforholdene under II Verdenskrig, men tak for dine supplerende oplysninger.

Og mon egentlig ikke USA´s forhold til Sovjet allerede under krigen var mere end fornuftsmæssigt? Man vidste, at man behøvede Sovjet, men når krigen var ovre ventede den anelse, som Winston Churchill satte de berømte ord på i 1946 i en tale i Missouri:

"From Stettin in the Baltic to Trieste in the Adriatic, an iron curtain has descended across the Continent. Behind that line lie all the capitals of the ancient states of Central and Eastern Europe. Warsaw, Berlin, Prague, Vienna, Budapest, Belgrade, Bucharest and Sofia, all these famous cities and the populations around them lie in what I must call the Soviet sphere, and all are subject in one form or another, not only to Soviet influence but to a very high and, in many cases, increasing measure of control from Moscow."

Og Thule blev hurtigt USA´s og NATO´s radar overvågningsstation nummer 1 i forhold til den gamle krigsven, Sovjet. Stjernekrigsprojektet havde også udgangspunkt der, og stedet er givetvis stadig af høj værdi rent militært. Det gør selvfølgelig ikke tvangsflytningen af Thulebeboerne dengang mindre problematisk, men alt andet lige, blev de vist nok tilbudt bedre forhold end mange andre tvangsforflyttede folk rundt om i verden.

Jeg mener også, i lighed med Steen Marr, at have observeret en lettere overdreven anklage-mentalitet mod Danmarks behandling af Grønland gennem årene. Nuvel, meget var skidt, men det var ikke skidt alt sammen, og tingene udviklede sig, og der kom hjemmestyre og selvstyre, og ret til undergrunden osv.

Bogen om Thule skal nok være værd at læse.

Som min nu afdøde ven Finn Lynge sagde ”selvstændighed er ikke noget man få – det er noget man tager”. Så ja ”der kom hjemmestyre og selvstyre, og ret til undergrunden osv”.Alt sammen noget danske medier og politikere advarede imod, men som omvendt dygtige grønlandske politikere fik gennemført på trods! M.h.t. undergrunden så var der jo med Anker Jørgensen’s ord ”ikke noget at rafle om”, men kajakken blev vendt!
Steen Marr er åbenbart nationalist og selvkritik er jo ikke nationalisternes sag – det griber for dybt ind i deres identitet. Imidlertid skal man ikke glemme at Grønland var en koloni dvs. stjålent land!