Baggrund
Læsetid: 7 min.

Troen på fællesskabet er stor

I de nominerede værker til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris kan man kan være ven med vinden. Med en abe, en kræftknude og en mand, der hader børn. En ven er i de nordiske børnebøger én, der gør dig ulykkelig og lykkelig på én og samme tid, én, der kan give dig liv eller koste dig det, måske endda selv slå dig ihjel
Kultur
24. oktober 2015

Man siger i branchen, at de fleste nordiske børnebøger er for barske til det globale marked. Søde pastelfarvede historier om elefanter, der næsten sover i telt, kan det håndtere, men en pige, der væmmes ved den bådflygtning, hun engang elskede, eller en dreng, der hævner sig på sine mobbere, eller en mand, der hader børn? Det er svært. Og blandt de 13 nominerede værker til årets Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris er der megen mobning, død og ødelæggelse, som det snart er blevet kutyme i nordisk børnelitteratur. Men det, der i denne for børnelitteraturen så dystopiske tid gør den nordiske fortælling, hvis man kan tale om en sådan, smuk og håbefuld midt i alt det sorte, er betydningen af sociale relationer. Der er få superhelte og ensomme ulve. Tilliden til fællesskabet er stor. Og i årets nominerede værker træder venskaberne tydeligt frem. En ven kan redde dig fra lidt af hvert. Også selv om det er ham, der er ved at slå dig ihjel.

Det er han i Jesper Wung-Sungs ungdomsroman Ud med Knud, der er et af to danske bidrag. William er en dreng, der har kræft. Kræften hedder Knud. Han sidder et sted inde i ham, men også altid i fodenden af hans seng. Han er den eneste, der ikke behandler ham, som om han var et stykke fint porcelæn. Han hader, at han er der, men savner ham, når han er væk. Man kan forestille sig, at et venskab med menneskeliggjorte metastaser kan være lidt kompliceret, men drengen William og Knud vokser sammen, så hvem er William, når han vokser fra Knud? En smuk og ærlig fortælling om sygdoms ensomhed og om at føle sig tryg i selskab med en potentiel dødsdom.

Kompliceret venskab

Simon Strangers roman De, der ikke findes handler også om et kompliceret venskab. Mellem den norske pige Emilie, der på en tur til Gran Canaria reddede bådflygtningen Samuel. Siden reddede Samuel hende fra den begyndende spiseforstyrrelse, der var ved at få hende til at forsvinde. Han gav hendes liv ny mening. Men så står Samuel pludselig midt i det. I Emilies liv i Oslo. Han er der. Banker på hendes rude. Efter en slidsom flugt op gennem Europa opsøger han, hvad han troede, var en ven. For nu er han ved at forsvinde. En flygtning uden papirer. Der ikke kan tage hjem, fordi familien har brugt alle sine penge på at sende ham til en fremtid i Europa, og ikke kan blive, fordi der ikke er nogen fremtid i Europa. Men efter flugten har Samuel svært ved at være nogens ven.

Det samme har Bengt. Eller det vil sige, det ved han faktisk ikke. Han har bare svært ved at få én. »Om jag bara inte var så äcklig,« siger han og lister op, hvad der er så ulækkert ved ham: »Magen (tjock) Armarna (tjocka) Benen (tjocka) Hakan (tjock) Håret (tjockt).« Og så lugter han forresten også af løg. Det er der i hvert fald én af hans plageånder, der har sagt til ham. Det er tre børn fra gården, som mobber ham. Men så får Bengt pludselig en ven. En hjemløs hund ved navn Jagger Svensson, og Jagger er en hævngerrig hund. Han ønsker, at Bengt skal få oprejsning efter alt det mobberi, og sammen begynder de at straffe mobberne. Jagger er en god ven, men også krævende og insisterende og en jaloux type. Og Bengt ved ikke, om det er helt rigtigt det, de gør. Men de gør det alligevel. En herligt kynisk løsning på mobning. Mobberne bliver faktisk bange for Bengt. Tonen er lakonisk konstaterende: De voksne blander sig på en virkelighedsfornægtende konfliktsky måde, mens børnene bare forsøger at overleve. Og det gør de. Måske ikke lige på den måde som de voksne havde håbet. Men det er vel lige meget. Eller hvad? Lotta Geffenblad har illustreret den lille roman Jagger, Jagger – som er skrevet af Frida Nilsson – blandt andet med tegninger af en både stærk og sølle Jagger Svensson.

Lunefulde maharajaer

I Jakob Wegelius’ eventyrlige fortælling Mördarens Apa er en finsk kaptajn venner med en abe, der også er hans maskinmester. Nu er det jo ikke usædvanligt i en børnebog, at et menneske er ven med et dyr, men der er alligevel noget særligt ved Sally Jones. Hun er virkelig en abe, og mennesker behandler hende som en abe. Og da én spørger hende, om hun foretrækker at blive kaldt Sally, tænker hun, at det kun er mennesker, der har for- og efternavne. Hun er en abe, og hun hedder Sally Jones. Hun svarer bare med en hovedrysten, hun kan jo ikke tale, da hun er en abe. Men samtidig kan hun ordne maskiner og sætte en harmonika i stand og skrive en bog på 600 sider. Det er hende, der er fortælleren, og hun tager os med på en rejse fra Lissabon til Bombay, der indebærer våbensmugling, konspirationer, mord-anklager, lunefulde maharajaer og en kompromisløs søgen efter den sandhed, der skal redde hendes ven kaptajnen ud af fængslet. På vejen får hun selv en række usædvanlige venner. En Tintin-inspireret historie medrivende fortalt af en umælende abe og imponerende stemningsfuldt og kostumedramatisk illustreret af forfatteren selv. Det er den slags bøger, man skal læse højt for hinanden her i efterårsmørket og drømme sig til Portugal og Indien i begyndelsen af det 20. århundrede.

Til gengæld befinder finske Maria Turtschaninoffs hovedperson Maresi i Maresi. Krönikor från Röda klostret sig ikke et sted, nogen bør drømme sig hen. I et middelalderligt og middelmagisk fantasy-univers ligger øen Menos og Röda Klostret, hvor Maresi bor sammen med sine mednovicer og søstrene. I en verden, hvor kvinder i bedste fald ikke regnes for noget og i værste fald undertrykkes, mishandles og misbruges har en gruppe af dem fundet helle på øen, hvor ingen mand må sætte fod. Her lever de i overensstemmelse med naturen, og misbruger den ikke, som de selv er blevet misbrugt og har derfor stadig adgang til en koloni af et sjældent skaldyr, som farver linned eksklusivt rødt. Skallernes røde farve gør kvinderne rige via handel, og søsterskabet og menstruationsblodets røde kraft giver dem styrke og kundskab. Et kvindekampskrift skrevet med brusende kropsvæsker. Maria Turtschaninoffs beskrivelse af overgangen fra pige til kvinde går gennem mange døre. Bogstavelig talt. Døre beskrives, sanses, åbnes og lukkes, så der ikke hersker tvivl om, at klostret og pigerne skal gå igennem meget, inden historien er slut. Maresi blev selv sendt til klostret, fordi hendes familie sultede. En beskrivelse af en dør fortæller os hvor meget: »Jeg höll upp Härdshusets dörr, den som alltid luktar bröd. När jag först kom hit kunde jag inte motstå frestelsen utan slickade på det nötbruna träet för att se om det också smakade bröd.«

Stille sanseeksplosion

Sansernes betydning for børns indretning og forståelse af verden undervurderes ikke af forfatterne. Geir Gulliksen smider en stille sanseeksplosion ind i Joels liv, da han møder pigen Io og bliver forelsket for første gang. I stemning minder den om sidste års vinder: Den fine og poetiske, men også lidt for ufarlige og stilfærdige Brune af Håkon Øvreås og Øyvind Torseter (ill.) Men Geir Gulliksens og Anna Fiskes (ill.) Joel og Io – en kærlighedshistorie er så fin, naivistisk og velskrevet og rørende og et mesterstykke udi stor sprogkunst med lavt lixtal. Hør for eksempel, hvordan en himmel ser ud, når man ligger og stirrer på den fra toppen af klatrestativet ved siden af den pige, man er forelsket i: »Himlen var hvid. Over dem var alt hvidt. Det hvide lignede grå. Det grå lignede violet. Violet lignede blåt. Blåt lignede grønt. Grønt lignede gult, og gult lignede rødt og rødt lignede ikke noget. Og alligevel var alt hvidt som et nyvasket lagen, som en tallerken grød, som kartoffelmos uden ketchup.« Man kan meget med lidt.

Det samme kan danske Mette Hegnhøj, som har skrevet det lille mesterværk Ella er mit navn vil du købe det. En æske med løse ark og poetsne. Sneen er små stykker papir fra en hullemaskine. Små huller. De er der, men de er ikke noget. Ikke før Ella kalder det poetsne. Ellas historie er en slags efterladte papirer, som selv efterlader papir. Ella bor sammen med sin mor i et antikvariat. De samler på dødsboer, og Ella hader det. Og hun hader, at hun ikke må få en kat. Men en dag sker der det forunderlige, at der er en kat i en af dødskasserne. Og den træder frem for læseren som en kat lavet med skrivemaskinens tegn, så konkret er den og det er Mette Hegnhøjs brug af ordene også. Ensomme Ella får endelig et forhold til nogen, en kat, og så vælter det frem med forholdsord. Ella når at have sin kat i ni dage, inden hendes mor skaffer den af vejen. »Ni dage helt præcist. Nu er alt værre. Selvom det kunne lyde ens. Uden kat. Med kat. Uden kat. Uden kat efter med kat er værre end uden kat før med kat. Det ved jeg nu.«

Jeg kan ikke forestille mig en mere værdig vinder af en nordisk litteraturpris end denne fejring af forholdsord, sne, venskab og sart poesi. Og Mette Hegnhøj indfanger konkret og præcist det savn, man kan føle efter en ven – lige meget hvor mærkeligt eller kort venskabet var. Ensomhed er ikke en konstant størrelse. Venskaber er komplicerede. Men det er det, vi står i forholdsordsled med, der definerer os, og savn er det værste: »Uden kat efter med kat er værre end uden kat før med kat.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her