Analyse
Læsetid: 5 min.

Banalitetens poetik

Banaliteter, klicheer og talemåder tjener som almengørelser af det personlige. De forbinder os med de andre. Så nogle gange skal man bare få tungen på gled, tale frit fra leveren og lade resten sive ud mellem sidebenene – ligesom Rasmus Seebach
I dag udkommer den danske popsangers fjerde studiealbum Verden kan vente, og som altid er tekstuniverset helliget livets store spørgsmål

I dag udkommer den danske popsangers fjerde studiealbum Verden kan vente, og som altid er tekstuniverset helliget livets store spørgsmål

Peter Hove Olesen

Kultur
6. november 2015

Kliché. Der findes næppe et værre skældsord i det danske vokabular end dette hvislende tostavelsesord. Alene udtalen: [kliˈɕe]. Det er, som om foragten er bygget ind i selve bogstaverne. Ingen vil være en kliché. Ingen vil gøre sig skyldig i at skrive, sige eller tænke noget klichéfyldt. Vi vil alle være originale. Men på dage hvor der er mange bolde i luften, kan det ske for selv den bedste, at han springer over, hvor gærdet er lavest, og plukker af de lavthængende frugter.

Sådan nogle dage er der mange af i Rasmus Seebachs kalenderår. Men man har ikke indtryk af, at de er resultatet af de lave gærders politik. Det ligner snarere en bevidst strategi. En banalitetens poetik.

I dag udkommer den danske popsangers fjerde studiealbum Verden kan vente, og som altid er tekstuniverset helliget livets store spørgsmål. På pladen præsenteres vi for kærlighedens virkelighedsbetingelser anno 2015: »Du ku’ lige så nemt være gået forbi/ Og sig mig var jeg så nogensinde blevet lykkelig?«. Vi får et indblik i egokulturens vrangside: »Jeg ved godt, man skal være sin egen lykkes smed/ Men det ka’ være svært at se solen når det øser ned«. Vi strejfer flygtigt meningen med livet: »Der må sgu da være mer’ mellem himmel og jord/ Sandheden er jo den, at vi aner ingenting«. Og vi runder døden, som konstant lurer bag det hele: »En dag vågner man op/ og så’ der ingen kære mor/ bogstaveligt talt for alt er til låns på denne jord.«

Ingen plads til ironi

Kommercielt er der ingen over, ved siden af eller bare tilnærmelsesvist i nærheden af Rasmus Seebach, som med foreløbig 700.000 solgte albums, stort set ene mand holder hånden under det fysiske pladesalg herhjemme. Men hvad er det, hans tekster kan, som får alle parader til at falde?

Det første, man kan konstatere er, at ironi ikke har nogen plads i det seebachske sangunivers. Han pakker ikke tingene ind i retorik, men lader følelserne stå uformidlet frem. Temaerne er vidtløftige og handler om kærlighed og had, venskab og fjendskab, sandhed og løgn, men de filtreres gennem et nærsynet blik, et superzoom, der forvandler de abstrakte kategorier til konkrete og hverdagslige oplevelser. Til banaliteter. Som nu for eksempel i sangen »Okay« fra det nye album, der handler om at tillade sig at være trist, når man er det – i stedet for at bilde folk ind, at man har det for fedt:

Smil til verden og så smiler den til dig/ Men alle smil jeg ser vender den gale vej/ Jeg ku’ da godt spille komedie/ Men det føles som en tragedie indeni/ Måske jeg bare skulle spille mig selv

For Rasmus Seebach er udgangspunktet altid ’livet, som vi kender det’, men gerne tilsat et generisk budskab fra ordsprogenes ordnede verden af absolutte sandheder. En morale, en lektie, en lille indbagt huskekage, man kan tage med sig og blive klogere af. Af samme grund kritiseres han ofte af anmeldere for at være uoriginal i sit tekstarbejde: »De følsomme klaverballader og -midt-temponumre med ligefremme, billedfattige, klichéfyldte tekster om hjerte og smerte er i overtal,« skrev Gaffa for eksempel om albummet Mer’ end kærlighed fra 2011.

I ordbogen defineres en kliché som en sproglig vending, der »foregiver originalitet, men opleves som banal«. Det er en ret præcis gengivelse af den danske popsangers tekster. Men det betyder ikke, at teksterne er uden kvaliteter. Det betyder bare, at kvaliteten ligger et andet sted.

En større sandhed

For selvbestaltede sprogkontrollører er det efterhånden blevet en identitetsskabende disciplin at slå ned på klicheer i andres tekst og tale. Men når vi bruger klicheer, er det ikke nødvendigvis et udslag af intellektuel dovenskab eller manglende sproglig opfindsomhed.

Det er ikke nødvendigvis et forsøg på at springe over, hvor gærdet er lavest. Det klichefyldte udtrykker et fælles behov, vi har, for at forbinde os med noget større end os selv, et behov for at sætte personlige tanker, følelser og oplevelser i forbindelse med mere favnende, almengyldige sandheder. Okay, når politiske kommentatorer øser af deres døde metaforer, så det pludselig »fyger med tal i debatten«, og lovforslagene »hældes ned ad brættet«, er det slidte formuleringer, som ikke tjener andet formål end at fylde sætningerne ud.
Men hvad med de vendinger, vi har lært at genkende som meningsfulde livserfaringer? »Kærlighed gør blind«. »Lykken er hverken gods eller guld«. »Den man elsker, tugter man«. Den slags udsagn er for længst holdt op med at være originale og billedskabende, men de sætter os stadig i forbindelse med en større sandhed, som ligger uden for os selv.

Den faste vending er en almengørelse af det personlige, historiens sanktionering af en livserfaring, nedarvet gennem årtier og viderefortalt gennem generationer; den sætter vores tanker, følelser og oplevelser ind i en større fortælling, og den betrygger os om, at vi ikke er alene. At det ikke kun er os, der har det sådan. At andre før os har følt det samme.

En skovl er en skovl

Det er indlysende, at virkeligheden ikke altid kan rummes i et bonmot, og at det ofte kan være givende at lede efter sine egne utilstrækkelige ord i stedet. Det banale bør ikke blive et flugtforsøg for tanken eller en måde at forvandle noget svært til noget nemt. Men det kan være en måde at tale mere ærligt på. En måde bare at sige, hvad man har på hjerte, få tungen på gled, tale frit fra leveren og lade resten sive ud mellem sidebenene. Som Rasmus Seebach for nylig sagde til magasinet Samvirke:

»Det virker som om, at når noget er banalt, er det helt vildt let og nærmest dårligt. Men at skrive banaliteter, som faktisk virker, og som faktisk rører folk, det, tror jeg, er endnu sværere end at skrive en lang indviklet tekst, som kan betyde en masse forskellige ting. Det kan være styrken i en fed tekst, at den ikke behøver at kunne forstås på en milliard måder. Det er fair nok at kalde en skovl for en skovl.«

At dømme på de 700.000 plader, Rasmus Seebach foreløbig har solgt i Danmark, er han – også her – i fuldstændig øjenhøjde med sine fans. De efterspørger ikke floromvundne billedskabelser; de vil have kærlighedens rå realiteter: »Gør dig klar til at miste/ hvis du har tænkt dig at elske,« som Seebach synger på det nye album. En kliché? Ja. Men som Lars Lilholt, en anden dansk troubadour, har gjort opmærksom på, findes der alligevel ingen ord, der helt slår til.

Klicheer giver os noget at sige, når vi selv er løbet tør for ord. Når adrenalinens lykkerus pludselig pumper hovedet tomt for tanker, eller sorgens mørkestof lægger sig bedøvende over sindet – hvad kan man så sige? Man behøver slet ikke at sige noget. Man kan bare nøjes med at sætte Rasmus Seebach på anlægget, læne sig tilbage og lytte efter, indtil hjerte igen rimer på smerte.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anders Sørensen

Man kunne også vælge at lytte til noget, der indeholder større poetisk kraft.

Naturligvis ville det forudsætte, at man forstod at værdsætte denne - og som sådan er der intet galt med Rasmus Seebach; han opfylder et behov. Det gør dog ikke hans tekster til poesi, lige så lidt som Paradise Hotel bliver fremragende tv, blot fordi det rammer en målgruppe af folk, der kritikløst lader sig suge ind i en malstrøm af tomhed.

Det fyger ikke ligefrem med Stings og de blå skildpadder i denne facebook tidsalder.
Jeg blev dog imponeret over journalistens professionalisme og seriøsitet i Seeback anmeldelsen.
Jeg ville ikke på så elegant vis, kunne stikke en pære i en lort, og alligevel kreerer en fin lille lampe af det. Selvom det åndelig lys slukkes, er der stadig en stank som de fleste dufter, og bryder man sig ikke om denne sanselige oplevelse bliver du ensom, og det er langt værre end hjerte, smerte og Bilka.

Rasmus Seebach taler hjertet - til de menneskers hjerter, som er i stand til at modtage - uden først at skulle analysere hele denne smukke energi sønder og sammen.
Jamen, jeg ved godt, at det i denne materialistisk/egoistiske tid lyder fuldstændig banalt. Men .. Seebach besidder evnen til på unik vis, at "løfte" mange mennesker ud af ensomheden, fordi han er helt uden facade og krukkeri. Vi bør passe på ham. Han er - positivt - helt unik år 2015.
Hver gang han viser sig, er generationer henførte et øjeblik , fordi han stråler og - af hjertet - viser, at han holder af mennesket. Vi trænger til det ægte menneske i blandt os !

Søren Kristensen

@Anders Sørensen
Det har været endnu mere klichépræget:
https://www.youtube.com/watch?v=YpIyZ1hehhE&list=PL5773DB16C7988807&index=2

Rasmus er storleverandør i bevidstløs muzak til bevidstløse mennesker.