»Hun vil blive sat op som en kalkun og sat i ovnen, mens hun stadig er i live. Når hun er død, vil jeg tage hende ud, slagte hende ordentligt og tilberede hendes kød.«
Den amerikanske politibetjent Gilberto Valle blev anholdt i oktober 2012 for chatbeskeder som denne. Hver nat efter hans kone og barn var faldet i søvn, sad han ved sin computer og delte sine fantasier med ligesindede på et webforum for fetichister: Om at bedøve kvinder med kloroform, bortføre dem, slagte, spise dem og nyde at se dem lide.
Gilberto Valle blev efter sin anholdelse kendt som ’The Cannibal Cop’, og medierne svælgede i de spektakulære detaljer om en mand med ekstreme perverse fantasier, der på overfladen levede et helt almindeligt liv med kone, barn og job i politiet. Men det er også en sag, der rummer meget principielle aspekter, om hvorvidt man for eksempel kan straffes for en onlinefantasi, som aldrig er blevet ført ud i livet, og som derfor ikke har nogen ofre.
Et aspekt, som filmen Thought Crimes behandler indgående. Da politiet foretog en ransagning hos Valle, lagde det særligt vægt på, at hans fantasier var konkrete. Han havde lister med navne på kvinder i sin omgangskreds og havde også kort forinden været en tur i Maryland for at besøge en gammel veninde, som han tidligere havde talt med sine kontakter på fetichsiden om at bortføre.
Bortførelsen blev dog aldrig til noget – ifølge forsvareren fordi den bare var en fantasi, og at det aldrig var meningen, at den skulle gennemføres. Et argument, som retten dog i første omgang ikke troede på, og derfor idømte den Valle livsvarigt fængsel: for hans groteske planer mente anklageren. For hans tanker mente forsvareren – og netop spændet herimellem er voldsomt interessant i en digital tidsalder, hvor det, du søger efter på Google, er mere intimt end noget, du nogensinde ville tale med dine nærmeste om. I Valles sag mente anklageren netop, at Google-søgningerne efter opskrifter på kloroform og andre remedier beviste, at der ikke bare var tale om sproglige seksuelle fantasier i en chat, men noget, der var langt mere konkret og tættere på at blive udført. Men det at gøre scenariet så virkeligt som muligt kan bare lige så godt have været en del af fantasien, for når det kom til stykket, havde han aldrig særlig mange konkrete remedier til at udføre sine forbrydelser.
En appelret omstødte siden dommen, og Valle er nu på fri fod – selv om anklagemyndigheden har anket frifindelsen. Mere interessant end den konkrete sag er dog det principielle spørgsmål, som man også har set i andre sager, hvor politiet skrider til præventiv anholdelse, inden der er begået en forbrydelse. Hvornår har de mistænkte tilstrækkeligt fremskredne planer? Skulle Valle have stået på trappen ind til kvindens hus og banket på? Skulle han reelt have været i gang med bortførelsen? Svære spørgsmål som de øgede digitale muligheder for overvågning og tidlig indgriben i kriminelle forhold kun vil gøre endnu mere aktuelle i de kommende år.
Narko for frihed
Thought Crimes er ikke den eneste film, der går tæt på de jurdiske og principielle spørgsmål i en digital tidsalder. Filmen Deep Web stiller skarpt på retssagen mod Ross Ulbricht, der i maj måned i år blev idømt livsvarigt fængsel for – ifølge politiet – at være identisk med onlinefiguren Dread Pirate Roberts og dermed bagmand for Silk Road – den verdensberømte internethandelsplatform for blandt andet narko.
Filmen skildrer det fascinerende onlineeksperiment, som Silk Road var, og den klare libertarianske og kryptoanarkistiske ideologi, som mange af sidens brugere havde til fælles.
Silk Road var nemlig ikke bare et sted, hvor man kunne købe højkvalitetsnarko og få det tilsendt med posten, men også et frontalangreb på hele den måde, samfundet normalt regulerer den slags på. Krypteringsteknologi blev brugt både i kommunikationen og i pengetransaktionerne på en måde, der har forbindelser til 1990’ernes cypherpunks – en ideologisk tradition, som for alvor blev kendt i offentligheden med Wikileaks. På Silk Road kom det til udtryk i en kritik af staten og særligt den ørkesløse ’War on Drugs’, som Dread Pirate Roberts og andre centrale figurer på siden forsøgte at skabe et ikkevoldeligt alternativ til. Som en af sidens sælgere siger i filmen:
»Silk Road var et bedre fællesskab end noget, jeg nogensinde har set i virkeligheden. Der var mange tråde med politiske og filosofiske diskussioner. Selvfølgelig foregik der ulovlige ting, men det var et ægte fællesskab.«
Lukningen af Silk Road fik ikke de her former for markeder til at forsvinde, der er snarere sket en mangfoldiggørelse og spredning på nye afkroge på internettet. De nye sider forsøger at have bedre kryptering og decentralisering af administrationen, så man ikke på samme måde kan straffe en enkelt person så hårdt for at være bagmand. Selv om det måske ikke var så smart både at lave ulovligheder og samtidig udfordre det etablerede system så markant ideologisk, som Dread Pirate Roberts gjorde, så var det måske nødvendigt for at træde i karakter som andet end bare en handelsplatform for narko.
Som Cody Wilson – en anden libertarianer, der især er kendt for at have 3D-printet en pistol – formulerer det i filmen: »Jeg vil ikke kalde Dread Pirate Roberts for en helt, men han så, hvad der var på spil, og han var villig til at gøre det, som de fleste libertarianere ikke var villige til. Fordi han tog Silk Roads betydning alvorligt.«
Lavtløns-censur
En tredje film, der også forsøger at gå dybere ned i nogle af de principielle problemstillinger ved vores internetliv, er den danskproducerede Facebookistan, som dog ikke har fokus på den nationalstatslige retstilstand, men på den nye nationsdannelse, som filmen forsøger at fremstille Facebook som. En digital nation med flere indbyggere end nogen fysisk nation – og med nogle ifølge filmen helt nye problematiske konsekvenser, fordi Facebook ikke behøver at leve op til samme krav, som vi normalt stiller til den slags magtinstanser.
De fleste af filmens problemstillinger er ikke nye og har været diskuteret længe: Facebook indsamler meget data, det giver den en uforholdsmæssig stor magt. Den skaber en total transparent verden, men er selv totalt uigennemsigtig og umulig at komme i kontakt med. Interessant er dog uddybningen af censureringstemaet, som i Danmark blev særligt kendt, da forfatteren Peter Øvig Knudsen fik censureret billeder fra sin bog om hippiebevægelsen. Store dele af Facebooks censureringsfunktion bliver ikke – som mange måske ville tro – varetaget automatisk af maskiner, men af mennesker, der sidder i fjerne egne af verden og i en rasende fart tjekker billeder og vidoer igennem, for at se, om de er anstødelige.
»Betalingen var baseret på hvad vi så igennem. Hvis vi kunne tjekke 4.000 billeder i timen, så var det fire dollar i timen. Så det er 0,9 sekunder pr. foto,« fortæller ’Maria’, en anonymiseret tidligere medarbejder, i filmen.
Ligeglade med brugerne
Filmen fokuserer også på det store skift, som Facebook repræsenterer i retning af centralisering på internettet. Internettet kom med et løfte om decentralisering og nedbrydelse af de tidligere centraliserede mediestrukturer: Enhver kan jo bare starte sin egen blog og hjemmeside og ytre sin holdning – det bliver langt mere demokratisk, lød argumentet fra cyberoptimisterne, som måske ikke havde forudset et nyt monopol på, hvordan den slags sider bliver udbredt og populære. Som en ekspert formulerer det i filmen:
»Mange siger, at hvis du ikke kan lide Facebook, så bare lad være med at bruge den. Og ja, du kan sætte din egen hjemmeside eller blog op, men hvordan får du opmærksomhed? Du bliver nødt til at bruge Facebook for at være effektiv. Derfor bliver den nødt til at sikre, at dens system er retfærdigt. Lige nu er det helt dysfunktionelt,« siger hun.
Fra at man for bare fem-ti år siden talte om at nedbryde informationsmonopoler, bliver den mulighed nu omtalt i et hånligt tonefald. Og selv om Facebook måske ikke er så repressiv som nationalstaten, er den i stedet bare tilfældig i sine afgørelser fra indiske lavtlønsarbejdere, der træffer en beslutning sig på 0,9 sekunder, og du har ingen muligheder for at appellere. Et deprimerende udslag af monopolvirksomhed og manglende effektiv konkurrence, som internetaktivisten Max Schrems påpeger:
»Grunden til, at det kommercielle system virker, er, at vi har konkurrenter, hvor forskellige firmaer prøver at få mest opmærksomhed og flest kunder. Men online har vi ikke tusinde muligheder. Du får informationsmonopoler – og det er her, at firmaerne ikke kan være fuldstændigt ligeglade med brugeren, for hvor skal man ellers gå hen?«
