Læsetid: 2 min.

Dorrit Willumsen

Nomineret til Montanas litteraturpris 2015 for romanen 'Nær og fjern'
dorrit willumsen
6. november 2015

Der er Michael, der er blikkenslager, og som elsker maskiner og bliver en rig og driftig entreprenør, og der er Lou, hans kone, som er en drømmer, der elsker champagne og fyrværkeri og fylder sig med morens piller og bliver indlagt.

Og der er Bjarne, naboens dreng, der har ADHD og bliver kriminel og siden fitnesstræner og en overgang kæreste med Jeanette – Jeanette, som syr tøj for folk og kan udrette mirakler, men som allerhelst vil være alene. Og der er den flagrende excentriske Mitzi, der vil have syet en kåbe i nervøst velour og rejser til New York og ringer til Jeanette konstant og kysser gennem røret.

Det er ca. de centrale personer, som vi møder og følger i Dorrit Willumsens roman Nær og fjern. De drikker tæt og holder fester ved poolen, syr kjoler og bygger huse, rejser og dyrker sex og fitness, og nogle af dem følger vi gennem et liv, op igennem alle årtierne, andre i kort tid.

 Der er noget vidunderligt og eventyrligt over Dorrit Willumsens prosa. Den flyder let og ubesværet, og historierne folder sig ud i flimrende scener med små skæve optrin, og hele tiden er der et mylder og et virvar af fede detaljer – og dyr!; både billedlige og virkelige.

Willumsen har et fuldkommen blæret billedsprog, og en perfekt timing, og hun mestrer de små skift mellem nutid og datid og kan skabe en perlende skøn og luftig fortælling, som også er absolut grum og trist! For lige pludselig og inden, man ved af det, er det hele forbi: champagnen er skummet over og feset ud, og nederdelen er flænset, og personerne ældes og dør, ligeså hurtigt som de levede. Michael sidder alene og venter på hjemmehjælpen og tænker på Lou, som han gav roser og penge og elskede højt. Tilbage er kun mindet om fyrværkeriet, da hun blev 40: Og da det var forbi, rakte hun armene frem mod ham i en blid favnede bevægelse, og hendes ansigt lyste af forelskelse og lykke:

”Sådan bliver det aldrig mere”// Og alt bliver mørkt.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu