Der gik ikke lang tid, fra det danske feministiske magasin Friktion i januar lagde fotoserien »En ny historie om min krop« og opinionsartiklen »Samtykke« op på deres website, før historien om, hvordan redaktør og skribent på magasinet Emma Holten tog til genmæle over for de mennesker, der havde delt nøgenbilleder af hende på hævnpornosites, havde spredt sig til en række andre medier – faktisk over hele verden. Og da en redigeret og oversat version af teksten og billederne blev bragt i det London-baserede feministiske magasin HYSTERIA, tog selveste The Guardian historien op.
Selvom det er svært at slå endeligt fast, hvorvidt de feministiske magasiner netop nu gennemgår en decideret storhedstid – fordi internettet, som mediehistoriker ved Aarhus Universitet Karen Klitgaard Povlsen påpeger, er så omskifteligt – er det tydeligt, at feministiske magasiner udgør en vigtig del af den nye feministiske bølges ligestillingskamp.
»Magasinet har faktisk været et centralt medie for i hvert fald de to første feministiske bølger. Og det er det helt afgjort også i dag, hvor man ovenikøbet hurtigt kan komme ud til rigtig mange via nettet, hvilket gør det ideelt at bruge den platform, som magasinet udgør, til at lave feministisk aktivisme,« siger Karen Klitgaard Povlsen. Hun påpeger det interessante ved, at mange af de feministiske magasiner i dag både udkommer på internettet og på print.
»Det skyldes sandsynligvis, at det er svært at skabe loyale læsere på nettet, hvor det netop er printversionens force, at den kan holde fast i læserne. Så selvom de printede medier generelt er pressede i disse år, er der mange af de feministiske magasiner, som vælger at lave printversioner også.«
HYSTERIA er således udkommet både på print og web siden begyndelsen af 2013. Det nye Malmø-baserede feministiske historiemagasin Historiskan startede som en facebookside, men har siden udgivet en printversion og har finansieret den næste. Og nu udkommer Friktion, som indtil videre udelukkende har været webbaseret, på print for første gang med en form for best-of, hvor de har udvalgt nogle af de bedste historier fra deres onlinemagasin, som redaktør og skribent ved Friktion Nazila Kivi siger til Information.
Hun mener også, at magasinet – både magasiner på internettet og de trykte magasiner – står helt centralt i det, hun kalder den fjerde bølge af feminisme.
»Den fjerde bølge minder meget om den type feminisme, som var fremme i 1970’erne, for også her er der et stort fokus på individet og på det kropslige. Det nye er selvfølgelig, at feminismen i dag lever meget på de sociale medier, hvor de forskellige feministiske stemmer ofte lever et ret fragmenteret liv,« siger Nazila Kivi. »Men samtidig opstår der altså også kollektiver, hvor enkeltindivider går sammen og danner bevægelser og grupper. Og der kan magasinet ofte fungere lidt som sådan en samlende instans, som man for eksempel ser det med Friktion og HYSTERIA,« siger Nazila Kivi.
Bølger og magasiner
I Danmark har magasinet ifølge Karen Klitgaard Povlsen været et centralt medie for især de to første feministiske bølger. Fra 1880’erne benyttede den første feministiske bølge, som især kæmpede for kvinders ret til at stemme, magasinet, tidsskriftet og pamfletten til at udbrede revolutionær litteratur. I 1885 begyndte tidsskriftet Kvinden og Samfundet for eksempel at udkomme og rettede et kritisk blik på kvinders plads i samfundet. Og i 1919 kom magasinet Tidens Kvinder, som på overfladen kunne ligne et sladderblad med nyt om de kendte fra den tids København, men som var baseret på feministiske ideer om, at kvinder skulle have en uddannelse, og at kvinder skulle kunne indtage ledende stillinger.
»Her ser man blandt andet interviews med professionelle kvinder, kvindelige professorer og kvindelige læger for eksempel, hvor de fortæller om, hvordan de får hverdagen til at hænge sammen, når de både er husmødre og i arbejde,« siger Karen Klitgaard Povlsen.
Og så var der magasinet Husmoderens Blad, som i 1911 skiftede navn til Hus og Hjem.
»Det var ikke umiddelbart et udpræget feministisk blad,« siger Karen Klitgaard Povlsen. »Men det var alligevel båret af den kernefeministiske idé – som var meget oppe i den tid – der handlede om, at man betragtede indretningen af hverdagen og hjemmet som et politisk projekt.«
Med den anden bølge af feminisme, som starter omkring 1960’erne, blev feminismen for alvor mainstream, og magasinet Eva begyndte at udkomme. Magasinet var både feministisk, men også meget optaget af mode. Og i 1975 stiftedes rødstrømpernes magasin Kvinder, som var et alternativt dameblad, der arbejdede med et meget eksperimenterende visuelt udtryk – ifølge Karen Klitgaard Povlsen det flotteste feministiske magasin, vi har set i Danmark.
»Kvinder stopper i 1985, og Eva eksisterer helt op til omkring 1990, hvor feminismen forlader mainstream, og de overlapper altså lidt den tredje bølge af feminisme, som starter i 1980’erne, men som mest udfolder sig i akademiske miljøer. Da Eva lukker, er der kun Kvinden og Samfundet og Dansk Kvindesamfund tilbage – og alle gaber over, hvor gammeldags og kedsommeligt, det er. Og ja, så er der de videnskabelige tidsskrifter Kvinder, Køn og Forskning og Kvinfos tidsskrift FORUM, men der er ikke nogle egentlige, tidssvarende feministiske magasiner i 1990’erne,« siger Karen Klitgaard Povlsen.
»Siden da – og helt op til den fjerde bølge af feminisme, som vi ser i dag – har der været forskellige forsøg på at starte feministiske magasiner op, både på nettet og på print, men jeg tror kun, at det er Kvinfos Webmagasin fra 1998, som altså udsprang af FORUM, som rigtigt har slået igennem fra den tid.«
Kollektivet
I dag er der altså ikke desto mindre gang i de feministiske magasiner. Og der er en mangfoldighed i tilgange til, hvilken funktion et magasin kan have.
Bjørk Grue Lidin var med til at starte magasinet HYSTERIA for to år siden sammen med en række medstuderende på School of Oriental and African Studies ved University of London, fordi de mente, at der manglede en kritisk og seriøs feministisk stemme på universitetet. Hun forklarer, at de med HYSTERIA forsøger at repræsentere en masse forskellige feministiske stemmer og udtryksformer, og at de blandt andet forsøger at undgå, at der opstår eksklusivitet i udvælgelsen ved at være så kollektive som muligt i deres proces.
»Vi inviterer de fleste af vores skribenter til at skrive, og i den forbindelse er det i mine øjne meget vigtigt, at udvælgelsen af skribenter sker på så demokratisk vis som muligt, og at det netop er så mange forskellige mennesker, der er med til at finde og vælge skribenter,« fortæller Bjørk Grue Lidin over Skype fra London.
HYSTERIA udkommer både på print og på nettet, og Bjørk Grue Lidin betragter det printede magasin og netversionen som to meget forskellige ting.
»Den printede udgave af HYSTERIA har ikke til formål at sprede feminisme som sådan. Det er i langt højere grad en form for arkiv og dokumentation over marginaliserede feminismer, som ikke ellers bliver dokumenteret. Feminismer, som bliver udvisket lige så hurtigt, som de bliver skrevet ind i Huffington Post, eller hvor det nu kan være. Det er det, der gør det printede magasin vigtigt for os. Men ja, vi printer kun 500 kopier, så vores målsætning er ikke, at vores printede version skal kunne skabe en revolution overhovedet,« siger Bjørk Grue Lidin.
»Onlinemediet bruger vi i langt højere grad til at sprede vores forskellige budskaber. Ikke mindst gennem vores facebookside, som mange af vores medlemmer er administratorer for, hvilket gør, at de forskellige medlemmer, som er bosiddende over hele verden, kan lægge artikler op på siden.«
Men HYSTERIA er også mere end et magasin. For Bjørk Grue Lidin er det printede magasin faktisk sekundært, og nogle af folkene bag HYSTERIA overvejer helt at afskaffe printversionen, hvilket Bjørk Grue Lidin er fortaler for. For hende er selve kollektivet omkring magasinet og alle de forskellige aktivistiske initiativer, som kollektivet iværksætter, det primære.
»Jeg vil langt hellere fokusere på alle de andre aktivistiske tiltag, vi laver. Og på kollektivet. Men en stor del af medlemmerne i HYSTERIA er vilde med magasinet, så vi kommer helt sikkert til at fortsætte med at lave det.«
Marginaliserede historier
Magasinet i sin grundform handler om at opmagasinere, og derfor også om at udvælge, hvad der skal opmagasineres. Og det er netop den tilgang, som det svenske magasin Historiskan inkorporerer i deres feministiske arbejde.
I 2013 var journalisterne Eva Bonde og Jennie Lindholm ansat på det svenske forlag LRF Media, som blandt andet udgiver magasinet Alt om Historie. I deres arbejde stødte de på daglig basis på en masse interessante eksempler på vigtige kvinder i historien, som ikke havde fået plads i den traditionelle mandsdominerede historieskrivning, og som derfor også sjældent fik plads i forlagets historiemagasin. Efter nogen tid blev de enige om at præsentere ideen om at lave et magasin, som fokuserede på alle de spændende historier om kvinder fra historien for forlagets bestyrelse, men de blev ikke mødt af den helt store begejstring fra ledelsens side.
»I første omgang fik vi kun lov til at lave en facebookside i vores fritid, hvor vi postede forskellige opslag om kvinder i historien,« siger Eva Bonde, der nu er den eneste medarbejder på Historiskan. »Men det blev til gengæld en stor succes. Vi fik lynhurtigt en masse følgere – i dag er vi oppe på over 14.000 – og efterhånden blev bestyrelsen overbevist om, at det var en god idé at lave vores historiske magasin.« LRF Media gav Eva Bonde og Jennie Lindholm lov til at lave et specialnummer med fokus på kvinder i historien, som udkom i april, men det blev dog hurtigt tydeligt for Eva Bonde, at der ikke var ordentlige muligheder for at udvikle projektet inden for forlagets rammer. Så i slutningen af juni forlod hun LRF Media, købte Historiskan fri og driver den nu selv. Og det næste nummer af Historiskan er allerede finansieret via en Kickstarter-kampagne.
Historiskan, som altså kun har eksisteret som et egentligt magasin siden foråret, har allerede oplevet, at det har fået en stemme i den offentlige debat. For da det første nummer udkom, opstod der samtidig en debat i Sverige i forbindelse med, at den store svenske avis Dagens Nyheter havde lavet en stor undersøgelse af svenske skolebøger og fundet, at kvinder var stærkt underrepræsenteret i historieundervisningen.
»Der er jo masser af forskere, som har forsket i lige netop kvinders plads i historieskrivningen, og som sikkert ved mere, end vi gør. Men i debatten fik vi hurtigt en stærk stemme og kom til at fungere lidt som et mellemled imellem forskningen og lægmand, ligesom vores magasin også som grundform er tænkt som et mellemled imellem akademisk forskning og folk, der ikke er fagfolk,« siger Eva Bonde. »Så der er ingen tvivl om, at magasinet kan udgøre en stærk platform, hvorfra man kan gå ind i den offentlige diskussion.«
Selvstyret platform
Redaktør for Friktion Nazila Kivi mener også, at magasinet har en enestående mulighed for at fungere som platform i forhold til at påvirke debatten. I Friktion har hun ofte oplevet, at medierne citerer magasinets artikler, og at de tager magasinets historier op og fortæller dem igen, sådan som det skete med Emma Holtens samtykkeprojekt, der gik viralt på nettet, og som da Friktion lavede et temanummer om køn i sproget og hen, hvor de umiddelbart efter kunne læse en artikel i Berlingske Tidende, som netop handlede om kønnede udtryk i sproget.
Men hun oplever også, at magasinet giver de enkelte skribenter og redaktører en helt særlig mulighed for at fortælle historier på en måde, som udfordrer den normale rollefordeling i medierne.
»Det betyder ekstremt meget, hvem der fortæller en historie og fra hvilken position. Så da Emma (Holten, red.) for eksempel skulle fortælle sin historie om, hvordan hun var blevet udsat for hævnporno, var det meget vigtigt, at hun selv fortalte historien, sådan at hun ikke blev indskrevet som case i en historie fortalt af andre,« siger Nazila Kivi. »Og der var det en stor fordel – ja, nok ligefrem en forudsætning – at hun selv var både redaktør og skribent på historien, hvilket vi kun havde mulighed for at gøre igennem vores eget magasin.«
