Læsetid: 6 min.

Findes der en albansk Joyce?

I dette øjeblik, på et af de mange øst- og centraleuropæiske sprog, bliver der måske skrevet et litterært mesterværk. Men hvem finder ud af det? James Joyce er et verdenskendt litterært ikon takket være hans mangel på kommercialisering og læsbarhed. Men hvad ville der være blevet af Joyce, hvis han ikke havde skrevet på engelsk ...
I dette øjeblik, på et af de mange øst- og centraleuropæiske sprog, bliver der måske skrevet et litterært mesterværk. Men hvem finder ud af det? James Joyce er et verdenskendt litterært ikon takket være hans mangel på kommercialisering og læsbarhed. Men hvad ville der være blevet af Joyce, hvis han ikke havde skrevet på engelsk ...

Pernille Sloth/iBureauet

21. november 2015

Eksisterer der er en separat øst-centraleuropæisk litteratur? Hvis ja, hvor er den? Hvem står for dens udformning i det 21. århundrede?

Disse er spørgsmålene, jeg fik tilsendt af én fra Berlin – hvilket ikke er overraskende, da Berlin i forvejen, mere end nogen anden metropolsk hovedstad i Vesten, er optaget af alt øst for sig selv.

Svaret er forholdsvist enkelt.

Indtil nu har det 21. århundrede ikke budt på nogen radikale ændringer på den globale litteraturscene – eftersom vi ikke kan se EU-udvidelsen mod øst som en forandring i den forstand. EU er selvfølgelig blevet større. Men når det er sagt, er forfattere fra Central- og Østeuropa ikke begyndt at skrive anderledes af den grund – på andre sprog for eksempel.

Derfor er øst-centraleuropæisk litteratur i dag repræsenteret af de samme sprog, som man brugte i det 19. århundrede: Polsk, tjekkisk, ungarsk, ukrainsk, hviderussisk, serbisk, slovensk og litauisk. Det kroatiske sprog, der engang blev betragtet som uadskilleligt fra serbisk, blev officielt en del af klubben i 1990’erne. Det siges, at der findes i alt 17 sprog fra Estland til Albanien på tværs af hele det øst-centraleuropæiske landområde. Jeg afviger en smule – jeg mener, tallet er 16, da det moldoviske sprog, i min optik, ikke er et rigtigt sprog, men snarere en sovjetiseret variant af rumænsk.

Fælles historie

I denne region kan man ikke desto mindre finde flere minoritetssprog: Tysk, russisk, ruthenisk, romanni, rester af jiddisch, nogle andre kvasi-sprog, undersprog og ikke-anerkendte aflæggere: kashubisk, gammelpreussisk, moraviansk, sorbisk, karaimernes sprog, de azoviske grækeres sprog (urumer) samt sprog fra andre grupper. Karl-Markus Gauß, en østrigsk forfatter og forsker i hvad han kalder »de døende eller ukendte europæere«, kunne have sammensat en endnu længere liste.

Det må i øvrigt nævnes, at der i dette øjeblik, på et af disse sprog – uanset om det er på et af de 16 primære eller et af de supplerende sprog – måske bliver skrevet et litterært mesterværk. Men hvem finder ud af det? James Joyce er et verdenskendt litterært ikon takket være hans mangel på kommercialisering og læsbarhed. Men hvad ville der være blevet af Joyce, hvis han ikke havde brugt det engelske, men, lad os sige, det albanske sprog i hele sit forfatterskab? Hvor mange mennesker verden rundt ville være bekendt med Joyces værker under sådanne sproglige omstændigheder? Hvor mange mennesker ville tro albanernes påstand om, at deres Joyce virkelig var et litterært geni?

Så her ser I. Forfatterne, der skriver på alle de ovennævnte sprog i Øst-Centraleuropa, samt deres værker, udgør denne særlige øst-centraleuropæiske litteratur. Men hvis så mange sprog kædes sammen med denne litteratur, og hvis alle disse sprog er så anderledes og forskellige fra hinanden, hvad er det så, som rent faktisk forener dem? Hvad giver os egentlig ret til at sige, at dette fænomen overhovedet eksisterer?

Først og fremmest er der en fælles historie samt en række fælles sociale karaktertræk, fælles skæbner og fælles erfaringer: Det 20. århundredes revolutioner, de diktatoriske regimer, den nazistiske besættelse, den kommunistiske epoke med vold og undertrykkelse som faste bestanddele, følelsen af ikke at være et aktivt subjekt, men et passivt objekt i det historiske »store konfrontationsspil« mellem Rusland og Vesten. Lad det være nok til at minde os selv om den mest enkle definition af Øst-Centraleuropa som området »mellem tyskerne og russerne« eller, for at citere en gådefuld polsk geopolitiker fra 1930’erne, der skrev under pseudonymet Wiktor Szyrma: som en »skillevej af nationer placeret mellem de tyske og de russiske etniske rum«. Sådan en placering mellem to imperialismer affødte naturligvis ingen optimistiske fremtidsudsigter. »Den centraleuropæiske frygtfølelse vakler historisk set mellem to former for angst: Tyskernes kommen eller russernes kommen«, som jeg skrev i et essay om den »særeste del af verden«.

Følelse af underkastelse

Lad os derudover tilføje permanente censurforhindringer og presset fra magtens mænd, der tvang forfattere til at samarbejde. Heri ligger den helt særlige øst-centraleuropæiske følelse af underkastelse og udelukkelse.

Ud over de eksterne faktorer (besættelsesmagterne og aggressorerne, russerne og tyskerne) er det værd at nævne de interne faktorer, man finder i regionen: gensidige fobier, vendettaer og forskellige sproglige og kulturelle begrænsninger mellem rumænere/ungarere, polakker/ukrainere, tjekkere/ungarere, serbere/kroater, ungarere/slovakker, etc. – alle sammen hadske forbindelser, som man siger. Der findes en række slående eksempler på disse: polakkernes udelukkelse af ukrainere fra universiteter i mellemkrigs- tiden; ukrainere der svarede igen ved at ødelægge polsk kulturarv efter Anden Verdenskrig; rumænere der nægtede at anerkende de ungarske og tyske mindretals krav på kulturel selvstændighed. Rumænerne er utvivlsomt også selv blevet udnyttet i historiens løb. Hvad angår den serbiske, kroatiske og bosniske kontekst, gyser jeg, selv når jeg er tavs om denne sag. Nogle gange slår det mig, at Øst-Centraleuropa er et terræn, hvor det etniske altid har domineret over det etiske. Med andre ord har vi en lang, lang historie for gensidig kulturel destruktion. Faktisk er det ikke helt historie endnu. Det er stadig en stor del af de aktuelle begivenheder: Det er vores dagligdag.

Til denne buket (undskyld udtrykket) hører også den jødiske tragedie. Øst-Centraleuropa viste sig at være Holocausts primære arena. Hvilken rolle spillede repræsentanterne for de forskellige øst-centraleuropæiske nationer og etniske grupper? Det er stadig utrolig svært at svare på dette spørgsmål, og det er blevet negligeret alt for længe. Men på sin vis afhænger deres fremtidige skæbne lige præcis af dette svar. Ukrainerne kommer eksempelvis stadig ikke nærmere en social heling, og det skyldes efter min mening, at vi aldrig har fået bearbejdet vores samarbejde med begge parter – med Hitler såvel som Stalin. Denne skyldfølelse tærer stadig på os og kommer aldrig til at give os hverken rist eller ro, før vi bevidst går lige til sagen.

Alle disse fortrængninger, alle disse tabuer, disse skeletter i skabet og ufortalte historier udgør – blandt andre ting – det unikke, chokerende og indtil videre uforløste potentiale, der kan kanaliseres ind i litteraturens verden. Forfatterne fra Øst-Centraleuropa er i deres egne »mislykkede« lande nødsaget til at konfrontere og håndtere fænomener, som deres mere vestlige kolleger rejser til Somalia eller Bolivia for at opleve.

De ovennævnte symptomer på delte historiske og sociale erfaringer afslører dog forudsætningerne for endnu et fælles kendetegn – det rent æstetiske. Det er af altafgørende interesse for os.

Denne særeste del af verden

En beslægtet bevidsthed om sprog – det er, hvad der kendetegner forfattere fra denne »særeste del af verden«.

De forskellige litteraturer fra de øst-centraleuropæiske lande skrives alle på »mindre sprog«, som – på grund af deres manglende globale indflydelse, deres marginalisering og ubrugelighed – er blevet tvunget til at udvikle sig inde i sig selv, tvunget til intensivering, eftersom det var umuligt at »ekstensivere«. De har således oparbejdet deres egne melankolske, ironiske og raffinerede kvaliteter – kvaliteter som næsten ingen kunne få øje på, og som var uoversættelige. Hvert sprog – og dermed også den litteratur, der er skabt i disse sprog – blev »en ting i sig selv«.

En øst-centraleuropæisk forfatter fortæller ikke sin historie for fortællingens skyld, men af hensyn til det anvendte sprog, der bekymrer omverdenen så lidt, at det kræver gentagne redningsaktioner for igen og igen at bekræfte sprogets levedygtighed – i det mindste over for sig selv. Sproget er ikke længere blot et materiale eller et middel eller et instrument. Det er nu – tilgiv mig min pludselige bombastiske tone – eksistensens essens, skrøbelig og evigt truet. Jo mere man bruger sproget, og jo mere man fordyber sig i det, mens man benytter det, desto flere beviser synes der at være for dets overlevelse. Og hvis vi erstatter ordet »beviser« med ordet »illusioner«, kommer vi endnu tættere på sandheden.

Den øst-centraleuropæiske litteratur er på sin egen måde autistisk og autarkisk og derfor er den i den europæiske verden – glem alt om den globale – dømt til at være eksotisk, uforståelig og dermed »ukommerciel«. Hvis »ukommerciel« betragtes som et andet ord for »mislykket«, kan vi let besvare spørgsmålet om, hvem der er den virkelige taber.

Essayet er oversat til dansk af Christian Johannes Idskov

Den fulde version af essayet kan læses på Salon 55, et tidsskrift for litteratur, kultur og ideer: www.salon55.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Albansk litteratur : læs Ismail Kadare, nulevende forfatter bosat i Paris, indstillet til Nobelprisen i litteratur flere gange. 7 titler oversat til dansk. Skriver sig ud af sin tid under det kommunistiske styre 45-90 i et fængende sprog i et univers der er historisk korrekt og surrealistisk på samme tid. En måde at udtrykke sig på i et diktatur. Rejs med Kadare ind i Albaniens kultur og historie. Varmeste anbefalinger. Rikke Rasch, rejseleder i Albanien for akademisk rejsebureau.