Nyhed
Læsetid: 5 min.

Forfattere reflekterer over terror

Le Mondes bogtillæg har inviteret 28 forfattere fra hele verden til at formulere deres litterære svar på terrorangrebene i Paris den 13. november – reaktionerne spænder fra vrede og trods til empati og selvkritik
Kultur
28. november 2015
Le Mondes litteraturtillæg fredag den 20. november skrevet af forfattere fra hele verden.

Le Mondes litteraturtillæg fredag den 20. november skrevet af forfattere fra hele verden.

iBureauet

Islamisk Stat har selv trukket en forbindelse mellem udgydelse af blod og blæk, bemærker Jean Birnbaum, Le Mondes litteraturredaktør, i det franske dagblads bogtillæg.

Birnbaum citerer en erklæring fra terroristgruppen, udsendt dagen efter terrorangrebene i Paris, der klinger som en parodi på et velkendt skriftsted i Prædikerens Bog: »Der er en tid for alt, en tid til at leve, en tid til at dø, en tid til at græde, en tid til at grine (…) og nu er tiden kommet til at redde religionen gennem pennen og sværdet«. Over for terrorgruppers ’totalitære prosa’ har forfattere et ansvar, skriver Birnbaum, der derfor har inviteret 28 forfattere, de fleste franske, men også en del internationale berømtheder, til at formulere et litterært svar.

Terrorismen vil komme til at sætte sit aftryk i litteraturen, forudsiger den prisbelønnede romanforfatter Laurent Mauvignier (f. 1967): »Fordi terrorismen er så meget til stede i vore tanker i den tid, vi lever i, er det uundgåeligt, at den vil finde vej ind vores bøger. Vi må skrive op imod døden, dette reelle, volden, som omgiver os og bekymrer os. Vi må svare med bøger, selv om nogle forfattere måske hellere vil svare ved at prøve at modstå terrorens forsøg på at kolonisere vores bevidsthed og vores værker. (…) Men afgørende er det, at litteraturen tager sig den fornødne tid til at måle terrorens nedslag i vores liv. Den må ikke lade sig korrumpere af hverken rædslen eller sentimentaliteten. Romanforfatteren må tålmodigt udforske volden igennem sine praksissers prisme, som hverken er filosofiens, sociologiens eller psykologiens, men spænder over alle disse ved at komprimere dem i de simulerede erfaringer, vi kalder fiktion«.

Til selvmordsbomberen

Originalt er fiktionsbidraget Du er en sovende celle fra en anden fransk romanforfatter, Bertrand Leclair (f. 1961), der taler til selvmordsbomberen, umiddelbart før denne detonerer sit eksplosionsbælte. Herfra citeres de sidste linjer:

»Omsider skal du være intet andet end sandheden, hele sandheden og intet andet end den. Omsider vil du have befriet dig fra de løgne, der har samlet sig i din smudsige krop. Du vil mærke sandheden rykke i dig, for hvert øjeblik hurtigere og hurtigere, og du vil mærke den fylde hele rummet, klar til at skyde frem som lys i tågen. Du vil føle dig lykkelig, når du mærker kvalme stige op til dine læber, og du vil glide i ét med denne ene tanke, med forløsningen i eksplosionen i det dyriske kød, som altid kun vil have været løgne, i udslettelsen af disse løgne, der har samlet sig på dine læber, dine ører, dine øjne. Du vil mærke maven vende sig i dig, og tårerne vælde op i dine øjne, og du vil vide, at dette er forløsningens tåre, hvorudfra en umådelig stor glæde bryder frem, en glæde større end døden omkring dig, større end den hæslige mødding, som var dit liv hernede, og som du hadede så meget som dig selv. Du vil omsider se sandhedens 1001 blomstre springe i flor. Din sorte sjæls øjeblik er kommet.«

En del forfattere – Ian McEwan, Alaa al-Aswany, Joyce Carol Oates – holder sig til de rørende, men ret konventionelle medfølelses- og opbakningserklæringer, men politisk polemik bliver der naturligvis også plads til. Således skriver Olivier Rolin (f. 1947), tidligere maoist og medlem af det venstrerevolutionære Gauche Prolétarienne, i dag romanforfatter og essayist:

»’Det har intet at gøre med Islam.’ Nej, selvfølgelig ikke. Mordere med automatrifler, der råber Allahu Akhbar, når de slår ihjel, har ikke noget at gøre med Islam. ’Islamisk Stat’ har ikke noget at gøre med Islam, det må være en oversættelsesfejl. De modbydeligheder, som hver dag begås i Allahs navn, halshugninger, overgreb på kvinder osv., alt det har ikke noget at gøre med Islam. Hold nu op! Lad os være ærlige og se det i øjnene: Jihadisme er utvivlsomt en islamisk syge, og den forholder sig ubestrideligt til den islamiske religion på samme måde, som en sygdom forholder sig til den krop, den er ved at æde op«.

Flere indlæg bærer præg af vrede – vrede over, hvad forfatterne ser som et angreb på en fransk livsform, der skulle være præget af en særlig frihed, livsglæde, samvær, nydelse. Således romanforfatteren Alice Zeniter (f. 1986).

»Hvis det er den nye virkelighed, at man sådan helt tilfældigt kan blive majet ned af en flok elendige røvhuller (jeg vil ikke kalde dem hverken ’fanatikere’, ’terrorister’ eller ved nogen af de andre ord, der kan imponere) på et tidspunkt, hvor vi nyder det liv, man vil tage fra os, så vil jeg for min del håbe, at det sker, imens jeg danser nøgen på bordene i en parisisk fortovscafé, til tonerne af Eagles of Death Metal«.

Eftertanke

Andre forfattere maner til eftertanke og selvkritik, stærkest Jérôme Ferrari (f. 1968), filosof og romanforfatter (vinder af Goncourtprisen i 2012 for romanen La Sermon sur la chute de Rome – ’Prædiken om Roms fald’).

»Vi må ikke prøve at forstå, for ’at forstå er allerede at tilgive’, hedder det, og hvor må vi skamme os i dette land, som har så høje tanker om sit eget intellektuelle niveau, over denne tåbelige sidestilling. Men vores forkærlighed for dikotomien er umådeholden. Vi holder os helst til blot at fordømme ’enstemmigt’, for det er både det letteste og det mest bekvemme. Og oven i dette kommer så alle disse kompileringer af de mest groteske selvgode klicheer om Frankrig. Man må sige, at denne tragedie ikke er uden narcissistisk velvære. Hvem ville dog vove at kritisere et så festgladt, subtilt transgressivt land, som i kraft af selve sin perfektion formår at vække de ondeste kræfters vrede?«

Ferrari sætter fingeren på et ømt punkt:

»Med disse besværgelser forsøger vi at undvige den konstatering, at disse onde kræfter for langt hovedpartens vedkommende er produkter af vores eget samfund, og dermed forskånes vi også for dette frygtelige spørgsmål: Hvad foregår der dog i Frankrig, når en så hæslig ideologi som salafismens kan blive tillokkende? At forsøge at forstå dette, det skammer jeg mig ikke over at skrive, er ikke at undskylde kriminelle og forhindrer ikke, at vi skal gøre alt for at straffe dem. Men der er grund til at spørge, om ikke den blinde og kollektive stigmatisering af et udsnit af vores medborgere er det sikre middel til at opmuntre radikalisering. Dét ved de udmærket, barbarerne på den anden side, som ikke begår samme fejl ved ikke at forsøge at forstå deres fjende«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her