I frimodighed og tillid

Forfatteren Tage Skou-Hansen, der i februar fyldte 90, er død efter længere tids sygdom. Dansk kultur har mistet en årvågen iagttager og kommentator og dansk litteratur en fin samtids- og samfundsskildrer
Først op gennem 1950’erne blev det imidlertid klart, hvad denne skarpt formulerede og altid konstruktivt dialogisk indstillede litterat, Tage Skou-Hansen, havde i sig.

Først op gennem 1950’erne blev det imidlertid klart, hvad denne skarpt formulerede og altid konstruktivt dialogisk indstillede litterat, Tage Skou-Hansen, havde i sig.

Erik Friis
12. november 2015

Øjnene siger undertiden det meste om et menneske, og Tage Skou-Hansens øjne var klare og skarpe, men rummede også smerte og vemod.

Han kunne klemme dem ned til små sprækker, når han blev forbeholden og skeptisk, men så kunne han også rette dem direkte mod én, i åbenhed, i frimodig tillid.

Man forestiller sig Tage Skou-Hansens øjne som de så, dengang han indså, at det for ham var umuligt at sidde med hænderne i skødet, når Danmark var besat, men at det krævede handling her og nu. Man ved, de øjne lyste af begejstring, når han på stadion så en spiller lave en finte eller, endnu bedre, lave en kasse, der gav de lokale håb om sejr. Man ser ham for sig som højskolelærer, når han i en litteraturtime med ét åbnede elevernes øjne og selv i situationen opnåede ny indsigt. Man kan ud fra hans romaner og essays nemt genkalde sig det skeptiske, kritiske blik, han kastede på sin samtid, når han op gennem 1960’erne kiggede omkring sig og så parcelhuskvartererne og de store elementbyggerier skyde op og spurgte sig selv, hvor i alverden de dog blev af, alle de muligheder, han og de fleste andre troede så lyst på engang.

Man forestiller sig også hans kloge blik, når han nøgternt læste, hvad andre skrev, og tog stilling til det, og hans måske indimellem lidt usikre øjne, når han læste, hvad han selv havde skrevet, så sig i skriftens nådesløse spejl og måtte konstatere, at han var en gammeldags fortæller af realistisk tilsnit. Ak ja, har han tænkt: håbløst forældet, trådt bag af dansen for længst – selv om sandheden vel var, at en menneskeskildrer af hans format højst dukker op et par gange i løbet af et århundrede.

Heretica – og tiden derefter

Med Tage Skou-Hansen har dansk kultur mistet en årvågen iagttager og kommentator og dansk litteratur en fin samtids- og samfundsskildrende prosaist, kendt og skattet for især romanrækken om Holger Mikkelsen og de fire bind med »historier fra det runde bord«.

Han var en stemme, der altid blev lyttet til, det sidste tilbageværende medlem af kredsen omkring Heretica, i hvis redaktion han sad 1952-53 sammen med Frank Jæger, og som han var med til at dreje i en mindre sakral og ideologisk tantet retning, end initiativtagerne oprindelig havde lagt op til.

Allerede i 1948 bød han det ny tidsskrift velkomment i sin egenskab af formand for Musiske Studenter i Aarhus. Skou-Hansen læste på den tid litteraturhistorie på universitetet, og da han i 1950 havde gjort studiet færdigt, rykkede den unge familie til København, hvor han kom til at fungere dels som konsulent for Wivels Forlag og Gyldendal, dels altså som redaktør, først af Kætterierne, siden også af den bredere anlagte og åndeligt set knap så højt profilerede afløser, Vindrosen.

Først op gennem 50’erne blev det imidlertid klart, at hvad denne skarpt formulerede og altid konstruktivt dialogisk indstillede litterat havde i sig, var en solid fortæller og menneskekender, ligesom sit daværende forbillede Henrik Pontoppidan udstyret med uforlignelig skikkelsesdannende formåen og en usvigelig sans for gestaltning af såvel tidsbundne som almenmenneskelige temaer.

På billedet her ses Tage Skou-Hansen sammen med forfatter, kulturhistoriker og Vindrosens medredaktør Peter P. Rohde.

Polfoto

Optur og nedtur

Fortalt på denne måde kommer historien om Tage Skou-Hansen let til at lyde som en lovlig skematisk karriereberetning. Men hans liv kom også til at rumme tilbageslag og smertelige tab, som tvang ham til at tage konsekvens. Jeg tænker her ikke mindst på det bratte slag, som Skou-Hansen selv gang på gang vendte tilbage til, og som jo faldt 30. oktober 1945, da danskerne ved det første valg efter verdenskrigen satte de gamle politikere til at regere den nye verden. For modstandsmanden, der som purung student havde levet højt på triumfen sommeren 1943, da samarbejdspolitikken førtes til ophør gennem det folkelige oprør og regeringen Buhl måtte gå af, kom det som en gigantisk skuffelse, ja, som et lammende chok, at den antifascistiske kamp så hurtigt blev afløst af kølig pragmatisme: Hvordan kunne der efter en 29. august og en 5. maj komme en 30. oktober? spurgte han i et seminarforedrag holdt for danskstuderende i København i efteråret 1983.

Spørgsmålet samler en formel eller figur, der med jævne mellemrum dukker op i Tage Skou-Hansens taler og artikler samt ikke mindst i alle hans velfortalte og medrivende romaner fra De nøgne træer (1957) til Frit løb (2000): den berusende optur, der følges af en beklagelig og desværre nødvendig nedtur. Rusen, som afløses af tømmermænd. Himmelflugten, som vi løftes og beriges af, men som nægter at vare ved. Fylden, på hvilken der såre forudsigeligt følger en tomhed. Drømmens og indsigtens øjeblikke, som vi glemmer eller i hvert fald svigter, når det igen bliver hverdag.

Kjeld vs. Holger

Oversat til almene begreber og ikke set som forløb i tid handler det om modsætninger mellem ånd og materie, og mellem troen og den sunde, men jo altså kedelige fornuft. Tage Skou-Hansens styrke som person og skribent var, at han stedse forblev tro mod begge dimensioner af tilværelsen.

Han kendte jo på den ene side dragningen mod det åbne og på den anden side begæret efter det almindelige. Han var om nogen fortrolig med oplevelsen af, hvorledes det guddommelige kommer til stede blandt mennesker, som giver sig hen i tro eller afmagt, i kærlighed eller kamplege, i en nysgerrig søgen, eller i festen og rusen; men han var også fuldt bevidst om faren ved at rende rundt og bilde sig ind, at de svimlende overskridelsesoplevelser kan omsættes til love for livet og diktere, hvordan vi skal indrette os med hinanden. For så snart vi vil organisere et dagligliv og bygge samfund i småt eller stort, må vi slå af på fordringen om det totale og indstille os på det foreløbige.

Denne hovedmodsætning går tværs ned gennem Skou-Hansens suveræne debutroman, besættelsesbogen De nøgne træer, hvor drømmen og transcendensen repræsenteres af digterspiren, den følsomme Kjeld, imens skepticismen og dennesidigheden placeres i både væremåde og stemmeføring hos den jurastuderende Holger med dobbeltfunktion som hovedaktør (det vil sige sabotør og førsteelsker) og distanceret, reflekterende fortolker.

Forfatteren har senere berettet, at det var kredsens mentor Martin A. Hansen, der kort før sin alt for tidlige død henledte hans opmærksomhed på muligheden af det geniale narrative greb, der kom til at forløse den unge, ambitiøse forfatters talent og gav ham en succes, som skulle vise sig at holde længe, men som selvsagt tillige gjorde toeren og treeren svære.

En samlet splittet bog

Mindre held havde Skou-Hansen da også med de følgende romaner, som blev til side om side med hans virke som litteraturlærer ved Askov Højskole. I Dagstjernen (1962) modellerede han lidt klodset videre på besættelses-tidens skelsættende erfaringer, i På den anden side (1965) nærmede han sig med nænsomhed og måske lovlig megen takt sin opvæksts sorte traume: faderens bedrageri i banken med efterfølgende fængselsstraf. Romanen kan dog også med fordel betragtes som forstudie til de mange senere bøger, hvori han beskæftigede sig med det erfarede faktum, at menneskers definitive valg har absolutte følger.

Til hovedsporet i sin fortællekunst fandt han først tilbage i 1971 med novellekredsen Tredje halvleg, en mærkeligt sprængt og tilsyneladende adsplittet bog, men, omvendt, måske det nærmeste en forfatter på netop det tidspunkt, efter 68-oprøret og påvirket af genremæssige eksperimenter inden for prosaen, kunne komme en klassisk dannelses- eller udviklingsroman.

Efter spredte billeder af en drengs opvækst følger småstykker fra studieårene, og med den sidste, underligt humpende tekst når man frem til nutiden, hvor Holger Mikkelsens sagførerkompagnon Theilmann dør i en bilulykke og afdødes datter, den venstreorienterede lærer Bente, rykker ind sammen med sønnen Bruno.

Dermed åbnede Skou-Hansen atter mulighed for at lade Holgers lille private historie og samfundets store historie flette sig sammen, sådan som det skete i fodboldromanen Medløberen (1973) og senere, med langt større episk vægt, i Den hårde frugt (1977), hvor Holger genser og igen får elsket med Gerda fra De nøgne træer. Anledningen til dette møde skaffer forfatteren sig i 70’ernes politiske radikalisering ved, at Holger går ind som forsvarer for en gruppe af revolutionære, der planlægger at sprænge Jyllands-Posten i luften. Til disse desperados hører Eva, datter af Gerda og lægen Christian.

Jo, dristigt og risikabelt var det at bringe gamle flammer i nærheden af ny dynamit, men romanen lykkedes og var vel hovedårsagen til, at Tage Skou-Hansen kort efter, meget fortjent, hædredes med den store pris hos Det Danske Akademi, hvori han siden hen indtrådte som medlem.

Polfoto

Wivel-traumet

Hvad pengene fra prisen blev brugt til, vendes der tilbage til om lidt. Men forinden er det desværre relevant så kort som muligt at berøre et ødelagt venskab, hvis skygge til dels kom til at farve de sidste årtier af Skou-Hansens liv.

Jeg tænker på hans forhold til og længevarende afhængighed af Ole Wivel, der hjalp ham frem med både arbejde og bolig, men siden hen ved sin feje tavshed fik ham til at føle sig svigtet, efterhånden som det viste sig, at Wivel tilbage i begyndelsen af 1940’erne sammen med Louisianas senere grundlægger Knud W. Jensen havde sværmet for nazismen og tilsluttet sig en kreds, hvori man dyrkede den tyske senromantiske poet Stefan -George og drømte på stor-germansk om opgøret med kommunismen – og dette med en sådan overbevisning, at et medlem af kredsen, opildnet af bl.a. Ole Wivel, indtrådte i Waffen SS og døde på Østfronten.

Selv troede Ole Wivel op igennem 1970’erne og 80’erne, at dette ungdomsengagement nok lod sig g(l)emme som en misforstået fortid; men i årene omkring 2000 ramte det ham brat bagfra – og krævede pludselig stillingtagen af både gamle og nyere venner, i forholdet til hvilke Wivels tyranniske side forledte ham til at diktere dem, med hvilke øjne de skulle se ham – en indstilling, som mildt udtrykt passede den renfærdige, men også ydmyge Tage Skou-Hansen skidt og delvis kan forklare, hvorfor denne valgte at trække sig fra rødvinskalaserne med de store hanelefanter, holde sig til parcelhuset i Egå, tage hen på stadion i weekenderne og ikke gøre meget væsen af sig selv, men til gengæld vedblive med at skabe stor litteratur.

»Hvis ikke du selv lægger det frem, kommer det til at stå i din nekrolog,« skal Tage Skou-Hansen engang have sagt til Ole Wivel – og ment.

Nu kom det så til at stå i hans egen, hvilket måske kan virke noget ude af proportioner. Sagen er jo fyldigt kortlagt i Anita Brask Rasmussens interviewbaserede bog Hånden over Ole (2008), hvor Tage Skou-Hansen for alvor tog bladet fra munden, men han nåede også at tage konsekvens på sin konsekvens ved i et erindringsessay (trykt i- Indhentet af erindring, 2013) at fortælle om dengang, en ven fra 40’erne blev ved med at ringe.

 Skou-Hansens redelighed i denne spegede affære tjener ham til ære, men vemodigt er det at tænke på, at han, da han gjorde rent bord, sådan set allerede 10 år tidligere havde gennemarbejdet rollen som medvider ved efter tildelingen af Akademiets pris omsider litterært at forløse en besværlig og på væsentlige punkter til dels parallel historie, som længe havde arbejdet i ham.

Skyer på himlen

Prisen blev nemlig, efter hvad han fortalte mig i et interview marts 1993, sat i noget så konkret som et sommerhus ved Vester-havet, hvor forfatteren fik rig lejlighed til at studere skyernes former og følge deres flugt over himlen. Var efterårs- og vintersorte træer med deres kratværk af grene – lige før de brød i brand og blev til flammer – det samlende symbol på lidenskab i debuten, så blev skyerne nu et gennemgående billede på forandring og forvandling i fire sammenhængende »historier fra det runde bord«, indledt med Springet i 1986 og afsluttet i 1991 med præsteportrættet Sidste sommer.

Den ydmyge Tage Skou-Hansen valgte at trække sig fra rødvinskalaserne med de store hanelefanter, holde sig til parcelhuset i Egå, tage hen på stadion i weekenderne og ikke gøre meget væsen af sig, men til gengæld vedblive med at skabe stor litteratur.

Claus Bonnerup

Afsættet for denne serie tages i et studenterjubilæum, hvor gamle klassekammerater fra Marselisborg Gymnasium samles 40 år efter. Men der er én, der mangler, og alle tænker på ham. I virkelighedens verden hed manden Knud Jensen, og i erindringens ramme har Thorkild Bjørnvig skildret ham i bindet Jordens hjerte; men Skou-Hansen kalder ham Aksel og lader de efterlevende huske tilbage på dét skæbnesvangre valg, som han traf ved at melde sig til krigstjeneste på tyskernes side, og dette endda på et tidspunkt, hvor det stod klart for langt de fleste, at Hitler og fascismen ville tabe.

Hos Aksel selv var begrundelsen, at han ikke ville leve et uvæsentligt liv, en holdning, der trods hans forræderi måtte aftvinge respekt, f.eks. hos modstandsmanden Sigurd, der ved kammeratens forræderi mistede »sit hjertes andet slag«. Nok var han selvfølgelig bunduenig med ham, men fuldstændig fordømme ham kunne og ville han ikke, fordi Aksel jo netop vidste, hvad han gjorde, og hvad det kunne koste.

Om Aksel som stadig anfægtelse kredses der nu i de fire små, men intense romaner, der minder om evangelierne derved, at hovedpersonen er borte, men manifesterer sig med et fraværs enerverende nærvær eller et nærværs smertelige fravær. Og til at vise konflikten mellem den fraværende vens kompromisløse radikalitet og de nulevendes kompromissøgende accept af det næstbedste og det omtrentlige danner Skou-Hansen sig en ny, mere korthugget skrivemåde, der minder mere om det bedste hos Herman Bang end om det gamle prosaideal Henrik Pontoppidan.

Fra i de samfundsskildrende bøger om Holger at have dyrket overblikket og bredden går forfatteren nu, billedligt talt, på diæt. Og samtidig finder han frem til en ny, nærmest lyrisk diktion, som her, i Sidste sommer, hvor emigrantpræsten Herman er vendt tilbage fra Argentina i en art forsøg på at forstå, hvad der dog er sket i Europa og Danmark efter Murens fald.

Uden at vide hvorhen

Han ender med at finde frem til en slags forklaring på Aksels stedløse længsel og forsoner sig så nogenlunde med sine egne tab. Og undervejs gennem landet kommer han til at se op mod himlen:

»Oppe i rummet var der stæretræk som faner af røg og kridtstreger af fly, som forsvandt igen. Horisonten var stribet af regn i tykke tove. Tættere på, over Storebælt, var der endnu rene flader af blå skyer. De stod stille længe. Så begyndte formerne at skifte og himlen over dem blev højere og dybere, indtil skyerne lukkede sig og gik hen for solen. Luften mørknede pludselig og en voldsom byge tvang ham til at standse og holde ind. Viskerne kunne ikke tage strømmen af vand. Men det klarede snart op. Vejtræerne, som næsten var sorte inde i kronerne, fik blanke blade, da solen kom igen og skinnede i dem og gav et nyt stød til de lyse forestillinger, som netop var vågnet i ham.«

»Måske al bevægelse var af samme art. I luft og vand og ild. I træer og fugle. Og menneskers drømme. Måske historien var alt andet end den nødvendige udvikling den foregav at være. Måske den altid blev afledt, ophævede sig selv og endte på uforudsete steder. Måske dens veje mere mindede om de skred, som gik gennem skyerne og forandrede sådan en blå dag. Eller de inspirationer digtere gav efter for uden at vide, hvor de førte hen. Den tilskyndelse muligvis han selv havde fulgt, da han tog hertil.«

Polfoto

På kritisk distance

Det er meget, meget smukt skrevet og kunne med sin vise sammenføjning af ankomst og hjemkomst, menneskeliv og kosmos, sådan set godt have stået som forfatterskabets konklusion.

I stedet fik Tage Skou-Hansen – ja, ikke sin anden luft, for denne kom jo med Tredje halvleg, og heller ikke den tredje, for denne indfandt sig jo, lykkeligvis, idet traumet, forræderen og provokatøren Aksel, begyndte at spøge i hovederne på de efter-levende kammerater, men så dog en slags genfødsel som forfatter i form af endnu to bind om Holger: På sidelinjen (1996) om Evas tab af manden Mads – formet af Ellen og Tage Skou-Hansens eget smertelige tab af deres søn – og Frit løb (2000), hvori Holger og Gerda omsider kan forenes i den modne kærlighed, som hele tiden har ventet på dem. Hvor de to dog fortjente den slutning! Og hvor var det fornemt, at forfatteren dermed fik forløst den konflikt mellem himmelflugt og jordbundethed, der på samme tid var et dybt personligt problem og en produktiv drivkraft.

Tager man ved denne sørgelige lejlighed et overblik på Tage Skou-Hansens skrifter, falder det også i øjnene, hvor vedholdende og konstant han var som kritisk essayist, en indsats, der foreligger dokumenteret i Det midlertidige fællesskab (1972) og Den forbandede utopi (1995) samt i den allerede nævnte Indhentet af erindring. Digt og virkelighed.

Der er imidlertid en fornem psykologisk og æstetisk logik i, at det blev med Holger Mikkelsen, at Tage Skou-Hansen kom til at afslutte sit forfatterskab i fiktionsform, for han fik i denne figur, trods en altid lurende farlig afsløringsdistance, sat form på noget af det bedste i sit eget væsen.

Jeg tænker på selve direkt-heden, viljen til at gå benhårdt efter kernen af et problem. Men jeg tænker også på sansen for og modet til at give slip og lade sig rive med. Nok er Holger intellektuel radikaler, men han er samtidig skabsutopist. Og ganske vist må han være kynisk, når han skærer igennem en løgn, men hvad der i sidste ende holder ham oppe, er en sikker fornemmelse af, at han bliver båret af noget, som er stærkere end ham selv, et eller andet uden for ham selv, en kæmpestor og vigtig sammenhæng, han ikke selv har skabt.

De andre – og os

Denne fornemmelse ville Tage Skou-Hansen ikke have haft noget imod at kalde for (kristen) tro. Og han fik givet en prægnant formulering af dragningen mod det åbne i den fine scene fra Den hårde frugt, hvor Holger besøger sin gamle sabotørkammerat, »hestepisseren« Jakob, som i mellemtiden er blevet sognepræst et sted midt i Jylland. Da de står i kirken og Holger lufter sin rationalistiske skepsis, skruer vennen med ét hovedet ned mellem skuldrene og forsøger på at forklare, at hemmeligheden ved det hele, det er, at når mennesker er samlet i kirken, især til en begravelse, så hænder der et eller andet i den enkelte, som kun kan finde sted, fordi de andre også er der. Det vil sige også de, som vi ellers troede bare var dumme svin.

Formuleringen går mærkeligt nok næsten ordret igen de steder i Tage Skou-Hansens romaner, erindringsstykker og essays, hvor han beskæftiger sig med undervisning på en højskole, med erotikkens hengivne favntag, med ungdomsoprør og revolution – og med sport, herunder fodbold.

Fodbold, som dur, er en lykke, der holder, hedder det således ret så karakteristisk i en sen artikel »Og det på trods af, at alle ved, at bagefter er der – ingenting!«.

Hvor blev det af, det som var så spændende lige før? Det tømmer jo med det samme sindet. Men det gør os samtidig klar til en ny kamp. Selv skal Tage Skou-Hansen aldrig mere sidde på stadion og se AGF tabe, igen, igen.

Men vi, hans læsere, kan blot gå tilbage og lade os begejstre og belære. Vel er det trist, at han er borte, men det er på en måde en lykke at vide, at det værk, som han igen og igen overlod sine velvalgte ord, egentlig aldrig skal høre op, men netop vil leve videre på en tillid til åbenhed og en vilje til frimodighed.

###

###

Han hævdede den brede samfundskritiske roman

 – Hvad var hans betydning for dansk litteratur?

»På et tidspunkt da Heretica-bevægelsen var toneangivende og havde stor magt, hævdede Tage -Skou-Hansen den store og samfundskritiske fiktionsprosas betydning over for al den lyrik og halvhellige fromme stemning, der var omkring litteraturen. Det gjorde han i 1950’erne, og det var der ikke rigtigt mange andre, der gjorde.«

Niels Barfoed, litteraturkritiker og forfatter

»Den tradition går egentlig tilbage til Henrik Pontoppidan og de gamle realistiske forfattere, som var ulæste og ikke comme il faut på det tidspunkt. Han forsvarede og genoplivede dem, og dermed gjorde han dansk litteratur en stor tjeneste. Jeg kan ikke komme uden om, at han var en slags Benjamin i Heretica-kredsen, men han tog rollen på sig og tilførte kredsen en form for realisme, og forankring i nogle værdier, der ikke blev hyldet i den øvrige kreds, hvor det mere var kunst som en erstatning for religionen. For ham var der ikke noget, der hed kunstdyrkelse for dens egen skyld, men i stedet var det samfundskræfterne, der interesserede ham, og det var dem, han ville vise i sin romankunst.«

»Han var en dybt ærlig og bekymret mand i ordets bedste forstand. Det gjorde, at han som den første i sin generation skrev om terrorisme i et skuespil om Rote Arme Fraktion, hvor han diskuterede deres modstandsbevægelse og oprør. I dag kan enhver skrive et skuespil om terrorisme, men han var den første der overhovedet tog sådan et emne op.«

»Det vigtigste var, at han hævdede den store brede samfundskritiske romans betydning i en tid, som var meget åndelig og kunst-egocentrisk. Den værdidebat som den bundsolide og velfunderede roman kunne præstere, var noget, man ikke måtte miste i den danske litteratur, og han slog et slag for den på et tidspunkt, hvor den var uden for opmærksomhedsfeltet. Og gennemførte den så selv i sine mange romaner med denne her let tøvende centrale hovedperson, der går igen fra den ene roman til den anden.«

Indførte fodbolden i dansk litteratur

– Hvad var hans betydning for dansk litteratur?

»Han var en del af Heretica-generationen, som brød igennem lige efter krigen, og flere af de store navne i den generation var meget orienterede mod lyrikken. Der var Tage Skou-Hansen den, der talte prosaens sag og skrev et berømt essay i 1950, der hed ’Forsvar for prosaen’.«

Niels Gunder Hansen, professor ved Institut for Litteratur, Kultur og Medier ved Syddansk Universitet

»Han er en af de romanforfattere i efterkrigstiden, der har forsøgt at løfte den Henrik Pontoppidan’ske ambition om, at romanforfatteren skal prøve at forholde sig til samtiden og trænge ind i, hvad der dybest set foregår: Hvor står vi henne, og hvad er det for kræfter, der driver udviklingen?«

»Man bør også nævne, at det var ham, der indførte fodbolden i dansk litteratur. Han bruger det i sine romaner, har skrevet essays og analyser af fodbold og sport i det hele taget. Forfatterne i 1950’erne kunne ikke drømme om at gå til fodbold, for den folkelige og fine kultur var adskilt på en måde, vi ikke rigtigt kan forstå i dag. Der var Tage -Skou-Hansen en af dem der krydsede grænsen, hvad fodbolden angik. Han var AGF-fan hele sit liv, og havde også så vidt jeg ved en æresplads på Aarhus Stadion.«

– Hvordan kom det til udtryk, at han var modstandsmand?

»Han var en meget ung modstandsmand, så han har haft en form for revolutionær forventning om, at man ville se et andet Danmark efter krigen. Der blev han umiddelbart skuffet ligesom mange af de andre modstandsfolk. I de unge år prøvede han at tænke over, hvordan man kan føre modstandserfaringen videre, og det løber lidt ud i sandet for ham, og han ender i nogle lidt anstrengte højmoralske positioner.«

»Men så begynder han i stedet at bruge det litterært i De nøgne træer, som er tvetydig i sin skildring af modstandsmanden. Jeg tror også som en reaktion på den lidt overfladiske heroisering og mytologisering, der var af modstandsmanden i efterkrigsårene.

Han var en brobygger

– Hvad var hans betydning for dansk litteratur?

»Han var en meget tolerant mand, som ikke faldt for litterære moder, men som forstod både realistisk og modernistisk digtning, dokumentarisme og minimalisme. «

Hans Hertel, litteraturhistoriker og -kritiker, professor ved Københavns Universitet

»Jeg synes, han forstod det hele og var meget åben og tolerant. Ved sit personlige mod og uforfærdethed fik han en stor betydning som brobygger imellem de forskellige litterære retninger, fordi alle mennesker holdt af ham og havde respekt for ham. Han var også brobygger, ved at han holdt masser af foredrag på højskoler, i foredragsforeninger og forsamlingshuse, hvor han var ude at lytte til, hvad folk mente. Det var en måde at komme rundt og mærke, hvad der rørte sig i det danske samfund, som han så formulerede i sine store romaner.«

–  Hvordan afspejler samfundet sig i hans romaner?

»Det afspejler sig hele vejen igennem fra hans første roman De nøgne træer i 1957 til hans sidste roman i 2000. Han brugte den tidligere modstandsmand Holger Mikkelsen som spejlfigur og udviklede en essayistisk romanform, hvor han kunne indlægge reflektioner over, hvad der var sket i det danske samfund helt fra 1930’erne og frem til årtusindskiftet. Han var fantastisk god til at få, hvad der egentlig var hele essayistiske partier om samfundsudviklingen i Danmark, til at glide ind i personernes samtaler eller Holger Mikkelsens egne reflektioner. Det var yderst vellykket og ligner ikke noget andet.«

Sebastian Gjerding bidragede til denne artikel

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Tage Skou-Hansen

1925 – Født i Fredericia.

1950 – Mag.art. i litteraturhistorie, Aarhus Universitet 1950.

1950-58 – Konsulent for Wivels Forlag og Gyldendal

 Medredaktør af tidsskrifterne Heretica 1952-53 og Vindrosen 1954-58.

1958-67 – Lærer ved Askov Højskole.

Heltidsforfatter fra 1967.

Død 11. november 2015.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Jeg husker svagt "De nøgne træer" som et interessant bidrag til forståelsen af besættelsestiden. Men har ikke ellers læst eller dyrket Skou-Hansen. Generelt er jeg modstander af inddragelse af forfatteres privatliv i beskrivelsen af deres kunst, det ligger for tæt op ad ugeblads sladder.

anbefalede denne kommentar