Læsetid: 9 min.

»Gå på gaden for klimaet«

Rundt om i verden tager den grønne omstilling fart. Derfor er det en gåde, at budskabet ikke trænger ind i de økonomiske ministerier, siger Connie Hedegaard, der håber på et folkeligt pres på COP21
Foto Ulrik Hasemann
20. november 2015

Det er som i Thomas Vinterbergs film Festen: Man kan holde to taler. Man kan pege på de rigtig mange ting på kloden, der går i den gale retning. Som f.eks. situationen i Californien,« siger Connie Hedegaard med henvisning til den amerikanske stat, der på fjerde år er ramt af ekstrem tørke med et økonomisk tab på omkring 35 mia. kr. for blot de seneste to år til følge.

»Men man kan også gøre opmærksom på, at der er ved at ske et fundamentalt skift. At der er et tog, der kører i den rigtige retning og er ved at accelerere.«

Connie Hedegaard, tidligere miljøminister, klima- og energiminister samt EU-klimakommissær og nuværende formand for den grønne tænketank CONCITO og for KR Foundation, er ikke den, der overgiver sig til sortsynet.

»Hvis man er pessimist, skal man holde sig ude af politik. Man kan jo ikke sige til folk, at de skal gøre noget, hvis man på forhånd har besluttet, at det er håbløst. Man må spille bolden derfra, hvor den er. Hvis den triller lidt baglæns, så må vi spille den derfra. Det er det, politik går ud på.«

I øjeblikket er der ifølge den tidligere klimakommissær klare tegn på, at bolden triller – og toget kører – i den rigtige retning. Hun nævner opgørelser fra det autoritative Bloomberg New Energy Finance, der viser, at et ’tipping point’ blev passeret i 2013, hvor den andel af elkapaciteten, der bliver produceret af nyopførte vedvarende energianlæg, var større end den, der kommer fra nybyggede kraftværker, der fyrer med kul, olie og gas. Og sidste år øgedes de globale investeringer i vedvarende energi med 17 procent til 270 milliarder dollar – markant mere end der blev investeret i ny fossil kapacitet.

Samtidig falder prisen for el produceret på sol og vind. Ifølge Bloomberg er prisen nu »på niveau med eller under prisen for el på nettet mange steder i verden«.

»Vindkraft er nu den billigste måde at producere el på i både Tyskland og Storbritannien, selv uden regeringsstøtte,« rapporterede Bloomberg i oktober.

»Så priskurverne er kommet voldsomt ned,« fastslår Connie Hedegaard.

»Samtidig siger flere og flere investorer: ’Det der med kul er forkert, og så er det oven i købet en dårlig forretning’. Jeg har meget fidus til divestment-investment,« understreger hun med henvisning til tendensen blandt institutionelle investorer til at afhænde værdipapirer i den fossile energiindustri eller – hvad der ifølge Hedegaard også kan give mening, hvis man er en stor investor – at beholde dem for at kunne udøve et aktivt pres på de pågældende selskaber for at lægge kursen om.

Hvorfor siver det ikke ind?

Men dette skift i dele af erhvervslivet fra sorte til grønne investeringer udstiller samtidig, hvor tingene ikke bevæger sig eller bevæger sig for langsomt: i de centrale økonomiske ministerier i mange lande.

»Det er en stor gåde for mig. Når f.eks. Dansk Industri kan fortælle, at Danmarks eksport af grøn energiteknologi er steget med 18 procent i første halvår af 2015 i forhold til første halvår af 2014 efter at være steget med godt 15 procent hele sidste år – og det i forhold til en stigning i den samlede vareeksport sidste år på kun 0,6 procent – så undrer det mig, at man skal starte enhver af disse diskussioner om grøn omstilling forfra med ikke bare et dansk finansministerium, men med rigtig mange finansministerier.«

»Når de, som finansministre normalt lytter til – Verdensbanken, OECD, IMF, Det Internationale Energiagentur, World Economic Forum – alle siger: ’I er nødt til at forstå, hvor stor en risiko det er at holde fast i den fossile økonomi,’ så undrer det mig, at det skal tage så lang tid, før det virkelig siver ind.«

»Vi har en Mark Carney, formand for Bank of England, der næsten ikke kan holde en tale uden at understrege risikoen for store tab ved investeringer i fossil energi. Vi har hardcore økonomiske forvaltere i pensionsfonde, der afhænder sine aktier i fossile brændsler. Vi har Nordea, der afvikler sit engagement i kul, vi har den norske Oljefond … Det er ikke filantroper, det er mennesker, der tænker på afkast, og som kan se, at de kulaktier, man investerede i i 2013, har tabt 80 procent af deres værdi – det er godt nok en dårlig forretning. Så hvorfor skal det tage så lang tid at få det til at trænge ind hos finansministrene,« spørger Connie Hedegaard.

Markedstænkning gået for langt

Hun har ikke lagt fingrene imellem i sin kritik af Venstre-regeringens sænkede klimaambitioner og besparelser på det grønne område i finansloven. Og hun gentager den gerne.

»Jeg forstår godt, at der sidder nogle mennesker, hvis job det er at få tallene til at gå op. Men det er mærkeligt, at man har så travlt med at fastholde myten om klimapolitikken og den grønne omstilling som noget meget dyrt, når resten af verden i stigende grad kan se, at det er en mulighed. Danmark har allerede foretaget en masse af de nødvendige investeringer, og derfor har vi en anerkendt styrkeposition og er et af de lande, der er allerbedst positioneret i omstillingen. Hvorfor går man ikke i Finansministeriet og i Erhvervs- og Vækstministeriet mere op i at passe på de styrkepositioner, vi har? Det gjorde jo ikke noget, hvis man i de centrale økonomiske ministerier følte det som del af jobbeskrivelsen at holde øje med de fundamentale udfordringer, verden står over for,« siger den tidligere minister.

– Venstre peger på hensynet til konkurrenceevnen og mener, at markedet i højere grad bør styre, hvad der satses på?

»Den der markedstænkning er gået virkelig langt. Vi kan ikke løse klimaudfordringen uden markedet, men det er naivt at tro, at markedet af sig selv kan klare det. Markedet kan ikke sige stop – i et hav truet af overfiskning vil markedets aktører blive ved at fiske, til der ikke er flere fisk. Og fra dem, der hævder, at en klimaindsats går ud over konkurrenceevnen, vil jeg gerne høre, hvad det egentlig betyder. Betyder det, at vi må prioritere det at redde konkurrenceevnen over det at redde klimaet? Det er jo absurd,« mener Connie Hedegaard.

Hun, der fra Bruxelles er vant til presset fra lobbyister, er bekymret over, at morgendagens virksomheder i sagens natur ikke har samme gennemslagskraft som de traditionelle brancher.

»Beslutningstagere tester deres påtænkte beslutninger hos berørte interesser, og man hører typisk mest fra dem, der har en interesse i, at tingene ikke ændrer sig nævneværdigt, og som også er dem med de fleste lobbyister og de største økonomiske ressourcer. Det skaber en skævhed, et indbygget, konserverende pres, der ikke fremmer viljen og modet til at forlade business as usual.«

Risikoen i Paris

»Når det er sagt, har jeg jo også oplevet et europæisk system, der trods modstand fra stærke etablerede interesser er i stand til at udstikke en kurs og få den bredt forankret. Det kræver blot hårdt arbejde og beslutningstagere, der ikke er bange for at stå fast.«

– Vil vi få det at se på COP21 i Paris?

»Rapporterne fra den seneste forhandlingsrunde i Bonn – den sidste før Paris – lød lidt for meget som noget, vi har hørt mange gange før: Da forhandlerne mødtes i Bonn, havde de foran sig en tekst på 20 sider – da de tog derfra, havde de 55 sider og et uendeligt antal kantede parenteser. Nogle af de allersværeste ting har man opgivet på forhånd og udeladt.«

Connie Hedegaard finder det løfterigt, at både Kina og USA har bestemt sig for at rykke.

»Det er en indikation af, at der bør kunne nås en aftale i Paris. Man skal bare ikke undervurdere problemerne med teksten – det er vi jo nogen, der har erindringer om fra København i 2009. Man kan formulere al mulig overordnet politik, men i sidste ende skal der være enighed om en tekst. På det punkt kan der stadig komme grus i maskineriet – det er man nødt til at forstå.«

– Op til COP15 i København blev der lagt et meget stort pres på regeringerne. Det er nu eller aldrig, blev der sagt. Men det kiksede og udløste en langvarig nedtur. Risikerer man ikke det samme i Paris med den mobilisering, der nu finder sted?

»Det er et stort dilemma, ikke mindst for franskmændene. De må tænke, at forventningerne ikke skal skrues for højt op, for så kan man skuffe. Omvendt er der nødt til at komme en mobilisering til sidst, for ellers sker der ikke noget.«

Hun nævner, at der den 29. november arrangeres store klimademonstrationer i Paris, men også i København og mange andre byer samt en demonstration i Paris den 12. december – dagen efter COP21 – for enten at fejre eller protestere over resultatet.

»De politiske ledere skal mærke, at der er en befolkning derude, der forventer en ambitiøs aftale. Det betyder faktisk noget. Derfor er det også meget, meget vigtigt, at den planlagte manifestation i København bliver stærk. Hvis man synes, det her er vigtigt, må man vise det ved at møde op,« siger Connie Hedegaard, der selv vil stå på talerstolen.

Ægte konservativt

Fra engang for 30 år siden at have været konservativ forsvarspolitisk ordfører i Folketinget via to grønne ministerposter og en klimakommissærstilling i Bruxelles til nu at stå i spidsen for en grøn tænketank og være taler ved en folkelig demonstration på Christiansborg Slotsplads – hvad driver hende?

»Jeg mener virkelig, vi har et ansvar hver især, og jeg er selv et menneske, der engagerer mig og ønsker at påvirke tingene. Og så har jeg altid tænkt, at det med miljøet ikke var noget specielt venstreorienteret. Der er sådan set ikke noget, der er mere konservativt og i pagt med generationskontrakten og andre konservative værdier end at ville værne om miljøet.«

Connie Hedegaard minder om, at den tidligere konservative finansminister Poul Møller var en af de første, der for over 50 år siden talte om »røg, støj og møg« som fremtidens væsentligste problem. »Så for mig er det ægte konservativt at beskytte miljøet og omgås naturen med respekt og ansvarlighed. At passe på vore kyster er også kernekonservatisme.«

Samtidig ser hun det som en god konservativ tilgang, at borgerne mobiliseres i kampen for at redde klimaet.

»Hvis man ikke vil have, at det hele dikteres ovenfra, og vi havner i et system som i Kina med femårsplaner, der styrer alting, og hvis man heller ikke tror på, at markedet løser det hele af sig selv, så må der mobiliseres nogle andre kræfter. Og folk skal have fornemmelsen af, at de ikke er alene – at der er en fælles handlingsdimension.«

Både som miljøminister og klimakommissær har Connie Hedegaard sat sig i spidsen for kampagner, der skulle motivere den enkelte dansker eller EU-borger til at nedsætte egne CO2-udledninger. ’Ét ton mindre’ var temaet for den hjemlige kampagne i 2007-10.

»I dag er der søgning efter fællesskaber, som ikke er fokuseret på traditionel væksttænkning. Der er – måske som konsekvens af krisen – mere fokus på kvalitet frem for kvantitet, og især blandt unge sker der et paradigmeskift, hvor man tænker, at man godt kan dele frem for at eje alting selv.«

»Jeg tror, folk er begyndt at spørge: Hvorfor er vi blevet så materialistiske? Hvor lykkelige er vi egentlig blevet af hele tiden bare at stræbe efter mere? Måske er det nok.«

– Husker du selv at leve det gode liv?

»Jeg har nok en tendens til at have et nummer for travlt, også i mit nye liv. Jeg laver jo noget, jeg synes er meget interessant, og har derved et topprivilegeret liv. Men jeg forstår godt pointen: At den stilhed i skoven, man kæmper for, skal man også nå ud og lytte til en gang imellem. Og det er jeg sådan set meget god til.«

– Tænk, hvis vi vandt. Ville du ikke komme til at kede dig frygteligt?

»Det er min mindste bekymring. Jeg tror, der vil blive ved at være nok at kæmpe for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Ejvind Larsen, Dorte Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alle mand til pumperne ellers synker skuden.
Ja det siger man. Men den stærkeste mand, han bliver holdt tilbage for han tilhører ikke til i det pæne selskab.

Godt nok får vi genfortalt det glade budskab om at vindkraft er det billigste, både i England og i Tyskland.
Selv om man undlader at medtage ’alt det løse’, eller det der kaldes systemomkostninger og backup, så skal der maseres temmelig meget på tallene.
Men i hvert fald i Tyskland er dette meget langt fra realiteterne – Store prisstigninger på energi.
Jo Tyskland er kommet godt i gang med den grønne drøm.
Man nedlægger velfungerende kernekraft, ødelægger landsbysamfund for at få brunkul og forøger udledningen af drivhusgasser – Virkeligt meget.

Hvis man mener det alvorligt, ja så bliver man nødt til at sige velkommen til der stærkeste mand: kernekraft.
I stedet for at fortsætte de endeløse påstande foreslår jeg at man overvejer situationens alvor og starter med at læse på http://wp.me/p1RKWc-p2
Det er på høje tid at vi frigør os fra den kollektive angstneurose.

Niels-Simon Larsen

Jeg har tit tænkt på, hvor Connie blev af. Nu taler hun på Slotspladsen d.29. Jeg håber, at hun bliver fulgt af alle konservative, men det er nok for optimistisk. Jeg kunne godt tænke mig at se alle de politiske partier i demonstrationstoget, men det vil nok være overoptimistisk af mig.

Dorte Sørensen

Kom med tid og sted og lov at ingen bliver sat i futtog eller bliver forebyggende tilbageholdt.
Hvorfor er Lømmelenpakken ikke blevet afskaffet, så folk uden frygt igen kan deltage i en lovlig indkaldt demonstration.

Niels-Simon Larsen

29/11 kl. 13 på Den røde plads. Kl. 15 på Chr.borgs slotsplads.
Det andet kan jeg ikke love, men tag din håndtaske med:-)

Niels-Simon Larsen

Så var vi på gaden i dag, og det gik da meget godt. Der var dog ikke overbefolket på pladsen foran Borgen.
Man må ikke forlange urimeligheder.

Torsten Jacobsen

I Aarhus gik Socialdemokraternes Jens Joel på talerstolen, præcis samtidig med at jeg gik hjem.
Vi prøver igen næste år..