Læsetid: 5 min.

Min generation er ikke (!) en Seebach-sang

Rasmus Seebach er blevet nævnt som en central stemme for ’generation fucked up’. Men Informations anmelder kan ikke se sin generation i Seebachs nye plade. Og Justin Bieber og One Direction, der har opnået berømmelse gennem de sociale medier, lyder heller ikke som de vigtigste stemmer for de digitale indfødte i Generation Y
Rasmus Seebach skal tages seriøst som popkulturelt fænomen, men der er ikke mange politiske dimensioner.

Rasmus Seebach skal tages seriøst som popkulturelt fænomen, men der er ikke mange politiske dimensioner.

Thomas Borberg

Kultur
13. november 2015

Da Rasmus Seebach nåede toppen af hitlisterne med sine meget ligefremme popsange, var der en del kloge hoveder, som begyndte at klø sig i nakken. For hvordan kunne han og nogle af hans unge kolleger sælge platin med sange, hvor teksterne knap nok hævede sig over sms-sprog?

Der blev skrevet om fænomenet både i Politiken og i Information, og konklusionen blev rimelig entydigt, at især Rasmus Seebach og Medina spejlede ’generation fucked up’ gennem deres musik og lyrik.

»Teksterne er enormt uelegante, ingen tvivl om det. Men de er til gengæld sindssygt godt i tråd med den unge generation og det sprog, der tales dér,« udtalte kulturjournalist og musikanmelder Thomas Søie Hansen i en artikel i Information.

Generation fucked up blev i andre sammenhænge betegnet som en generation af fordrukne X Factor-seere, der var fuldstændigt uengagerede i forhold til den politiske debat. Og Rasmus Seebach blev altså set som en helt central stemme i gruppen af generationens popsnedkere.

Læs også: Banalitetens poetik

Men når jeg hører Rasmus Seebachs nye plade Verden Ka’ Vente, er jeg ikke i tvivl om, hvad jeg mener om den. Pladen taler ikke et sprog, som jeg kan relatere til. Og dette endda selvom jeg aldersmæssigt passer perfekt ind i ’generation fucked up’. Jeg er derimod i tvivl om, hvor jeg skal placere Rasmus Seebach i kulturen. Repræsenterer han virkelig min generation? Eller er sagen nærmere den, at det at tale om generation fucked up er at tvinge en alt for lille og meget kradsende sweater ned over hovedet på min generation?

Det gode julehumør

Der er for så vidt nogle relativt fængende popnumre på Verden Ka’ Vente. Ikke mindst det første nummer på pladen, »Uanset«, hvor jeg synes, at den meget ligefremme lyrik bliver pakket ind på en måde, så det på sin vis fungerer. Men derefter bevæger pladen sig i en retning, som jeg har meget svært ved at identificere mig med.

For Rasmus Seebach tager lytteren med til en ret spændingsløs hyggepopverden, hvor hans hjertes udkårne er »dejlig« og hvor han bare ikke kan stå for hendes »dådyrøjne«. Det er ikke på nogen måde et sprog for kærlighed, som jeg kan relatere til, ligesom at melodierne langt hen ad vejen preller af på mig – selvom enkelte af numrene som nævnt har ørehængerkvaliteter.

Pladen kredser desuden meget om det at holde sammen i et parforhold og om at holde styr på »meningen med livet«, som ifølge lyrikken er en flygtig størrelse. Og den gør det på en måde, hvor den danser så meget på overfladen, at jeg – selvom jeg er helt med på, at det personlige er politisk – faktisk har utrolig svært ved at finde reelle politiske dimensioner i værket.

Jeg har samtidig svært ved at købe pladens refleksioner, når den endelig kigger lidt udad. For pladens løsning på alle verdens problemer bliver, at håbet skal findes i december, hvor vi viser hinanden kærlighed. Og den analyse er i bedste fald naiv i en verden, der står over for konflikter, som er så komplekse, at de ikke kan løses med godt julehumør.

Man skal helt afgjort tage Rasmus Seebach seriøst som popkulturelt fænomen. Og jeg er stor fortaler for, at man analyserer løs. Men analysen skal være ordentlig, og når jeg kigger rundt på folk på min alder, ser jeg en grad af engagement og en dybde, som på ingen måde er repræsenteret på Verden Ka’ Vente. Jeg synes med andre ord ikke, at min generation på nogen måde er en Seebach-sang.

Alle tiders boyband

Det britiske boyband One Direction blev dannet i 2010 under tredje udgave af den britiske version af X Factor. De vandt ikke konkurrencen, de sluttede som nummer tre, men de underskrev en pladekontrakt umiddelbart efter og propellerede via de sociale medier til hurtig og længerevarende global berømmelse.

One Direction er nok det største boyband i den vestlige verden lige nu. Og man kunne derfor foranlediges til at tro, at de spejler den helt unge generation – generationen af digital natives, som er vokset op med internettet og de sociale medier. Altså den generation, som gav bandet de nødvendige likes og shares på de sociale medier.

Men når jeg lytter til deres nye plade Made in the A.M. slår det mig først og fremmest, at de lyder som boybands lød, da jeg selv var teenager. Og de synger om de samme ting, som boybands gjorde for 10-15 år siden: om piger, kærlighed og en lille smule om fester.

Der er et enkelt nummer på Made in the A.M., som er værd at fremhæve, nemlig nummeret »I Want to Write You a Song«. Stemningsmæssigt minder det mig lidt om nogle af færøske Teiturs tidligste ballader, og det har en charmerende naiv inderlighed, som får mig til at føle mig lidt yngre og lidt mindre blasert. Men ud over det nummer, må jeg sige, at Made in the A.M. i meget høj grad fortaber sig i den grå mainstreamede masse af de seneste cirka 20 års boybands.

Justin Bieber

Det canadiske wonderkid Justin Bieber skabte ligeledes en social mediumsucces – faktisk inden One Direction og muligvis også større, da han i 2009 gik uden om de store pladeselskabers popmaskinerier og blev kendt via youtube, hvor han blandt andet har den tvivlsomme rekord af at have flest ’dislikes’ på en video – nemlig videoen til det irriterende nummer »Baby«.

På hans nye 18-numre lange plade Purpose leverer Bieber til gengæld en ganske seriøs popplade. Okay, der er en del numre, som surfer på overfladen. Og pladen kunne måske godt have været lidt kortere. Men der er en soulet dybde over numre som »Mark My Words«, »Sorry« og »I’ll Show You«, hvor Biebers fremragende falset og bløde poppede kant kommer til sin ret. Og hvor han udtrykker en rummelighed i manderollen, som jeg fornemmer – hvis jeg skal driste mig til at sige noget om den generation, der er lidt yngre end mig – at de yngste generationer er bedre til at udleve og omfavne end de lidt ældre generationer.

Hvis kampen imellem de såkaldte Beliebers og Directioners (hhv. Bieber-fans og One Direction-fans) i virkeligheden handler om at pege på de yngste generationers stemme, må jeg i denne omgang pege på Bieber som min personlige favorit. Men jeg vil ikke dermed sige at Generation Y er en Bieber-sang. Og måske burde man i øvrigt være bedre til at kigge ud af mainstream, når man leder efter stærke stemmer.

Rasmus Seebach: ’Verden Ka’ Vente’ (ArtPeople/Offbeat)

One Direction: ’Made in the A.M.’ (Sony Music)

Justin Bieber: ’Purpose’ (Universal Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Du kan jo prøve og sætte dig ned og lytte til teksten til "Livet går videre".
Med mindre din største krise har været om du skulle have blå eller sorte sokker på i dag, så forstår jeg godt det er let at danse sig igennem hverdagen.

Jacob Hansen
Førtidspensionist
31

Generation Y... Ydersteksponeretselvfedcurlingbarn? Generaion Y - en spildt generation fremelsket gennem alt for meget pædagogik og feminisme...