Læsetid: 4 min.

Grumpy Memory Lane

Rålling Stånes satte en ære i at være grimme og møgbeskidte. Rent ud sagt liderlige og groft uforskammede. De gik heller aldrig i bad, fortalte rygterne. Lige noget for en rask dreng fra de vendsysselske pløjemarker. Ud med alt det lækre, det var vores motto
Rålling Stånes satte en ære i at være grimme og møgbeskidte. Rent ud sagt liderlige og groft uforskammede. De gik heller aldrig i bad, fortalte rygterne. Lige noget for en rask dreng fra de vendsysselske pløjemarker. Ud med alt det lækre, det var vores motto

Ib Kjeldsmark

14. november 2015

I bedste morfarstil sad jeg for et par år siden, en dejlig sommerformiddag, ude i vores have og drak min morgenthe, bemærk h’et, og tænkte smågnavent: hvor blev ungdommen af? Jamen, var det ikke i forgårs? Jeg havde taget min radio med ud, en af dem, for jeg har mange radioapparater.

Jeg er radiofreak, det har jeg været lige siden jeg som 12-årig fik lov til at slæbe familiens kasserede, monsterstore radio op på mit værelse, som vi i den del af verden, hvor jeg stammer fra, kaldte et kammer. Familien havde fået ny radiogrammofon af vores svenske farbror.

Derovre var de allerede begyndt at eksperimentere med mindre apparater, der ikke, som den jeg lige havde fået, fyldte en tredjedel af pladsen på et drengekammer ud. Et liv uden en radio er slet ikke noget liv, det er min opfattelse. Det er bare primitiv eksisteren og så måske lidt lort i fjernsynet. Otto Leisner og den slags.

Mens jeg altså sad i min have, besluttede radioen pludselig at genudsende min tabte ungdom (så hold dog kæft, din gamle skabekrukke!) i form af Jørgen Mylius – der dengang ikke hed noget med ’de’ – og hans program Efter skoletid. Altså i den originale udgave fra 60’erne.

Til min mimrende gammelmandsfryd annoncerede han pludselig, i datidens velopdragne diktion: Og nu skal vi høre den nye plahde med Rålling Stånes, den er knaldgoed. Yes! udbrød Deres og så videre, så plaiden og tobakspiben røg ned på havefliserne.

Nu har jeg allerede glemt – sådan går det jo – hvad det var for en af Rålling Stånes’ store hittere, Mylius satte på phladeafspilleren, men knaldgoed, det var den bestemt.

Revvolution med to v’er

Jeg var i det hele taget Rålling Stånesfan, i den grad. Når alt kom til alt, og det gjorde det tit i de dage, var Beatles ærlig talt lige pæne nok. Småslikkede, lidt for langhårede efter forældregenerationens smag, men nydelige i tøjet. Og de friserede sig i det mindste.

Det gjorde Stånes ikke. De satte en ære i at være grimme og møgbeskidte. Rent ud sagt liderlige og groft uforskammede. De gik heller aldrig i bad, fortalte rygterne. Lige noget for en rask dreng fra de vendsysselske pløjemarker. Ud med alt det lækre, det var vores motto.

Os ville Systemet aldrig få bugt med. Den eneste gamle mand, vi kunne lide, var Broby Johansen. Det var fordi han stavede revolution med to v’er. Revvolution – sådan! Mange år senere sad Selve Manden skråt over for mig i et tog – på Kystbanen, ved gud! – og belærte en ung mand om, at det var nødvendigt at kæmpe. Tanke er godt, sagde han. Handling er bedre.

Jeg sad sammen med den sønderjyske forfatter, Gynther Hansen, der mumlede noget om, at ham der Broby da vist var en grumme karl. Så man bliver helt nervøs, tilføjede han. Gynther Hansen er død nu. Det er der i det hele taget alt for mange mennesker, der er. Broby Johansen også. Men det er Jørgen Mylius ikke, jeg kan høre ham i min radio i skrivende stund.

Lige nu spiller han Kinks. Jeg forstår ikke hvorfor han, altså Mylius, absolut skal hedde de Mylius nu om dage. Men det må han selvfølgelig selv om. Personligt har jeg aldrig gjort brug af min von-titel. Jeg synes den er for udemokratisk. Det værste er sådan set ikke tanken om alle dem, der vil hade en for titlen. Det værste er tanken om alle dem, der vil fedte for en.

Det er ikke til at holde ud at tænke på. At opnå fordele alene på grund af tre skide bogstaver, penge og privilegier af forskellig slags – nej, vi holder her! Men selvfølgelig, Mylius har jo ikke taget skade af sit de. Han kan stadig finde de gode, gamle og knaldgoede phlader med Rålling Stånes frem fra LP-hylden.

En af de få fordele der er ved (Indskud: nu spiller Mylius Rod Stewart. Det lyder som om hans tænder slæber mod gummerne mens han synger. Måske har han taget gebisset omvendt på?) at komme i erindringsalderen er, at man kan tillade sig at nære den allerstørste afsky for ungdommens musik.

Her tænker jeg ikke så meget på Rap og Hip Hop, som selvfølgelig er rædselsfuldt, men skid nu hul i det, det er der jo så meget der er. Rod Stewart f.eks. Nej, min yndlingsaversion er blonde, langhårede sangerinder, med guitar eller klaver, der efter at have strøget håret væk fra det i reglen nydelige ansigt, giver sig til at foredrage, sangligt ved hjælp af så få toner som muligt, om deres helt personlige og ubegribeligt dybe indsigt i tilværelsens fortrædeligheder, forelskelsens sødme, ensomhed, følelsen af forladthed, verdens ondskab og materialismens hærgen.

DET er fandme ikke til at holde ud at høre på! Hvis de virkelig har så ondt i det indre sjæleliv, vil vi godt kunne se det på dem. De skal lade være med at ligne en reklamespot for hårplejemidler! I øvrigt har Dylan vel sagt, hvad der er at sige om hvad som helst? For slet ikke at tale om Rålling Stånes.

Nå, alting får en ende, selv Jørgen de Mylius’ genudsendelse af ens tidligste ungdom. Om vinteren sov vi med skjorten på i vores drengekammer. Der var svinekoldt, og centralvarmen var ikke blevet indført endnu. Ikke på landet.

Hjemme ved os blev der først fyret med koks, derefter med asfaltsorte briketter, der støvede sundhedsfarligt. Køleskab havde vi heller ikke, mælken var lunken og spegepølsen svedte. Poul Vad, Peter Seeberg og Per Højholt er også døde. Det er noget lort. Og Gyldendal har oprettet et ’imprint’, der skal udgive ’erotisk underholdningslitteratur for voksne’.

Pis mig i øret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Schou
  • Steen Sohn
  • Grethe Preisler
Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Poul Schou, Steen Sohn og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tinne Stubbe Østergaard

Jeg hørte også 'Efter skoletid' på en gammel radio. Rolling Stones havde pænt tøj i starten og spillede kopinumre. Fra 1965 var Pretty Things de rigtig frække drenge! Rosalyn, Don't Bring Me Down og senere Midnight To Six Man. Bare søg på Youtube. Her finder man også optagelser fra TAMI Show fra Californien 1964, hvor Rolling Stones spiller efter Little Richard i topform. Hvis man ville se frække, uvaskede unge med langt hår skulle man tage forbi Storkespringvandet - som Cæsar sang om i 1965 - eller til Malmø. Svenskerne var altid foran, dengang.