Baggrund
Læsetid: 6 min.

Indignationens veltalende mester

Livslang vrede og glødende engagement i undertrykte menneskers sag animerede filosoffen og forfatteren André Glucksmann, der sprang ud som maoist i maj ’68 og endte som en af fransk åndslivs førende forsvarere for menneskerettigheder og liberalt demokrati
André Glucksmann i sit hjem i 1987.

Jean-Paul Guilloteau

Kultur
11. november 2015

Stemmen i telefonen fra Paris var slet ikke så vred, som den plejer. Den var hæs, men også varm og først og fremmest venlig og insisterende:

»Ja, selvfølgelig må De trykke min kommentar, kære ven. Tænk ikke på noget honorar, det vil jeg absolut ikke have – jeg er kun glad for, at jeg kan komme ud til danske læsere også.«

Således gik det til, at Information i august 2006 lagde spalteplads til disse betragtninger fra den dengang 69-årige André Glucksmann: »De mange indigneredes indignation indignerer mig. For verdensopinionen vejer nogle muslimers død som fjer, mens andre muslimers død vejer ton. To vægtenheder, to målestokke …«

André Glucksmann døde natten til i går. Men indignationen fra hans værk og årtierlange tilstedeværelse i fransk og international debat vil give genlyd længe. Den gjaldt i indlægget i Information fra dengang, hvad han så som åbenlys dobbeltmoral, som blev udtrykt i »et surrealistisk geopolitisk misforhold«.

Få dage forinden havde Israel i sin krig mod Hizbollah-militsen bombarderet et boligkvarter i den sydlibanesiske landsby Qana, angiveligt for at få ram på en raketstilling, men 28 civile blev dræbt. Resultat: en opinion i oprør, diplomatiske demarcher, anklager mod Israel for krigsforbrydelser.

Kontrastér heroverfor den i diplomatiet og blandt toneangivende venstreintellektuelle langt mindre, grænsende til ikkeeksisterende forargelse over for 200.000 dræbte i Darfur, titusinder dræbte i Grosnij og bølgen af selvmordsbombere i Bagdad. Det er en ganske anden sag, når israelere dræber muslimer, end når russere eller andre muslimer gør det, påpegede Glucksmann med vanligt blik for at slå hårdt ned på moralske selvmodsigelser. Et blødt punkt for Israel havde han, må det siges, hvilket utvivlsomt hænger sammen med hans herkomst og baggrund.

Dræbt af nazisterne

Glucksmanns forældre var henholdsvis ungarsk og tjekkisk jøde og lærte hinanden at kende som tidlige kommunistiske bosættere i 1920’ernes Palæstina. De slog sig dog ned i Tyskland i 1930 og blev fra 1933 del af den antinazistiske undergrundsbevægelse. I 1937, Andrés fødeår, flygtede de til Frankrig. Faderen blev dræbt under de tyske troppers indmarch i 1940 og resten af familien anbragt i interneringslejr, men blev forskånet for deportation østpå – først takket være fransk statsborgerskab, efter løsladelsen ved at gå under jorden.

Efter sit filosofistudium, som gik den obligate vej forbi alle franske tænkeres eliteskole, École Normale Supérieure, blev André Glucksmann en purung assistent for Raymond Aron, der var marxisten Jean-Paul Sartres borgerlige ærkemodstander i fransk filosofi. Glucksmann interesserede sig for krig og geopolitik og udsendte i 1967 sin første bog, Le discours de la guerre (Tale om krigen). Men slut-60’ernes revolutionære tidsånd ramte ham med voldsom styrke, og som så mange 68’ere ville han hellere »tage fejl med Sartre end have ret med Aron«. Glucksmann deltog i studenterrevolten og kaldte sig fra da af maoist.

Han blev medlem af den antiautoritære Gauche Prolétarienne, en gruppering, der frem til 1970 arbejdede for at udvide majopstanden i Paris til landsomspændende revolution ud fra en tankegang ikke ulig terrorbevægelsen i nabolandet Tyskland, Rote Armee Fraktion: Kunne man forstærke den statslige undertrykkelse, ville dens sande fascistiske karakter komme frem.

Glucksmann udtrykte i disse år også sin fascination af Kinas kulturrevolution, men ænsede knap de blodige udrensningskampagner bag visionen. I 1973 opløste Gauche Prolétarienne, der var blevet forbudt i 1970, dog sig selv. Fremover skulle der kæmpes med demokratiske midler, og et af disse blev dagbladet Libération, stiftet i 1974.

Totalt hamskifte

Næste gang man hørte om Glucksmann, havde han gennemløbet et fuldstændigt hamskifte: Borte havde taget rødgardisten, frem trådte totalitarismekritikeren og menneskeretsaktivisten. Bruddet med marxismen var spektakulært og kom først til udtryk i bogen Kogekonen og menneskeæderen – om forholdet mellem stat, marxisme og koncentrationslejre. Bogen, der var skrevet under stærk påvirkning af den russiske forfatter Aleksandr Solsjenitsyns bog om de sovjetiske straffelejre, Gulag øhavet, var et svidende opgør med marxisme og stalinisme og kastede et nådesløst lys over sovjetkommunismens fortiede eller fortrængte forbrydelser.

Fordi Glucksmann endnu havde ry som venstrerevolutionær, udløste dens udgivelse et bredere selvopgør i det mindste på dele af den franske venstrefløj. Glucksmann blev med sit karakteristiske prins Valianthår og iltre temperament i disse år ikke bare en markant offentlig skikkelse. Han blev ligefrem en slags faderfigur for en ny generation af ’antitotalitære’ franske tænkere, de såkaldte ’nye filosoffer’, først og fremmest Bernard Henri-Lévy, der i 1977 udgav den Glucksmann-inspirerede Barbariet med menneskeligt ansigt.

Dette ry forstærkedes i 1977 med udgivelsen af Glucksmanns hovedværk, Mestertænkerne, hvori totalitarismekritikken perspektiveres og udvides filosofihistorisk: For skud som ’mestertænkere’ – en ironisk distancerende benævnelse – stod frem for alt tyske filosoffer som Hegel, Fichte, Nietzsche og Marx. Dem anklagede Glucksmann for at have etableret en veritabel kult til romantisk og mytologisk ophøjelse af »den afsluttende, totale og endegyldige revolution«, som ifølge ham blev en uundværlig filosofisk forudsætning for den totalitære stat.

Forsvarede de forfulgte

Når man ser tilbage på Glucksmanns livsbane, må man imponeres over den vedvarende ildhu, hvormed han har påtaget sig at forsvare undertrykte og forfulgte i hele verden. I 1979 lykkes det ham sågar at forene en aldrende Sartre og Raymond Aron i en fælles henvendelse til præsident Valéry Giscard d’Estaing om at undsætte de bådflygtninge, som i titusindvis forlod det kommunistiske Vietnam.

Glucksmann blev også en førende fortaler for ’militær humanisme’ til forsvar for menneskerettigheder. Han var blandt de første, der talte for at intervenere mod Serbien i de eksjugoslaviske blodsudgydelser og tilnærmede sig amerikanske neokonservative, herunder en anden tidligere venstreradikalist, Christopher Hitchens, i et forsvar for George Bushs Irak-krig, ligesom han støttede den vestlige intervention i Libyen og lige til det sidste også talte for at intervenere i Syrien.

En særlig hjertesag for Glucksmann blev dog Tjetjeniens uafhængighed og en utrættelig kampagne for at påvise russiske overgreb imod civile tjetjenere. Blandt plageånder i det internationale kommentariat havde Putin få så hårdnakkede som Glucksmann i 00’erne.

Kontroversielt anbefalede Glucksmann i 2007 franskmændene at stemme på den borgerlige kandidat, Nicolas Sarkozy, fordi Sarkozy angiveligt havde bedre forslag til at sætte ind mod ungdomsarbejdsløsheden. Han betegnede dog fortsat sig selv som venstreorienteret og slog da også fuldstændig hånden af samme Sarkozy, da denne året efter søgte en tilnærmelse til Ruslands Putin.

Hadets alibi

I disse år fandt Jyllands-Posten og Flemming Rose også en engageret medforkæmper i Glucksmann, der polemiserede over, at man ikke bare skulle finde sig i islamisk terrorisme og så oven i købet ikke engang have lov til at gøre grin med den. »Hvad er mest blasfemisk? At tegne en karikatur af profeten Muhammed med en bombe i turbanen eller at udføre terrorangreb i Koranens hellige navn?« spurgte han.

Glucksmann havde meget mere at sige om forholdet mellem had og religioner og ideologier. I Dostojevskij på Manhattan udfoldede han en original analyse af netop motiverne bag angrebene på tvillingetårnene i New York den 11. september 2001. Glucksmanns tese er, at terroristerne i både Dostojevskijs roman Onde ånder og i angrebet på World Trade Center måske ikke skal betragtes som ideologisk overbeviste fanatikere, men snarere som nihilistiske og koldt beregnende kyniske taktikere uden egentligt motiv.

Og i Le discours de la haine (Tale om hadet) forfægter han den videreudviklede tese, at »ideologierne er hadets alibi«. Som han udtalte i et interview:

»For at udfolde sin ødelæggelseskraft må hadet blive kollektivt. Ideologier kan tjene kollektiviseringen af hadet, men er ikke dets årsag, og det samme gælder for religioner. Når ideologierne eller religionerne er besejret, forsvinder hadet ikke af den grund.«

Glucksmann stødte mange af sine tidligere frontkæmpere fra venstre fra sig, men ved hans død er det betegnende, at hans format som tænker og menneske anerkendes bredt i den franske offentlighed. Glucksmanns store kvalitet, skriver Libération, var hans »oprigtighed og intelligens, der kom til udtryk med en ubestridelig oratorisk livfuldhed. Man kan mene, at han forvildede sig for langt til højre, men selv i sine udskejelser placerede han sig altid på frihedens side«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

morten andersen

En opportunists endeligt. Aldrig stærkere i troen end tidsånden dikterede. Hvil i fred.

Robert Ørsted-Jensen

en sandhedsøger selv når han tog fejl havde han ret i meget

Information dyrker stadig skiftende intellektuelle modestrømninger især hvis de fremtræder som en kritik af 'venstrefløjen'. Lad mig henvise til en desværre stadig aktuel kronik,
http://www.information.dk/48034

Torben Skov, Olav Bo Hessellund, Jes Enevoldsen, Niels Duus Nielsen, Robert Ørsted-Jensen og Anne Sofie Nielsen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Takker for en fremragende og velskrevet artikel Curt

Niels Duus Nielsen

Curt Sørensen: Enig med Robert O. Jensen på dette punkt: Tak for en vedkommende kronik. Den stod så ensomt på siden, så jeg gav den en anbefaling.

En kort kommentar: Måske er en del af hindringen for en seriøs teoretisk kritik af kapitalismen, at venstrefløjen aldrig for alvor har fået taget det teoretiske opgør med stalinismen, som bl. a. Zizek efterlyser. Enhver idiot "ved" fx at Stalin spiste kulakker til morgenmad, men hvorfor han gjorde det, står for de fleste hen i det uvisse - noget med de ædle vilde og helt uskyldige kulakker forfulgt af den reinkarnerede djævel selv!?!

Stalinismen er - på godt og ondt - en del af socialismens historie. Venstrefløjen har ladet højrefløjen få monopol på denne kritik, og højrefløjen har jo tradition for at smide barnet ud med badevandet.

Bare fremragende Curt Sørensen. Tak!

Robert Ørsted-Jensen

Men det problem som Curt konstant ignorerer i debatterne her på inf er at alt for mange af os accepterede stalinismen som en del af vores arv. Vi bekæmpede den ikke tværtimod accepterede som en slags kammerater med hvilke vi kunne indgå alliancer, mennesker der mente og advokerede for den ide at under socialismen kunne individet være statens ejendom. Vi har derfor pådraget os en del af byrden og vi kan ikke fortænke vores politiske modstandere i at anvende dette vi gjorde og gør det selv med tilsvarende påstande om at de alle har ansvaret for fascismen og nazismens udskejelser

Robert Ørsted-Jensen

Men det problem som Curt konstant ignorerer i debatterne her på inf er at alt for mange af os accepterede stalinismen som en del af vores arv. Vi bekæmpede den ikke tværtimod accepterede som en slags kammerater med hvilke vi kunne indgå alliancer, mennesker der mente og advokerede for den ide at under socialismen kunne individet være statens ejendom. Vi har derfor pådraget os en del af byrden og vi kan ikke fortænke vores politiske modstandere i at anvende dette vi gjorde og gør det selv med tilsvarende påstande om at de alle har ansvaret for fascismen og nazismens udskejelser

Robert Ørsted-Jensen

Det er dette manglende opgør der bevirker at jeg af stalinister hænges ud som borgerlig individualist når jeg fastholder at den enkeltes frie udvikling er forudsætningen for alles frie udvikling uanset at dette er et citat hentet fra Marx selv. Vi var selv at for villige til at acceptere uden højlydte protester at individet kunne gøres til statsejendom under påstande om fællesskab. Dermed gjorde vi os selv sårbare. Det er ikke godt nok at skrive de rigtige ting i programmer og akademiske artikler når man i praksis vedbliver at flirte omgå samarbejde med kræfter der siger noget andet

Robert Ørsted-Jensen

Derfor fastholder jeg at ikke alt hvad André Glucksmanns skrev om venstrefløjen var ene forkert. Men detvar med ham som med andre omvendte stalinister at nåtr de gik så skulle vi alle bagefter drages til ansvar for stalinismen. Sådan var det også med Robert Conquest (Curt nævner ham) som medte sig in i kommunistpartiet i 1937-38 af alle år de år hvor intet fornuftigt tænkende menneske burde have meldt sig ind, og med utallige andre reformerte stalinister. Der er også Max Estmann en mangeårig redaktør af readers digest også han var tidligere leninist. I de år jeg var aktiv mødte jeg utallige tidligere DKPere og sovjet forblev for dem en hjørnesten i deres tankegang, sådan var det så sandelig også selv med Gert P. Jeg er libertær marxist og min holdning er den at socialisme uden demokrati ikke er mulig, at Marx selv var radikal demokrat, så sandeligt ikke tilhænger af nogen form for diktatur (proletariatets diktatur er slet og ret en overgangperiode med flertalsbeslutninger - det har intet at gøre med mindretalsdiktatur - mindretals diktatur er borgerligt diktatur), men selv gert argumenterede i en samtale med mig om Lenin Bukharin (han beundrede begge især sidstnævnte) at man skulle respekterer at der var veje til socialisme i visse lande der ikke indeholdt demokrati , hvad er en absurd tankegang. Men uanset hans solide fodfæste i demokrati forblev han en beundrer af Lenin hvad enhver der kendte ham ved, og det er engod illustration af problemet. Lenin var grundlægger af en totalitær tankegang