Læsetid: 2 min.

Kirsten Hammann

Nomineret til Montanas litteraturpris 2015 for romanen 'Alene hjemme'
Kultur
6. november 2015
Nomineret til Montanas litteraturpris 2015 for romanen 'Alene hjemme'

Det er Sara, der er Alene hjemme. Det vil sige: Et hjem har hun dårligt nok, kun et sted at være, indtil hun ikke har det mere. Lejligheden er Philips, Saras navn står ikke engang på skødet. Sara er alt andet end en stærk karakter. 

Hun er 38 år, og hun har ikke noget liv. Det er stykket mellem hoften og brystkassen, hun mangler. ”Sara er forkert,” som den første sætning i romanen siger, og det ved vi jo godt, at det er der ikke nogen mennesker, der er. De findes ikke, kun følelsen af forkerthed. Det er Kirsten Hammanns greb; at lade en uhåndterlig følelse af uformåenhed og fiasko optræde som et fysisk og synligt fænomen. Saras abnormitet er romanens uvirkelige virkelighed: ”Hendes skelet er vokset forkert sammen, så det er helt skævt, knoglerne vender den forkerte vej og stikker ud de forkerte steder.”

I den lejlighed, som Sara har fået mast sit vanskabte legeme ind i, sover hun for det meste. Januar er en yndligsmåned med sine korte dage, og hvis hun også snupper sig en middagslur, behøver hun faktisk ikke være vågen og se ud som en, der arbejder som freelance-journalist i ret mange timer ad gangen.

I denne søvndrukne tilstand bliver Sara invaderet af overboen Frederikke, hvis krop og sensuelle mund er alt andet end forkert. Frederikke kommer med kager, og en af dem står der Saras navn på. Vil Frederikke tage livet af hende? Eller er Sara godt i gang med at tage livet af sig selv?

Alene hjemme er en sort og komisk roman om at prøve at blive lykkelig og leve et rigtigt liv – det vil sige at være ulykkelig – i en vestlig overflod. Sara holder sig velorienteret om ALT, om hvor skadelig staniol er, om levende skildpadder som nøgleringe i Kina, der er nok at bekymre sig om. Hun læser selvhjælpsbøger, og hun læser om Bhutan – det eneste land i verden, hvor man opererer med begrebet bruttonationallykke.

Alene hjemme vælter derudad på godt 300 sider, fordi Saras tankemylder om verdens undergang og hendes egen ikke er til at stoppe. Hammann skriver på Saras ustoppelighed, og så har hun samtidig en usædvanlig evne til at komprimere. Det hamrende banale og forestillingerne om altings ophør indfanges i ét og samme åndedrag.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her