Har Carsten Jensen med sin store krigsroman Den første sten begået et mesterværk eller et makværk? Det er svært at blive klog på, hvis man læser anmeldelserne i de danske aviser. Nogle kritikere har udråbt bogen til en litterær perle, mens andre mener, at den snarere er at regne for en debatbog eller en lufthavnsthriller.
I Politiken belønnede Lasse Horne Kjældgaard romanen med seks hjerter og skrev, at den er »et mesterligt litterært og humanistisk præcisionsangreb«. Han kaldte Den første sten spændende og vigtig og den hidtil bedste danske bog om Afghanistankrigen.
Også Berlingske var stærkt begejstret. Kritiker Jørgen Johansen følte sig ramt af Carsten Jensens spørgsmål, som var de klyngebomber, og kvitterede ligesom Politiken med alle seks stjerner:
»En af de helt store styrker ved Carsten Jensens roman,« skrev Jørgen Johansen, »er den grundige research og det indgående kendskab til Afghanistan, som bidrager til at forankre selv plottets mest usandsynlige udviklinger og mest grænseoverskridende scener i en slags overbevisende virkelighedsrum af nøje iagttagne og intenst og præcist beskrevne detaljer. Det er i summen af stærke billeder, vidende detaljer og moralske dilemmaer, at Den første sten vokser til en stor roman om krigen, der tager magten.«
Den tredje store morgenavis, Jyllands-Posten, tildelte fem ud af seks stjerner. Ifølge avisens anmelder Henriette Bacher Lind er bogen ikke alene »en træfsikker roman«, men også »et skarpt debatindlæg«, og hun skrev om forfatterens modbydelige detaljer og gode, klare sprog, at »Den første sten er ubestrideligt en krigsroman, men Carsten Jensen skriver sig ud af den sort/hvide historie, som medierne hylder, og ind i den tågede fortælling, hvor grænsen mellem god og ond er uskarp. Så hvem er skyldfri nok til at kaste den første sten? Ingen«.
Skriver som en brækket arm
I den knap så begejstrede ende af skalaen ligger Kristeligt Dagblad, som ikke uddeler stjerner. I sin anmeldelse skrev Sørine Gotfredsen godt nok, at Den første sten giver et slags indblik i et krigskapitel i dansk historie, men hun skrev også, at romanen ikke er stilmæssigt og sprogligt helstøbt:
»Denne læser ville have foretrukket en dybere persontegning, færre blodige scener og mindre kul på thrillereffekten,« skrev hun.
Her i Information anmeldte Tonny Vorm romanen og skrev, at den hæsblæsende thrillerform kombineret med moralen skæmmer bogen. Problemet er, anførte han, at spændingsplottet ikke er særligt spændende:
»Da soldaterne samtidig begynder at sætte spørgsmålstegn ved krigen i stedet for at tale om call of duty og crossfit, udvikler Den første sten sig efterhånden til en blanding af kulørt lufthavnsthriller og akademisk debatbog.«
Dog – tilføjede Tonny Worm – er det længe siden, litteraturen har bragt ham så tæt på krigens gru.
Weekendavisen, der heller ikke uddeler stjerner, lod Lars Bukdahl uddele utilslørede tæsk til romanen, som han kaldte »en håbløst forævlet og konservativ mursten, der forgæves drømmer om at agere fragmentationsbombe«, og han konkluderede:
»Faktum: Carsten Jensen skriver som en brækket arm. Og nærmere bestemt som en brækket, essayistisk arm. Den arm, der skriver djævlespændt skarpt og herligt groft, når den skriver essays, skriver sig helt itu, når den skriver fiktion.«
