Læsetid: 8 min.

Kunsten får os til at reagere på klimakrisen

I vores ’kvantificerbare successamfund’ måler man succes efter, hvor sort-hvidt folk kan forklare ting. Men for Olafur Eliasson er tvivl og tøven vejen til at skabe kunst såvel som klimaaktivisme, siger han
’Når en idé får en krop, bliver den til en aktion,’ siger Olafur Eliasson. ’Den skal have arme, ben, hjerte, hoved og sjæl. Hvis ikke den har en krop, kan den ikke røre nogen, og hvis den ikke rører nogen, har den ingen konsekvenser’.

Cicilie S. Andersen

6. november 2015

Sidste år på det her tidspunkt var 600 forskere og embedsmænd rejst til København. FN’s Klimapanel havde lavet en ny rapport, og det var i den danske hovedstad, at de afsluttende forhandlinger havde fundet sted. Nu skulle værket vises frem. Forskerne bag rapporten havde gennemgået 30.000 videnskabelige artikler, og deres arbejde havde involveret flere tusinde personer. Det var tung videnskabelig snak, og det var helt givet, at selv om medier, fagfolk og politikere forsøgte at gøre stoffet pædagogisk, ville de færreste borgere sætte sig grundigt ind i substansen.

En skam, tænkte den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Kunne han mon gøre noget, der kunne få folk til at forstå, og som kunne mobilisere dem? Han grundede lidt og kom – sammen med geologiprofessor Minik Rosing – på den idé at fragte 12 isklumper fra den grønlandske indlandsis til Danmark og placere dem på Rådhuspladsen lige foran Københavns Rådhus, hvor klimarapporten skulle præsenteres.

»Ideen var grundlæggende, at hvis man ikke kunne overskue at læse en svært tilgængelig rapport, så kunne man gå ned og røre isklumperne, for de fortalte den samme historie,« siger Olafur Eliasson.

»Det gjorde de selvfølgelig ikke, for isen siger ikke noget. Men eftersom der var momentum i København i forbindelse med besøget, var det let at skabe en fortælling, som isklumperne indgik i. Der er ikke nogen fortælling i isklumperne, men det at lægge dem på Rådhuspladsen var handlingen, der skabte en reaktion.«

Og netop samspillet mellem handling og reaktion optager Olafur Eliasson. Sammen med ingeniøren Frederik Ottesen har han fremstillet solcellelampen Little Sun, som er et lille, håndholdt kraftværk. Det giver ejeren mulighed for at »holde energi i hånden«.

»Ligesom klimaspørgsmålet er energi enormt abstrakt. For mig har det været spændende at spørge: Hvordan kan jeg tage noget, der som data og viden er abstrakt og gøre det fysisk? Det her med at have et kraftværk i hånden kan medvirke til at mobilisere eller motivere, tror jeg, så på en lidt banal måde siger jeg, at det giver ens vilje energi: Når man oplader sin Little Sun, oplader man også sig selv,« forklarer han.

Olafur Eliasson er gæstekurator ved dette års CPH:DOX og har sammen med festivaldirektør Tine Fischer taget initiativ til kortfilmkonkurrencen Little Changes. Den inviterer folk fra hele verden til at komme med kreative stumfilmiske bud på, hvordan vi gentænker klimadebatten og bygger bro mellem viden om klima og små handlinger.

»Det, der verbaliseres, er ofte utrolig tæt på det, vi ved,« siger Olafur Eliasson. »Jeg ved ikke, om man kan sige, at sproget hæmmer os, men det handler i hvert fald om at gøre noget og vise det – ikke tale om det. Så jeg tænkte: Lad os forbyde at tale om det, man vil gøre. På den måde handler det i virkeligheden ikke om stumfilm: Det handler om, at nu har vi haft nok snak.«

Viden og handling

Det er interessant – mener Olafur Eliasson – at folk er blevet stærkt bevidste om klimakrisen, uden at det har medført seriøse forandringer.

»Hver dag kan vi i pressen læse historier om forskellige forandringer i den økologiske krise. Men hvornår vil al den viden, vi får, begynde at få os til at forholde os til, hvordan vi reelt kan forandre vores livsstil,« spørger han.

For blot 10-20 siden, hvor vidensniveauet var markant lavere end i dag, tænkte mange: Hvis vi da bare fik lidt viden, så ville alting begynde at forandre sig. Nu ved vi faktisk enormt meget, men det er åbenlyst, at viden ikke nødvendigvis afføder forandringer. Det afspejles af, hvor vanskeligt politikerne har ved at manifestere noget, der lovgivnings- og aftalemæssigt giver en retning, siger han.

»I min kunst har jeg beskæftiget mig med spørgsmålet: Hvad vil det sige, når man i den ene ende har viden og i den anden har handling. Hvad er afstanden imellem de to? Når man læser en artikel eller ser en udsendelse i tv, kan man føle, at så snart man ved noget, så har man allerede handlet. Vi lever i en kultur, hvor det at tale om alle de handlinger, man har tænkt sig at udføre, kan give en følelsen af, at man næsten allerede har gjort det. Ikke mindst når man fortæller om det på de sociale medier. På den måde er det næsten også, som om det er nok bare at vide noget om klimaet.«

At Olafur Eliasson nu opfordrer borgere til at lave små, kreative film om klimakrisen, har heller ikke nogen effekt på klimakrisen, erkender han. I hvert fald ikke direkte. Men det handler også mere om at se, hvilke ideer folk har:

»Man skal være åben over for alle mulige ideer – også ideer, der ikke virker. Nogle gange handler det mere om viljen end ideen, og bare det at være motiveret til at gøre noget kan være værdifuldt,« siger han og tilføjer, at han ikke gør sig forhåbninger om, at projektet afstedkommer lutter små genistreger, som kan forklares uden ord. Det handler for ham mere om at få folk til at finde ud af, hvad det vil sige at være engageret og aktiv. Og så er der et transmedialt aspekt:

»Det med at lave en lille film af få sekunder eller minutters varighed på den smarttelefon, som alle har, og så lægge den op og skabe en slags kollektivitet om, at man er med i det her projekt, er interessant. Der er plads til noget singulært – min historie – og noget pluralt; kollektivitetsfølelsen af, at vi alle er med. Det er for mig det spændende ved sociale medier, at de formår at være både singulære og plurale. Når de er bedst, kan de det, at de ikke generaliserer eller gør alle ens, men at de alligevel formår at skabe en fælles bevidsthed.«

Ideen og værket

Nogle gange oplever Olafur Eliasson, at hans kunststuderende kommer til ham og siger: »Jeg har fået en idé til et kunstværk. Ideen er sådan og sådan og sådan – er det ikke et godt kunstværk?« Nej, svarer han så, men det er en idé til et godt kunstværk.

»Der er en enormt udbredt tendens til at lægge succesen i slutresultatet,« siger han, »men med ethvert godt kunstværk ligger succesen i den måde, hvorpå man omsætter ideen til værket. Det vil sige, at værket er en slags vidnesbyrd om en succesfuld proces.«

Olafur Eliasson mener derfor, at man bør give ideen ekstra opmærksomhed og forsøge at nedbryde processens enkeltdele i stedet for at fokusere på slutproduktet. Enkeltdele forstået på den måde, at først får man en idé, så laver man en skitse, så en større skitse, dernæst en lille model, så en ny model, så en stor papmodel, så en computermodel, så inviterer man måske en socialvidenskabsmand til dialog. Så laver man en ny, og så laver man en model i 1:1. Så laver man materiale, så materialeprøve i 1:1. Og til sidst laver man værket.

»Det at være god til at omsætte en idé til handling, handler om at være god til alle de her små skridt. Men det kreative ligger i konsekvensen af de forskellige skridt. Det kreative ligger i relationen til samfundet.«

Når man arbejder, er man med til at forme verden, siger han. Derfor ligger klimaengagementet ikke i at få ideen eller at have udført den, men i at være sig konsekvenserne ved at gøre noget bevidst. Og det var på den måde, at ideen til Little Changes opstod hos Olafur Eliasson.

Det bevidste og det fysiske

Centralt i klimadebatten står fænomenet ’tvivl’. Men ifølge Olafur Eliasson er det mindst succesfulde i dagens Danmark at sige, at man er usikker, selv om det at vedkende sig den position i virkeligheden er enormt succesfuldt, fordi konsekvensen ved at sige det er større, end den er ved at hævde, at man er sikker, mener han: »Desværre er det sådan, at i populistiske eller dogmatiske systemer fører tvivl til, at man ikke passer ind i det meget polariserede verdensbillede, der støttes op om.«

Men man må ikke forveksle det at være tvivlende med det at give op, understreger han:

»Nogle gange kan tvivlen være en ressource. Når man siger: ’Det er jeg usikker på, jeg vil gerne have lov til at tøve lidt,’ kommer man i proces. Man bearbejder og undersøger. Men i det kvantificerbare successamfund, vi har, er ’måske’ aldrig et succeskriterium. Jo mere sort-hvidt du kan sige tingene, jo mere succesfuld er du. Og man kan ikke måle noget, der måske er en succes.«

En succes var Ice Watch på Rådhuspladsen, og Olafur Eliasson er ikke i tvivl om, at det er et genialt værk. Da den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, var i Grønland sidste år, hørte han om Ice Watch og så billeder af værket på en telefon tilhørende den franske ambassadør i Danmark. Pludselig meddelte Bloomberg Philanthropies, at det ville gen-realisere værket i Paris i forbindelse med det forestående klimatopmøde.

»Succesen handler om, at værket gør noget abstrakt fysisk; det bliver lavet om til noget, man kan tage i hånden. Det er så banalt, at det hviner i tænderne, men det er også enormt rørende, fordi man står og ser på isen og tænker, at den er flot, men når man går hen til den, kan man mærke kulden.«

Da værket stod på Rådhuspladsen, udbrød nogle, når de lagde deres hænder på isen: »Man bliver jo helt våd!«. Det vidste de selvfølgelig godt i forvejen, men alligevel kom den fysiske oplevelse som en overraskelse for dem. Hvordan kan det være?

»Det sker, fordi den bevidste og den fysiske oplevelse af verden ikke nødvendigvis er forbundet med hinanden,« siger Olafur Eliasson.

»Vi kender kun isblokkene fra avisen og fjernsynet. De bliver mindre abstrakte, når vi rører dem. Ja, det kan lyde som en banalisering af et værk, men at røre ved is, som er hundredtusinder af år gammel, synes jeg, kan være enormt bevægende. Og så er vi tilbage ved nogle af de regnestykker, der er mellem viden i verden og handling i verden.«

’Little Sun’ kan købes på www.littlesun.com

 

 

Olafur Eliasson er gæstekurator ved CPH:DOX 2015. Han kan opleves i samtale med økofilosoffen Timothy Morton den 10. november kl. 19 som en del af festivalen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Jeg tvivler på løsningen, muligvis er tvivl bedre beskrevet.

F.eks.
"If you can't explain it simply, you don't understand it well enough."
Albert Einstein.

PS. Burde der ikke have stået: "’Little Sun’ kan købes på www.littlesun.com" hvis du har brug for den, for ellers er den en del af problemet 'overforbrug'.

Niels-Holger Nielsen, Anne Eriksen, Michael Kongstad Nielsen, Helene Kristensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Med fare for at få verbale høvl, vil jeg alligevel tillade mig at fnyse og vrisse arrigt ... Ice Watch? Giver det mening at transportere et antal tons is fra Grønland til Danmark for at lade blokkene stå og tø på Rådhuspladsen for at denne proces skulle oplyse nogen om noget som helst? Sig mig, er informations niveauet dermed ikke sat rigeligt lavt?

Og i øvrigt, hvad med Eliassons såkaldte kunstværk på Louisiana sidste år, og som jo bestod af tonsvis af sten hentet fra Island og som fyldte det halve af museet, hvilken glæde havde klimaet, miljøet (og vi de gæstede museet) egentlig af dette?

Og så lige "Little Sun" ... 22 Euro for sådan en beskeden sag og som velsagtens næppe koster 1 Euro at producere? Og mobiltelefonladeren, som man fra næste kan købe for 120 Euro ...?

Jeg føler egentlig der blot er gået business i "kunstneren", for helt ærligt så har man længe kunne købe CO2 neutralt lys i Afrika, enten via solceller eller via en hånddynamo, og det er til noget lavere priser end dem som "kunstneren" forlanger ... og det var så dagens sure opstød fra undertegnede.

Ha' en go' weekend derude
Jan

Michael Kongstad Nielsen

Mange bække små ... , det er da fint nok med Olafur Eliassons kunstneriske tankegang, og hvis kunsten, anskueliggørelsen, følelsen, fornemmelsen kan rykke noget, er det bare fint. For hvis de videnskabelige rapporter er for tunge, og tilliden til dem for svær at etablere, så kan kontakt med klimaproblemet via kunstnerisk formidling være et fremragende alternativ.

Tvivl og tøven hærger det begavede og reflekterende menneskes vej! (?)

Be the change that you want to see in the world. (Ghandi)

Il est dangereux d’avoir raison dans des choses où des hommes accrédités ont tort.
(Voltaire)

Olafur Eliasson muntrer sig i sit forgyldte beskyttede værdsted, men han er en isoleret majestæt og langt, langt væk fra den virkelighed vi andre lever i.
Hvis vi alle fulgte Olafur Eliassons eksempel var klimaet ilde stet.