Baggrund
Læsetid: 10 min.

’Vi skal kysse, kysse, kysse, kysse, kysse …’

48 år efter at The Savage Rose opstod, manifesteres bandets ikonstatus med en aktuel teaterkoncert, som fortolker bandets sange. Men det betyder ikke, at bandet er forhistorie. 67-årige Annisette turnerer stadig fra scene til scene og drysser politiske stikpiller ud over landet. Information rapporterer fra det liv på landevejen, som hun ikke kan undvære
Fotos: Ulrik Hasemann

Fotos: Ulrik Hasemann

Kultur
20. november 2015

Annisette smiler sit milde smil, hvor kinderne samler sig i to runde kugler under hendes kulindrammede, brune øjne, og siger: »Vi trænger til, at der er nogen, der vender den spand, der er overfyldt med shit, på hovedet. Vi lever i en frygtelig og formørket tid med middelalderlige tilstande efter sidste valg«.

Vi sidder i lobbyen på First Hotel Aalborg. The Savage Rose spillede koncert i byen i går aftes. Jeg er taget hertil for at blive klogere på, hvordan tourlivet anno 2015 ser ud for det 67-årige rockikon, men Annisette vil tilsyneladende hellere tale om verdenssituationen.

»Det med bådflygtninge er så stor en katastrofe. Billedet af den lille dreng i vandkanten kommer op lysende for mine øjne hele tiden. De ting, der er kommet fra vores såkaldte regering, er så horrible. Det er en skamplet på menneskeheden, at de ikke vil tage imod mennesker, som vi oven i købet selv har tæppebombet,« siger hun med sin karakteristiske hviskende stemme og giver i samme omgang Irak-kommissionen en bredside.

»Når vi ikke må ikke se dokumenterne, må det være, fordi de virkelig gemmer på noget grelt. Så kan de kalde os konspirationsteoretikere i lange baner, men det er da ikke så mærkeligt, når de prøver at forhindre sandheden i at komme frem.«

Selvom bandets sange er skrevet, før flygtninge begyndte at krydse Middelhavet i gummibåde, handler de for hende alligevel om netop dem.

»Jeg synger: ’I hear them coming. All the betrayed people’. Og det gør de så nu. Jeg har længe tænkt, at de på et tidspunkt ville kræve deres ret til at være en del af menneskeheden,« siger Annisette, som fuldstændig har glemt den ostesandwich, som står foran hende.

»Vi forulemper verden.«

’Fællesskabet får mig til at sprælle’

Sammen med sin mand Thomas Koppel, som døde i 2006, har Annisette spillet koncerter i flygtningelejre i Palæstina, for kurdere i Tyrkiet, hos minearbejdere i Ruhr og i Baskerlandet under Franco – sidstnævnte med parrets børn på bagsædet, som hun måtte bede om ikke at synge de baskiske sange, de havde lært. Normalt er hun dog ikke fan af at tie stille.

»Naser Khader og Dansk Folkeparti siger, at kunstnere ikke skal ytre sig om ting, de ikke har forstand på, men det er helt forkert,« siger hun.

– Så du føler ikke, at du skal balancere aktivismen?

»Nej. Og det og har jeg da heller ikke tænkt mig at gøre«.

Vi bliver afbrudt af tourmanageren Torp, som er iført strikhue og sorte Converse-sko. Han vil tjekke, om Annisette er klar til afgang.

»Jeg har pakket,« siger hun pligtopfyldende og kigger op på ham. Hun trækker sin bamsede, armyfarvede jakke med pelskrave over sin lille krop og kravler sammen med resten af bandet ind i den hvide minibus med tonede ruder, som skal fragte dem til Vejle, hvor de skal spille i aften.

»Fællesskabet, når vi bliver stuvet sammen i en den her lille bus, er det, der får mig til at sprælle,« siger hun.

The Savage Rose er på vej i tourbussen fra Aalborg til Vejle. Annisette er den eneste tilbage fra det oprindelige band, og det er snart 50 år siden, hun turnerede landet første gang. Men kicket af at møde publikum er der stadig, siger hun.

The Savage Rose er på vej i tourbussen fra Aalborg til Vejle. Annisette er den eneste tilbage fra det oprindelige band, og det er snart 50 år siden, hun turnerede landet første gang. Men kicket af at møde publikum er der stadig, siger hun.

Livet på landevejen

Torp styrer den hvide minibus ud af Aalborg. På den midterste række sidder Annisette. Bag hende sidder hendes datter Naja, som synger kor, Najas kæreste Anders, som spiller trommer, og Amina, som også synger kor. Anders mindes i detaljer »en ustyrligt dårlig provins-pizza med dressing og det hele«, han fik på en af bandets andre ture på et ålborgensisk pizzeria. Annisette sidder stille og kigger ud af vinduet, som hun har placeret sine mokkasinbeklædte fødder i.

»Vil du læne dig tilbage Anni?« spørger de på bagsædet og hjælper med at lirke Annisettes sæde tilbage.

»Ej hvor dejligt,« hvisker hun, og der bliver stille i bilen.

Annisette har brug for at hvile sig inden aftenens koncert, så jeg holder igen med spørgsmålene.

Ud for Randers bryder hun selv tavsheden: »Jeg har det sådan med de der politikere, som er låst inde på Christiansborg, at jeg tror ikke, at de nogensinde har været alene i en skov om natten.«

– Hvorfor ville det være godt for dem?

»De ville lære sig selv at kende, og de ville behandle sig selv og naturen bedre. I stedet for at alt skal handle om kapital. Men de vil nok bare sige, at jeg er håbløs,« siger hun og finder en lille pose med piller i forskellige farver frem.

»Det er min lille godteposer, mine juveler,« siger hun om arsenalet, der blandt andet byder på C-vitamin, hyben og noget, der er godt for den begyndende slidgigt, som hun har i hoften, efter at hun faldt på en scene for et par år siden.

Før koncerten i Vejle laver Annisette sine faste yogaøvelser, men nogle af dem må hun springe over, fordi hun har smerter i hoften. Hun stødte ind i en bagagevogn i Kastrup Lufthavn, da hun skulle skynde sig at nå flyet til Aalborg et par dagen tidligere.

Før koncerten i Vejle laver Annisette sine faste yogaøvelser, men nogle af dem må hun springe over, fordi hun har smerter i hoften. Hun stødte ind i en bagagevogn i Kastrup Lufthavn, da hun skulle skynde sig at nå flyet til Aalborg et par dagen tidligere.

Sparer på stemmen

»Vi skal tisse, farmand,« råber Naja og Amina insisterende.

Torp holder ind på en resteplads uden for Skanderborg, hvor Annisette køber te for at pleje stemmen.

»Anni, skal du ikke have en lur?« spørger Naja, da minibussen atter er på E45.

Annisette lukker øjnene, mens bagsæderækken begejstret diskuterer, om de skal have sushi, thai eller japansk inden koncerterne de næste to dage på Jazzhouse i København.

»Eller godt italiensk?« udbryder Naja.

Annisette læner sig kælent op ad sit sæde og kigger tilbage. »Uhm, det gad jeg godt,« siger hun.

Naja trykker sin mor kærligt på næsen.

»No more talking to you little lady,« siger Anders til Annisette. Hun skal spare på stemmen.

Bandet gør sig klar i backsstage rummet i Bygningen i Vejle. I deres ‘rider’ står der, at de skal have sund mad og der er blandt andet frugt, selleri og ingefær. Men der er ingen citron, så tourmanager Torp må hente en til Annisette fra hans back up-lager i bilen.

Bandet gør sig klar i backsstage rummet i Bygningen i Vejle. I deres ‘rider’ står der, at de skal have sund mad og der er blandt andet frugt, selleri og ingefær. Men der er ingen citron, så tourmanager Torp må hente en til Annisette fra hans back up-lager i bilen.

Den rette fandenivoldskhed

Efter Thomas Koppels død var Annisette aldrig i tvivl om, at hun ville fortsætte det liv, de havde haft samen.

»Vores sammenhørighed vil fortsætte med at eksistere, fordi vi spiller hans sange. Nogle gange kan jeg næsten høre hans klaver,« siger hun og forklarer, at hun lige efter Thomas’ død dog ikke ville have nogen til at erstatte ham på orglet.

Men hun kunne alligevel »ikke undvære den brusende lyd«, og da Naja havde hørt Palle Hjort spille på Roskilde og ringede hjem og sagde »Mor, det er ham!«, blev han inviteret på visit i Annisettes haveforeningshus i Sydhavnen. Og han begyndte med det samme at rykke ud i alle knapperne på Thomas Koppels gamle orgel.

»Det var lige, hvad jeg havde brug for – én, der kastede sig ud i det og ikke prøvede at spille ligesom Thomas. Palle havde den rette fandenivoldskhed,« siger Annisette.

Hun synes ikke, at oplevelsen af at være på tour har forandret sig meget i de snart 50 år, hun har turneret med The Savage Rose. »Kicket er der stadig.«

– Men bliver det aldrig rutine at skulle spille igen og igen?

»Nej. Mit publikum er vokset op med 1960’erne, 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. De kender det hele og vil ikke spises af med hvad som helst. De vil ikke have det kørt ind på bånd. Det skal være levende.«

Mens resten af bandet spiser oksesteg og lakselasagne, trækker Annisette sig tilbage for at lade op til aftenenes koncert i Bygningen i Vejle. Hun spiser aldrig før en koncert, fordi hun føler, det dræner hende for energi.

Mens resten af bandet spiser oksesteg og lakselasagne, trækker Annisette sig tilbage for at lade op til aftenenes koncert i Bygningen i Vejle. Hun spiser aldrig før en koncert, fordi hun føler, det dræner hende for energi.

’Et under, at de gider’

Annisette elsker tourlivet på grund af hotellernes »knitrende dynebetræk«, men også fordi hun laver det, hun er bedst til, når hun er væk.

»Jeg slipper for at betale regninger, svare på mails og for at skulle løse det, hvis min hund har bidt en løber i benet. Jeg ser ikke mig selv som administrator. Men førhen tjente vi ikke nok til at betale en som Torp,« siger hun.

»Popverdenens branchefolk gad os ikke. De spillede hårde. Det var ligesom i tegnefilm, hvor de sad med benene oppe på skrivebordet og snakkede hen over vores bånd. ’Kan I spille almindeligt beat i stedet for den polkarytme?’ sagde de. Pop skulle være pop, og rock skulle være rock. Så bad vi om at få båndet igen.«

I pausen skifter Annisette tøj, men hun optræder altid i bare tæer. På scenen bevæger hun sig af og til i takt til svigersøn Anders’ trommer - andre gange i mere fri, trancelignende dans.

Albummet Sangen for livet fra 1987 blev bandets gennembrud og sendte dem til Roskilde Festival, hvor de ikke havde været i mange år.

»Vi skulle først spille i et mindre telt, men det holdt ikke, for der var så mange mennesker. Det var meget fantastisk at mærke, at selvom vi holdt på vores ret, så var publikum der,« siger Annisette, som er glad for, at det netop er de dansksprogede sange fra 1980’erne, som Teatret Ved Sorte Hest i denne måned fortolker i The Savage Rose Teaterkoncert – En sang for livet.

»Det er et under, at nogen gider det, når man tænker på, at engang ville folk ikke lytte til det.«

Lagt i seng

Annisette står på et spillested i Vejle og ser vurderende ud over instrumenternes placering.

»Det ser sådan lidt … Vi mister navlestrengen imellem os. Der er meget afstand fra mig til jer,« siger hun. »Morten, har du kommunikation nok med Palle?« spørger hun. »For jeg synes kontakten mellem jer slipper.«

Da bandet begynder prøverne, sætter hun sig ned på knæ og lytter koncentreret.

»Det er sjovt, at trommerne ikke står i midten,« siger hun.

Naja kommer og minder sin mor om, at hun ikke behøver at være med til musikernes lydprøve.

»Men er det ikke sjovt, at trommerne står der?« vedholder Annisette.

Torp tager om hendes skuldre og gelejder hende ned af scenen.

»Jeg har lagt hende i seng,« siger han bagefter.

Annisette ligger på en yogamåtte og laver øvelser i back stage-rummet, som er oppe under loftet inde bag et krea-rum, hvor man kan producere julepynt af glas. Naja ligger i en gammelrosa sofa ved siden af og kigger op i loftet, mens Amina sidder i en lænestol. Annisette vender sig om på maven.

»Åh, ej,« udbryder hun smertefuldt.

Hun kom til at banke sin hofte ind i en bagagevogn i Kastrup, da hun for nogle dage siden skulle skynde sig for at nå flyet til Aalborg.

Naja prøver forgæves at overtale hende til at tage en Ipren. I stedet laver hun en te med honning og ingefær. Der er ingen citron, som ellers står i bandets ’rider’ – det papir, som alle spillestederne modtager med bandets ønsker om mad og forplejning. Men Torp henter fra sit backup-lager i bilen.

Mens bandet spiser aftensmad, trækker Annisette sig tilbage. Hun spiser aldrig inden koncerten, da »det trækker energien ud af mig«. I stedet trisser hun rundt i en blomstret kimono og et par tøfler, mens hun varmer op og sørger for pasning af sin hund i København.

Hjertevarme

»Så er det nu, ned og tjene penge,« siger Torp en times tid senere.

Hele bandet stiller sig i en cirkel og holder om hinanden. Med lukkede øjnene gynger de fra side til side og siger de lyde, der kommer til dem.

Annisette er iført et sort tylskørt og en sort paillettop.

Den skrøbelighed hun har udstrålet i løbet af dagen, forsvinder med ét på scenen, da hun åbner munden og brøler »Freedom« dybt nede fra maven. Hendes bare fødder bevæger sig hen over scenegulvet – nogle gange i takt til sin svigersøns trommer, men for det meste i mere fritfortolkede stødagtige bevægelser.

»På trods af de formørkede omstændigheder i lille lukkede Danmark, så håber jeg, at vi i fællesskab vil skabe hjertevarme i aften,« hvisker hun ind i mikrofonen mellem de to første sange.

Publikum klapper begejstret. Hun giver dem én til: »Efterårsfarverne får mig til at tænke på, hvor kedeligt alt ville være, hvis vi alle sammen havde samme farve. Mændene bag skrivebordene prøver at designe en verden, hvor der kun er én farve. Men der er ikke én eneste, jeg kender, som kun vil have én farve. Tænk, så kan de bo der helt alene.«

Bandet står over for en halvfuld sal, fordi den oprindelige koncert blev aflyst på grund af, at Annisette havde influenza. Men de synes på ingen måde at lade sig tynge af det lille fremmøde. Sveden driver af dem, og Palle halvvejs ligger oven på sit orgel. Publikum kommer langsomt tættere og tættere på scenen. De begynder også at bevæge sig lidt fra side til side, og til sidst danser de nærmest.

Noget af det, Annisette holder mest af ved tourlivet, er at mærke publikum, og opleve hvor stor forskel der er på dem rundt om i landet. Efter koncerten kører det meste af bandet mod København, men hun, datteren Naja og svigersønnen Anders sætter kursen mod Anders’ mors aspargessuppe i Kolding. Turen til København ville være for hård så sent, og Annisette skal hvile sig, inden det går løs igen i morgen.

Noget af det, Annisette holder mest af ved tourlivet, er at mærke publikum, og opleve hvor stor forskel der er på dem rundt om i landet. Efter koncerten kører det meste af bandet mod København, men hun, datteren Naja og svigersønnen Anders sætter kursen mod Anders’ mors aspargessuppe i Kolding. Turen til København ville være for hård så sent, og Annisette skal hvile sig, inden det går løs igen i morgen.

Kysse, kysse, kysse

»Vi skal kysse, kysse, kysse, kysse, kysse …« hvisler Annisette ind i mikrofonen: »Vi skal kysse op i mod stjernerne. Og lade det drysse ned over folk, som aldrig er blevet kysset.«

Hun slutter af med en opfordring: »Det er stadigvæk ligeså fantastisk, som da jeg startede i 1967, at være sammen med jer om store følelser. Jeg håber, I vil tage det med ud i mørket.«

Hun tager hænderne op og over hovedet og vender håndfladerne ud mod publikum. Bandet bukker, men Annisette har de sidste ord. Hun nærmest skriger, uden mikrofon, ud mod publikum: »What do they need?«

»Freedom!« mumler de lidt tøvende tilbage.

»What do they want?« insisterer Annisette.

»Freedom,« lyder det fra publikum, nu med mere styrke.

Jeg kommer i tanker om, at Torp tidligere på dagen sagde til mig, at Annisette »ikke kan ’fake’ den«, og at Amina har sagt, at »hun ikke kan give sig under 100 procent«.

Jeg forstår nu, hvad de mener.

Efter koncerten sidder Annisette til gengæld nedsunket i en stol i back stage-rummet. Hun har et stort gråt håndklæde over skuldrene og drivvådt hår. De brune milde øjne ser trætte ud. Der er ikke flere politiske statements eller urbrøl for i dag.

Ikke før hun i morgen træder op på en scene et andet sted i landet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

I mine øjne og ører, er Annistte stadigvæk den største nulevende sangerinde vi har i Danmark.
På grund af hendes politiske holdninger, - vil det borgerlige og blå Danmark aldrig tage hende til sig.

Charley Kristensen

En sangerinde, der før det skelsættende år 1989, var dybt fascineret af det stalinistiske Albanien. Bl.a. spillede Savage Rose med Annisette og Thomas Koppel i spidsen ofte, når Stalins fødselsdag skulle fejres i Dansk-Albansk Venskabsforening (som det vist hed). Disse forhold fandt journalisten det åbenbart ikke nødvendigt at komme ind på. Det ville jo nok også ødelægge den intime stemning i artiklen. I dag får Annisette så publikum til at råbe 'Freedom' højt i kor. Ak ja.

Karl Aage Thomsen

Kloge Charley. Mange anså Stalin format være en Gud, heldigvis har de fleste fundet ud af, at han var en ren djævel. Så hvorfor pukke på fortiden, kloge Charley, når nutidige magtliderlige idioter stadigvæk tror, at de er Guder, og har desværre mange idiotiske dicipler, der er lige såmagtliderlige. God Jul. Katho

Charley Kristensen

Vise Karl Aage. Sande ord, sande ord, men alligevel . . . . Også god jul til dig :-). Charley